God indlevelsesevne.. men..
Jeg gik engang til psykolog da jeg havde problemer mht. til kontakten til andre mennesker, men jeg fik dertil blæk-klat testen, og fik at vide at jeg havde en god indlevelsesevne. Efter nogengange stoppede jeg hos ham, da han ikke mente at jeg havde brug for hjælpen. Men idag, 3 år efter er jeg stadigt ikke kommet videre i min mangel på kontakt til mennesker.
Føler mig lidt på bunden, og meget er mistet. Jeg har droppet 2 uddannelser (dog VIL jeg færdiggøre min nystartede uddannelse) og inderst inde har det bundet i min manglende sociale kontakt til mine skolekammerater. Når jeg endelig møder nye mennesker, er der nogen jeg føler at jeg kan snakke videre med, men efter et stykke tid gider de mig ikke mere. Mest er det nok fordi jeg møder folkene igennem min ene kammerat, og det er altid persontyper jeg ikke bryder mig inderligt om (meget egocentrerede), også fordi jeg altid bliver sat i anden række, de kan før en bytur f.eks. sidde og snakke kun til hinanden, og blikket er helt væk fra mig. Så er det sq svært at blande sig. Og hvis der kommer andre folk tilstede, påvirker det mig negativt.
Jeg føler aldrig at jeg bliver hørt på, og bliver i alle situationer for det meste skubbet væk, når jeg endelig prøver at gå i dybden hos folk. Hvordan kan det være at jeg har en god indlevelsesevne, men at den ikke hjælper mig til at lave nye venskaber? jeg har måske en tendens til at hænge på dem hvor de ikke ser det samme i mig, som jeg ser hos dem, og det er meget problematisk. Hvis jeg endelig har nogen jeg snakker godt med, så bliver problemet at de ikke kan snakke med min ene kammerat. Måske er man alt for forskellige, og det er måske det der trækker en sammen, men det bliver problematisk da vi ikke synes om de samme typer af personer.
Jeg føler mig ofte ensom, da jeg kan sidde 2-4 uger uden en eneste sms, opringning, msn-besked eller noget som helst, og det er trist. Skriver til forskellige personer og får kun svar på 1/4 del af sms'erne. Måske skal jeg lærer at sortere fra? det kan være problemet. De mennesker der ikke ser noget i en, kommer man jo aldrig til at kunne snakke med, selvom man prøver.
Hvis i ikke får svar på f.eks. en sms, hvordan reagerer i så? hvordan tolker i personen? jeg føler ligegyldighed, men er alligevel så dum at prøve igen en anden gang.
En tanke der lige strejfede mig er, at de kammerater jeg ofte har mødt igennem mit arbejde, de ser mig altid mere positivt end dem fra skolen. Kender i det med at de personer man ikke ser til hverdag, ofte er dem man har det lettest med?
Nu må jeg hellere slutte dette indlæg, i håb om lidt svar..
Føler mig lidt på bunden, og meget er mistet. Jeg har droppet 2 uddannelser (dog VIL jeg færdiggøre min nystartede uddannelse) og inderst inde har det bundet i min manglende sociale kontakt til mine skolekammerater. Når jeg endelig møder nye mennesker, er der nogen jeg føler at jeg kan snakke videre med, men efter et stykke tid gider de mig ikke mere. Mest er det nok fordi jeg møder folkene igennem min ene kammerat, og det er altid persontyper jeg ikke bryder mig inderligt om (meget egocentrerede), også fordi jeg altid bliver sat i anden række, de kan før en bytur f.eks. sidde og snakke kun til hinanden, og blikket er helt væk fra mig. Så er det sq svært at blande sig. Og hvis der kommer andre folk tilstede, påvirker det mig negativt.
Jeg føler aldrig at jeg bliver hørt på, og bliver i alle situationer for det meste skubbet væk, når jeg endelig prøver at gå i dybden hos folk. Hvordan kan det være at jeg har en god indlevelsesevne, men at den ikke hjælper mig til at lave nye venskaber? jeg har måske en tendens til at hænge på dem hvor de ikke ser det samme i mig, som jeg ser hos dem, og det er meget problematisk. Hvis jeg endelig har nogen jeg snakker godt med, så bliver problemet at de ikke kan snakke med min ene kammerat. Måske er man alt for forskellige, og det er måske det der trækker en sammen, men det bliver problematisk da vi ikke synes om de samme typer af personer.
Jeg føler mig ofte ensom, da jeg kan sidde 2-4 uger uden en eneste sms, opringning, msn-besked eller noget som helst, og det er trist. Skriver til forskellige personer og får kun svar på 1/4 del af sms'erne. Måske skal jeg lærer at sortere fra? det kan være problemet. De mennesker der ikke ser noget i en, kommer man jo aldrig til at kunne snakke med, selvom man prøver.
Hvis i ikke får svar på f.eks. en sms, hvordan reagerer i så? hvordan tolker i personen? jeg føler ligegyldighed, men er alligevel så dum at prøve igen en anden gang.
En tanke der lige strejfede mig er, at de kammerater jeg ofte har mødt igennem mit arbejde, de ser mig altid mere positivt end dem fra skolen. Kender i det med at de personer man ikke ser til hverdag, ofte er dem man har det lettest med?
Nu må jeg hellere slutte dette indlæg, i håb om lidt svar..