"Hvorfor Frygter vi dog Døden?"

Hvorfor frygter vi døden? den er jo naturlig har været der mange tusinde år før mennesket blev til. En den er en del af livet vores hverdag og har altid været der Men alligevel frygter vi den. Så hvorfor vi gør det ved nok ingen helt men vi har da mange gæt. kan det være det ukendte vi ved ikke hvad der sker efter døden, SKønt den altid har været der kender vi den jo godt Men den usikre hvad sker der efter Er det mon det som skræmmer os så meget for den helt naturlige ting.
Vi frygter måske ensomheden, og tanken om dem vi måske aldrig vil se mere, dem vi elsker og holder af. Det er jo en skræmmende tanke syntes jeg.
Men Tro kan hjælpe mange da den får os til at tro på noget godt vi mødes igen med dem vi elsker og holder af Glade tanker kommer frem i ens hjerne og hjerte Tanken om vi alligevel ikke lbiver alene og det ikke er enden. Om det er sandt vides ikke men Tanken er da dejlig.
Hvad mener i herinde?

Husk det nu!
"Fyn er fin" og hils Lasse & Mathilde uden cacao
*FedeBritt*

-Må give dig denne her;
Hvis dette er livet, hvorfor frygter vi så døden...???
MvH Mummi

Men forstår de der er det. Hvis du ikke har gjort op med dig selv, hvad du skal eller vil med dit liv og hvordan du skal forholde dig døden, så invitere du angsten indenfor.
Jeg frygter ikke døden.
Jeg vil gerne brændes og på en fællesgrav/urneplæne, for her at hvile i fred sammen med de der måtte ligge der og de der vil komme.
Det har jeg talt med min mand og børn om og de er indforstået med det.
Jeg håber og tror på at min sjæl finder hvile og at verden omkring mig lever livet og gør et forsøg på se alt det lyse og positive der tilstrømmer dem.
Min begravelse vil jeg gerne have som en festdag.
Et farvel til dette liv og et velkommen til der måtte komme på den anden side, hvad end det er det mørke ingenting eller en sjælevandring.
Jeg ser dette liv som et besøg hos en kær ven, der har tage vel imod mig, skønt jeg ikke altid har opfyldt de leveregler som hører til i et nært venskab og et hjertelig besøg. Jeg ved at en dag må jeg videre og må tage kærlig afsked med min ven og forlade denne jord.

Til Landidyl…

-Kan se hvad du mener her, og kan det som et besøg hos en kær ven at være her, og gjorde da også det i mange år, da mit liv var en dans på roser, hvilket det var i mange år for mig...
Men så begyndte der at ske ting og sager, og jeg mistede nok noget af min barnetro, og om det var til denne kære ven jeg er på besøg hos....??
Hmmm , Ved det ikke helt må jeg sige, men jeg ville aldrig have behandlet en gæst hos mig på denne måde...
Bange for at dø..?? Nej, det vil jeg ikke være, da jeg har mistet min dejlige elskede bror,og vil lade en form for tro, råde her og håbe, at jeg forenes med ham og andre jeg har mistet undervejs, da jeg slet ikke fik det hele med da de var her IRL...
Bange for at dø dog, hvis det skal være på den måde min x-svigerfar gjorde. Han var det varmeste og skønneste menneske, men levede i et smertehelved i mange år, hvilket jeg ikke mente han var berettiget til, men det var der også en der mente der var ok...

Denne gæst mente også, at det var ok, at tage min bror fra den ene dag til den anden,. hvad f... sku han bruge ham til....?? Vi var ikke færdige med ham, her...
Så er jeg nu i den situation, og jeg ved det er en overgang, og jeg skal igennem dette, jeg er alene nu, har min udviklingshæmmede datter, og tænker at livet er så forbandet skrøbeligt, hvad hvis der sker mig noget...?? Hvad med hende, og den forståelse hun har for livet..?? Hun ville ikke tilgive, at jeg bare forsvandt, og lod hende i stikken, Se, det skræmmer mig...
Ved godt man ikke skal ødelægge sig selv med sådanne tanker, men de kommer nu fra tid til anden og det man ikke selv herre over, at de gør, men herre over ,at få dem bearbejdet, det er man vel i og for sig...
Hun har kun mig..?? Vi er så lille en familie, hun har dog et par dejlige storesøstre, og et netværk af venner og pædagoger i hendes verden, men det tætte hun og jeg har... Det har hun ikke med nogen anden... og tanken kan skræmme mig, men bange for døden...?? Nej tror jeg ikke...

MvH Mummi

Tak for dit indlæg,
Ja, det er hårdt at miste - og ja I var ikke færdige med din bror her jord, men jeg tror ikke vi skal lede efter den dybere mening med alt det der sker i vores liv.
At du bekymre dig om din datter er forståligt, og det er meget let at sige det jeg nu siger:
Du kan hverken gøre fra eller til, hvis hun mister dig, hvorfor skal du så bekymre dig om det?
Nyd den tid I har sammen og lev hver dag som var det den sidste - let sagt, ikke nemt at følge.
Jeg har også stiftet bekendskab med livets ikke så rare sider, men har valgt at jeg vil leve i nuet, imorgen ved vi ikke hvad der sker og hvorfor så bekymre os om det.
Jeg vil elske at se mine børnebørn vokse op og har også haft de tanker, hvis jeg dør imorgen så går jeg og de glip af så meget.
Jeg er nået til den beslutning at - Nej ingen af os går glip af noget, for vi kan ikke vide hvad det er vi vil gå glip af.
Hvis jeg skal ligge syg med smerter, tror jeg at jeg vil se frem til den dag, hvor det hele er slut, så både jeg og min familie kan få fred.
Jeg passede min svigerfar de sidste 4 døgn af hans liv og det var både rart og skræmmende - han forsvandt lige så stille ind i sig selv dag for dag.
Rart fordi jeg vidste at han kunne mærke min nærhed og skræmmende fordi jeg ikke kunne gøre mere end jeg gjorde.
Jeg har fred i sindet fordi jeg jeg har fortalt mig selv, at jeg ikke kunne gøre mere og derfor var det nok.
Jeg håber inderligt, at du igen finder fred med dit besøg her på jorden.