Har desperat brug for jeres hjælp.

Jeg er en kvinde på 26 og har en kæreste på 21 år, vi har været sammen i 8 mdr. Vi har det godt sammen og er rigtig glade for hinanden.
Vores problem ligger i, at jeg gerne vil flytte sammen, giftes og skifte familie, nogle drømme som fylder meget. Det skal ikke være på nuværende tidspunkt, da jeg er i gang med min uddannelse, men ved med sikkerhed at det er ham jeg vil dele mit liv med. Men så er der lige det, at min kæreste ikke har et ønske om få børn og vil gerne bo selv og have sin frihed. Han siger det er den person han er og det ikke har noget med mig at gøre, det beroligere mig lidt.
Alt Dette har kørt mig total psykisk ned og tanken om at jeg aldrig får disse stærke drømme opfyldt er ikke til at bære. Jeg kan ikke forlade ham, da jeg elsker ham og håber inderst inde at, tingene vil ændre sig, når han bliver ældre.
Måske er det fordi han er så ung og ikke kan overskue at tænke de tanker lige nu.
Ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med det her.
På den ene side vil jeg gerne være sammen med ham og håbe, på at alt vil ændre sig og på den anden side, ved jeg ikke om jeg kan acceptere det.
Er der andre som har stået i samme situation og hvordan har i tacklet det??
Knus herfra

på 21 er parat til at stifte familie? - Hvis du er overbevist om, at han er og bliver manden i dit liv, så tag det roligt og lad ham blive voksen og udvikle sig. Hvis du presser ham, løber han skrigende bort. Glæd dig over hvad du har og får!

...altså jeg mener hvis han nu boller dig tyk så kan han jo *se* at du mener det du siger. Det er ofte den bedste måde at tage afsæt til en familie på og han tilgiver dig 100% hvis du siger "hovsa" til ham - så i den nærmeste tid så dropper I bare knaldhætterne!
vh.
Birger Birgersen

Det er simpelthen det mest latterlige jeg nogensinde har læst. At forsøge at tvinge nogen til at stifte familie på den måde, er simpelthen det mest idiotiske man kan foretage sig. Jeg tør garantere, at så kan du være sikker på at han skrider, og afhængig af hans person vil han måske heller ikke have noget med barnet at gøre, OG DET VIL SÅ VÆRE DIN SKYLD.
Jeg beklager ordvalget,men jeg synes faktisk at det er berettiget. I øvrigt baseret på navnet og den måde det er skrevet på, er jeg ikke sikker på at det er noget man skal tage seriøst.
Til Den virkeligt fortvivlede.
Ovenstående er ikke møntet på dig, da det ikke var dig, der skrev det. Jeg er en fyr på 30 og jeg har en pige på 1 år, som jeg elsker over alt på jorden. Men det er da kun her de sidste par år at jeg har ønsket at få børn.
Hele problemstillingen om at få barn når man er en fyr på 21 er utopi. Det eksisterer simpelthen ikke i hovedet på mænd, det er ihvert fald kun en lille procentdel. Da jeg var 21 var jeg i lære, arbejdede som bartender og prøvede i øvrigt at score så mange piger som muligt. Her 9 år senere har hele verden ændret sig for mig og det er jeg sikker på at den også gør for ham.
Tag det nu roligt og nyd jeres forhold, men få talt ud om det her, ellers ender det med at din (sandsynligvis) ubegrundede tvivl ender med at ødelægge jeres forhold :-)

det tager omkring 1,5 år at virkelig lære en anden person rigtig at kende.
Så du er nok lidt tidlig ude, med at planlægge fremtiden.
Jeg har stået i samme situation,hvor det var en alt for stor beslutning,da jeg var usikker på mine følelser.
Den er svær, og jeg ved ikke rigtig hvad du skal gøre.
Men i hvertfald ikke blive gravid,for at tvinge ham.
Så kan du let ende som enlig mor.
Et knus tilbage herfra

