Hjælp -sen abort...!?

En scanning (MD) har vist at det barn jeg bærer i maven er dybt "skadet" det er en dreng... En meget ønsket dreng, da min mand og jeg i forvejen har 2 piger. Han har meget slem rygmarvsbrok, hjertefejl og vand i hovedet -altså vil han aldrig få et "normalt" liv, ikke noget der ligner -hvis han overhovedet overlever fødslen eller det 1. leveår.
Vi er af lægerne blevet rådet til en abort, da hans liv vil blive som dyb handicappet/hjerneskadet.
Og vi har i forvejen 2 raske piger, som vil komme til at lide voldsomt under det??! Min mand og jeg taler ikke rigtig om det, men vi skal jo tage en beslutning snart -jeg ved han brændende ønsker sig en dreng, og jeg føler mig så skyldig over ikke at kan levere det (ihvertfald ikke en rask én af slagsen!) Jeg ved godt vi kan prøve igen,men det ved jeg ikke om vi har lyst til .ikke nu ihvertfald...
jeg skal vel føde ham vaginalt?
Og kan vi få ham begravet bagefter?
Navngivet/døbt? han vil jo være død når han kommer ud [:*(]
Orker ikke at snakke med sundhedes personale om alle de her ting, har bare lyst til at lukke verden ude, og beholde min familie og mand her i vores lille tryge boble -så længe han er inde i min mave og jeg kan mærke han puffer rundt, er alt godt!!

Der står lidt her svangerskabets forløb, 22 uger, om det indbefatter en provokeret abort skal jeg ikke kunne sige.
https://www.personregistrering.dk/index.php?id=104

Hvor er det trist læsning - føler virkelig med dig og din familie.
Men hånden på hjertet: Så tror jeg du skal lytte til lægerne i denne sag. Ikke for at lyde bebrejdende, men hvis ikke man handler på svaret af scanningerne ville der jo ikke være grund til at foretage disse scanninger?
Jeg forstår godt du ikke lige nu orker at overveje at forsøge igen for at skænke din mand en dreng, men du må da aldrig bebrejde dig selv/bilde dig selv ind at det er DIG der ikke kan levere drengen. I er nu èn gang 2 om den sag...
Du er nødt til (for det er åbenbart dig der skal tage initiativet) overbevise din mand, at I må tale ud om fordele/ulemper ved at have et handicappet barn. Skriv det om nødvendigt ned, så I kan vende tilbage og kigge på det igen.
Verden går ikke i stå - I har en dejlig familie det bestemt ikke er alle forundt at få.
Held og lykke med det - føler med dig

Hvor må det være en forfærdelig sorg og en umenneskelig tung beslutning at tage. Jeg føler med dig.
Selvfølgelig har lægerne ret i, dine døtre vil komme til at lide afsavn som man ikke har i forhold til en rask lillebror. Men en anden ting er, kan dit ægteskab holde til et så handicappet barn? Kan det ikke det? Hvad så? Hvordan vil du takle det? 82% af forældre til handicappede børn bliver skilt.
Men du havde nogle spørgsmål
1. ja du kommer til at føde, men får lidt mere hjælp (evt. epidural) fordi det er meget hårdere at føde et dødt end et levende foster. (alså hvis han skal aborteres) Tal det grundigt igennem med din jordemoder, for hvorfor gennemgå den smerte, når det ikke gavner/skader dit barn hvor bedøvet du er. Vælger du at gå tiden ud, er han jo ikke død til fødslen, men jeg forstår slet ikke snakken om det første leveår. Det kommer vel an på hvor højt rygmarvsbrokken sidder. Jeg lå ved siden af en på barselsgangen med samme problem. Han blev 4 timer gammel.
2. Et foster skal være 28 uger, før en begravelse bliver aktuel. Så længe skal du vel ikke vente med at abortere?
3. Det sidste er også omfattet af 28-ugers-reglen.
Med hensyn til din skyldfølelse over ikke at kunne "levere varen", så er det jo slet ikke sikkert, det er dig, der er årsagen. Tænk ikke den slags tanker.
De kærligste hilsener
Hanne

