Hjælp jeg er en ond stedmor, siger de :-(

Godt råd modtages, jeg er gift med en mand jeg virkelig elsker og som jeg ønsker tilbringe resten af mit liv med. Mine børn har han taget til sig så vi i hverdagen nærmest glemmer han ikke er deres far.
Han har to piger, der i starten var meget åbne og ægte interesseret, i den start hvor vi intet sagde til når de ikke kom alligevel, når de pludselig skulle køres hjem, og hentes igen, når de lagde beslag på computeren til klokken 2 om natten og vi naturligvis intet samliv kunne have hver anden weekend fra fredag til søndag, de var der jo og skulle jo nærmest have adgang til dobbeltsengen på trods af de er fra 15 år og op.
Alt skal tilsidesættes for dem, de behøver ikke røre en finger, dårligt fjerne deres eget porcelæn eller krummer, de skal naturligvis ikke deltage i nogen former for madlavning eller opvask,, de er jo kun ”gæster” , som dog skal betragtes som de egentlige beboere samtidig.
Jeg har nu igen tilbragt en dag med en pige der dårligt har værdiget mig et blik, og kan se frem til endnu en dag med dårlig stemning hvis ikke lige vi ryster op med penge, ting eller andet.
Gider ikke, jeg kan jo lide dem, hvorfor har deres biologiske mor så stor magt at hun både kan manipulere med dem og min mand, således alt bliver vendt til at være vores skyld. Jeg er jo en væmmelig papmor, som sikkert ikke ønsker dem noget godt. Sidste tror jeg pigerne får at vide ofte af deres mor, jeg tager deres far, hans tid og de skal indordne sig i vores hjem,, groft men hvad fanden gør jeg.
Jeg har ikke penge at kunne tage tur med pigerne selvom jeg ved så er jeg da sød om ikke andet nogle timer.
Jeg orker ikke mere at alt venskab snak nu efterhånden er imellem pigernes mor og min mand, jeg er kun til besvær og får mere brok end kærlig opmærksomhed, når jeg en sjælden gang gør opmærksom på om det er nødvendigt at tale sammen dagligt, selvom man er gode venner.
Hvad gør jeg, jeg elsker min mand, og vil gerne hans piger, men hvad gør jeg mod en ægte mor der konstant ødelægger den nye familie vi prøver bygge op ?

at du sætter dig i respekt, du er alt for god af dig og det vil altid blive udnyttet.
Sæt hælene i jorden og stil krav til de børn, når de rejser sig fra bordet beder du dem venligt, men bestemt om at bære deres eget service ud på køkkenbordet og når de vil have penge eller andet, så fortæller du dem at der hvor du kommer fra må man selv tjene til det man ønsker når man har nået den alder.
Det vil nok skabe lidt panik i starten, men senere vil du få den respekt du har krav på, og hvis din mand ikke vil acceptere den måde at gøre tingene på, må du jo fortælle han, kort og kontant, at så kan han betragte jeres forhold som opløst, ved det er en hård fremgangsmåde, men som jeg læser dit indlæg forstår dine bonusbørn og din mand ikke andet.
Hvis du ikke stiller krav til din mand og dine børn ender du som en umælende slave resten af dine dage.
Hav en god dag
Ernst

som Ernst,at du skal træde i karakter.
Pigerne har jo netop den alder,hvor de er klar over,at de kan lave splitting.
Lav eb familieråd,og tag deres mor med.Her fortæller du helt præcis hvordan du føler det,uden omsvøb.
Det giver respekt,og du fortæller dem jo samtidig,at du ikke vil svinges rundt i manegen.
De bedste tanker til dig.
Kh.Drude

