Har mistet bedste ven
Jeg ved ikke om det er det rigtige sted at skrive om det her, men det var det eneste der passede nogenlunde.
Her kommer vist en lang historie, men det ville være dejligt hvis nogen gad at læse den...
Sidste år var jeg på efterskole, hvor jeg fik en meget god ven. Han var en af de første drengevenner jeg har haft, og vi havde det virkelig godt sammen. Vi havde helt samme humor, kunne snakke om alt, og der var ingen af os der følte mere for den anden (hvad jeg ved af).
Han var/er en udadvendt charmerende person, men han fortalte mig at han ikke havde haft særlig mange venner i folkeskolen, og i nogle perioder slet ingen. Nogle gange kunne jeg finde ham på sit værelse, hvor han bare liggede og kiggede op i loftet mens han lyttede til trist musik. Han sagde han ikke selv vidste hvorfor han var trist, men vi plejede at snakke og han plejede at komme i bedre humør. I weekenderne hvor vi var hjemme savnede jeg ham, og jeg tror aldrig jeg har været så glad for en ven.
Men for at komme lidt videre: Jeg har altid haft venner, men nogen gange har jeg ikke følt at de holdt så meget af mig eller at jeg var nødvendig. Dog var det kun i enkelte perioder, men min selvtillid kunne nok godt være bedre. I foråret kom der perioder hvor vi slet ikke snakkede sammen, hvor jeg følte han ikke var interesseret i at snakke med mig. Jeg er ikke en der er god til at konfrontere folk med ting, så jeg valgte tit bare at skrive til ham om aftenen. Jeg skrev bare hvad jeg følte og spurgte hvorfor han ikke gad snakke med mig. Derefter blev han vildt sur, og skrev at jeg gjorde ham uret i at spørge om sådan noget, hvorefter situationen kun blev forværet. Derefter blev vi sædvanligvis gode venner efter jeg havde taget initiatiet til at snakke med ham.
Vi snakkede nogen gange om meget dybe ting, jeg fortalte nogle ting til ham som jeg ikke havde fortalt andre og omvendt. På et tidspunkt hvor vi havde en "make-up-snak" (altså ikke sminke), sagde han til mig at jeg var hans bedste ven og jeg blev så glad at jeg begyndte at græde, for så tror man jo man betyder noget.
Men et par uger efter blev vi uvenner igen. Jeg skrev et brev til ham som han ikke svarede på, så jeg gik op for at snakke med ham. På det tidspunkt havde vi ikke snakket sammen i 1-2 uger. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde svaret, og han svarede at han bare ikke gad mere. Han forstod ikke min opførsel og mente ikke vi sagde hinanden noget mere. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så svigtet! Vi snakkede ikke mere sammen på efterskolen og det var ulideligt. På Roskilde Festivalen opførte han sig vildt åndsvagt. Røg hash og fedtede for "de populære" fra skolen. Var sådan en type som han selv havde udtrykt at han hadede. Og jeg kunne ikke gøre andet end at se på.
Siden det har jeg kontaktet ham to gange, den ene gange svarede han ikke, den anden gang skrev han at det var slut og at han hverken gad skrive eller snakke. Jeg synes at det var så åndsvagt at det skulle ende som var vi et kærestepar der havde slået op. Det værste er at jeg tror virkelig han er ved at få en depression. At det han havde på efterskolen har udviklet sig, og jeg er så bekymret for ham, for på trods af alt holder jeg virkelig meget af ham. Har hørt fra andre at han vist ikke har det så godt...
Hvad fik ham til at ende vores venskab sådan? Var det mig der gjorde noget helt forkert? Hvordan sikrer jeg mig at han har det godt?
Hvis nogen har gidet læse alt det her og svarer, siger jeg på forhånd tak!
Hilsen den bekymrede
Her kommer vist en lang historie, men det ville være dejligt hvis nogen gad at læse den...
Sidste år var jeg på efterskole, hvor jeg fik en meget god ven. Han var en af de første drengevenner jeg har haft, og vi havde det virkelig godt sammen. Vi havde helt samme humor, kunne snakke om alt, og der var ingen af os der følte mere for den anden (hvad jeg ved af).
Han var/er en udadvendt charmerende person, men han fortalte mig at han ikke havde haft særlig mange venner i folkeskolen, og i nogle perioder slet ingen. Nogle gange kunne jeg finde ham på sit værelse, hvor han bare liggede og kiggede op i loftet mens han lyttede til trist musik. Han sagde han ikke selv vidste hvorfor han var trist, men vi plejede at snakke og han plejede at komme i bedre humør. I weekenderne hvor vi var hjemme savnede jeg ham, og jeg tror aldrig jeg har været så glad for en ven.
Men for at komme lidt videre: Jeg har altid haft venner, men nogen gange har jeg ikke følt at de holdt så meget af mig eller at jeg var nødvendig. Dog var det kun i enkelte perioder, men min selvtillid kunne nok godt være bedre. I foråret kom der perioder hvor vi slet ikke snakkede sammen, hvor jeg følte han ikke var interesseret i at snakke med mig. Jeg er ikke en der er god til at konfrontere folk med ting, så jeg valgte tit bare at skrive til ham om aftenen. Jeg skrev bare hvad jeg følte og spurgte hvorfor han ikke gad snakke med mig. Derefter blev han vildt sur, og skrev at jeg gjorde ham uret i at spørge om sådan noget, hvorefter situationen kun blev forværet. Derefter blev vi sædvanligvis gode venner efter jeg havde taget initiatiet til at snakke med ham.
Vi snakkede nogen gange om meget dybe ting, jeg fortalte nogle ting til ham som jeg ikke havde fortalt andre og omvendt. På et tidspunkt hvor vi havde en "make-up-snak" (altså ikke sminke), sagde han til mig at jeg var hans bedste ven og jeg blev så glad at jeg begyndte at græde, for så tror man jo man betyder noget.
Men et par uger efter blev vi uvenner igen. Jeg skrev et brev til ham som han ikke svarede på, så jeg gik op for at snakke med ham. På det tidspunkt havde vi ikke snakket sammen i 1-2 uger. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde svaret, og han svarede at han bare ikke gad mere. Han forstod ikke min opførsel og mente ikke vi sagde hinanden noget mere. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så svigtet! Vi snakkede ikke mere sammen på efterskolen og det var ulideligt. På Roskilde Festivalen opførte han sig vildt åndsvagt. Røg hash og fedtede for "de populære" fra skolen. Var sådan en type som han selv havde udtrykt at han hadede. Og jeg kunne ikke gøre andet end at se på.
Siden det har jeg kontaktet ham to gange, den ene gange svarede han ikke, den anden gang skrev han at det var slut og at han hverken gad skrive eller snakke. Jeg synes at det var så åndsvagt at det skulle ende som var vi et kærestepar der havde slået op. Det værste er at jeg tror virkelig han er ved at få en depression. At det han havde på efterskolen har udviklet sig, og jeg er så bekymret for ham, for på trods af alt holder jeg virkelig meget af ham. Har hørt fra andre at han vist ikke har det så godt...
Hvad fik ham til at ende vores venskab sådan? Var det mig der gjorde noget helt forkert? Hvordan sikrer jeg mig at han har det godt?
Hvis nogen har gidet læse alt det her og svarer, siger jeg på forhånd tak!
Hilsen den bekymrede