Kære dig
Meget kan man sige om moderne hjælpemidler til oplysning om fostre. Nu udsættes vi for frygtelige valg. Vil man have et handicappet barn?
Nu er jeg midt-40 år. Og når jeg husker tilbage, så kan jeg godt huske flere "åndsvage/evnesvage" i gadebilledet. Et sjældent syn i dag, fordi de nu bliver sorteret fra.
Er det rigtigt?
Hospitalet har vejledet dig til en abort. Men er det fordi, de bliver guidet til det rent politisk pga. økonomi, el. fordi det er det bedste for din søn og jeres familie?
Du bliver nødt til at tale med dem. Hvordan bliver din søn's liv, hvis I vælger at fortsætte svangerskabet? Hvis de f.eks. fortæller, at han skal gennemgå mange operationer allerede fra starten - og vil blive tilført mange smerter, kan I overveje abort. Men jeg har også hørt om tilfælde om børn med mange handicaps, som blev opereret og efterfølgende er blevet normale.
Udover bør du og din mand tage en god snak sammen. Du skal ikke føle skyld, men jeg forstår godt dine tanker. Har selv en handicappet søn. Og mit ægteskab holdte desværre ikke til det. Hvad gjorde min søn's situation endnu værre.
Jeg vil tilsidst ønske dig og din familie det bedste, uanset hvad I vælger. Jeg mener bestemt, at I kan få jeres søn begravet under dine nævnte omstændigheder.
Varme kram til jer alle.

Der er ikke noget liv til den dreng. Du kan ikke operere for det væsentligste han fejler, nemlig rygmarvsbrokken. Måske blive han nogle få timer eller dage, men sjældent er det set en hel uge.
Så mon ikke du skulle afholde dig fra at råde nogen som helst, hvad dette emne angår.

via følgende link - måske SKU DU få lidt indsigt:
http://www.ouh.dk/wm157794

Som beskriver følgende af altså operation af rygmavsbrok!!!
Jeg tænker faktisk førend jeg skriver - gør du???

Det er en forfærdelig situation du står i lige nu. Man tænker at det aldrig kan ske for en selv, at man får et handicappet barn, så man er slet ikke forberedt på det.
Mit råd er at du og din partner skal gøre op med jer selv, om i både har kræfter, kærlighed og ikke mindst overskud til at skulle have et svært handicappet barn, når i også i forvejen har to piger.
Det er virkelig en svær beslutning, jeg ved af egen erfaring hvor svært det er at tage stilling til om barnet i din mave skal leve eller dø.
Jeg kan tænke mig til, at det kan være en rigtig svær beslutning, når der er tale om ønske-drengen, men det kunne lige så godt have været en pige. Ville situationen så have set anderledes ud?
jeg synes også at du skal tænke på resten af familien, ville jeres piger ikke blive tilsidesat, pga. det store overskud der skal til at have et handicappet barn? Og hvis i vælger at få barnet, er der jo også en stor chance for at han ikke lever længere end 1-12 mdr. Det vil være et stort tab for ikke blot dig og din partner, men også jeres piger.
Jeg håber det kan hjælpe dig en smule. Jeg sender de kærligste tanker til dig og din familie.
Knus

Kære du
Jeg er rigtig ked af at høre din situation. Min personlige mening må være, at jeg ikke synes i skal sætte et forsøg til dette barn. Hvis det kan komme til at skade jeres andre piger, skal i ikke tage ham her med. Hvis i virkelig har tid til det, og overskud og at jeres piger er store nok til at det ikke skader dem, kan i sagtens sige ja til barnet og give det en chance. Men da jeg ikke tror jeres piger er særlig gamle, tror jeg ikke det er en god idé med en hjerneskadet dreng. [:*(] Jeg forstår at det er et svært valg i skal tage. At i var heldige denne gang og få en dreng som din mand ønskede var bare sejt, men I kan jo ikke selv vælge, så hvis du bliver gravid igen, kan du jo stadig nå at få en dreng, og hvis det bliver en pige så må det være godt nok.

Jeg håber på den bedste fremtid for dig og din familie. Jeg håber også at I kommer frem til den løsning i mener er etisk.

Held og Lykke fra Vinterrose

at det er alt efter hvor sygt barnet er, om jeg synes I skal beholde det. Hvis I ikke har overskud til den syghedsgrad barnet har, bør I ikke få det.
Tanker her fra

Tak for alle jeres svar, jeg føler lidt jeg skylder jer en opdatering. Jeg fik,i samråd med min mand, sa fødslen igang den første uge i det nye år. Vores dreng var død da han blev født, og havde åbenlyse fysiske defekter,bagefter skønnede lægen at han ikke ville have overlevet fødslen hvis jeg var gået til termin. Vi venter på den endelige obduktions rapport.
Efterfølgende er han blevet kremeret og bisat i de ukendtes grav på kirkegården i vores by.Jeg går tit forbi og lægger en blomt, og tænker på det liv som jeg sluttede Hvor er livet barsk nogle gange.
Min mand og jeg er kommet tættere på hinanden, vi ER heldige: vi har hinanden og verdens skønneste piger -og for at slå noget helt fast: nej vores sorg ville ikke være mindre hvis det havde været en pige, for os er begge køn lige ønskede!
Måske, engang i fremtiden prøver vi igen, vi har overskud og kærlighed tin én mere på sigt!
Tak for jeres svar.
Vh