Her er den artikel som jeg skrev mit indlæg fra
Det var fra denne artikel at jeg skrev mit indlæg:
"Findes Gud - hvad siger forskerne?" Jeg benyttede at ganske lille stykke af indledningen til at skabe et debatoplæg, og det var dette debatoplæg, der skabte dette røre. Nu kan I se artiklen, og så kan I selv bedømme, om jeg har overtrådt reglerne.
_________
Findes der en Gud? — Hvad siger forskerne?
ULRICH J. BECKER, der er professor i fysik ved Massachusetts Institute of Technology, har vedrørende spørgsmålet om Guds eksistens udtalt: „Hvordan kan jeg være til hvis ikke der findes en skaber? Det spørgsmål har jeg aldrig fået noget overbevisende svar på.“
Var den opfattelse i modstrid med hans videnskabelige synspunkter? Professorens tankevækkende svar lød: „Hvis man har fundet ud af hvordan ét af ’urets’ hjul drejer rundt, begynder man måske at fundere over hvordan resten af hjulene virker, men man kan ikke med rette kalde en sådan spekulation videnskabelig, og spørgsmålet om hvem der trak ’uret’ op, bør man lade ligge.“
I modsætning til hvad nogle tror, er der mange anerkendte forskere som ikke afviser tanken om at der findes en Gud — en storslået Intelligens, som står bag skabelsen af universet og mennesket.
Her er to eksempler mere. Da professor i matematik John E. Fornaess fra Princeton University blev spurgt hvilke tanker han gjorde sig om Guds eksistens, svarede han: „Jeg tror der findes en Gud, og at Gud står bag universets opbygning på alle niveauer lige fra elementarpartikler og levende væsener til superhobe af galakser.“
Henry Margenau, der er professor i fysik ved Yale University, sagde at han var overbevist om at naturlovene er skabt af Gud, og tilføjede: „Gud skabte universet af intet i en proces som også medførte at begrebet tid opstod.“ Derefter gjorde han opmærksom på at tre forskere i bogen The Mystery of Life?s Origin (Mysteriet om livets oprindelse) gør rede for at eksistensen af en Skaber er en plausibel forklaring på hvordan livet er opstået. Astronomen Fred Hoyle har støttet dette synspunkt. Han har udtalt at det at tro på at den første celle opstod ved et tilfælde, svarer til at tro at et fly af typen Boeing 747 kan opstå under en tornados hærgen på en losseplads fyldt med adskilte Boeing 747-dele som ligger hulter til bulter.
Til disse svar kan man føje bibelskribenten Paulus’ ord: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed.“ — Romerne 1:20.
Ja, der findes en Gud! Men hvorfor tillader han at verden befinder sig i sin nuværende sørgelige tilstand? Hvad er hans hensigt med jorden? Kan vi finde ud af hvem den sande Gud er?
Hvad er Guds hensigt?
MANGE som tvivler på eksistensen af en kærlig, almægtig Gud, spørger: Hvis der findes en Gud, hvorfor har han så tilladt så megen lidelse og ondskab op gennem historien? Hvorfor tillader han den sørgelige tingenes tilstand vi ser omkring os i dag? Hvorfor gør han ikke noget for at standse krig, kriminalitet, uretfærdighed, fattigdom og andre lidelser som i foruroligende grad breder sig i hele verden?
Nogle mener at Gud skabte universet, anbragte menneskene på planeten Jorden og derefter lod dem passe sig selv. Hvis det er sandt, kan man ikke give Gud skylden for de problemer og lidelser folk påfører sig selv ved deres begærlighed og misrøgt.
Andre afviser imidlertid denne teori. Conyers Herring, der er professor i fysik og vedkender sig troen på en Gud, siger: „Jeg afviser tanken om en Gud som for længe siden satte det store urværk i gang og siden har siddet tilbagelænet som passiv tilskuer, alt imens menneskeheden har kæmpet for at løse problemerne. En af årsagerne til denne afvisning er at min erfaring som forsker ikke giver mig grund til at tro at der findes nogen model af universets ’urværk’ som i sidste instans og definitivt er den rigtige. Vore videnskabelige teorier vil til stadighed kunne forbedres, men jeg er overbevist om at de aldrig bliver fuldkomne. Jeg finder det mere fornuftigt at vi sætter vores lid til den levende kraft som hele tiden gør denne forbedring mulig.“
Gud har en hensigt
Guds oprindelige hensigt med planeten Jorden var at den skulle bebos af fuldkomne mennesker. Profeten Esajas skrev: „Således har Jehova, der har skabt himmelen, sagt, Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos.“ — Esajas 45:18.
I stedet for at befolke jorden ved at skabe hvert enkelt menneske var det Guds hensigt at den skulle opfyldes gennem formering. Da Adam og Eva gjorde oprør mod Gud, ændrede dette ikke hans oprindelige hensigt, men det gjorde det nødvendigt at justere visse detaljer for at hans hensigt med mennesket og jorden kunne blive gennemført.
