Hjælp kan ikke mere :(

Jeg er så træt af alt, går i seng hver dag med ønsket om ikke at vågne dagen efter. Når jeg så vågner bliver jeg skuffet over at jeg ja lever, pis tænker jeg så tager man en dag til.
Hvad fanden er der galt med mig? Livet er skøndt og der er masser af være taknemlig for, og iser jeg har det: Jeg har en skønd dreng på 7 år , er stadig sammen med hans far efter 9 år sammen og vi har en god stor lejlighed og en vidunderlig hund. Men stadig er det som om jeg ikke høre til her. Jeg føler mig som et stort fiasko, en ommer, der næsten fejler i alt jeg laver, med det mener jeg uddanelse, mål man sætter sig i livet og den slags ting. Jeg kan ikke stave og synes det er så pinligt, iser når jeg bliver ydmyet af andre over jeg ikke kan stave og har ikke nogen form for videruddannelse ud over min 9 kl.
jeg har opgivet at være noget har opgivet at være en del af samfundet, da jeg kun ødelægger tingene for andre ubevidst. Ingen kan holde af nogen der ikke holder af dem selv, men det gør jeg ikke, vil helst ikke se mig i spejlet, eller glo eller tænke på mit udsende.Jeg er for såvidt ikke grim eller fed, har ikke de store tydlige spord af jeg har fået barn, men jeg er heller ikke smuk eller noget særlig, mere mussegrå og kedelig.
psykolog er ikke en mulighed, da jeg ikke har råd til det og hverken kommunen eller min læge kan hjælpe med det, da de ikke synes jeg har hårdt nok brug for det, så hvad f..... skal jeg gøre? jeg har virkelig brug for hjælp 😖

1. Du kan SAGTENS få en henvisning til en psykolog fra din læge.. Du skal jo bare sige at du håber hver aften, at du ikke vågner op næste morgen (det er tæt på selvmordstruet) Du kan bede lægen om en depressionstest, den vil du bestå med bravour! Du kan også bare lyve og sige at et familiemedlem er død inden for de sidste 6 mdr.. (tante, grandfætter whatever) så skal du OGSÅ have en henvisning.
2. Du har tydeligvis indprintet en fast model for hvor du mener DU skal være i forhold til hvad samfundet og andre tænker om dig, så du har glemt dig selv, og det DU vil. Om du kan stave eller ej er sgu da 100% pisse ligegyldigt! Der findes virkelig mange ordblinde, så skide da være med det.
3. Du skal have arbejdet med det selvværd, hvor er din mand i alt det her?? Støtter han dig ikke? Det virker da ikke sådan.
4. Hvis du selv kunne bestemme, hvordan vil DU så leve? Hvad kunne du tænke dig? Du må lave en lille plan for hvad du kunne tænke dig, og KUN tænke på dig selv, også må du forstå vigtigheden af du kommer til en psykolog, det kan give dig super meget, og han/hun kan hjælpe dig med at få overblik over tingene, så du ved hvor du skal starte.
5. Livet er hvad man gør det til, det er sgu for nemt at give op, og bare side og pive over i hjørnet over man kun har 9 klasse, og man ikke kan stave, og synes livet er noget lort! det er DIT ansvar at få gjort noget ved det, så hvis du vil gøre noget, så kom i gang! Det er fint du beder lidt om hjælp her, men vi kan ikke gøre det for dig, kun give dig råd med på vejen. Hvis du starter hos en psykolog, så kan jeg love dig, at solen også skinner på dig inden for 1 års tid.... HUSK det første skridt er det sværeste... Resten får lidt nemmere...
KOM I GANG! [sun]

