Græder ualmindelig let

Hej.
Jeg håber nogle herinde har nogle tanker om mit problem, som I vil dele med mig.
Jeg er en 21-årig kvinde, som altid har været(og er stadig) meget, meget følsom!
Jeg har lidt af kortere depressioner, flere gange. Er dog heldigvis ikke i den situation for tiden, men har indstillet mig på at jeg nok er af den kaliber, som oplever flere af den slags resten af mit liv.. Men nu til sagen:
Jeg har utrolig let til tårer. Det er lidt som om jeg udtrykker alle følelser med tårer. Jeg græder når jeg ser den mindste rørende kommentar i tv, når jeg bliver glad, rørt, vred, frustreret, ked(selvfølgelig), irriteret, træt. You name it..
Jeg har altid været bevidst om at jeg er en tudeprinsesse og det har irriteret mig meget, men har tænkt at pga. lavt selvværd o.lign. er det jo ikke unormalt at man græder når én siger man er dygtig, eksempelvis..
Her på det sidste har jeg dog lagt mærke til hvor TIT og i hvor mange flere situationer jeg begynder at græde. Som for nævnt ^^
Jeg har derfor tænkt tilbage og jeg kan huske at problemet har stået på fra de helt første skole/hjemsamtaler i folkeskolen. Lærerne kunne sidde og rose mig til minde forældre og sige at alt gik som det skulle og alligevel græd jeg hver eneste gang. Jeg ved ikke hvorfor.
Dette eksempel beskriver så meget godt, tiden og mit liv, siden da.
Nu er det blevet så galt at det går ud over mit parforhold. Jeg har været sammen med min kæreste i snart 5 år og han er vant til jeg græder, eftersom der altid kommer noget op hver gang vi ses, som får mig til at græde.
Vi har snakket om det og han er heldigivis forstående for at jeg er så sensitiv, men han har nu svært ved at tage mig alvorligt - fordi han ser det så tit. Det kan jeg godt forstå.
Det får mig til at føle mig som en klovn og føle mig dum at jeg ikke kan holde tårerne inde. Jeg kan tude over ting, som jeg har glemt imorgen. Jeg sidder og græder nu af at skrive dette indlæg.
Indimellem kommer der en alvorlig omgang hvor jeg virkelig giver los, nogle gange er det tricket af noget, andre gange begynder jeg bare og så kommer det hele op i mig. Så bliver der hulket og hulket og jeg får en følelse af at der kan være et eller andet i mig, som hele tiden ligger lige under overfladen, men hvad ved jeg ikke. Jeg har i bund og grun haft et godt, roligt og trygt liv.
Håber nogle har noget at dele. Erfaringer(selvom jeg ikke håber nogle derude har det ligesom mig), tanker, råd.. Et eller andet?
Tak for jeres tid.
Vh. Tudeprinsessen.

woooow jeg kunne have skrevet præcis det indlæg jeg har det helt på samme måde. Jeg er blevet meget indlukket på grund af det for vil ikke at stå i de situationer, hvor der er mulighed for at komme til at græde (hvilket er alle situationer). Der skal så lidt til, jeg kan fortælle om en god film og så presser det på, når jeg ser film med de midste følelser har jeg lært at hvis jeg drikker noget, så kommer det ikke. så i bio eller når jeg er sammen med andre sidder jeg hele tiden med noget at drikke og sipper til det, det hjælper,skjuler det:-)
jeg har også lidt af depressioner og føler det altid ligger lige under overfladen. jeg ved ikke hvorfor vi har det sådan, eller hvad vi kan gøre ved det. men du skal vide at du ikke er alene med sådan en belastende ting.