Hej dig
Du er hverken papmor el. stedmor. Når børnene er så gamle, så findes der for dem kun en mor - deres mor.
Du er kun børnenes far's kæreste/kone. Indse det og slap så lige lidt af. Vær det for hans børn, som du orker. Og med rent hjerte - og ikke skelen til deres biologiske mor.
Du virker til at kæmpe for at oprette en ny kernefamilie. Men det bliver I jo aldrig. Med sammenbragte børn og familie. Idylen er den du skaber nu.
Selvfølgelig skal hans børn indgå i de regler, som I har indført - følger dine egne børn dem også 100%.
En god idé er, at du bare slapper lidt af - det kan være at det vil virke mere positivt.
Bare nogle råd.
Mvh
Hende der II

Hvis du har mod til det,skal du tale med pigernes Mor om alt det der tynger dig.
Det kan bare ikke have sin rigtighed at de piger skal total dominere dig og jeres ægteskab.De piger gør det helt bevist mod dig,og om Moderen opfordre pigerne til det,må du finde ud af.Jamen,den Far må da kunne sætte disse tøser på plads.De tøser er jo møg forkælet.De har ikke respekt for dig på nogen måde.De er nogle små modbydlige sataner,som skal sættes på plads.Hvis du har mulighed for at tage væk når deres far skal have dem på wekend,skal du gøre det,og pigerne skal have det at vide,at det er deres skyld du tager væk,for du kan ikke klare deres tyrani mod dig.Sig også til pigerne at du holder af dem,men at du ikke kan klare alt deres nedladenhed mod dig.Det vil give pigerne noget at tænke på.Personlig ville jeg aldrig finde mig i sådan en behandling fra sådan nogle tøser/knægte/.Det er nu du skal gribe fat i dem,og forklare dem hvad god opførsel er,for det formår deres Mor åbentbart ikke.Hvis Faderen heller ikke gør noget/siger noget/til pigerne er han da et stort skvat.Nej,du er ikke end ond Stedmor.
Hel&Lykke til dig,hej.

snakke med din mand om at du syntes det er for meget med de kære børn.
Kald alle unger sammen og sig at der er de og de regler. Fx at man hjælper til. Rytter op efter sig selv. Tømmer opvaskeren el.
Du bliver aldrig deres mor. Man har en mor og en far. Du kan og skal kun være fars kæreste/kone.
Er det dig der ikke forstår at pigerne er teenagere. Er det fordi du tror du skal være mor når de er hos deres far. Er det fordi du selv tror at piger eller børn selv kan se at de da skal gøre dit og dat. Nej sådan er børn ikke. Og ja børn vil klart helst have at deres forældre er sammen, så du er lidt den onde. Og så nej. Du skal ikke købe pigerne. Du skal være den du er og er det ike godt nok så er det hvad det er. Slap af og lad pigerne komme til dig. Men stadig så fortæl dem om de regler der gælder og tag din mand med i det...

Jeg tror ikke, at det er tvisten her. De er i puberteten og ofører ligeså grimt som alle andre teenagere.
Det er et teenager problem mere end et mor/stedmor problem.

jeg er ikke uenig i nogen af tingene, og ved skam godt jeg kun er deres fars kone, og intet andet, vil dog bare gerne respekteres og om ikke andet tages hensyn til bare engang imellem , og ikke kun når jeg aggerer slave eller serviseorgan, giver tøj eller sko osv.
Mit problem er jeg elsker min mand og ikke vil miste ham, jeg holder trods alt af hans børn og vil dem meget gerne i vores liv.
Synes bare det er så pokkers svært for enhver kritik om hans børn eller eks ´kone medfører så absolut ikke forståelse men nærmere skilsmissegrund.
Og det ønsker jeg ikke
tror bare jeg kravler i et hul, og håber der er plads også til mig en dag