1000 tak for dit svar [:|] ved godt alt det du siger er rigtigt, ikke noget der, kan bare ikke realisere mine tanker, hvis jeg kan sige det sådan.
Jeg tør ikke fortælle nogen som helst hvordan jeg har det, da jeg frygter, jeg mister min søn. Og uden ham så har jeg intet at leve for.
Jeg ved ikke hvad jeg skal være og det man forventer af mig, kan jeg ikke gennemføre, hvis jeg kan udtrykke det på den måde,
Hvad ang min mand, så nej ham kan jeg ikke henvenne mig hos, da han siger jeg bare er doven og skal tage mig sammen og gide tingene...
Men det er slet ikke sådan jeg vil gerne en hel masse og ved jeg har en masse at byde på, men bare ikke hvor eller hvordan jeg skal gøre det.
Hvis jeg kunne bestemme så ville jeg bare gerne være der ude i samfundet. Jeg har virkelig kæmpet i mange år. Men nu kan jeg ikke mere, har bedt om hjælp fra min kommune siden 16 sep 2007, og hver gang får jeg samme besked, vær voksen og find selv ud af dit problem, har jeg prøvet, men bliver kun være med dagene...Tror virkeligt på at alle ville være bedre tjent med jeg ikke findes mere.

Hold nu op! Selvfølgelig kan du komme igang igen 😉 Det har bare været sådan her, så længe så du ikke kan huske hvordan man har det GODT!
Hvor gammel er du?
Hvad er det for hjælp du har bedt kommunen om❓
Du skal bare til den psykolog, det er faktisk ikke så svært, når du har været der 5-6 gange, så begynder du at kunne se idéen, og vil glæde dig til at komme derhen.. efter et stykke tid, så smiler du når du går derfra i stedet for at græde, da der bliver rippet op i tingene....
du har 1 mål! at få den henvisning fra din læge... Du går op, og siger "jeg har et familiemedlem" som er død for nylig, og jeg vil godt have en henvisning til en psykolog.. Også får du det.
I øvrigt, virker det ikke som om du er i det rigtige forhold, der kan hurtigt virke som om han har været med til at køre dig ned i det hul du befinder dig i..
DU KAN GODT!

Mit liv er også dårligt, men jeg prøver hver dag at gøre den bedre.
Du skriver at du kun har en 9.klasse, så hvad med at komme igang med en ny uddannelse?
Jeg ved at alle uanset alder kan tage en HF eller en Sosu-uddannelse.
Og du skriver at du ikke er tilfreds med dit uddseende, så hvad med at få en ny frisure, noget nyt make-up fra matas (de ved alting derinde) eller noget helt trejde?
Ingen kvinder er tilfredse, men du synes dit liv er godt. Over i afrika har de det hundrede gange værre. Husk det, kom igang, og når du endelig kommer igang, så hjælp afrika!

Må jeg ikke godt give dig et godt råd. . du trænger så grusomt til nogle at tale med ligegyldigt hvad klokken er . .vær sød og ring til Sct.NicolaiTjenesten . .der er ALTID nogle til at lytte og evt. hjælpe dig videre i systemet. . det her MÅ du ikke gå med længere selv. .men,SÅ flot, at du skriver herpå,det er et godt tegn,trods alt.
Tlf. er: 70 120 110 . . eller til Livslinien: 70 20 12 01 (tid 16 -20)
Al mulig held og lykke til di . .kom og fortæl os hvordan det går,ok?
Knus

Jeg er 26 år, kort referart, er det sådan at jeg er adopteret fra rumænien, blev det da jeg var 9 år, har været i systemet mere eller mindre siden jeg kom her til, da jeg havde forskelige problemer som de kaldte/ kalder det. For nogen år siden skete det noget der gjorde jeg mistede bolig, hverdag og hjemby på en dag. og stod hjemløs med en 3 årig barn og kun i det tøj vi havde på🙁
Jeg gik ned med flaget og bad kommunen om hjælp til at komme ovenpå igen, men hjælp kunne jeg ikke få.... siden da har jeg prøvet på at komme tilbage til den hverdag vi havde den gang.
Jeg har haft psykolog før i ca 4 år men det var i forbindelse med et opholdsted jeg boede på. Hvilket hjalp meget den gang, men så da jeg blev 18 var det på egen regning, hvilket jeg ikke havde råd til.
Ringer til lægen i morgen efter jeg har afleveret min søn i skole og høre hvad hun siger.
Hvad ang min mand ja så er det lidt svært at tale om, da jeg tror på han er mere rigtig om tingene ind jeg er. Men ved det ikke, er så forviret [:X]

10000 tak for dit meget søde og hjælpsome svar. Jeg ved jeg har brug for hjælp ikke kun for min skyld men mest for min søns, han har brug for sin mor er stærk igen og viser ham vejen, og ikke lære ham om usikkerhed og mindreværks komplekser.