Manden har da lov til at mene hvad han vil uden at du partout skal flippe på ham! Nu ved jeg ikke om du har det røde eller hva' fanden der er galt med dig, men i andre sammenhænge er Birger Birgersen faktisk en ret OK og velbevandret debattør og jeg vil derfor gerne frabede mig at du sviner gode og seriøse personer til.
Husk det gamle motto: Det er kun en dårlig fugl der tilsmudser sin egen rede!
Feltmadras!

kan se at ovenstående ikke lige er min stil! (Meget langt fra og særdeles useriøst).
Fremover vil jeg bruge et nyt nickname, og håber ikke at blive slået i hartkorn med den nye lucinda, der nok må siges, her at have sluppet en klat af dimensioner i - ikke min - men sin egen rede!!

Hej du
Jeg kan godt se dit dilemma. Uden for meget omsvøb vil jeg foreslå dig at fokusere på det du tydeligvis allerede er klar over, nemlig at din kæreste er relativt ung og er et andet sted end du er. Måske er han ved at finde sig selv, hvor du har haft den fornødne tid til at finde dig selv (læs: det som du vil med dit liv og den du vil det med).
Min erfaring siger mig, at den slags forhold ender fordi I begge har stærke, men modsatrettede følelser, der kræver et meget stort diplomatisk arbejde, som selv mennesker der er 20 år mere modne end I er har svært ved at gennemføre med succes.
Jeg vil derfor foreslå dig (sandsynligvis) ikke at "spilde" mere af din dyrbare tid med en kæreste, som der er en stor sandsynlighed for, at du alligevel mister fordi I har uforenelige motiver for at være sammen fremover.
Håber du finder lykken derude
Haufeniensis

Det er bevist igen og igen,at vi kvinder er overlegen tidligere modne generelt end mænd.
Du havde da egentlig ikke i realistisk set lys, ærligt troet en (undskyld) dreng er giftefærdig, babyklar, hverken nu , men heller ikke om 2-3-4-år.
Drengen vil bo for sig selv, feste med sine venner.. måske et lille "put" med dig af og til, men faktisk så trækker damer ; scoringer fodbold.. ja HANS ERFARING skal han først til, at have nu den trækker i ham.
Sådan er det altså desværre bare..
sku du gå hen og få ham omvendt---- så har du bare balladen når han når den alder, ja hvor han skulle være blevet modnet i.
<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<knus

Jeg har selv samme problem, jeg har været sammen med min kæreste "mand" i 3 år nu, han er 30 og jeg er 26, jeg har en søn på 4 fra tidliger ægteskab, og han har 2 fra sit tidliger ægteskab.Da vi begyndte vores forhold, snakkede vi om børn og om at vi ville giftes,ih hvor det lød godt, han flyttede godt nok ind hos mig efter 1 år, men nå jeg snakkede om børn på det tidspunkt, sagde han bare ik nu nå den rigtige tid kommer,det siger han stadig og det samme med at gifte os.Det kedligeste af det hele er for 9mdr siden, blev jeg gravid og jeg var rigtig glad,men da jeg så fortæller ham det,er hans første ord "få det fjernet",det var ik lige det jeg ville høre ,jeg blev så ked af det og er det stadig den dag i dag, hvor jeg tænker jeg kunne ha haft en lille guldklump nu, havde ellers altid sagt jeg aldrig ville få en abort, men jeg gjorde det fordi jeg elsker ham..du siger din kæreste er 21 men bare se min er 30, han har heller ik lyst,selvom han siger vi nok skal få børn sammen og gifte os,men nu starter jeg på uddanelse så der vinder han lige noget tid, måske er det derfor han siger ta lige din uddannelse først, så skal vi nok hmm.så er det bare skal man tro på det, eller spilder man sin tid og det skal du nok også spøger dig selv om..Skal vi lade vores ønsker gå til spilde i vores eneste liv, eller skal man ik bare sige "sådan vil jeg have det og hvis du ik vil det samme så spilder vi begge vores tid",det er hårdt men der er jeg kommet til.Ved ik om man helt kan samligne vores historier, men havde brug for at få det ud :-)