Har han ret til at vide det?

Min kæreste og jeg er sådan set altid uenige om alt. Men en ting giver gør os ked på hver vores måde.
Han ved, for det har jeg fortalt ham, at jeg har en seksualitet som jeg ikke har fortalt om. Han ved også at grunden til at jeg ikke har fortalt om den, ligger i mig og ikke hos ham.
Jeg er selv meget usikker på hvordan jeg skal forholde mig til det, om det er noget der skal forblive bare en lyst, en fantasi og lidt for mig selv, eller om jeg med tiden vil dyrke det sammen med ham eller andre. Ok...det er urinsex. Grunden til at jeg selv er i tvivl er bla at jeg til tider finder det uendeligt ulækkert. Men der er ingen tvivl, jeg kan lide det. Jeg har aldrig dyrket det med andre, men har da leget lidt med det når jeg nu engang var i bad alligevel. Og ingen tvivl, det tænder mig for vildt.
Jeg føler mig ikke parat til at dele den her side, endsige viden om mig, med ham. Han mener han har krav på at vide det.
Jeg ved at han ikke vil se anderledes på mig, han er ganske fordomsfri. Så det er heller ikke der problemet lægger. Det er helt og holdent mig.
Han er ikke dummere end at han har prøvet at spore sig lidt ind på det...og han har da også nærmet sig. Og når han gør det, bryder jeg mig langt fra om det. Jeg lukker helt af, hvilket vel viser at jeg langt fra selv er afklaret med det.
Men spørgsmålet er i al sin simpelthen: Har han ret til at vide det?
Hvis ja, hvorfor?
Hvis nej, hvorfor ikke?

Han ved det da du selv har fortalt ham det. Du har fortalt noget og så ikke resten. Hvorfor begynde at fortælle noget og så ikke fortælle det helt. Hvorfor ikke leve din drøm om urinsex ud med ham hvis han er til det? Men så et andet sted. I er uenige om alt. Hvorfor er i sammen? Hvis man ikke skal fortælle sin kæreste om sine sex fantasier hvem skal så vide det? Er det noget ud vil føre ud i livet så sig det til ham, hvis ikke så lad da være. Tror ikke på i får et langt forhold når i ikke kan være enige om nogle ting og ikke kan snakke sammen..

Jeg er helt enig.
Jeg synes også at du skal fortælle ham om det. Hvis det er alt for grænseoverskridende for dig, så gå evt. til en terapeut først.
Når det er sagt, så mener jeg ikke, at man har krav på at vide den slags ting i et parforhold, men hvis det var mig der blev holdt udenfor, så ville jeg blive frustreret.
Hvis du slet ikke havde fortalt noget, så kunne han jo leve i lykkelig uvidenhed, men nu da du har fortalt ham "noget", så synes jeg du sætter ham i den dårlig position. Jeg kan forstå, hvis han nærmest af al magt forsøger at få "det frygtelige" at vide.

at vi ikke får et langt forhold. Men det var ikke det mit spørgsmål handlede om.
Grunden til at han kender en halv sandhed, som det jo er! (I know) er at han har hevet det ud af mig. Han har tit spurgt, om han kendte til hele min seksualitet...og da jeg er en elendig løgner har det lyst ud af mig at det gjorde han ikke. Og til sidst måtte jeg jo "indrømme" det.
Han havde det fint dengang med at vide at det var sådan. Jeg forklarede samtidig hvorfor jeg ikke havde lyst til at indvie ham i sagen. Men siden har det ændret sig.
Så det var ikke med min egen fri vilje at han ved hvad han ved nu.
"pro-et-contra" foreslog at jeg skulle til terapeut. Men jeg har det faktisk fint med bare at have det for mig selv. Og jeg har selvfølgelig tænkt meget på det, men jeg tror ikke at det ville være det fedeste at leve fantasien ud. Tror fantasien er bedre end virkeligheden. Og med det udgangspunkt...skal jeg virkelig med "vold og magt" igang med at være aktiv indenfor det "felt"?

Du har det jo ikke fint med at holde det for dig selv... Ellers havde du jo ikke startet hele denne proces op med dine antydninger, så han fik det "hevet ud af dig".
Fortæl dog hvad det går ud på, og at du endnu ikke er afklaret nok med om du har lyst til også at leve det ud.
Han går jo bare rundt og forestiller sig langt værre ting end en smule tis - når du ikke fortæller rent ud hvad det er du går og tumler med.
Ting antager altså helt andre ( oftest mindre ) propotioner når de kommer ud i lyset.

at beholde det for dig selv! Hvis det er en side af din seksualitet, du ikke har tænkt dig at realisere, så vedkommer det da ikke din partner. Vi har alle ret til vores eget indre univers, som ikke nødvendigvis vedkommer andre end os selv.
Hvis du derimod gik og tumlede med tanken om at føre det ud i livet, så ville jeg mene, du burde indvie ham i planerne.
Rigtig god sommer til dig :-)

.... der er vel ingen der har en naturgiven ret til at vide noget som helst om det man rummer i sit inderste. Det handler vel mere om hvordan man selv vil have at ens forhold skal være.
Uanset omstændighederne hvorunder han har fået færten af dine lyster, så er det væsentlige vel at I begge bliver kede af det og at I ikke kan tale jer sammen igen. Sexualitet er jo et eksplosivt område (som du jo selv kan mærke nu) og der er smidt en kæmpe usikkerhedsfaktor ind midt imellem jer. Han tænker sikkert så det brager over hvad det mon er, om han er god nok osv osv. Mænd kan være ret præstationsorienteret og måske føler han sig afmonteret .......?? Du kan så vælge at sige at det er hans problem, men dermed kan du være ret sikker på at det altid vil ligge imellem jer i jeres sexliv?
Jeg har selv været der hvor han er. At være kæreste med een der havde mange usagte, men antydede "ting". Man fik en lille flig .... og så alligevel ikke. Set i bakspejlet var hun selv enormt uafklaret omkring sin sexualitet og hun havde brug for sådan een som mig (fordomsfri) at spille op ad. Problemet var at jeg (og din kæreste) jo også er en slags mennesker med drifter og følelser der ligger uden for den bevidste kontrol og dermed sårbare. Så jeg synes ikke at det handler om hvem der har en objektiv *ret* til det ene eller det andet, men om hvordan I, i fællesskab, kan afmontere den usikkerhed i hver især bærer rundt på.
ada

Et forhold hvor man ikke taler om alt går altid galt..sig det dog..så er det meget nemmere bagefter. Som du selv udtrykte det..eller med andre, det ville han sikkert ikke bryde sig om..eller måske, men sig det. sandheden kommer altid op før eller siden.