Tak for dit svar.
Jeg er ked af at du har det sådan her - jeg synes det er en stor belastning. Specielt nu hvor jeg føler det går ud over mit forhold. Er bange for at min kærestes syn på mig, bliver skidt :-(

ja det er noget lort at bærer følelserne udepå, selv de mindste. men mht til dit forhold, så bliver han nød til at acceptere det, jeg mener I har været sammen i 5 år. Måske han bare skal se det som en lille ting, som hvis man kommer sammen med en der har allegi som går og snøfter hele tiden haha. jeg mener som partner er det da bedre at være sammen med en der er sensitiv end en kold sæk;) har i snakket om det, jeg mener virkelig snakket om det? prøv at give ham de to agumenter jeg lige kom med:)

Ja, men tror du har misforstået mig :-)
Kan tackler det pænt, og istedet for at han tager det personligt at jeg græder, forstår han at det er bare noget jeg nemt gør og derfor tager han det meget pænt.
Mit problem er bare at jeg føler mig som en klovn, fordi jeg græder hele tiden - Jeg bliver nervøs for at han mister respekten for mig eller noget.
Jeg ved at når han ser mig græde, ser han netop på det som du siger (som hvis jeg nøs eller noget andet ubetydeligt) og det kan jeg godt forstå fordi jeg gør det så tit - men jeg vil ikk have det skal være sådan.
Jeg vil gerne tages seriøst når jeg er ked af det - og derfor vil jeg helt kun græde når der er grund til det. For så kan han vide at nu har jeg brug for støtte.. Giver det mening??

så må du åbne op... hvis det er noget småt som en følelsesladet film, så griner du gennem tårerne og siger det er ikke noget. hvis det er noget stort så siger du til ham, at nu græder du fordi du er virkelig ked af det og om han ikke godt vil holde om dig. for "normale" mennesker er det jo tydeligt at hvis en græder har de brug for trøst, vi må arbejde med det vi har:)

og ja det giver mening, jeg ville også ønske jeg kun græd når jeg var ked af det.

Ja tak :-)
Det er træls. Prøver du også at det bare kommer? Ud af ingenting, ingenting du ved af ihvertfald?
Eller at nogle kan sige noget (en lille bemærkning) som bare brænder sig fast indtil du 2 minutter senere bliver nødt til at tude over det og snakke om det?
Det oplever jeg ihvert fald også..

ja prøvede engang at skulle fortælle min mor om en virkelig stærk scene fra en serie, lige pludselig brød jeg ud i gråd, haha min mor blev helt forskrækket. og det med bemærkninger, når man er meget sensitiv er det ikke kun tårerne, man tager alt til sig og bliver nemt såret (mange gange kan folk ikke forstå at de sagde noget forkert) og igen så kommer gråden bare, det er ligemeget om man blev såret, sur eller irreteret så skal vi have det ud. haha sikke noget lort, måske hypnose vil hjælpe:)

Ja, og hvis folk prøver at hjælpe, bliver det kun meget værre!! Så tuder jeg endnu mere :s

tror vi bare må lære at leve med det. hvis jeg havde noget der kunne hjælpe dig, havde jeg selv gjort det for længe siden:)

Hvor er du overskudsagtig =) Jeg håber ikke du har ret, håber vi begge finder en løsning - jeg ønsker det ihvert fald meget. Hav det godt fremover :-)

også held og lykke til dig, lad mig vide hvordan det går:)

Du kan skrive mig dig mail privat - så kan vi skrives ved?

du kan starte med at skrive til mig på arrivapigen@sol.dk :)

Håber at nogen kan hjæpe dig. Du skal vide at det er meget feminint, og noget mænd ser som en kvalitet. Det værste vi ved er den harcore ældre dame, der tror hun ejer verden. Det tænder mænd af.
Din kæreste skal IKKE vænne sig til at du er sådan, men derimod værdsætte det!

MVH
Megaprofilos

Det skal man kun have, hvis man er kulturberiger.

MVH Rad=DF

Det er ikke altid en fordel at have haft et roligt og trygt liv som du skriver, modgang hærder dig. Hvis du havde haft flere problemer gennem livet indtil nu, og ikke levet en beskyttet tilværelse (hvilket det lyder som om) ville du have nemmere ved at sortere og overse de her mikroskopiske ting der får dig til at græde.
Jeg kan sagtens knibe en tåre hvis en person i yndlingsserien dør, men decideret græde..næppe.

