HJÆLP mig andre mødre!!!

Jeg er mor til en pige på 3år. Hun siger mig imod KONSTANT og hele tiden dagen lang!
Jeg går her hjemme med hende dag ud og dag ind fordi vi ikke har kunne få en børnehave plads endnu! Jeg er løbet tør for ideer til hvad man kan lave og ikke kan lave at sjove ting, aktiviteter, male, tegne, i haven osv osv
Det er daglige skænderier, daglig ballade mellem hende og jeg!
Far hjælper ikke til i opdragelsen af hende, og har aldrig gjordt, og hun jo derfor går til ham når han kommer hjem fra arbejder og så kalder hun mig for "dum mor" og det er jo også klart når det er mig og hende der har balladen sammen hver dag fordi jeg ber hende om få ting og hun svare igen, jeg siger en ting til hende pænt at jeg ikke vil have hun gør det (fx slår hunden) og jeg siger Maria, lad være med at slå hunden, det gør ondt på den! NEJ, siger hun og kan finde på at gøre det igen, jeg hæver stemmen endnu mere og hun gør det igen, og så ender det med hun sidder på sit værelse og tuder og jeg sidder og tuder i stuen!
Jeg vil UD af denne onde cirkel, jeg vil have min glade og søde pige tilbage! Og ikke den pige der ikke gider mig og kalder mig for en dum mor, og råber af mig og kun vil have sin daddy!
Jeg har forklaret min mand (hendes far) at jeg ikke orker at stå med balladen og opdragelsen af hende selv og han så bare kommer hjem og "redder" hende med kram og kys og han INTET siger til hende hvis hun gør ting som at slå, tømme skabe, skrige osv.
Hun kan slå ham, rive ham, kaste ting på ham eller slå ham med legetøj, han kan sidde i en time og vente på tøsen finder det legetøj hun vil have med ud og handle, og så er der 10 minutter at handle i, i stedet for at sige. Legetøjet bliver hjemme! og så tage hende med!
Når han endelig tager en gang ballade med hende ender det med han siger til mig, gider du ikke gøre det, og så er jeg bussemand igen!! Det er A L T I D MIG DER ER BUSSEMAND, OG JEG VIL IKKE VÆRE DET MERE!!!
Hvordan får jeg rettet op på denne onde cirkel, jeg føler mig som en elendig mor fordi jeg skal skælde ud dagen lang og råbe af hende fordi hun ikke høre efter... Jeg har sat og grædt sammen med hende og uden hende og nu søger jeg bare råd, jeg KAN bare ikke længere, jeg vil ikke have min datter ser mig som en hysterisk dum mor (hun kalder mig jo dum)
Jeg har forsøgt den gode tone med, Maria, jeg bliver ked af det når du ikke høre efter hvad jeg siger (selvfølgelig skal mor jo ikke bestemme alt) men hun høre ikke efter og så ryger jeg op i det røde felt og så gør hun og ja, sådan køre det!

Det er godtnok en værre situation du er havnet i. For mig lyder det som om du helt har tabt grebet om hvem der bestemmer, både i forhold til din datter og til din mand.
Det lyder klart ud af din fortælling at din datter er klar over hun har magten, børn forsøger jo hverdag at komme lidt længere over stregen og det er så vores afgørelse hvor langt den går, i dag.
Du er nødt til sætte dig nogle faste rammer, det er din datter også bedst tjent med. Et nej er et nej og skal respekteres, bliver hun hysterisk og umulig må hun så rase/tude ud, men på sit værelse hvor hun samtidig kan spekulere lidt over tingene, du vil blive mødt med kæmpe modvilje i starten da hun jo er vant til du giver dig, men se stort på det og hold fast i at du bestemmer og hun bare kan fise ind til sig selv indtil hun respekterer det.Selvom hun "kun" er 3 år vil denne kamp altså være rigtig god for hende, når det vender og hun kender grænserne vil du opleve hun er glad og mere fri fordi nu ved hun, med sikkerhed, at i begge er gode venner. Du vil blive mødt med spørgsmål som "er du ikke glad for mig mere" osv og det er du da men ikke når hun opfører sig uriemligt, det kan et barn på 3 år godt forstå.
Din mand...jamen han skal da bare tage sin del af den opgave, du har hende hele dagen og jamen så er det hans tur når han kommer hjem, så kan han passende være der for hende med ja'er og nej'er indtil i m¨ske fællesputter hende ?.

