Føler mig røvrendt af familien. (lang, sorry)

Hej.
Jeg har det problem at udover menneskelige afsavn, er der også økonomiske aspekter i vores indviklede familieliv.
Det begynder sådan set med at min far aldrig rigtig accepterer forsørgerrollen efter han får børn med min mor. Det er kun én grund for at hun gik fra ham på et tidspunkt - han ville leve noget han selv oplever som et frit liv, som dog i praksis også betød at han ikke gad yde sin del i forhold til alt det livspraktiske samt familien økonomi (han tog dog altid gerne).
Han ville gerne have megen kontakt til os børn, dog på hans præmisser og altid med alkohol indblandet. Vores fritid tilhørte stort set ham, for at han kunne være sammen med sine små "bedste venner". Det var totalt tabu at nævne, at han aldrig betalte én krone i børnebidrag - ligesom overfor min mor, kunne han godt pludselig blive meget autoritær når man nævnte noget han ikke gad tage stilling til. Begrundelsen for at vi ingen bidrag fik var, at han jo ikke kunne finde arbejde med det sære fag han havde læst (og som reelt kun byder på 1-2 rigtige stillinger ca. hvert 5. år på ét helt bestemt universitet - jobs han aldrig havde en chance at få, pga. hans misbrug og optræden). Han har aldrig prøvet på at finde en anden levevej og foretrak at være på kontanthjælp permanent inden han i sine 50ere fik en slags førtidspension i hus (psykisk uarbejdsdygtig...). Da min mor tjente meget lidt var konsekvensen at vi nok er vokset op som det man kalder for fattig.
Nu forholder det sig således at mine bedsteforældre egentlig havde det nogenlunde okay økonomisk. Min bedstemor hjalp min far, betalte bil for ham, tøj, små tilskud hen af vejen. Denne hjælp har vi som unge ikke fået - det blev til en velment 100-200 kr. hist og pist, og dem ser jeg som udgangspunkt ikke ned på, men det var slet ikke i nærheden af hvad min far har fået. Og slet ikke ting som en rejse eller hjælp til kørekort, et regelmæssigt foreningsbidrag eller sådan nogle ting der virkelig gør en forskel for socialt svage unge.
Også hans søskende har fået hjælp i den størrelsesorden - en handicapbil og udbetaling til hus samt en ny terasse til min faster, lignende beløb til min farbror (han sparede dog pengene). Da min bedstemor så døde, blev der fra min fasters side pludselig regnet meget nøje op hvem der havde fået hvad. Bortset fra det hun havde modtaget. Og de kontanter hun havde taget med "for at købe fornuftigt tøj til begravelsen". Det endte med at hun løb med næsten halvdelen af pengene. Farbror sparede hans andel op som sædvanligt (han var en stolt mand) og min far drak og festede sine penge væk på 2-3 år. Min bror og jeg fik ca. 2000 kr. hver, på en bankbog - en sådan bankbog havde alle børnebørn. Bortset fra at der var ca. 10.000 på de andres, mens på vores var indbetalingerne stoppet det år hvor min far blev cand.mag. - og arbejdsløs.
Tak fordi Du gad læse hertil - det er i hvert fald de grove træk.
Hvordan påvirker det mig så i dag. Jeg har meget lidt kontakt til min familie (ikke kun af denne grund). Mange gange når jeg nævner at det er fordi jeg føler at denne generation er blevet mig skyldig, og derudover har brugt af det som kunne have kompenseret for mit "tab" (som mange bedsteforældre jo unægtelig gør), får en en reaktion ala "Du kan da ikke afbryde al kontakt pga. nogle penge".
Egentlig synes jeg også det er en dum grund, men jeg føler mig bare så røvrendt. Hvad mener I, skal man bare se at komme videre?
P.S. jeg har det selv fint i dag, klarer mig.

at I ikke fik mere, hvis I havde det langt værre økonomisk end de andre. Gad vide hvad grunden har været, men det vil man nok ikke tale om i familien, knne jeg forestille mig.........
MalteFnalte

