Hjælp - Hvad sker der med mig

Jeg sidder i værre suppedas.
Min kæreste og jeg deler en privat mail som er tilknyttet vores Internet abonnement.
Fatter ikke hvorfor hun skrev den der, men da mit navn står som emne tillader jeg at kigge nærmere.
Og så pga af hændelse her i påsken.
Jeg klikker ind på den og der stod der at jeg havde udvist en mærkelig opførelse her i påsken.
Jeg satte mig ved spisebordet da vi var inviteret til påskefrokost, der går ikke længe førend jeg får hjertebanken, får kvalme, svedige hænder og ikke mindst fornemmelse af at jeg skal besvime.
Jeg er desværre igen blevet ramt af angst anfald, som begyndte her for ikke så længe siden. Har været meget plaget af dem før da jeg var yngre, men nu starter det vist forfra- Hvorfor ved jeg ikke.
Jge gik op og lagde mig og anfaldet blev da ikke mindre af at jeg syntes det var meget pinligt og ikke mindst synd for hans mor da hun virkelig havde knoklet med dette.
Ingen i hans familie ved at et angst anfald var årsagen. Men alle blev ved at himle op om at dette var tegn på graviditet, så jeg fik det endnu mere dårligt også fordi jeg fik fornemmelsen af det ville de ikke bryde sig om.
Hans famile(den nærmeste) består nu kun af hans mor, søster og mormor. Alle meget dominerende kvinder som måske kunne se mig som en trussel- aner det ikk.......
Jeg føler lidt at de måske ikke helt synes jeg er god nok til ham.....
Jeg har kontaktet min læge vedrørende disse anfald og kommunenen men de siger at de højst kan tilbyde mig 6 samtaler ved min læge.....
Ikke at jeg vil lyde utilfreds- Men hvad kan jeg bruge det til.... Jeg har lidt om vejrtrækningsøvelser så jeg kan forhindrer disse anfald i at blive større.
Alt dette fordi ingen før har grebet ind, kommer fra et hjem med misbrugsproblemer, social arv, vold, social disfunktionalitet og ja jeg kunne blive ved....... Min far har lige fået konstateret skrumpelever og lægen siger at det ikke ser godt ud..... Min mor er erklæret mindre intelligent af sin læge og har derfor fået invilide pension da hun er blevet præget af den livsstil hun har ført med min far.
Jeg er stort set på hospitalet hver dag og det er mig der sørger for vores forældrer selvom vi er flere søskende. De andre har travlt med deres egen familie.
Har ikke rigtig nogen venner tilbage, men det er måske også det samme, da deres liv heller ikke tegner godt..... De fleste bliver i det miljø de er vokset op blandt.
Har kæmpet mig til det gode job jeg har......
Det er måske det eneste jeg har udover min kæreste, men jeg kan godt mærke at han ikke kan rumme en person som mig som har så meget i bagagen.
Det er ikke meningen at jeg vil klynke, men kan snart ikke se mig fri fra alt det nagative i mit liv..... Har prøvet , men det er åbenbart ikke nok......
Det ødelægger nok også vores forhold, synes også at han ikke altid er så betænksom, og bliver sur, ked eller skuffet, men det er som om jeg jeg accepterer det for det er jo ikke så slemt som hvad andre gør mod mig og ja han er måske den eneste i mit liv som egentlig tænker bare lidt på mig- sørgeligt men sandt.......
Har haft en kæreste ham( han var den første) alle mine veninder var alle meget tidlige på den. Jeg besluttede trods meget gruppepres at "spare" mig selv til jeg var 21 år( er idag 25 ) men det viste at han kun udnyttede mig...... Det tog langt tid at komme det.............
Har ikke været på arbejde de sidste par dage grundet nervøsitet og anfald. Får dem ikke derhjemme, men gerne hvis jeg befinder mig i fremmed miljøer og i enkelte tilfælde på jobbet.....
Hjælp hvad skal gøre...... Mit liv kan ikke fortsætte sådan her....

Jeg har selv været plaget af angstanfald, men er heldigvis ovre det, Og det skal du også nok komme!
For det første, tag en lang snak med din kæreste, fortæl ham om problemet, og fortæl ham hvad han skal gøre i siturationen. Hvis han virkelig elsker dig, kan han godt rumme det!
Du bliver nødt til sige fra til noget af alt det hele, få dine søskende til at ta sig at forældrene, du kan ikke klare det hele.
Sørg for at få masser af sol, lys og motion. Blir det meget slemt kan du få piller der hjælper din hjerne med at producere mere serotin, "glad-substansen" i hjernen, det hjælper dig med at være mere positiv, slappe af, og dermed mindske risikoen for anfaldene.
-Jeg ved godt jeg er meget ung, og vil ikke virke bedrevidende. Men jeg har været det igennem.
Held og Lykke
/Karina

Jeg føler med dig. Du skal have så meget kredit for at du trods dit livsforløb har holdt snuden oppe og kæmper for et nogenlunde normalt liv.
Jeg synes du skal tage en snak med din kæreste og fortælle, at du lider af angstanfald (som jo er en helt reel sygdom) og at det var derfor du fik det dårligt til frokosten. Lad ham vide, hvor meget han betyder for dig. Dernæst må han forklare sin famile situationen, så du ikke skal udsættes for det igen.
endeligt synes jeg du skal presse på hos din egen læge, han må kunne hjælpe med en henvisning til en psykolog eller lugnende, som kan snakke med dig og give dig nogle redskaber til at klare din vanskelige situation.
Bevar håbet og modet.