Kan du ikke se, at det er din mand, der i virkeligheden er problemet? I er da nødt til at aftale de spilleregler, der gælder hjemme hos jer. Så når far kommer hjem, og "mor er dum" siger far - Nej, hun er ikke dum. Hun har ret i at man ikke må slå hunden. Forstår du, det vigtigste over for børn er konsekvens. Mor og far skal reagere ENS i konflikterne, så barnet finder ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Børns natur er jo at søge rammerne og bryde dem. Det gør barnet forvirret, når far og mor ikke har samme holdning og konsekvens. Jeg synes, at du burge give din mand en "opsang" for hans måde at være på overfor jeres pige, og så se at få ham meget mere med på banen. Som har kan jeg kun sige at det er skægt og spændende at være med i opdragelsen.

tak for dit søde svar...
Jeg har flere gange sendt hende på værelset, og jeg STÅR FAST når jeg skælder ud og mener ting (det glemte jeg at skrive i det første indlæg) men hun gør modstand lige gyldigt hvad!! Og når så far kommer hjem, løber hun mod ham med et STORT kram og siger, mor er dum, og så bliver jeg dypt ulykkelig!
Jeg har virkelig hævet stemmen overfor hende så jeg er helt nervøs for at naboerne tror jeg er ved at slå min datter halvt ihjel!
Hun har ALTID været en temprement fuld dame! Men jeg føler virkelig har har mistet grebet nu og at alt bare er skrig og skrål...

Kære ven dog. Altså din lille pige er jo sådan fordi hun ikke har det godt.
Det er da også fjollet at din mand, ikke rigtigt vil være barnets far. At være forældre følger jo både de gode og dårlige ting. Så din mand skal simpelthen mere på banen! I er nødt til at være mere enige om hvordan jeres datter skal opdrages, ellers får i en rigtig hustyran når hun bliver lidt ældre. Du er nødt til at sætte "kniven" for din mands strube og kræve at han går ind for det.
Din datter har fundet ud af at hun kan få det lige som hun vil have det, ved at skabe splid imellem jer to.
Jeg siger held og lykke.

Jeg har forsøgt og forsøgt og forsøgt... Og jeg orker ikke mere... Jeg er begyndt at holde min kæft,
Jeg har snakket med ham omkring opdragelse og at man skal være et team for at få tingene omkring børnene til at fungere, hvor efter at han svare mig med, okai, det skal jeg nok, og det svar har jeg hørt millioner af gange og det virker ikke..
Jeg har ALDRIG hørt ham skælde ud eller tage fat i hende og smide hende på værelset....
Han bruger utrolig meget af sin tid på sin computer,( og er begyndt at indvolvere hende i den også, hvilket jeg er gal over, han sætter tegnefilm på, på sin pc og så kan hun sidde der i flere timer og se tegnefilm så han kan ordne sin pc imens) hvilket altid har været problemet i dette forhold lige siden vi mødte hinanden og før vi fik datteren...
Mht min datter´s sengetider, jeg ønsker at min datter har nogle rytmer som hedder sig at hun kommer i seng kl. 21.00 og så sover hun til en 8.00 hvor jeg så står op med hende og spiser morgenmad, så går vi en tur eller leger i haven eller planter blomster (hvilket vi bruger til på pt) (far er på job) og så spiser vi frokost kl.11.30 nogle gange sover hun så til middag (hvilket hun gør nu) og andre gange ikke, kommer an på hvor hvor træt osv hun er og om vi skal noget senere...
Men om aften hvis JEG ikke lægger hende i seng, opdager far sjældent hun er oppe, og på et tidspunkt hvor jeg arbejdede var hun oppe sammen med ham til kl.23 nogle gange længere og jeg flippede totalt ud på ham!! (hun gik i vuggestue på det tidspunkt)
Min mand skal også ALTID sidde ved sin pc til kl.01.00 om natten, han går sjældent med i seng, så jeg og datteren går som regel alene i seng. og når han så går i seng skal han altid have sin ipod med i seng, og nej jeg lyver virkelig ikke..
Han har sovet med musik/disck mand eller ipod HVER NAT i de 5år vi har været sammen, HVEEEER nat! Før i tiden da vi ikke havde barn, skulle hans anlæg spille musik mens han sov om natten...
Måske er jeg for sippet, men jeg ønsker virkelig det bedste for min datter, og jeg ønsker virkelig hun får en god opvækst uden for mange problemer og skænderrier.
Men jeg føler at jeg ingen hjælp får fra min fyr. og jeg ved ikke hvordan jeg skal indvolvere ham længere