Hvis det er du er så sensitiv, skal du kanske, hvis du nogen sinde får brug for kommunal sagsbehandling/familierådgivning, passe på med ikke at lade sagsbehandleren lave fejl så du ender med selv alene at skulle løse en masse for dig pt svære sociale problemer som du har brug for normal hjælp til at løse . . for så kan tilværelsen blive trist og meget grå i gråt(meget trist)

Hej.
Jeg håber nogle herinde har nogle tanker om mit problem, som I vil dele med mig.
Jeg er en 21-årig kvinde, som altid har været(og er stadig) meget, meget følsom!
Jeg har lidt af kortere depressioner, flere gange. Er dog heldigvis ikke i den situation for tiden, men har indstillet mig på at jeg nok er af den kaliber, som oplever flere af den slags resten af mit liv.. Men nu til sagen:
Jeg har utrolig let til tårer. Det er lidt som om jeg udtrykker alle følelser med tårer. Jeg græder når jeg ser den mindste rørende kommentar i tv, når jeg bliver glad, rørt, vred, frustreret, ked(selvfølgelig), irriteret, træt. You name it..
Jeg har altid været bevidst om at jeg er en tudeprinsesse og det har irriteret mig meget, men har tænkt at pga. lavt selvværd o.lign. er det jo ikke unormalt at man græder når én siger man er dygtig, eksempelvis..
Her på det sidste har jeg dog lagt mærke til hvor TIT og i hvor mange flere situationer jeg begynder at græde. Som for nævnt ^^
Jeg har derfor tænkt tilbage og jeg kan huske at problemet har stået på fra de helt første skole/hjemsamtaler i folkeskolen. Lærerne kunne sidde og rose mig til minde forældre og sige at alt gik som det skulle og alligevel græd jeg hver eneste gang. Jeg ved ikke hvorfor.
Dette eksempel beskriver så meget godt, tiden og mit liv, siden da.
Nu er det blevet så galt at det går ud over mit parforhold. Jeg har været sammen med min kæreste i snart 5 år og han er vant til jeg græder, eftersom der altid kommer noget op hver gang vi ses, som får mig til at græde.
Vi har snakket om det og han er heldigivis forstående for at jeg er så sensitiv, men han har nu svært ved at tage mig alvorligt - fordi han ser det så tit. Det kan jeg godt forstå.
Det får mig til at føle mig som en klovn og føle mig dum at jeg ikke kan holde tårerne inde. Jeg kan tude over ting, som jeg har glemt imorgen. Jeg sidder og græder nu af at skrive dette indlæg.
Indimellem kommer der en alvorlig omgang hvor jeg virkelig giver los, nogle gange er det tricket af noget, andre gange begynder jeg bare og så kommer det hele op i mig. Så bliver der hulket og hulket og jeg får en følelse af at der kan være et eller andet i mig, som hele tiden ligger lige under overfladen, men hvad ved jeg ikke. Jeg har i bund og grun haft et godt, roligt og trygt liv.
Håber nogle har noget at dele. Erfaringer(selvom jeg ikke håber nogle derude har det ligesom mig), tanker, råd.. Et eller andet?
Tak for jeres tid.
Vh. Tudeprinsessen.

