Han eks har ødelagt ham
Min kæreste slog op med mig i natten til søndag. Vi har været sammen i 5 måneder. Han var meget usikker på, hvad han ville i starten. Frem og tilbage hele tiden. Så ville han gerne lidt, så ville han ingenting, så kyssede vi, og så sagde han nej igen.
I de 2½ måneder det stod på, var jeg ikke i seng med ham, for det skulle ikke være det, det handlede om. Hvis han ville være sammen med mig, skulle det være fordi, det var mig. Jeg sagde fra til sidst, fordi jeg ikke kunne holde til, at vi bare kyssede tre gange om ugen og så film. Når han ikke ville være sammen med mig, gad jeg ikke. Det var for hårdt følelsesmæssigt hele tiden at få at vide "Lad os nu bare se, hvad der sker"
Det fortalte jeg ham, og vi talte ikke sammen i en uge. Efter den uge ringede ham. Han kunne ikke undvære mig. Vi blev kærester. Der var jo egentlig ikke noget i vores forhold, som ændrede sig, men vi vidste, at vi var hinandens, og det blev offentligt. Jeg var glad, og vi havde det godt. Det gik dog lidt sløvt.
Han kom for et år siden ud af et forhold på 7 år, som hans eks endte. Han har ikke bearbejdet det, efter de stoppede. Har har fortrængt det. Derfor gik det sløvt med vores forhold. Han var bange for at forelske sig, og ville ikke give slip på sig selv. Han var bange for, at jeg kunne gøre ham ligeså ked af det, som hende. Han var bange for, at han skulle blive forelsket og "dedikere" sin tilværelse til vores forhold, fremfor at gøre, hvad han har lyst til. Det har været et alt for hårdt slag for ham, at blive droppet af den pige, som han troede, han skulle have børn med. (Han er 29) I dag er han glad for, at de ikke er sammen. Han siger, at han ikke var sig selv i det forhold. At han gjorde alt for meget for at gøre hende glad og glemte derfor sig selv.
Selvom vi var blevet kærester, holdte han stadig igen på sine følelser. Han ville ikke slippe mig, men han ville heller give efter. Han fortalte mig ikke, at han var glad for mig eller at jeg var dejlig eller noget andet. Jeg konfronterede ham med det et par gange. Han blev ved med at sige, at han skulle have tid. Og så sagde han, at han var glad for mig - han kunne jo godt, når han blev presset.
Jeg fandt ud af, at jeg ikke ville mere. Jeg kunne ikke holde til det. Jeg var alt for ofte ked af det. To dage efter, da jeg tog afsted for at slå op med ham, gik det op for mig, at jeg var blevet forelsket i ham. En fantastisk følelse og samtidig så skræmmende, når jeg ikke var sikker på, hvor jeg havde ham.
Jeg fortalte ham om min forelskelse om aftenen. Han kiggede mig i øjnene og smilede. Han blev rigtig glad. Og han fortalte mig, at han håbede, han snart kunne blive forelsket i mig også. Han skulle bare lige mødes med sin eks 14 dage efter. Hun skulle flytte fra den anden ende af landet til byen, vi bor i den dag. Han var usikker på, hvordan han ville føle, når han så hende. For der ville måske blive rippet op i alle de følelser, som han har fortrængt.
Det skete.
Han blev i tvivl om vores forhold. Jeg var ved at bryde sammen og bad ham om, at finde ud af, hvad han ville. Han blev vred over, at skulle tage beslutningen lige pludselig. Men kunne samtidig godt forstår, jeg ikke kunne holde til det følelsemæssigt. Hele tiden ikke at måtte udtrykke sine følelser at frygt for at skræmme ham væk. At vente og ikke turde spørge, om hvor langt han er nået.
Han var i vildrede. Talte med sin bedste veninde og sin kusine. De tog beslutningen for ham. At han ikke var klar til at have en kæreste.
Jeg er helt knust. Jeg ved, det er den rigtige beslutning, for det bliver kun værre og værre. Jeg får flere og flere følelser for ham. Det er bare så hårdt lige nu.
Nu har vi gået og været lidt frem og tilbage i så lang tid. Jeg når lige at blive forelsket. 14 dage inden, han slår op.
Jeg tror absolut på, at han ingenting har gjort bevidst. Han holder af mig. Og på grund af vores arbejde forsvinder vi ikke bare ud af hinandens liv. Vi havde i øvrigt snakket sammen i seks måneder, inden vi var sammen. Jeg havde gået og været lidt vild med ham i al hemmelighed. Jeg troede bare, han var uopnåelig, så jeg gjorde intet ved det.
Nu er jeg fri. Selvom jeg ikke har lyst til det. Det har været et kort men enormt hårdt forhold. Jeg har prøvet mange ting for at gøre mig selv mere interessant. Forskellige taktikker. Prøvet at virke uinteresseret, meget interesseret. Ladet ham være i tre dage, så han kom til at savne mig osv. Han har ikke haft nogen ide om, hvordan det har påvirket mig. Og om, hvor meget jeg har spekuleret i det. Jeg har prøvet at forklare det, men jeg tror ikke, han helt forstår det.