Først og fremmest skal du holde op emd at måle dig imod ekskonen og drage hende ind i evt. skænderier og konflikter. Det får du intet positivt ud af.
Ekskonen er mor til din mands børn og det betyder at han altid vil have en eller anden form for bånd med hende. Selvom det sikkert ikke er sjovt at tænke på, så ser det ud til at de har et rimeligt samarbejde/god kommunikation omkring deres børn og det må du ikke forsøge at ændre på. Mange forældre har det ikke og deres børn lider under det, så vær glad for at dét fungerer.
Din mands børn vil ALTID vælge deres egen mor før dig, og det må du respektere. Derfor er det vigtigt DU ikke drager hende ind som "den onde heks" (også selvom hun måske er det) og at du ikke bider på hvis én af dem bruger "min mor siger-kortet" overfor dig. Ignorer det!
Når det så er sagt, så SKAL de jo respektere og overholde jeres regler. Jeg ved ikke hvor gamle de er, men de lyder som om de er teenagere og har den klassiske teenage-opførsel. Det har ikke noget med deres mor at gøre så der er ingen grund til at have fløjlshandskerne på der. Sæt dig ned med din mand og kræv at i laver nogle fælles regler for hjemmet. Sørg for at gøre det på et roligt tidspunkt hvor i er alene, og forklar ham så at du føler dig fremmed i dit eget hjem. Forklar ham stille og roligt at du føler du ikke kan være dig selv, fordi dine behov ikke bliver tilgodeset og tag den derfra.
Lad være med at forlange særligt strikse ting omkring hans børn, men sørg for at der f.eks. laves nogle klare regler om oprydning, spisetider og omgangstone - og kræv så at din mand også overholder dem.
Selvom han selvfølgelig er glad for sine børn og har et godt forhold til ekskonen, skal han jo også være forælder og ægtemand til dig, så du kan godt kræve at han også står fast på de regler i lavet sammen.

Hej jeg kender dit problem til hudløshed.
Først skal du tage en snak med din mand og fortælle ham at du er vild træt at den måde det kører på med hans døtre. Du elsker ham og er glad for hans piger, men reglerne skal være ens for alle de børn der er i dit hjem. Du skal tænke dig rigtig godt om og sætte nogle regler og nogle grænser der skal overholdes.Og sikre dig at din mand er klar over at du mener det, og det er dine grænser der bliver rykket ved. Jeg snakkede med min mand og han gav mig ret i det, men da det kom til stykket blev jeg modarbejdet så frygteligt både at min mand og hans søn. Nu har jeg gjort det, at jeg tager ingen beslutninger, kommer ikke med noget sjovt vi kan foretage os sammen, og nu er det min mand der skal finde gaver til ham hvis han skal have nogen. Og det synes de ikke er sjovt, for det har hele tiden været mig der fandt på, og mig der fik dem ud og have det sjovt. nu er jeg passiv og det er faktisk rart..... mest at se deres fustration, for de ved jo udemærket godt hvorfor jeg er sådan. hos mig er det den konsekvens jeg fortalte min mand om, der ville blive hvis ikke mine regler/grænser blev overholdt.

måle mig med ekskonen, ha ha
sorry men har nok udtrykt mig forkert, ønsker manden hende, ja men så synes jeg jo netop han skal tage hende, gider nemlig ikke være nummer et og to på skift.
Og respektere vores regler kommer de aldrig til, de tænker kun på hvad de vil og er ualmindelig gode til at få alt uden røre en finder andet end trutmund og løgn og latin
fortsat god dag