Hej M.
Woaw tak - flotte ord og lige præcis hvad jeg gerne vil høre.
Skammer mig jo over det, men ville min kæreste se det som noget meget positivt ville jeg jo ikke længere føle mig dum og blive bange for hvad han tænker..
Når det er sagt, synes jeg snu stadig at mit problem er for stort :-(

Hej kjulle.
Jeg opfatter langt fra mig selv som overbeskyttet og i et liv uden modgang, men mener bare at jeg har altid haft hvad jeg skulle. Har ikke levet i slum, måtte stjæle for maden eller været udsat for overgreb, men det betyder jo ikke at ens liv er en dans på roser.
Min mor har været livstruende og kronisk syg siden jeg blev født, velogmærket pga graviditeten med mig. Jeg blev mobbet som barn, udviklede en sær frygt, som gjorde det svært for mig at sove om natten, udviklede spiseforstyrrelser, blev indlagt på psykiatrisk, mine forældre blev skilt da jeg var 15 og har haft én kæreste som var mig utro og én som ydmygede mig (ved det er mere regel end undtagelse i dagens dk, men jeg synes det er respektløst og det har påvirket mig meget og sat sig i mig)
Jeg har altid ment at hvert menneske har forskellig psyke, hvilket gør at nogle kan håndtere langt mere end andre. Men det er muligt at du stadig mener jeg har haft en overbeskyttet opvækst, jeg er ikke helt klar over definitionen - så tør ikke sige det :-)
Vh Kiella.

Hej Kommu.
Jeg er lidt i tvivl om hvordan du er kommet ind på det med kommunal støtte.
Går ud fra det blot er et godt råd du giver mig? :-)
I så fald, tak.
Vh Kiella.

Hej Tudeprinsesse 😉
Du skriver selv at du er sensitiv, det kan være at du har noget tilfælles med mange andre danskere, der er særligt sensitive, det er ikke nogen lidelse men en evne som gør at diverse sanseindtryk påvirker personen i højere grad end de fleste andre personer. Særligt sensitive mennesker der er klar over deres evner behøver ikke se det som et problem, men kan lære at tage hensyn til de påvirkninger de udsættes for. Deres nærmeste omgangskreds skal også være klar over hvordan de kan vise hensyn. Det er fx vigtigt at få ro en periode i løbet af hverdagen, fordi hjernen har mere travlt med at behandle indtryk end hos andre. Der er forskellige typer af sensitivitet, nogle særligt sensitive har en stor indlevelsesevne og påvirkes nemt af andres humør. Det er vigtigt at børn som er særligt sensitive får den nødvendige støtte og hensyn i hjemmet og institutioner, for at de kan udvikle sig som tilfredse, velafbalancerede og selsikre mennesker.
læs mere om det her http://www.sanse-integration.dk/
Læs også her http://www.sensitiv.dk/ - hvis du genkender dig selv, så synes jeg du skulle prøve at deltage i et foredrag sammen med din kæreste.
Håber det hjælper for dig [(:]

Mange tak, lød meget bekendt!
Hvordan ved man om man er en såkaldt sensitiv person? Er det en diagnose?
Jeg går ind og læser dine links lidt senere - tusind tak :)
Vh Kiella

er du bleven pakket ind i vat da du var lille

Hej M.
Woaw tak - flotte ord og lige præcis hvad jeg gerne vil høre.
Skammer mig jo over det, men ville min kæreste se det som noget meget positivt ville jeg jo ikke længere føle mig dum og blive bange for hvad han tænker..
Når det er sagt, synes jeg snu stadig at mit problem er for stort :-(

Kære Kiella
Tak for dit svar!
Jeg ved det kan lyde voldsomt det jeg nu skriver, men det er altså din kæreste der har et problem. Tro mig når jeg siger at 9/10 mænd ser det som noget meget feminint.
Du er det man kalder "hypersensitiv". I vores moderne samfund er det desværre ikke noget man belønner. Det er en smuk gave at have. Det betyder at du oplever tilværelsen meget mere intensivt. Jeg håber du selv kan se det smukke i det, og stopper med at bebrejde dig selv at du er sådan.
Når det er sagt, så skal din hverdag jo hænge sammen. Min erfaring inden for psykiatrien siger mig, at du faktisk er en af dem, der kan have stor gavn af lykkepiller(SSRI=antidepresiva).
Det vil lægge en dæmper på dine grædeture, men også gøre dig mindre sensitiv i forhold til andre ting. Dermed er det en afvejelse af fordele og ulemper du skal tage.
Jeg kan ikke tage valget for dig, da jeg ser din type mennesker som yderst værdifulde for vores samfund, men du skal samtidig også fungere i hverdagen.
Valget er ikke nemt, håber det bedste for dig. *Knus*
MVH
Megaprofilos

