Fætter & "Kusine" forhold
Hej alle,
Jeg står i en noget uvant situation... og som så forhåbentligt mange andre der har oplevet noget lignende, føler jeg mig en anelse fortabt.
Jeg springer et par led over og går direkte til kernen af problemet. - Forelsket i Kusine.
- Fornyeligt fandt jeg ud af min mors bror (min onkel) har en datter (kusinen) som han ikke har haft kontakt til igennem 16 år pga. stoffer og andre ubehagelige ting, det har gjort at moren fravalgte kontakten efter fødslen.
- hende mødte jeg så for første gang for 4 uger siden, der skete noget... jeg aldrig havde turdet drømme om, jeg blev virkelig virkelig forelsket? Det lyder så latterligt, og jeg tænker nu, (sikkert noget alla det samme som læserne af dette indlæg), "hvordan kan man falde for et familie-medlem?" Vi har aldrig kendt hinanden, vi kunne principielt være stødt på hinanden i byen, faldet i snak og udviklingen kunne have fundet sted allerede der, chancen er dog lille, specielt med aldersforskellen (hun er 16, jeg er 20)
Når vi taler sammen, når vi griner sammen, når vi snakker om sladder og diverse.. så tænker hverken hun eller jeg "familie" - vi er ikke vokset op sammen, min side af familien har ingen kontakt til moren, og hende som hun kalder far er ikke hendes biologiske.. men dog stadig den hun betragter som faren i hendes liv.
Vi er begge triste og ufattelig forvirrede, for ingen af os har hørt eller kender nogen som har oplevet noget lignende, vist kan man finde noget på nettet, om folk der beretter om "problemer" i samme kategori, men hende og jeg har svært ved at relatere til det...
Ikke kærligheden, forelskelsen eller følelserne, men hvad folk mon ikke vil tænke når de opdager det? og værst men ikke mindst.. familien...
Jeg har andre kusiner som jeg har kendt HELE mit liv som jeg mere eller mindre betragter som pap søskende.. og kunne ikke drømme om at have følelser for nogle af dem! end ikke kigge på dem og tænke "wauw hun er lækker"... Min "nye kusine" og jeg... vi føler os fremmede og ikke relateret til hinanden på andre måder end papiret.
Det skal siges jeg betragter mig selv som værende "normal" (hvad end det er...) og har haft 2 sunde forhold som varede henholdsvis 1 og 4 år... og havde ikke forstillet mig noget som dette skulle ske for netop mig, men gør man vel aldrig... følelserne har dog taget over og tingene er som de er, men hvad er jeres holdning til det? Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tænke om det... førhen ville jeg højst sandsynligt mene det var forkert.. (verden i sort og hvid.. suk)
Det blev efterhånden til en mindre novelle, og håber i vil gøre jer det besvær at læse og prøve at sætte jer i mit sted, inden i kritisere eller giver gode råd.
Mvh.
En fortabt sjæl.
Det skal siges vi begge kender til risikoen ved at få børn osv, men ingen af os er nået så langt endnu. (tag forbehold for eventuelle stavefejl, er ikke perfekt)
[:*(]
Jeg står i en noget uvant situation... og som så forhåbentligt mange andre der har oplevet noget lignende, føler jeg mig en anelse fortabt.
Jeg springer et par led over og går direkte til kernen af problemet. - Forelsket i Kusine.
- Fornyeligt fandt jeg ud af min mors bror (min onkel) har en datter (kusinen) som han ikke har haft kontakt til igennem 16 år pga. stoffer og andre ubehagelige ting, det har gjort at moren fravalgte kontakten efter fødslen.
- hende mødte jeg så for første gang for 4 uger siden, der skete noget... jeg aldrig havde turdet drømme om, jeg blev virkelig virkelig forelsket? Det lyder så latterligt, og jeg tænker nu, (sikkert noget alla det samme som læserne af dette indlæg), "hvordan kan man falde for et familie-medlem?" Vi har aldrig kendt hinanden, vi kunne principielt være stødt på hinanden i byen, faldet i snak og udviklingen kunne have fundet sted allerede der, chancen er dog lille, specielt med aldersforskellen (hun er 16, jeg er 20)
Når vi taler sammen, når vi griner sammen, når vi snakker om sladder og diverse.. så tænker hverken hun eller jeg "familie" - vi er ikke vokset op sammen, min side af familien har ingen kontakt til moren, og hende som hun kalder far er ikke hendes biologiske.. men dog stadig den hun betragter som faren i hendes liv.
Vi er begge triste og ufattelig forvirrede, for ingen af os har hørt eller kender nogen som har oplevet noget lignende, vist kan man finde noget på nettet, om folk der beretter om "problemer" i samme kategori, men hende og jeg har svært ved at relatere til det...
Ikke kærligheden, forelskelsen eller følelserne, men hvad folk mon ikke vil tænke når de opdager det? og værst men ikke mindst.. familien...
Jeg har andre kusiner som jeg har kendt HELE mit liv som jeg mere eller mindre betragter som pap søskende.. og kunne ikke drømme om at have følelser for nogle af dem! end ikke kigge på dem og tænke "wauw hun er lækker"... Min "nye kusine" og jeg... vi føler os fremmede og ikke relateret til hinanden på andre måder end papiret.
Det skal siges jeg betragter mig selv som værende "normal" (hvad end det er...) og har haft 2 sunde forhold som varede henholdsvis 1 og 4 år... og havde ikke forstillet mig noget som dette skulle ske for netop mig, men gør man vel aldrig... følelserne har dog taget over og tingene er som de er, men hvad er jeres holdning til det? Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tænke om det... førhen ville jeg højst sandsynligt mene det var forkert.. (verden i sort og hvid.. suk)
Det blev efterhånden til en mindre novelle, og håber i vil gøre jer det besvær at læse og prøve at sætte jer i mit sted, inden i kritisere eller giver gode råd.
Mvh.
En fortabt sjæl.
Det skal siges vi begge kender til risikoen ved at få børn osv, men ingen af os er nået så langt endnu. (tag forbehold for eventuelle stavefejl, er ikke perfekt)
[:*(]