Men jeg vil mene at det var en skamplet at min far ikke blev til noget. Det var også et tabu at hans kone havde forladt ham og hvorfor. Det var ligesom at man blev enig om at hans version: han kan aldrig gøre for noget, hun var illoyal, han gjorde hvad han kunne, det var enormt uheldigt at han ikke fik en chance på universitetet, er det officielle slutresulat - OG SÅ SNAKKER VI IKKE MERE OM DET.
Hele det faktum at han havde uforsørgede børn rendende var i den sammenhæng ligesom pinligt, i hvert fald lod alle som ingenting.
Han har måske også fortalt at der var penge nok hos min mors forældre - men de var gået konkurs med deres firma, så det var slet ikke hvad det havde været da vi børn kom.
Egentlig behøver jeg heller ingen forklaring, jeg spørger mig bare i dag om det er værd at være sur over.

Jeg synes det er helt urimeligt at I ikke har fået mere. Men har selv oplevet en forskelsbehandling fra mine bedsteforældres side. Se min mor er ikke min morfars datter, min mor er født uden for ægteskab og har aldrig kendt sin far, derfor er mine forældre og min søster og jeg ikke blevet behandlet på samme måde som mine mostre og deres børn.
Jeg kan huske da vi var små og blev passet ude ved min mormor og morfar, vi måtte ikke være i stuen vi måtte være i køkkenet og i spisestuen og vi måtte ikke røre ved noget... sådan har mine kusiner atdrig haft det de måtte alt.
Vi har aldrig fået økonomisk hjælp fra dem men tror ikke nogen har men synes også det er lige meget om det er penge det handler om (selvom jeg tror vi ikke får en skid når de går hen og dør) det er det at der bliver gjort forskel. Er vi dårligere mennesker end de andre.
Jeg forstår godt du føler dig røvrendt, det ville jeg også og gør det også nogle gange... Og ved ikke helt om man bare kan glemme sådan noget jeg tror jeg ville holde fast i det familie som virkelig holder af en.

Ja det ville jeg være... Nu ved jeg godt man skal passe på hvad man siger om andres forældre så undskylder på forhånd. Jeg synes simpelhen han er i doven skid din far... Hold op han er ynkelig bare fordi han var dum nok til at få en uddannelse der ikke kan bruges så er det hele bare de andres skyld. Han skulle fanme tage sig sammen og få et andet job hvor man ikke skal være uddannet.
Hvis det var mig ville jeg sige et par alvorsord med ham. og bare fordi din mors forældre havde eller ikke havde penge skulle han sku da stadig betale ved kasse et han har selv været med til at få børn...

Gaver fra bedsteforældre er ren bonus og ikke noget, man har krav på. Bankbøgerne fik I først, da dine bedsteforældre var døde, og det er spild af tid at rette sin vrede mod afdøde.
Jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvordan penge "pr. efterkrav" skulle kunne råde bod på noget som helst. Du klarer dig i dag og kan ikke gøre noget godt igen ved at modtage penge som kompensation for dem, du kunne have brugt som barn og ung.
At der er andre grunde til, du ikke har megen kontakt til din familie, er mere interessant - jeg håber, de er vigtigere end de økonomiske, du nævner her.

Jeg tror ærlig talt ikke en meter på, at Du selv ville tage det så let hvis Du var blevet forskelsbehandlet på den måde.
Enig, penge er ikke det primære, men jeg ser på det på denne måde: hvis der er en sum x som åbenbart kan fordeles blandt nogle børn og børnebørn, så er det ikke et økonomisk spørgsmål hvordan de fordeles, det er også et menneskeligt spørgsmål. Hvis jeg har nogle børnebørn som har færre muligheder end de øvrige, og netop de børn er dem jeg giver mindst, og alle i familien er enige om at det er i orden, vil Du så fortælle folk at det er noget man bare skal glemme? Det er også irrelevant om man klarer sig som voksen, det kan jo stadig have været en hård vej at opnå dette.
Jeg synes ærlig talt ikke at indlægget handler om penge, det handler om hvilken rolle man får tildelt i sin familie.