Hej Flemming.
Ikke ifølge min mening - vurdér selv:

Hej kjulle.
Jeg opfatter langt fra mig selv som overbeskyttet og i et liv uden modgang, men mener bare at jeg har altid haft hvad jeg skulle. Har ikke levet i slum, måtte stjæle for maden eller været udsat for overgreb, men det betyder jo ikke at ens liv er en dans på roser.
Min mor har været livstruende og kronisk syg siden jeg blev født, velogmærket pga graviditeten med mig. Jeg blev mobbet som barn, udviklede en sær frygt, som gjorde det svært for mig at sove om natten, udviklede spiseforstyrrelser, blev indlagt på psykiatrisk, mine forældre blev skilt da jeg var 15 og har haft én kæreste som var mig utro og én som ydmygede mig (ved det er mere regel end undtagelse i dagens dk, men jeg synes det er respektløst og det har påvirket mig meget og sat sig i mig)
Jeg har altid ment at hvert menneske har forskellig psyke, hvilket gør at nogle kan håndtere langt mere end andre. Men det er muligt at du stadig mener jeg har haft en overbeskyttet opvækst, jeg er ikke helt klar over definitionen - så tør ikke sige det :-)
Vh Kiella.

Hej M.
Igen tak for det flotte perspektiv på mit problem. Er rart at høre noget positivt om det jeg ellers er ked af.
Jeg kan godt forholde mig til det at du mener det er smukt af være så sensitiv som jeg, og når jeg ikke kan holde tårerne tilbage til et bryllup eller når jeg får en gave fra min nærmeste, kan jeg godt forholde mig til det positive i det - men synes nu alligevel det er for meget da det ofte føles negativt. Det kan være små ting, som jeg evt. har glemt imorgen.
Mht. antidepressiva, har jeg fået i forbindelse med mine tidligere depressioner, som jeg også har nævnt. De kan muligvis have hjulpet mig med tårerne, men så vidt jeg husker kun periodisk.
De antidepressiva som jeg har benyttet har haft en irriterende bivirkning: forsinket eller udebleven udløsning. Derfor tager jeg dem kun til at komme ovenpå når jeg er kommet ind i en skidt periode og stopper hurtigst muligt igen. Men måske der findes en anden slags, uden den slags bivirkning.
Vh Kiella.

Man skal måske være lidt fremsynet, men hvilke udfordringer man kommer ud for kan man jo ikke vide, og det er svært at se løsninger på sensitivitet.
Du kan måske ikke ændre din sensitivitet men så må du måske indstille dig på at prøve mentalt at forberede dig på lidt af hvert . . måske skal du prøve at kontakte den åbne psykologiske rådgivning i kommunen og derfra kan du kanske få en henvisning❓
Eller prøv Dannerhuset de vil sikkert meget gerne også hjælp pæne og sensitive piger ! http://www.dannerhuset.dk/ eller så kan de helt sikkert henvise dig til nogen el noget som kan hjælpe dig med din sensitivitet.
med hensyn til den kommunale familierådgivning så er eller har den ikke altid været det bedste udgangspunkt for gode løsninger i de sensitive situationer hvor man har brug for støtte og som nævnt er det meget meget trist at blive svigtet i en kritisk situation(hvor man jo også er sensitive og emotionelt i en krisesituation) hvilket er sket for mange hvis altså statistikkerne angående sagsbehandlingsfejl og skandalerne om kommunal børneungeforvaltning passer

Hej Kommu.
Jeg er lidt i tvivl om hvordan du er kommet ind på det med kommunal støtte.
Går ud fra det blot er et godt råd du giver mig? :-)
I så fald, tak.
Vh Kiella.