Det er ikke fair, at en pige har ødelagt ham på den måde. At en, som er fremmed for mig, skal bestemme hvilket forhold jeg skal have til mig kæreste. Eller at jeg ikke skal have en kæreste. Det er så uretfærdigt.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg har meldt mig syg på arbejdet. Jeg har tudet i to dage. Jeg håber hele tiden, at han finder ud af, at han ikke kan undvære mig, og at han derfor bearbejder sine følelser ved den erkendelse. Eller at han finder ud af, at han kan bearbejde tingene mens han er kæreste med mig. Eller måske løser han dem hurtigt. Så han om en uge kommer tilbage til mig. Eller en måned.
Men hvordan skal jeg reagere nu? Skal han vide, hvor knust, jeg er. Han har selv sagt, at vi jo stadig skal være i hinandens liv. (Og det er ikke mundlort. Som sagt arbejder vi samme sted. Dog uden daglig kontakt, og så har vi samme adgangskreds)Men ligenu har jeg jo lyst til at sige, hvor meget jeg vil have ham tilbage. Og jeg har lyst til at sige, at hvis han er klar om 2 måneder, så er jeg også. Men det er jo også patetisk, ikke? Jeg har heller ikke lyst til, at han skal se mig helt opløst, når nu jeg sandsynligvis skal se på ham de næste mange, mange år. Det vil være pinligt. Men skal jeg bare virke uinteresseret? Når han spørger, hvordan det går, så bare sige fint. Han skal jo heller ikke tro, at jeg er ligeglad, hvis han har i tankerne, at vi måske kan være sammen. Men jeg vil jo heller ikke være desperat. Når jeg skal hjem til ham en af dagene og spise og hygge som venner, håber jeg jo selvfølgelig, at det ender med, vi er sammen. Men jeg vil jo heller ikke være den desperate pige, som han skal afvise. Det er for pinligt.
De gange i starten, hvor det var frem og tilbage, sagde jeg fra et par gange. Der kom han løbende efter lidt tid. Men nu er situationen anderledes. Vi har været kærester. Han har sluttet det, men jeg har tvunget ham til at slutte det...
Hvordan fanden skal jeg gribe det an...
Nogle gode råd fra mændene? Måske endda nogen, som kender det, han føler. (I hvert fald som jeg har forsøgt at beskrive det)
Ja, det blev kæmpe langt. Tror egentlig mest, jeg havde brug for at unloade. Og de sidste to dage har jeg ikke kunne føre en samtale. Der har været for mange tårer...
Hvis du har haft tålmodighed til at læse det hele, må du meget gerne komme med et råd eller bare en kommentar.
Tak,
Mehi
I de 2½ måneder det stod på, var jeg ikke i seng med ham, for det skulle ikke være det, det handlede om. Hvis han ville være sammen med mig, skulle det være fordi, det var mig. Jeg sagde fra til sidst, fordi jeg ikke kunne holde til, at vi bare kyssede tre gange om ugen og så film. Når han ikke ville være sammen med mig, gad jeg ikke. Det var for hårdt følelsesmæssigt hele tiden at få at vide "Lad os nu bare se, hvad der sker"
Det fortalte jeg ham, og vi talte ikke sammen i en uge. Efter den uge ringede ham. Han kunne ikke undvære mig. Vi blev kærester. Der var jo egentlig ikke noget i vores forhold, som ændrede sig, men vi vidste, at vi var hinandens, og det blev offentligt. Jeg var glad, og vi havde det godt. Det gik dog lidt sløvt.
Han kom for et år siden ud af et forhold på 7 år, som hans eks endte. Han har ikke bearbejdet det, efter de stoppede. Har har fortrængt det. Derfor gik det sløvt med vores forhold. Han var bange for at forelske sig, og ville ikke give slip på sig selv. Han var bange for, at jeg kunne gøre ham ligeså ked af det, som hende. Han var bange for, at han skulle blive forelsket og "dedikere" sin tilværelse til vores forhold, fremfor at gøre, hvad han har lyst til. Det har været et alt for hårdt slag for ham, at blive droppet af den pige, som han troede, han skulle have børn med. (Han er 29) I dag er han glad for, at de ikke er sammen. Han siger, at han ikke var sig selv i det forhold. At han gjorde alt for meget for at gøre hende glad og glemte derfor sig selv.
Selvom vi var blevet kærester, holdte han stadig igen på sine følelser. Han ville ikke slippe mig, men han ville heller give efter. Han fortalte mig ikke, at han var glad for mig eller at jeg var dejlig eller noget andet. Jeg konfronterede ham med det et par gange. Han blev ved med at sige, at han skulle have tid. Og så sagde han, at han var glad for mig - han kunne jo godt, når han blev presset.
Jeg fandt ud af, at jeg ikke ville mere. Jeg kunne ikke holde til det. Jeg var alt for ofte ked af det. To dage efter, da jeg tog afsted for at slå op med ham, gik det op for mig, at jeg var blevet forelsket i ham. En fantastisk følelse og samtidig så skræmmende, når jeg ikke var sikker på, hvor jeg havde ham.
