Hf, Har lyst til at græde

Jeg er lige startet i HF. 30 Elever.
Til at starte med tog jeg et års pause efter Tiende klasse.
Nu er det sådan, at alle mine klassekammaerater er kommet direkt ind efter 10.kl.
Jeg føler bare at jeg er kommet ind i en klasse med en flok børn. Det irriterer mig meget meget, da jeg er en del ældre end dem. (Er snart 19 år).
Jeg ved at der er en klasse til de ældre. Men der er de nok over 20.
Jeg vil gerne ind der. Men så vil jeg føle mig MEGET usikker på mig selv, fordi de har meget erfaring.
Jeg sidder ind imellem; "Skal jeg, skal jeg ikke.."
Jeg gider virkelig ikke være alderspræsidenten!!!
Er der ikke andre end mig som står/stod i den her situation og har lyst til at græde, var usikker eller bare skride i det hele taget og tænkt; "Fuck hvad er det for en klasse?"
Håber at i har gode råd?

Hvorfor tager du ikke en HF på et Voksen Uddannelses Center?
Søg efter VUC på google.

Synes du skal lade være med at hæfte dig så meget ved alderen, det er trods alt en meget lille aldersforskel, selvom du lige nu føler den er stor (men du er "kun" 18 og dine klassekammerater er vel 17?). Det virker på mig om som du ikke selv er så moden og måske vil du have godt af at prøve at være "alderspræsident" og dermed være en autoritet. Du kan have meget glæde af yngre mennesker, også til at spejle dig i og måske blive klogere på dig selv og din usikkerhed. Held og lykke og husk det handler også om at lære noget...

Du er ikke alene, men der er altså håb endnu.
Selvom det kan virke uoverskueligt og "helt forkert", så kan det faktisk godt være en fordel at gå i en klasse med stor aldersspredning. Jeg var næsten inden jeg startede på HF og alderspræsident på stort set alle hold - det er jeg i øvrigt stadigvæk, der hvor jeg går.
I starten tænkte jeg også "årh nej, en flok børn" og "det her holder jeg ikke til", men nu nyder jeg det virkelig!
At være sammen med unge (gennemsnittet er 18-22) får mig til at føle mig "ung" igen. Det er pludselig okey at man ikke har styr på alt i sit liv, at man stadigvæk tillader sig at drømme vilde drømme, at rode rundt i en masse og føle sig overvældet af forventninger og pres fra omverdenen. Selvom jeg er gammel nok til, på bunden, at have hånd i hanke med min tilværelse, så er det dejligt at omgås mennesker som ikke forventer at jeg altid har styr på alt.
En stor del af mit liv, har mine omgivelser haft forventninger om at jeg kunne alt selv, og at jeg i øvrigt præsterede noget særligt. Det har lagt et utrolig stort pres på mine skuldre, givet stress og angst for ikke at slå til. På mange måder har jeg heller ikke rigtig haft lejlighed til at stoppe op og finde ud af, hvad MIN vej i livet skulle være, før sygdom tvang mig til at tænke og se på tingene med andre øjne.
Jeg har stadig angsten for ikke at slå til, men det har helt bestemt hjulpet at befinde mig i tæt kontakt med væsentligt yngre mennesker. I mange henseender kan jeg være med på deres "leg", selvom jeg heldigvis også har erfaring nok til at vide hvornår jeg skal tage ansvar og handle.
Jeg er blevet "mor" for mange af mine medstuderende - de ser en ung kvinde som kan pjatte og "lege med", men som samtidig er en "voksen" de kan søge råd og trøst hos når det hele bliver lidt for uoverskueligt. Jeg løfter jo ikke pegefingre og trækker ting ned over hovedet på dem; jeg møder dem hvor de er og forsøger bare at rumme og være der, i det omfang jeg kan holde til.
Og slap så af; du er 19 år gammel. Du har ikke engang nået dit første årti endnu og tro mig, hvis du prøver at være åben og slippe ideen om, hvad det vil sige at være "rigtig voksen" så går det hele.
Jeg kan måske trøste dig med, at når du bliver nogle år ældre, så vil du begynde at slappe mere af og lade være med at tænke så meget over aldersforskelle osv. Det er min erfaring (både personligt og med andre) at man faktisk kan begynde at opføre sig særdeles "barnligt" og legende, når man først bliver fortrolig med sin identitet som voksen, og opdager at man ikke taber ansigt, bare fordi man også kan slappe af og fjolle lidt.
Jeg tror aldrig jeg har slappet så meget af og følt mig så fri, som jeg har gjort efter at jeg blev studerende igen. Til trods for at jeg har levet/lever voksenlivet, med både parforhold, barn og anstrengt økonomi, så er jeg også vidunderligt fri mentalt, og det er en gave man ikke skal sige nej til.
(Og så et godt råd; det ér i orden at bede de medstuderende om at respektere hinanden og en selv, og minde dem om at de også er en slags voksne mennesker, som skal opføre sig ordentligt, aflevere opgaverne og lade være med at forstyrre i timerne. Hvis altså, de ikke selv kan finde ud af det!)

Jeg glemte lige at bemærke, at jeg har taget min HF på et VUC.
Jeg må medgive at jeg ALDRIG var gået igang hvis det havde været på et gymnasie, for der er miljøet for indspist. Hvis du selv er motiveret for det, er det måske værd at skifte skole til et VUC, hvis du altså er igang på et gymnasie?

Mener du ikke enkeltfag?
Hvad er forskellen på Hf alm. og HF på VUC?
Ps. Supertak for dit råd/erfaring, Er hvertfald blevet gladere for det :)
Forresten.. Hvorfor er din profil privat?

på VUC. Det har min søn gjort. Man behøver ikke tage det på enkeltfag selvom man vælger VUC.
Han er færdig med 2. år nu, og tager 3. efter sommerferien.
Han er også startet sent. Han er 24½ nu
Kærlig hilsen
Carmen

Det kunne være rart ellers :D

Det er altid svært at starte på noget nyt. Så mange nye indtryk, mennesker osv. Det ka' godt virke overvældende i starten, men se nu om ikke du falder til. Ellers er det med VUC en go' ide. Der er folk ofte lidt ældre (men ikke nødvendigvis tussegamle, og så er de topmotiverede. Der er en grund til at de er der.
Og så er der forresten ikke forskel på en hf taget på VUC og en hf taget på et hf-center eller gymnasium.

jeg har været igang med HF på vuc og det er et godt sted.. du vil ikke kunne mærke aldersforskellen. der er folk i alle aldre