Hej Kiella, hvor er det dog dejligt at du startede denne tråd. Når jeg læser hvad de andre skriver til dig, føler jeg også lidt at det hjælper mig:) og igen, lidt uhyggeligt, det du skrev om hvad du har været ude for i dit liv, jeg har været ude for næsten det samme. med mobning, dumme kærester og en syg forældre (min far). det er dejligt at læse der er folk der ser positivt på sensitive mennesker, så føler jeg mig mindre som en mutant haha

Kære Kiella
Tak for dit svar 🙂
Du stiller nogle kloge spørgsmål hvad angår antideppresiva. Som du korrekt beskriver, så påviker det i høj grad sexlysten. Du er LANGT fra den eneste der har den bivikning, folk taler bare ikke så meget om det, da det er et lidt følsomt emne.
Min anbefaling jeg nu kommer med, må ikke erstatte en lægelig vurdering.
Når vi taler antidepressiva, kan jeg varmt anbefale at prøve et SNRI-præperat. Det kunne eks være "remeron" også kendt som "mirtazapin". Det påvirker nogle andre serotoninreceptore, og stimulerer noradrenalin. Det påvirker netop ikke de serotoninreceptorer der har med sex-lysten at gøre.
Når du starter på dem, vil du opleve at sove mange timer i døgnet i starten. Det forsvinder efter ca 1 måned. Du skal derfor have overskud til at klare den måned, før du kaster dig ud i den medicin, men den kan VARMT anbefales.
HÅBER det BEDSTE 🙂
MVH
Megaprofilos

Sagde Mega = DNSP

haha prøvede at se på testen "er du særlig sensitiv" kunne sige ja til alle spørgsmålene 😕

Kommu: Tak for dit svar🙂Kigger linket (selvom det lyder farligt - Hihi.)
M: Tak for din hjælpsomhed og for at du deler din viden med mig. Det lyder lidt overvældende med de SNRI-præperater - mener det jeg tager er SSRI.
Èn ting er den lange og "markante" tilvænningsperiode der er på SNRI-præperaterne, men så kan jeg også bliver nervøs om de følgende bivirkninger. Når vi er inde i hjernen og pille ved eksempelvis serotonindannelsen, må det jo kunne påvirke alverdens andet. En bivirkning jeg ikke vil kunne acceptere er en øget appetit og/eller vægt. Hvilket, for mit vedkommende, hænger MEGET sammen med lykkestoffer i mit kønne hovede..
Og således kan der jo være meget andet, men det er jo kun frygt og overvejelse - Jeg skyder ikke sin idé til jorden, siger blot mine umiddelbare tanker. Det er værd at undersøge nærmere :-)
Arrivapigen: Sjovt både vores fortid og følelser ligner hinanden - måske er det slet ikke så underligt (?)
Generel opdatering: Tog til tandlæge idag grundet alvorlig tandpine i BEGGE sider af overmunden. Guess what, dér sad jeg i tandlægestolen og tudede i stridde strømme, selvom problemet hurtigt var løst med en behandling, smertestillende og en 6dages antibiotika-behandling .. Dér er da ikke meget at vræle over??
Tak for jeres interesse og tid.
Vh Kiella.

Er ked af du skal have de bekymringer.
Mennesker "tænker" med to dele i en vis balance: instinkterne og intellektet. Mere af den ene mindsker den anden.
Instinktiv tænkning er forbundet med aggressiv/følelseskold adfærd. Ekstremerne ender ofte op kriminelle.
Intellektuel tænkning er forbundet med angst/følelsesladet adfærd. Ekstremerne ender ofte op depressive.

Det at bekymre sig over noget (som du gør nu) er også forbundet med intellektuel tænkning.
Hvis du vil græde mindre er der derfor formentlig kun ét at gøre: At "tænke" mere med instinkterne end du gør nu. Det kan lettest gøres ved at gøre sig bevidst hvilken tænkning/adfærd, der er forbundet med instinktiv tænkning, og så handle og tænke på den måde. 🙂
Håber det bliver bedre!