I de forløbne 6000 år af denne periode har Gud stort set tilladt menneskene at handle uafhængigt af hans direkte ledelse. Vore første forældre valgte af egen fri vilje at det skulle være sådan. (1 Mosebog 3:17-19; 5 Mosebog 32:4, 5) Menneskene fik lov til at gøre sig fri af Guds ledelse og indføre deres eget styre, men med tiden ville det vise sig at de hverken formåede at styre deres egne skridt eller på tilfredsstillende vis regere over andre.
Jehova vidste naturligvis i forvejen at det ville gå sådan. Han inspirerede flere bibelskribenter til at skrive det ned. Profeten Jeremias skrev for eksempel: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.
Den vise kong Salomon udtalte sig om de ulykkelige konsekvenser det får når nogle mennesker prøver at herske over andre, sådan som det har været tilfældet i århundredernes løb. „Alt dette har jeg set, idet jeg overgav mit hjerte til at betragte hver en gerning der er gjort under solen, i den tid hvor det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.
Men den almægtige Gud har langtfra „siddet tilbagelænet som passiv tilskuer, alt imens menneskeheden har kæmpet for at løse problemerne“. Han har haft gode grunde til at lade disse tusinder af år forløbe uden at gribe direkte ind i menneskenes tilværelse som sådan.
Det har tjent et godt formål
De sidste 6000 år af menneskets historie kan, sammenlignet med vores gennemsnitlige levetid på mindre end 100 år, synes at være en lang periode. Men ifølge Guds tidsplan og tidsopfattelse er disse tusinder af år blot som seks dage — altså mindre end en uge! Apostelen Peter siger: „Lad ikke dette ene undgå jeres opmærksomhed, I elskede, at én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag.“ — 2 Peter 3:8.
I det følgende imødegår Peter enhver anklage mod Gud for forsømmelighed eller nølen: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.
Når den fastsatte tid er udløbet, vil Skaberen gøre ende på den misrøgt vores smukke planet har været udsat for. Han har givet menneskeheden rigelig tid til at demonstrere dens manglende evne til selv at skabe et tilfredsstillende styre og standse krig, vold, fattigdom, sygdom og andre årsager til lidelser. Nu har menneskene af egen erfaring fået bekræftet hvad Gud lige fra begyndelsen havde fortalt dem — at de må følge hans guddommelige vejledning for at få tingene til at lykkes. — 1 Mosebog 2:15-17.
Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi nu befinder os i den sidste del af „de sidste dage“ for denne ugudelige tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1-5, 13; Mattæus 24:3-14) Den periode hvori Gud har tolereret ondskab og lidelse og tilladt mennesket selv at styre uafhængigt af ham, er ved at være slut. (Daniel 2:44) Snart vil den største trængsel i menneskehedens historie bryde løs og kulminere i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Denne krig, som ledes af Gud, vil ikke udslette den Jord han har skabt, men den vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.
Guds tusindårsrige
Der vil være millioner af overlevende tilbage på jorden når Harmagedon er forbi. (Åbenbaringen 7:9-14) Profetien i Ordsprogene 2:21, 22 vil være opfyldt: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“
Efter Harmagedon, Guds retfærdige krig, er det hans hensigt at der skal komme en særlig periode på tusind år. (Åbenbaringen 20:1-3) Det drejer sig om Jesu Kristi, Guds søns, tusindårige styre som konge i Guds himmelske rige. (Mattæus 6:10) I den lykkelige periode hvor dette rige vil udøve sin myndighed over jorden, vil utallige millioner blive vækket af dødens søvn og slutte sig til de millioner der har overlevet Harmagedon. (Apostelgerninger 24:15) Sammen vil de blive ført frem til fuldkommenhed, og til den tid — ved afslutningen på Kristi tusindårsrige — vil jorden endelig være fyldt med fuldkomne mænd og kvinder, som alle stammer fra Adam og Eva. Guds hensigt vil være gennemført på en storslået og vellykket måde.
Ja, det er Guds hensigt at „’tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’“ (Åbenbaringen 21:4, 5) Denne hensigt vil uden tvivl blive gennemført i meget nær fremtid. — Esajas 14:24, 27.
Hvem er den eneste sande Gud?
NÆSTEN lige så længe der har været mennesker til, har der været mange guder. Det er vanskeligt at angive præcist hvor mange guder og gudinder der har været, men tallet løber op i millioner.