Jeg magter simpelthen ikke min 14-årige, intrigante papdatter.
Min mand og jeg har været gift siden 2001, og har altid været enigeom, at vi ikke skulle agere mor/far over for hinandens børn - de har udmærkede ekemplarer af slagsen.
Min mand har udover den 14-årige tøs, som jeg ikke kan lade være med at kalde hende , tre voksne sønner, der altid har været supersøde og dygtige til at få alt til at fungere i familien, der indtil tidligere i år talte mine fire børn. Nu er der kun tre, fordi min 15-årige datter på tragisk vis begik selvmord.
Den 14-årige har altid været et problem - muligvis fordi hun er den yngste og min mands eneste datter. I mine øjne snothamrende forkælet og altid klar med tudestemmen overfor far, hvis ikke tingene går efter hendes hoved.
Han havde forladt hendes mor, inden vi blev kærester, så på den måde er jeg ikke en del af set uppet, men han har tydeligvis stadig dårlig samvittighed overfor pigen. Alt foregår derfor på hendes præmisser. Hun kommer hos os, når det passer hende - og det kan ændres med kort varsel, fordi hun pludselig skal til andre aktiviteter. Mine børn på 18, 13 og 10 år, er grundigt trætte af ikke at vide, hvornår hun er her (og alt indrettes efter hende). Jeg har opdraget mine børn til, at man som familiemedlem hjælper til med hverdagens gøremål og f.eks. tømmer opvaskemaskine og tørretumbler, hvis man ser, at maskinen er færdig. Men piedestalprinsessen, som jeg kalder hende, mener ikke, hun er en del af denne hverdag, så disse pligter ignorerer hun. Hendes far mener, jeg er hysterisk og ikke kan lide barnet (det sidste har han absolut ret i). Han synes, det er fint, at hun bærer sin egen tallerken ud i opvaskemaskinen.
Ovennævnte er praktiske problemer. Værre er det, at pigen er en bitch overfor min 13-årige datter (den der har det sværest over tabet af sin storesøster). Pap-pigen har altid haft det sådan at hun har hygget sig med min datter, indtil storesøstrene kom hjem, hvorpå hun fluks har forladt hende til fordel for samvær med de ældre piger (der af ren og skær høflighed ikke har afvist hende).Når min 13-årige datter bliver ked af dette svigt, bliver hun vred overfor papsøsteren. Og så bliver min mand gal. På mig (som han beskylder for at have opdraget pigen dårligt) og på min datter. At hans 'lille'pige, der i dag kan kalde sig eks-ryger ( og her taler vi både cigaretter og joints)og også drikker (øl)og æder p-piller, kan have været årssag til balladen, tror han ikke på. Hun er hans piedestalprinsesse.
Han er totalt blind i forhold til sin datters opførsel, der blandt andet indebærer, at hun herhjemme aldirg kontakter mig, men udelukkende henvender sig til sin far. Resultatet er store skænderier, og at jeg gradvist bliver mindre og mindre begejstret for pigen.
Det store porblem er, at min mand er total blind overfor sin datters opførsel og altid mener, at hun (med sin tudestemme, eller sladren til mor og deraf efterfølgende mails til far, om hvor led jeg er) altid får overbevist sin far om, at hun er den forurettede i forhold til mig og mine børn.
Prøver jeg at tale med pigen selv, er det kun enstavelsesord, der kommer tilbage. Mine børn undrer sig over, at pigen har særrettigheder, når hun er her og gider hende efterhånden ikke (bortset fra den 10-årige søn, der har valgt en meget overbærende holding).
Mit i sorgen over min næstældste datters død er jeg dybt frustret over at skulle kæmpe med en helt igennem egoistisk og manipulerende piedestalprinsesse, som forgudes af sin far. Eneste trøst, er at tøsen efter sommerferien skal på efteskole.

Kære -------
Jeg er også en papmor/stedmor eller fars kone...
Jeg har læst dit indlæg og kan forstå alt det du har skrevet.
Jeg kender godt hvor hårdt det er at være "fars kone", og når ekskonen prøver at "bestemme" over ens forhold både i privat livet og økonomisk.
Det er selvfølgelig vigtigt at din mand og ekskonen skal have kontakt til hinanden, men de skal heller ikke glemme at de har valgt at gå fra hinanden og skal så også forvente at komme videre og skabe et nyt familie, den nye familie skal også have så meget plads som den den "gamle" familie. Manden har jo også selv valgte at blive gift igen, og skal give plads til alle.
Hvis man ikke selv har været der hvor du, jeg og andre papmødre er kan man nok ikke forstå hvordan man har det.
Du lyder som en god papmor <3
Hilsen, kvinden som er i samme tag som dig