😃 😃 😃
MVH
Megaprofilos

Hej G.
Det lyder meget klogt dét du siger. Har aldrig før hørt mennesket måde at tænke på, som delt op i de to former..
I en kort periode, på et par måneder, da jeg var yngre forsvarede jeg mig ved at blive følelsekold. Simpelthen lukke af og samtidig gjorde jeg på én eller anden måde ting omkring mig lidt ligegyldige og mine handlinger kortsigtede. Jeg gad ikke spekulere i liv og fremtid eller godt og ondt, men kun i mig og MIN verden.
En måde som jeg synes er sørgelig at leve på, men det har jeg nu lært af.
Men det jeg tænker på er at dengang var jeg jo sjælden ked af det, fordi jeg mærkede simpelthen ikke efter, så det har måske været hen ad den instinktive måde at leve på.
Dog en ekstrem egoistisk én af slagsen - det gør jeg ikke igen. Det var tomt!
Men tak for dit svar, fik mig til at tænke :-)

Det du beskriver dér viser, at du selv har oplevet den opdeling jeg beskrev på egen krop.
Når man tænker instinktivt tænker man som du selv siger mere egoistisk, man er mere ligeglad og følelseskold, man spekulerer ikke. Man er mere hård i kanten.
Som du siger bliver et sådant liv tomt. Derfor handler det om at skabe balance mellem intellektuel og instinktiv tænkning. At du synes du græder for meget tyder på, at du pt. i for høj grad tænker intellektuelt. Løsningen er derfor at blive lidt mere som du var dengang...men samtidig ikke at glemme, at du stadig skal tænke intellektuelt så livet ikke bliver tomt.
Ekstremerne er aldrig gode!
Er glad for du kunne bruge mit input 🙂

Hej m dig,,,jeg tror søreme du er grådlabil,,,de fleste mennesker som oplever depression vil også opleve
at være grådlabile,,,blodpropper i hjernen kan også være årsag til grådlabilitet,,,men det er nok ikke tilfældet for dig 😉 ,,,dine tårer er dit symptom, IKKE dit problem...du siger at "det vælder op i dig",,,du mener selvfølgelig tårerne...men jeg bliver nysgerrig på hvilke faktorer der starter dine depressioner...
A

Hej A.
Jeg har aldrig hørt om at være grådlabil ?? Googler det lige..
Jeg føler ikke at jeg som sådan kan sige hvad mine depressioner kommer af, men min sidste kom i en presset periode, hvor jeg samtidig følte mig ligegyldig og overfladisk. Følte jeg ikke vare herre over min tilværelse med var låst fast i et spor jeg skulle følge..
Jeg ved ikke om det var det som trickede det, men det er de negative følelser jeg havde i og omkring depressionen så det kom muligvis deraf??
Vh Kiella.

halløj...det ser ud som om du har fået rigtig meget positiv respons [sun] - rart 😉 !
mmm - så længe du ikke er bange for at undersøge hvad du har fået med i rygsækken (hjemmefra),
kan du ændre næsten alt vedr. din adfærd, dine tanker...og dine følelser [l] ,,,hvis man er er i GODT
selskab kan det være en fantastisk opdagelsesrejse,,,nogle ting er selvfølgelig genetisk betinget, selv det kan vi påvirke ved at fjerne bestemte faktorer fra vores nære omgivelser,,,jeg har selv haft en periode hvor jeg nærmest altid græd,,,lissom mange andre var det i forbindelse med en depression,,,har derfor kigget på mange ting i mit liv, min selvopfattelse - det er vidst et evighedsprojekt 😃 ... men det ok,,,den glæde som venter inde i os alle - er alt rigeligt det hele værd,,,jeg ønsker dig god rejse, masser af glæde og selverkendelse [f] .
A