Vi har fået fastslået at der findes en Gud. Men hvem af alle de guder som er blevet tilbedt på jorden, er den sande Gud? At der kun findes én sand Gud, siges meget tydeligt i Bibelen. I Johannes 17:3 står der: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“
Et karakteristisk navn
Man må forvente at en gud som har en personlighed, har et personligt navn som adskiller ham fra alle andre guder. Et navn som denne gud selv har valgt, vil være at foretrække frem for et navn som gudens tilbedere har fundet på.
I den forbindelse er det forvirrende at de fleste veletablerede religioner har personlige navne på deres guder, hvorimod jøderne og hovedparten af kristenhedens kirker undlader at identificere den gud de tilbeder, med et karakteristisk, personligt navn. De anvender i stedet titler som Herren, Gud, den Almægtige og Faderen.
Skribenten David Clines skriver i tidsskriftet Theology: „På et eller andet tidspunkt mellem det femte og det andet århundrede før vor tidsregning kom Gud ud for en tragisk ulykke: han mistede sit navn. Mere præcist skete der dét at jøderne holdt op med at bruge Guds personlige navn, Jahve. I stedet henviste man til ham ved hjælp af forskellige omskrivninger som Gud, Herren, Navnet, Den Hellige, Den Nærværende, ja endog Stedet. Selv dér hvor der stod Jahve i bibelteksten, læste man Adonaj. Da templet blev endeligt ødelagt, ophørte de sjældne liturgiske ceremonier hvor man brugte navnet, og endog kendskabet til den rette udtale af navnet gik tabt.“ Ingen kan imidlertid sige nøjagtig hvornår de ortodokse jøder holdt op med at udtale Guds navn og i stedet begyndte at sige de hebraiske ord for Gud og suveræne Herre.
Det ser derfor ud til at den første vigtige faktor i bestræbelserne for at identificere „den eneste sande Gud“ er at finde frem til hans navn, og det er slet ikke vanskeligt. Navnet på Skaberen, den almægtige Gud, er nemlig tydeligt anført i Salme 83:18: „At mennesker må kende at du, hvis navn alene er JEHOVA, er den højeste over hele jorden.“ (King James Version) Eller som den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger [i vers 19]: „Til de forstår, at du alene — Jahve er dit navn — er den Højeste over hele jorden.“
Jehova eller Jahve?
Navnet Jehova findes i King James-oversættelsen og andre bibeloversættelser, men som det ses af den danske autoriserede oversættelse, foretrækker nogle at bruge navnet Jahve i stedet for Jehova. Hvilket af dem er det rigtige?
De ældste bibelhåndskrifter blev skrevet på hebraisk. I De Hebraiske Skrifter forekommer det guddommelige navn næsten 7000 gange, og det staves med fire konsonanter — JHWH. Dette ord på fire konsonanter kaldes i almindelighed for tetragrammet, en betegnelse der er dannet af to græske ord, og som betyder „de fire bogstaver“. Spørgsmålet om den rigtige udtale opstod fordi man i det oprindelige hebraiske skriftsprog kun brugte konsonanter. Læseren fik ingen hjælp af vokaler. Om tetragrammet skal udtales Jahve eller Jehova, afhænger altså af hvilke vokaler læseren indføjer. Formen Jahve foretrækkes i dag af mange hebraiskkyndige.
Ønsket om at være konsekvent taler imidlertid for at man bruger formen Jehova. På engelsk har denne form været brugt og anerkendt i århundreder. Det samme gælder på dansk. De der er imod brugen af denne form, burde også opponere mod den gængse udtale af navnet Jeremias, ja endog af navnet Jesus. Jeremias måtte ændres til Jirmejah´, eller Jirmeja´hu, den oprindelige hebraiske udtale, og Jesus til enten Jesju´a' (hebraisk) eller Iesous´ (græsk). Af den grund mener mange som studerer Bibelen, deriblandt Jehovas Vidner, at hvis man vil være konsekvent, bør man bruge det allerede velkendte „Jehova“ eller en dertil svarende form.
Har det nogen betydning?
Nogle vil måske indvende at det ikke har nogen større betydning om man bruger et personligt navn når man henvender sig til den almægtige Gud. De er tilfredse med at omtale og tiltale Gud som Faderen eller slet og ret Gud. Men begge disse betegnelser er titler og ikke navne, og de er hverken personlige eller karakteristiske. På Bibelens tid brugte man ordet Gud (hebraisk: ’Ælohim´) som betegnelse for enhver gud, endog filistrenes hedenske gud Dagon. (Dommerne 16:23, 24) Hvis en hebræer sagde til en filister at han dyrkede „Gud“, uden at oplyse filisteren om navnet på ham, ville filisteren derfor ikke forstå hvilken Gud hebræeren mente.