Du skal sige til din læge at han/hun skal henvise dig til en psykolog, det er vigtigt for der er et eller andet som du skal have løsnet op for. den psykolog du så får skal du sige at det skal være en samtale terapi, så du får en chance for at få hold på nogle af de ting du rummer. du har sikkert ret i at din kæreste ikke kan rumme alt det du bære på, men han skal have af vide at du søger hjælp, og at du har det svært.
håber alt godt for dig

Hey, men de samtaler du er blevet tilbudt, synes jeg, at du skal tage i mod. Når du er til dem, så vær præcis med, hvad det er der er galt, hvad det er du gerne vil opnå. Disse samtaler kan være med til at du får en henvisning til en psykolog eller psykiater, som kan hjælpe dig videre fra hvor du slap med lægen.
Jeg har selv gået til samtaler hos min læge, da jeg lider at depression, og de gav mig nogle gode start-værktøjer, og senere fik jeg en henvisning til en dygtig psykolog, som kunne hjælpe mig endnu mere.
Man bliver nødt til at starte et sted, og angsten kan sagtens bekæmpes, hvis man får hjælp, så tag den hjælp du kan få, for hvis ikke du gør det, vil du fortryde det senere, når verden først begynder at vælte rigtigt ned over dig. Jo længere du går med din angst alene jo værre vil den blive. Del den, også selvom folk måske ikke helt forstår dig. Man føler en kæmpe lettelse ved bare at få sagt nogle ord omkring, hvad det er der sker med én, når man får et angstanfald. Brug dine veninder, brug din læge. Jo mere åben du bliver om dit problem, jo lettere vil det være at bearbejde det.
Jeg håber du finder en løsning på det hele :)

Kære "angste".
Kan fortælle at jeg kender dit problem( i sær det med angsten)Jeg vil kraftigt råde dig til at tale med en god Læge som så må henvise dig til noget samtaleterapi,ihvertfald skal du holde på at du behøver hjælp, omgående.
For sker det ikke risikerer du (som jeg desværre ) at angsten udvikler sig til at du bliver angst for de mærkeligste situationer som tiden går, også selv om du taler åbent om det til andre, den lurer inden i dig hvis du ikke slår til inden det bliver kronisk angst.
Jeg taler som sagt af erfaring.
Du kan komme problemet til livs hvis bare du starter NU. Og find dig nogle gode hjælpere, så vil det lykkes.
Som en her rådede dig er det helt rigtigt at motion er noget af det bedste til hjælp også ,
samt at se angsten i øjnene når den dukker op , for det er jo faktisk kun nogle få minutter at den er tilstede, .
masser af held og lykke fremover.
En der kender Angsten.

Jeg kender en del til det med angst anfald, ikke fra mig selv, men fra min kæreste og fra min venindes mor, som også har været min "adoptiv" mor. Begge har været meget syge af stress, og min kæreste havde voldsomme angstanfald med hjertebanken og følelse af at skulle dø i lang tid.
Den der hjalp ham igennem var en dansk mand som arbejder som kinesisk læge, uddannet i kina, og er akupunktør og giver urtemedicin.
Den viden han havde handlede meget om hvordan man kan skabe balance i organerne og i kropsenergien, som går amok hvis der f.eks er underskud i et bestemt område i kroppen, blandet med kostråd og motions råd og meditations råd.
Det var det der fik min kæreste på benene igen. Nu har han selv beskæftiget sig meget med meditation gennem 15 år, så der havde det gjorde at han også kunne bruge ham kinalægen til det.
Det var den ene krise oveni den anden der til sidst fik det hele til at gå amok indeni. Han fik f.eks først af vide for nylig at han var adopteret. 3måneder efter døde hans far. Han havde mistet gammel kæreste, lejlighed, ... der var mange voldsomme ting der faldt sammen og så knækkede filmen.
En anden veninde jeg har har gennem sin læge fået samtalehjælp i en gruppe på Bispebjerg hospital (Nu ved jeg ikke hvor i dk du bor).
Måske vil det gavne dig at møde andre som har det lisså dan.
Jeg ved ikke om de traditionelle læger ved særlig meget om hvordan man kommer igennem den type angstanfald. Jeg tror på dem der har kendskab til energisammenhænge, som feks. ham kinalægen.
Og så er det jo et vældigt pres for dig med de ting du selv har kæmpet med i din familie, samt at du står alene med din far der på sygehuset osv.
Måske skal du give lidt slip?! - det er ihvertfald vigtigt at der er en balance mellem at du ikke får drænet dig selv ved at være der for dine forældre, at du ikke har energi nok til dig selv.
Det er muligvis en forenkling af problematikken. Jeg tænker på du har brug for at finde noget der virkelig støtter dig, en livsform, mennesker, healing, vitaminer, psykoterapi ALT muligt.
Jeg gør selv det når ting virker uoverskuelige, at jeg ber en stille bøn indeni mig selv, om at få rakt hjælpen til mig, for jeg ved ikke selv hvor jeg skal finde den. Jeg ber om at finde det rigtige sted, de rigtige midler til at hjælpe mig videre.
Du ku prøve at gøre det samme. Det er du sikkert igang med allerede, bare det at du skriver her...

Det virker som om, at du er bevidst om, at dit sociale miljø ikke er sundt for dig - skrumpelever og andre livsstilssygdomme er ikke godt! Du risikerer, at du selv bliver ramt, hvis du ikke prøver at gøre noget. Ja, du sidder i suppedas'en, men du KAN komme ud af den. Undgå at få skrumpelever symptomer. Gør som dine søskende - få din egen familie, som du kan tage dig af. Symptomer på skrumpelever er ikke livet!