Jeg fortalte ham om min forelskelse om aftenen. Han kiggede mig i øjnene og smilede. Han blev rigtig glad. Og han fortalte mig, at han håbede, han snart kunne blive forelsket i mig også. Han skulle bare lige mødes med sin eks 14 dage efter. Hun skulle flytte fra den anden ende af landet til byen, vi bor i den dag. Han var usikker på, hvordan han ville føle, når han så hende. For der ville måske blive rippet op i alle de følelser, som han har fortrængt.
Det skete.
Han blev i tvivl om vores forhold. Jeg var ved at bryde sammen og bad ham om, at finde ud af, hvad han ville. Han blev vred over, at skulle tage beslutningen lige pludselig. Men kunne samtidig godt forstår, jeg ikke kunne holde til det følelsemæssigt. Hele tiden ikke at måtte udtrykke sine følelser at frygt for at skræmme ham væk. At vente og ikke turde spørge, om hvor langt han er nået.
Han var i vildrede. Talte med sin bedste veninde og sin kusine. De tog beslutningen for ham. At han ikke var klar til at have en kæreste.
Jeg er helt knust. Jeg ved, det er den rigtige beslutning, for det bliver kun værre og værre. Jeg får flere og flere følelser for ham. Det er bare så hårdt lige nu.
Nu har vi gået og været lidt frem og tilbage i så lang tid. Jeg når lige at blive forelsket. 14 dage inden, han slår op.
Jeg tror absolut på, at han ingenting har gjort bevidst. Han holder af mig. Og på grund af vores arbejde forsvinder vi ikke bare ud af hinandens liv. Vi havde i øvrigt snakket sammen i seks måneder, inden vi var sammen. Jeg havde gået og været lidt vild med ham i al hemmelighed. Jeg troede bare, han var uopnåelig, så jeg gjorde intet ved det.
Nu er jeg fri. Selvom jeg ikke har lyst til det. Det har været et kort men enormt hårdt forhold. Jeg har prøvet mange ting for at gøre mig selv mere interessant. Forskellige taktikker. Prøvet at virke uinteresseret, meget interesseret. Ladet ham være i tre dage, så han kom til at savne mig osv. Han har ikke haft nogen ide om, hvordan det har påvirket mig. Og om, hvor meget jeg har spekuleret i det. Jeg har prøvet at forklare det, men jeg tror ikke, han helt forstår det.
Det er ikke fair, at en pige har ødelagt ham på den måde. At en, som er fremmed for mig, skal bestemme hvilket forhold jeg skal have til mig kæreste. Eller at jeg ikke skal have en kæreste. Det er så uretfærdigt.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg har meldt mig syg på arbejdet. Jeg har tudet i to dage. Jeg håber hele tiden, at han finder ud af, at han ikke kan undvære mig, og at han derfor bearbejder sine følelser ved den erkendelse. Eller at han finder ud af, at han kan bearbejde tingene mens han er kæreste med mig. Eller måske løser han dem hurtigt. Så han om en uge kommer tilbage til mig. Eller en måned.
Men hvordan skal jeg reagere nu? Skal han vide, hvor knust, jeg er. Han har selv sagt, at vi jo stadig skal være i hinandens liv. (Og det er ikke mundlort. Som sagt arbejder vi samme sted. Dog uden daglig kontakt, og så har vi samme adgangskreds)Men ligenu har jeg jo lyst til at sige, hvor meget jeg vil have ham tilbage. Og jeg har lyst til at sige, at hvis han er klar om 2 måneder, så er jeg også. Men det er jo også patetisk, ikke? Jeg har heller ikke lyst til, at han skal se mig helt opløst, når nu jeg sandsynligvis skal se på ham de næste mange, mange år. Det vil være pinligt. Men skal jeg bare virke uinteresseret? Når han spørger, hvordan det går, så bare sige fint. Han skal jo heller ikke tro, at jeg er ligeglad, hvis han har i tankerne, at vi måske kan være sammen. Men jeg vil jo heller ikke være desperat. Når jeg skal hjem til ham en af dagene og spise og hygge som venner, håber jeg jo selvfølgelig, at det ender med, vi er sammen. Men jeg vil jo heller ikke være den desperate pige, som han skal afvise. Det er for pinligt.
De gange i starten, hvor det var frem og tilbage, sagde jeg fra et par gange. Der kom han løbende efter lidt tid. Men nu er situationen anderledes. Vi har været kærester. Han har sluttet det, men jeg har tvunget ham til at slutte det...
Hvordan fanden skal jeg gribe det an...
Nogle gode råd fra mændene? Måske endda nogen, som kender det, han føler. (I hvert fald som jeg har forsøgt at beskrive det)
Ja, det blev kæmpe langt. Tror egentlig mest, jeg havde brug for at unloade. Og de sidste to dage har jeg ikke kunne føre en samtale. Der har været for mange tårer...
Hvis du har haft tålmodighed til at læse det hele, må du meget gerne komme med et råd eller bare en kommentar.
Tak,
Mehi