The Imperial Bible-Dictionary fra 1874 har en interessant kommentar om navnet Jehova: „Det er alle steder et egennavn der betegner Gud personligt og ham alene, hvorimod Elohim mere har karakter af et fællesnavn der som regel, men ikke nødvendigvis og heller ikke hver gang, betegner den Allerhøjeste. . . . Hebræeren kan sige Elohim med den bestemte artikel foran og dermed mene den sande Gud i modsætning til alle falske guder, men han siger aldrig Jehova med den bestemte artikel foran, for Jehova er navnet på den sande Gud alene. Han siger igen og igen min Gud . . ., men aldrig min Jehova, for når han siger min Gud, mener han Jehova. Han taler om Israels Gud, men aldrig om Israels Jehova, for der er ingen anden Jehova. Han taler om den levende Gud, men aldrig om den levende Jehova, for han kan ikke forestille sig Jehova som andet end levende.“
Den sande Guds egenskaber
At kende en persons navn betyder naturligvis ikke i sig selv at man har et nærmere kendskab til den pågældende. De fleste af os kender navnene på fremtrædende politikere. Vi er måske også bekendt med navnene på prominente mænd og kvinder i andre lande. Men at kende deres navne og vide hvordan disse navne udtales, er ikke ensbetydende med at man kender disse mennesker personligt og ved hvilke egenskaber de har. Tilsvarende må vi, for at kende den eneste sande Gud, have kendskab til hans egenskaber.
Intet menneske vil nogen sinde kunne se Gud, men han har i sin kærlighed sørget for at vi gennem Bibelen kan få kendskab til mange sider af hans personlighed. (2 Mosebog 33:20; Johannes 1:18) Nogle af de hebraiske profeter fik inspirerede syner af den almægtige Guds himmelske haller. Deres beskrivelser af Gud afspejler ikke alene stor værdighed og ærefrygtindgydende majestæt, men også ophøjet ro, orden, skønhed og afklarethed. — 2 Mosebog 24:9-11; Esajas 6:1; Ezekiel 1:26-28; Daniel 7:9; Åbenbaringen 4:1-3.
Jehova beskrev også nogle af sine tiltrækkende og tiltalende egenskaber for Moses, sådan som det er skildret i Anden Mosebog 34:6, 7: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd.“ Er det ikke sandt at vort kendskab til disse egenskaber hos Gud drager os nærmere til ham og får os til at ønske at lære ham endnu bedre at kende som person?
Skønt intet menneske nogen sinde vil kunne se Gud på hans trone i himmelen, har vi alligevel mulighed for at lære ham at kende, for mens Jesus Kristus opholdt sig på jorden som menneske, genspejlede han sin himmelske Faders, Jehova Guds, personlighed. Jesus sagde ved en lejlighed: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ — Johannes 5:19.
Heraf kan vi slutte at Jesu venlighed, medfølelse, mildhed og varme, hans stærke kærlighed til retfærdighed og had til det onde alt sammen er egenskaber som han havde lagt mærke til hos sin Fader, Jehova Gud, i himmelen, før han kom til jorden som menneske. Når vi lærer den fulde betydning af Jehovas navn at kende, har vi derfor al mulig grund til at elske og velsigne dette hellige navn, prise og ophøje det og sætte vor lid til det.
At lære den eneste sande Gud at kende på denne måde er i virkeligheden en fortsat proces, hvilket tydeligt fremgår af gengivelsen af Johannes 17:3 i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Grundbetydningen af det græske udsagnsord som bruges i skriftstedet, er „at kende“. Til hjælp for forståelsen fremgår det imidlertid af gengivelsen af udsagnsordets tid at der er tale om noget vedvarende, en kontinuerlig proces. Den form af det græske udsagnsord som anvendes, er nemlig ikke simpel nutid, men derimod den nutidsform der angiver at der er tale om en påbegyndt, men ikke fuldført handling. Vi læser: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Ja, vores fortsatte bestræbelse for at erhverve os kundskab om den eneste sande Gud er en proces der aldrig bør få ende.
Den sande Gud åbenbaret
Den sande Gud er altså let at skelne fra de mange falske guder. Han er den almægtige Skaber af hele universet, inklusive planeten Jorden og menneskene på den. Han har et enestående navn, Jehova eller Jahve. Han er ikke en del af en mystisk treenighed. Han er en kærlig Gud der kun ønsker det bedste for menneskene. Men han er også en retfærdig Gud, og han vil ikke for evigt tolerere dem der fortsætter med at ødelægge jorden og ophidse til krig og vold.
Jehova har åbenbaret sin beslutning om ikke alene at befri jorden for ondskab og lidelse, men også om at gøre den til et paradis hvor retsindige mennesker kan leve lykkeligt til evig tid. (Salme 37:10, 11, 29, 34) Den almægtige Gud har nu indsat sin søn, Jesus, som konge i sit himmelske rige, og snart vil han indføre en ny og retfærdig verden og genoprette paradisiske tilstande på jorden. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.