hej kære mor.
Du har fået en lille fræk grænse-søger mellem hænderne. Tag det roligt, det er ikke unormalt!
Så vil jeg fortælle dig dette: Konsekvens skal komme umiddelbart efter max. 1 advarsel. Du bør ikke hidse dig op, men roligt tage din datter, sætte hende ind på værelset, og lade hende komme ud igen 10-15 min. efter. Vis hende at du mener hvad du siger, og lad ikke en 3-årig bringe dig ud af ligevægt...hvad vil du så gøre når hun bliver 17 ??
Hvad barnets far angår...ja, du har jo valgt ham, og nu må du enten tale med ham om, hvordan det påvirker både dig og jeres datter, at han er inaktiv, og kun agerer hyggeonkel. Han påtager sig ikke sit ansvar som forælder, og dette vil have effekt både på hans forhold til hans datter (hun vil miste respekt for ham, som voksen, forælder og menneske), og dit forhold til ham bliver jo også påvirket af det, ikke❓Har du "lyst" til en mand, der viser sig svag og som ikke tager initiativ eller ansvar?
Held og lykke herfra

at sætte en stol for døren for ham, og han fatter minus!
Han siger, jamen jeg vasker jo op?!??!?!?!?
Og jeg står bare og måber over det svar, hvad har fx det emne med sagen at gøre?? Jeg vasker tøj, hænger det op, læggr det på plads, vasker op i løbet af dagen, laver mad, passer "vores" hysse datter, passer to hunde hvor den ene er en hvalp og skider på gulvet hele tiden, jeg tørre støv af, vasker gulvet, ordner have, handler ind, betaler til mad og andre diverse ting...
puha

Hold kæft hvor har jeg ondt af dig. Undskyld, jeg siger det, men din mand er da et hamrende umodent drog. Som jeg læser dit indslag er han da slet ikke voksen nok til at være ansvarlig for et barn. Hvor gamle er I? Jeg var 33, da jeg første gang blev far og da var jeg altså nået til et punkt hvor jeg kunne slippe min PC og nyde min familie. Jeg tror ikke det bliver bedre, med mindre din mand ændrer total adfærd eller at du forlader ham og bliver alene mor. Så kann du da i det mindste sætte dagsordenen.
Hvor bliver jeg ked af det, når jeg hører sådan en historie. Tag nu og spark ham i hans dertil indrettede.....

Nej, jeg ønsker virkelig ikke at man mand står på standby når jeg ordner tingene...
Men jeg forsøger virkelig også ikke at hidse mig op, men det er SÅ svært...
Men jeg vil også forsøge fra nu at at slet slet ikke hidse mig op, og så bare sætte hende på værelset når hun ter sig.
Hvilket besked skal jeg give hende? kan jo ikke bare smide hende på værelset uden en grund eller hvorfor, fordi så står hun jo som et❓og tænker, jamen mor, hvorfor står jeg nu her!
Skal jeg fx sige lad være at slå hunden! gør hun det igen, så sige, hvis du ikke stopper kan du gå på værelset. stopper hun så ikke, så tage hende i hånden /eller bære hende ind på værelset.
eller hvordan