Hej med dig
Bare det, at du skriver her på sol beviser, at du er nået langt og ønsker at ændre din situation. Iøvrigt er jeg enig med ham, som også har svaret dig i, at det er ligegyldigt, hvordan du staver...men synes faktisk du staver helt fint :-)
Men ja, en uddannelse er det aldrig for sent at tage. Det virker som om, I vil have råd til det, da du som jeg forstår din situation, ikke har den store indtægt nu❓Så vil det at begynde på en uddannelse ikke betyde nedgang i indtægt. Det er et glimrende forslag at begynde på SOSU uddannelsen - der starter nye hold op til januar og det kræver kun en 9. klasse at starte på grundforløbet, hvor du får SU imens du går der. Efter grundforløbet er du sikret en praktikplads, da det er en af de uddannelser, hvor man ikke selv skal skaffe en. Jeg tror det lige vil være noget for dig. Dem der oftest er bedst til at være noget for andre er dem, der selv har prøvet nogen ting i livet.
Tro mig, når jeg fortæller dig, at det ikke er en svær uddannelse, det er jo ikke på linje med universitetet eller den slags, så du skal ikke være bange for at gå igang. Men det er en uddannelse som der er rigtig meget brug for at mange har lyst til at tage. Den kan åbne en masse døre for dig og være med til at give dig dit selvværd tilbage. Der er også masser, om tager uddannelsen, som er oppe i 20'erne, jan endda i 30'erne, Så uanset hvor gammel du er, skal du ikke lade dette være en stopklods.
Du kan læse mere om uddannelsen og dine muligheder på disse link:
Gå ind på denne hjemmeside www.ug.dk eller kopier dette link ind i dit søgefelt
http://www.ug.dk/uddannelser/erhvervsuddannelsereudveud/sundhedomsorgogpaedagogik/social-_og_sundhedsuddannelsen.aspx
Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke...jeg ved du kan...du er på vej!

Ang uddannelse, så har vi ikke råd til jeg går på su, da jeg så ikke ville kunne betale vores regninger,har ca 11000 efter skat om md til alt,og bare min huslege er på 8000kr. Har prøvet at tale med min kommune om det, iser da jeg blev 25 "håbede på voksen elev løn" men det kunne de og ville ikke, fik jeg at vide. Jeg har været i forskelige jobs på bistand "arbejdsprøvning" men har motte stoppe igen da de skulle andsætte mig og skulle betale min løn hvilket de ikke ville. For så ville de ikke få penge fra kommunen for at have mig, var svaret.

Hej med dig. Jeg ved hvordan du har det da jeg selv gik igennem det helvede. Vores historier er næsten ens men jeg fandt en vej. Jeg kom til psykolog men syntes overhovedet ikke jeg fik noget ud af andet end mere dårlig over min situation og, dårlig samvittighed over for mine børn.
Du skal som nummer et vide at din opfattelse af dig selv er langt fra virkeligheden. Du har et barn og se på ham som din personlige sejr, han har det jo godt og klaret sig flot ikk. Derefter skal du kontakte din læge, Bed ham om at henvise dig til en Psykiater i stedet for en psykolog. Han kan sammensætte de helt rigtige piller som gør at du tager det mere roligt i hovedet og dermed giver dig overskud til det næste skridt. Når du kan mærke dit overskud skal du kontakte din sagsbehandler og sætte gang i en Revaliderings sag som gør at du kan starte udd. uden at gå ned i indkomst. DET ER VIGTIGT at du ikke lader dem feje dig af. Kæmp for din familie og dit liv. En dag vågner du op som mig med et smil på læben og alle de dårlige tanker vil kun være mindet om aldrig aldrig igen.
Kan du finde overskud, er motion slet ikke nogen dårlig ide har jeg måtte sande ;-). Gå eller løb nogle ture så tit du kan, det giver virkelig mere energi end man tror.
Håber jeg var til lidt hjælp. Gå ud til spejligt og sig, Jeg er smuk, sød, en dejlig mor og kæreste og aldrig igen skal livet eller mine tanker holde mig nede. For jeg er en vinder ;-)