Forhåbentlig har du nu lettere ved at besvare spørgsmålene: „Findes der en Gud?“, og „Hvem er den eneste sande Gud?“
"Findes Gud - hvad siger forskerne?" Jeg benyttede at ganske lille stykke af indledningen til at skabe et debatoplæg, og det var dette debatoplæg, der skabte dette røre. Nu kan I se artiklen, og så kan I selv bedømme, om jeg har overtrådt reglerne.
_________
Findes der en Gud? — Hvad siger forskerne?
ULRICH J. BECKER, der er professor i fysik ved Massachusetts Institute of Technology, har vedrørende spørgsmålet om Guds eksistens udtalt: „Hvordan kan jeg være til hvis ikke der findes en skaber? Det spørgsmål har jeg aldrig fået noget overbevisende svar på.“
Var den opfattelse i modstrid med hans videnskabelige synspunkter? Professorens tankevækkende svar lød: „Hvis man har fundet ud af hvordan ét af ’urets’ hjul drejer rundt, begynder man måske at fundere over hvordan resten af hjulene virker, men man kan ikke med rette kalde en sådan spekulation videnskabelig, og spørgsmålet om hvem der trak ’uret’ op, bør man lade ligge.“
I modsætning til hvad nogle tror, er der mange anerkendte forskere som ikke afviser tanken om at der findes en Gud — en storslået Intelligens, som står bag skabelsen af universet og mennesket.
Her er to eksempler mere. Da professor i matematik John E. Fornaess fra Princeton University blev spurgt hvilke tanker han gjorde sig om Guds eksistens, svarede han: „Jeg tror der findes en Gud, og at Gud står bag universets opbygning på alle niveauer lige fra elementarpartikler og levende væsener til superhobe af galakser.“
Henry Margenau, der er professor i fysik ved Yale University, sagde at han var overbevist om at naturlovene er skabt af Gud, og tilføjede: „Gud skabte universet af intet i en proces som også medførte at begrebet tid opstod.“ Derefter gjorde han opmærksom på at tre forskere i bogen The Mystery of Life?s Origin (Mysteriet om livets oprindelse) gør rede for at eksistensen af en Skaber er en plausibel forklaring på hvordan livet er opstået. Astronomen Fred Hoyle har støttet dette synspunkt. Han har udtalt at det at tro på at den første celle opstod ved et tilfælde, svarer til at tro at et fly af typen Boeing 747 kan opstå under en tornados hærgen på en losseplads fyldt med adskilte Boeing 747-dele som ligger hulter til bulter.
Til disse svar kan man føje bibelskribenten Paulus’ ord: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed.“ — Romerne 1:20.
Ja, der findes en Gud! Men hvorfor tillader han at verden befinder sig i sin nuværende sørgelige tilstand? Hvad er hans hensigt med jorden? Kan vi finde ud af hvem den sande Gud er?
Hvad er Guds hensigt?
MANGE som tvivler på eksistensen af en kærlig, almægtig Gud, spørger: Hvis der findes en Gud, hvorfor har han så tilladt så megen lidelse og ondskab op gennem historien? Hvorfor tillader han den sørgelige tingenes tilstand vi ser omkring os i dag? Hvorfor gør han ikke noget for at standse krig, kriminalitet, uretfærdighed, fattigdom og andre lidelser som i foruroligende grad breder sig i hele verden?
Nogle mener at Gud skabte universet, anbragte menneskene på planeten Jorden og derefter lod dem passe sig selv. Hvis det er sandt, kan man ikke give Gud skylden for de problemer og lidelser folk påfører sig selv ved deres begærlighed og misrøgt.
Andre afviser imidlertid denne teori. Conyers Herring, der er professor i fysik og vedkender sig troen på en Gud, siger: „Jeg afviser tanken om en Gud som for længe siden satte det store urværk i gang og siden har siddet tilbagelænet som passiv tilskuer, alt imens menneskeheden har kæmpet for at løse problemerne. En af årsagerne til denne afvisning er at min erfaring som forsker ikke giver mig grund til at tro at der findes nogen model af universets ’urværk’ som i sidste instans og definitivt er den rigtige. Vore videnskabelige teorier vil til stadighed kunne forbedres, men jeg er overbevist om at de aldrig bliver fuldkomne. Jeg finder det mere fornuftigt at vi sætter vores lid til den levende kraft som hele tiden gør denne forbedring mulig.“
Gud har en hensigt
Guds oprindelige hensigt med planeten Jorden var at den skulle bebos af fuldkomne mennesker. Profeten Esajas skrev: „Således har Jehova, der har skabt himmelen, sagt, Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos.“ — Esajas 45:18.
I stedet for at befolke jorden ved at skabe hvert enkelt menneske var det Guds hensigt at den skulle opfyldes gennem formering. Da Adam og Eva gjorde oprør mod Gud, ændrede dette ikke hans oprindelige hensigt, men det gjorde det nødvendigt at justere visse detaljer for at hans hensigt med mennesket og jorden kunne blive gennemført.
