Fyrre år i Midjan.

Moses tilbagelagde den lange vej gennem ørkenen til Midjan, hvor han søgte tilflugt. Da han nåede dertil, satte han sig ved en brønd, og her kom hans mod og villighed til at hjælpe dem der lider uretfærdigt, atter til udtryk. Da nogle hyrder drev Jetros syv døtre og deres småkvæg bort fra en brønd, kom Moses kvinderne til undsætning og vandede deres småkvæg. Som følge heraf blev han indbudt til Jetros hus, hvor han blev antaget som hyrde for småkvæget og senere blev gift med en af Jetros døtre, Zippora, der fødte ham to sønner, Gersjom og Eliezer. — 2Mo 2:16-22; 18:2-4.
Oplæring til en senere tjeneste. Det var Guds hensigt at lade Moses befri hebræerne, men hans tid var endnu ikke inde til det, og Moses var heller ikke kvalificeret endnu til at lede Guds folk. Han måtte gennemgå yderligere 40 års oplæring. Han måtte i højere grad udvikle egenskaberne tålmodighed, sagtmodighed, ydmyghed, langmodighed, mildhed og selvbeherskelse samt evnen til at vente på Jehova, før han var egnet til at lede Guds folk. Han måtte oplæres og forberedes til at udholde de skuffelser og genvordigheder han ville komme ud for, og til med loyal hengivenhed, ro og styrke at løse de mange problemer der ville opstå i et stort folk. Han havde en omfattende viden, og hans oplæring som medlem af Faraos husstand havde uden tvivl givet ham værdighed, selvtillid og en sikker fremtræden og gjort ham dygtigere til at organisere og befale. Men det beskedne arbejde som hyrde i Midjan hjalp ham til at udvikle andre gode egenskaber der skulle få endnu større betydning i forbindelse med hans fremtidige opgaver. David gennemgik ligeledes en omfattende oplæring, selv efter at han var blevet salvet af Samuel, og Jesus Kristus blev prøvet for at blive fuldkommengjort som konge og ypperstepræst for evigt. Kristus „lærte . . . lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham“. — He 5:8, 9.

I begyndelsen af kap 6 i 2.Mos. står der, at Gud talte til Moses, og der siges bl.a.: "For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit navn Herren (i.e. Jahve, min indskydelse) gav jeg mig ikke til kende for dem."
Hvorfor gav Gud sig ikke til kende for dem med sit navn, hvis det var så vigtigt at kende hans navn?

et spørgsmål til dig. Hvordan kan det være at du indskyder at der skal stå Jahve, når der i virkeligheden står Herren? Det må du gerne svare mig på.

jeg ved, at I som Jehovas vidner vil sige, der står Jehova det pågældende sted, og dét navn kan vi da også bruge. Men hvorfor havde det ingen betydning, at Gud gav sig til kende med sit navn?

venlig hilsen, bonobo.

Det materielle skaberværk vidner om Guds eksistens, men det fortæller ikke hvad hans navn er. (Sl 19:1; Ro 1:20) At kende Guds navn indebærer mere end blot at vide hvad han hedder. (2Kr 6:33) Det indebærer at man kender Gud som person — hans hensigter, gerninger og egenskaber som de åbenbares i hans ord. (Jf. 1Kg 8:41-43; 9:3, 7; Ne 9:10.) Dette ses i Moses’ tilfælde, en mand som Jehova ’kendte ved navn’, det vil sige kendte indgående. (2Mo 33:12) Moses fik den forret at se en manifestation af Jehovas herlighed og at høre Jehovas navn blive udråbt. (2Mo 34:5) Denne udråbelse var ikke blot en gentagelse af navnet „Jehova“, men en erklæring vedrørende Guds egenskaber og gerninger. „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf, idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner, over tredje og fjerde generation.“ (2Mo 34:6, 7) Moses’ sang, hvori Moses erklærer at han vil ’forkynde Jehovas navn’, beretter også om hvordan Gud tog sig af Israel, og beskriver hans personlighed. — 5Mo 32:3-44.

Havde vel også brug for at kende Hans navn, ikke bare navnet, som du selv nævner, men hvad det vil sige om hans væren og vilje. Man kan vel også kende Guds væsen og hensigt uden således at kende hans navn. Og da der kun er een Gud, er navnet åbenbart af mindre betydning, skulle man tro.
venlig hilsen, bonobo

men Bibelen siger: "Alle folkeslags guder er afguder; men Jehova har frembragt himmelen." (1 Krøniker16:26)

fik Abraham, Isak og Jakob det så ikke at vide?
vh., bonobo

efterhånden som tiden er inde dertil. Sem levede på samme tid som Abraham, og Sem var en af dem der overlevede vandfloden. Abraham kan derfor godt have kendt Jehova.

2.Mos: 6:3 siger jo immervæk:"For Abrahanm, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit navn Herren gav jeg mig ikke til kende for dem."
vh. bonobo

Under sit navn "Herren" gav han sig ikke til kende for dem.