I de forløbne 6000 år af denne periode har Gud stort set tilladt menneskene at handle uafhængigt af hans direkte ledelse. Vore første forældre valgte af egen fri vilje at det skulle være sådan. (1 Mosebog 3:17-19; 5 Mosebog 32:4, 5) Menneskene fik lov til at gøre sig fri af Guds ledelse og indføre deres eget styre, men med tiden ville det vise sig at de hverken formåede at styre deres egne skridt eller på tilfredsstillende vis regere over andre.
Jehova vidste naturligvis i forvejen at det ville gå sådan. Han inspirerede flere bibelskribenter til at skrive det ned. Profeten Jeremias skrev for eksempel: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.
Den vise kong Salomon udtalte sig om de ulykkelige konsekvenser det får når nogle mennesker prøver at herske over andre, sådan som det har været tilfældet i århundredernes løb. „Alt dette har jeg set, idet jeg overgav mit hjerte til at betragte hver en gerning der er gjort under solen, i den tid hvor det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.
Men den almægtige Gud har langtfra „siddet tilbagelænet som passiv tilskuer, alt imens menneskeheden har kæmpet for at løse problemerne“. Han har haft gode grunde til at lade disse tusinder af år forløbe uden at gribe direkte ind i menneskenes tilværelse som sådan.
Det har tjent et godt formål
De sidste 6000 år af menneskets historie kan, sammenlignet med vores gennemsnitlige levetid på mindre end 100 år, synes at være en lang periode. Men ifølge Guds tidsplan og tidsopfattelse er disse tusinder af år blot som seks dage — altså mindre end en uge! Apostelen Peter siger: „Lad ikke dette ene undgå jeres opmærksomhed, I elskede, at én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag.“ — 2 Peter 3:8.
I det følgende imødegår Peter enhver anklage mod Gud for forsømmelighed eller nølen: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.
Når den fastsatte tid er udløbet, vil Skaberen gøre ende på den misrøgt vores smukke planet har været udsat for. Han har givet menneskeheden rigelig tid til at demonstrere dens manglende evne til selv at skabe et tilfredsstillende styre og standse krig, vold, fattigdom, sygdom og andre årsager til lidelser. Nu har menneskene af egen erfaring fået bekræftet hvad Gud lige fra begyndelsen havde fortalt dem — at de må følge hans guddommelige vejledning for at få tingene til at lykkes. — 1 Mosebog 2:15-17.
Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi nu befinder os i den sidste del af „de sidste dage“ for denne ugudelige tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1-5, 13; Mattæus 24:3-14) Den periode hvori Gud har tolereret ondskab og lidelse og tilladt mennesket selv at styre uafhængigt af ham, er ved at være slut. (Daniel 2:44) Snart vil den største trængsel i menneskehedens historie bryde løs og kulminere i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Denne krig, som ledes af Gud, vil ikke udslette den Jord han har skabt, men den vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.
Guds tusindårsrige
Der vil være millioner af overlevende tilbage på jorden når Harmagedon er forbi. (Åbenbaringen 7:9-14) Profetien i Ordsprogene 2:21, 22 vil være opfyldt: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“
Efter Harmagedon, Guds retfærdige krig, er det hans hensigt at der skal komme en særlig periode på tusind år. (Åbenbaringen 20:1-3) Det drejer sig om Jesu Kristi, Guds søns, tusindårige styre som konge i Guds himmelske rige. (Mattæus 6:10) I den lykkelige periode hvor dette rige vil udøve sin myndighed over jorden, vil utallige millioner blive vækket af dødens søvn og slutte sig til de millioner der har overlevet Harmagedon. (Apostelgerninger 24:15) Sammen vil de blive ført frem til fuldkommenhed, og til den tid — ved afslutningen på Kristi tusindårsrige — vil jorden endelig være fyldt med fuldkomne mænd og kvinder, som alle stammer fra Adam og Eva. Guds hensigt vil være gennemført på en storslået og vellykket måde.
Ja, det er Guds hensigt at „’tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’“ (Åbenbaringen 21:4, 5) Denne hensigt vil uden tvivl blive gennemført i meget nær fremtid. — Esajas 14:24, 27.
Hvem er den eneste sande Gud?
NÆSTEN lige så længe der har været mennesker til, har der været mange guder. Det er vanskeligt at angive præcist hvor mange guder og gudinder der har været, men tallet løber op i millioner.
Vi har fået fastslået at der findes en Gud. Men hvem af alle de guder som er blevet tilbedt på jorden, er den sande Gud? At der kun findes én sand Gud, siges meget tydeligt i Bibelen. I Johannes 17:3 står der: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“
Et karakteristisk navn
Man må forvente at en gud som har en personlighed, har et personligt navn som adskiller ham fra alle andre guder. Et navn som denne gud selv har valgt, vil være at foretrække frem for et navn som gudens tilbedere har fundet på.
I den forbindelse er det forvirrende at de fleste veletablerede religioner har personlige navne på deres guder, hvorimod jøderne og hovedparten af kristenhedens kirker undlader at identificere den gud de tilbeder, med et karakteristisk, personligt navn. De anvender i stedet titler som Herren, Gud, den Almægtige og Faderen.
Skribenten David Clines skriver i tidsskriftet Theology: „På et eller andet tidspunkt mellem det femte og det andet århundrede før vor tidsregning kom Gud ud for en tragisk ulykke: han mistede sit navn. Mere præcist skete der dét at jøderne holdt op med at bruge Guds personlige navn, Jahve. I stedet henviste man til ham ved hjælp af forskellige omskrivninger som Gud, Herren, Navnet, Den Hellige, Den Nærværende, ja endog Stedet. Selv dér hvor der stod Jahve i bibelteksten, læste man Adonaj. Da templet blev endeligt ødelagt, ophørte de sjældne liturgiske ceremonier hvor man brugte navnet, og endog kendskabet til den rette udtale af navnet gik tabt.“ Ingen kan imidlertid sige nøjagtig hvornår de ortodokse jøder holdt op med at udtale Guds navn og i stedet begyndte at sige de hebraiske ord for Gud og suveræne Herre.
Det ser derfor ud til at den første vigtige faktor i bestræbelserne for at identificere „den eneste sande Gud“ er at finde frem til hans navn, og det er slet ikke vanskeligt. Navnet på Skaberen, den almægtige Gud, er nemlig tydeligt anført i Salme 83:18: „At mennesker må kende at du, hvis navn alene er JEHOVA, er den højeste over hele jorden.“ (King James Version) Eller som den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger [i vers 19]: „Til de forstår, at du alene — Jahve er dit navn — er den Højeste over hele jorden.“
Jehova eller Jahve?
Navnet Jehova findes i King James-oversættelsen og andre bibeloversættelser, men som det ses af den danske autoriserede oversættelse, foretrækker nogle at bruge navnet Jahve i stedet for Jehova. Hvilket af dem er det rigtige?
De ældste bibelhåndskrifter blev skrevet på hebraisk. I De Hebraiske Skrifter forekommer det guddommelige navn næsten 7000 gange, og det staves med fire konsonanter — JHWH. Dette ord på fire konsonanter kaldes i almindelighed for tetragrammet, en betegnelse der er dannet af to græske ord, og som betyder „de fire bogstaver“. Spørgsmålet om den rigtige udtale opstod fordi man i det oprindelige hebraiske skriftsprog kun brugte konsonanter. Læseren fik ingen hjælp af vokaler. Om tetragrammet skal udtales Jahve eller Jehova, afhænger altså af hvilke vokaler læseren indføjer. Formen Jahve foretrækkes i dag af mange hebraiskkyndige.
Ønsket om at være konsekvent taler imidlertid for at man bruger formen Jehova. På engelsk har denne form været brugt og anerkendt i århundreder. Det samme gælder på dansk. De der er imod brugen af denne form, burde også opponere mod den gængse udtale af navnet Jeremias, ja endog af navnet Jesus. Jeremias måtte ændres til Jirmejah´, eller Jirmeja´hu, den oprindelige hebraiske udtale, og Jesus til enten Jesju´a' (hebraisk) eller Iesous´ (græsk). Af den grund mener mange som studerer Bibelen, deriblandt Jehovas Vidner, at hvis man vil være konsekvent, bør man bruge det allerede velkendte „Jehova“ eller en dertil svarende form.
Har det nogen betydning?
Nogle vil måske indvende at det ikke har nogen større betydning om man bruger et personligt navn når man henvender sig til den almægtige Gud. De er tilfredse med at omtale og tiltale Gud som Faderen eller slet og ret Gud. Men begge disse betegnelser er titler og ikke navne, og de er hverken personlige eller karakteristiske. På Bibelens tid brugte man ordet Gud (hebraisk: ’Ælohim´) som betegnelse for enhver gud, endog filistrenes hedenske gud Dagon. (Dommerne 16:23, 24) Hvis en hebræer sagde til en filister at han dyrkede „Gud“, uden at oplyse filisteren om navnet på ham, ville filisteren derfor ikke forstå hvilken Gud hebræeren mente.
The Imperial Bible-Dictionary fra 1874 har en interessant kommentar om navnet Jehova: „Det er alle steder et egennavn der betegner Gud personligt og ham alene, hvorimod Elohim mere har karakter af et fællesnavn der som regel, men ikke nødvendigvis og heller ikke hver gang, betegner den Allerhøjeste. . . . Hebræeren kan sige Elohim med den bestemte artikel foran og dermed mene den sande Gud i modsætning til alle falske guder, men han siger aldrig Jehova med den bestemte artikel foran, for Jehova er navnet på den sande Gud alene. Han siger igen og igen min Gud . . ., men aldrig min Jehova, for når han siger min Gud, mener han Jehova. Han taler om Israels Gud, men aldrig om Israels Jehova, for der er ingen anden Jehova. Han taler om den levende Gud, men aldrig om den levende Jehova, for han kan ikke forestille sig Jehova som andet end levende.“
Den sande Guds egenskaber
At kende en persons navn betyder naturligvis ikke i sig selv at man har et nærmere kendskab til den pågældende. De fleste af os kender navnene på fremtrædende politikere. Vi er måske også bekendt med navnene på prominente mænd og kvinder i andre lande. Men at kende deres navne og vide hvordan disse navne udtales, er ikke ensbetydende med at man kender disse mennesker personligt og ved hvilke egenskaber de har. Tilsvarende må vi, for at kende den eneste sande Gud, have kendskab til hans egenskaber.
Intet menneske vil nogen sinde kunne se Gud, men han har i sin kærlighed sørget for at vi gennem Bibelen kan få kendskab til mange sider af hans personlighed. (2 Mosebog 33:20; Johannes 1:18) Nogle af de hebraiske profeter fik inspirerede syner af den almægtige Guds himmelske haller. Deres beskrivelser af Gud afspejler ikke alene stor værdighed og ærefrygtindgydende majestæt, men også ophøjet ro, orden, skønhed og afklarethed. — 2 Mosebog 24:9-11; Esajas 6:1; Ezekiel 1:26-28; Daniel 7:9; Åbenbaringen 4:1-3.
Jehova beskrev også nogle af sine tiltrækkende og tiltalende egenskaber for Moses, sådan som det er skildret i Anden Mosebog 34:6, 7: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd.“ Er det ikke sandt at vort kendskab til disse egenskaber hos Gud drager os nærmere til ham og får os til at ønske at lære ham endnu bedre at kende som person?
Skønt intet menneske nogen sinde vil kunne se Gud på hans trone i himmelen, har vi alligevel mulighed for at lære ham at kende, for mens Jesus Kristus opholdt sig på jorden som menneske, genspejlede han sin himmelske Faders, Jehova Guds, personlighed. Jesus sagde ved en lejlighed: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ — Johannes 5:19.
Heraf kan vi slutte at Jesu venlighed, medfølelse, mildhed og varme, hans stærke kærlighed til retfærdighed og had til det onde alt sammen er egenskaber som han havde lagt mærke til hos sin Fader, Jehova Gud, i himmelen, før han kom til jorden som menneske. Når vi lærer den fulde betydning af Jehovas navn at kende, har vi derfor al mulig grund til at elske og velsigne dette hellige navn, prise og ophøje det og sætte vor lid til det.
At lære den eneste sande Gud at kende på denne måde er i virkeligheden en fortsat proces, hvilket tydeligt fremgår af gengivelsen af Johannes 17:3 i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Grundbetydningen af det græske udsagnsord som bruges i skriftstedet, er „at kende“. Til hjælp for forståelsen fremgår det imidlertid af gengivelsen af udsagnsordets tid at der er tale om noget vedvarende, en kontinuerlig proces. Den form af det græske udsagnsord som anvendes, er nemlig ikke simpel nutid, men derimod den nutidsform der angiver at der er tale om en påbegyndt, men ikke fuldført handling. Vi læser: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Ja, vores fortsatte bestræbelse for at erhverve os kundskab om den eneste sande Gud er en proces der aldrig bør få ende.
Den sande Gud åbenbaret
Den sande Gud er altså let at skelne fra de mange falske guder. Han er den almægtige Skaber af hele universet, inklusive planeten Jorden og menneskene på den. Han har et enestående navn, Jehova eller Jahve. Han er ikke en del af en mystisk treenighed. Han er en kærlig Gud der kun ønsker det bedste for menneskene. Men han er også en retfærdig Gud, og han vil ikke for evigt tolerere dem der fortsætter med at ødelægge jorden og ophidse til krig og vold.
Jehova har åbenbaret sin beslutning om ikke alene at befri jorden for ondskab og lidelse, men også om at gøre den til et paradis hvor retsindige mennesker kan leve lykkeligt til evig tid. (Salme 37:10, 11, 29, 34) Den almægtige Gud har nu indsat sin søn, Jesus, som konge i sit himmelske rige, og snart vil han indføre en ny og retfærdig verden og genoprette paradisiske tilstande på jorden. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.
Forhåbentlig har du nu lettere ved at besvare spørgsmålene: „Findes der en Gud?“, og „Hvem er den eneste sande Gud?“