Hej Maria´s mor.
Du får fuld forståelse fra mig. Det er ikke nemt at have børn.Og lige denne tid, hvor børnene er 3-4 år kan det gå virkelig skævt for forældre. Det er så kaldte oprørske år og børn stritter meget imod, for de vil gerne være "voksne" .
Du må være konsekvent i din adfærd.I stedet for at råbe ad Maria kan du måske vælge anden- du siger til hende at de ting som hun skal lave og fortsatter selv med dine. Og hvis hun ikke gøre det - så må du ikke råbe, men siger at hun får ikke lov f.eks. at se TV, eller de ting som hun ellers gerne vil. Men du må være konsekvent - selvom hun skriger - må du ikke give op og ikke råbe ad hende. Sig bare en gang - tydelig og bestemt. Jeg har lavet aftale med min pige om, hvis hun ikke ryder op på sit værelse, så om aften (en gang om ugen-søndag) kommer jeg med affaldssæk og alt, hvad der ligger på gulvet ryger bare ind i den (jeg smider det ikke, men gemme og ligger i hendes skab efter et stykke tid uden at hun får det at vide).Det var et stor problem fra starten, vi kunne skændes uendelig lang tid. Men efter jeg indførte denne slags oprydning - behøver vi ikke diskutere - hun ved at det er bare træls,hvis alt hendes tøj og måske legetøj pludselige væk.
Og det gælder alt - hvis du siger nej - så mener du nej. Det hjælper ikke at skifte mening efter par timer bare fordi man er træt af at høre på den skrigende unge. Din tavshed vil virke meget stærkere på Maria end råben.Lad hende forstå at det er dig, der er voksen. Diskuter aldrig med børn!!! Og selvom hun kalde dig for dum mor - det skal du ikke ta´så tung - det gøre alle børn.
Prøv at lære at holde tavsheds pauser - ta´det som udfordring!
Held og lykke.

jeg er 22år og han er 25år... Ja vi er unge, det ved jeg...

kan tit have glæde af deres egne forældre. Har du overvejet at lade dine egne forældre fungere som aflastning en gang imellem?

Jeg holder fast i mine nej,er og ja,er og jeg forklare hende tit at hvis ikke hun stopper med fx at slå hunden, så gider han ikke bo her, så flytter han... Nej, siger hun og så stopper hun så også, men kan så resikere hun gør det igen et stykke tid efter... Men nu er det ikke tit hun slår hunden, nu er det mere problemer som at rydde op, kaste med legetøj, svare mig igen med nej,er hele tiden, osv...
Hun er ikke strid overfor andre børn og trives fint med andre børn, hun har aldrig slået andre børn eller bidt eller i den dur, der er hun utrolig sød pige og hjælper gerne den som er ked af det.
Enkelte gange har hun desværre måtte overvære et skænderri mellem manden og jeg, (og jeg føler mig som en elendig mor fordi hun har det) og der kommer hun og siger at JEG skal sige undskyld til far... jeg forstår slet ikke hvorfor det altid er ham der skal have kram og kys og man skal sige undskyld til, det gør mig pisse ked af det, men ok, hun er kun 3år og kan jo ikke se hvad mor har med at gøre hver dag.

ja, hun elsker sin mormor og morfar meget højt samt mine mindre søsskende, hun er hos sin mormor en weekend ca 1 gang om måneden, og der har aldrig været problemer. Det er så ikke aflastning, fordi syns ik det er det jeg har brug for, jeg har brug for en rytme og forståelse og hjælp fra manden...
Men jeg bruger mine forældre når vi skal noget, fx i biffen for at hygge os og sådan

Prøv nu at høre her....din mand er et problem (et stort et!) Tackl ham om aftene når Maria er lagt i seng.
Maria skal have besked på at man ikke må slå hunden (det ved hun garanteret godt i forvejen)...gør hun det en gang, og du fortæller hende at hun ikke må slå hunden, fordi det gør ondt på den, hvorefter hun gør det igen, rejser du dig med det samme, tager fat i hende (evt. ved hånden) og siger: Jeg fortalte dig, at du ikke måtte, fordi det gør ondt på hunden. Nu må du gå ind på dit værelse, når du ikke vil høre efter hvad jeg siger, og jeg kommer og henter dig igen om lidt.
Lad endeligt være med at hidse dig op....det har negativ effekt, for barnet får magten på den måde.
Pøj Pøj

"Og når så far kommer hjem, løber hun mod ham med et STORT kram og siger, mor er dum, og så bliver jeg dybt ulykkelig!"
Hvorfor snakker du ikke med hendes far, og
fortæller ham. Hvad han skal gøre, når hun
forsøger at spille jer ud imod hinanden.
Når hun løber over til sin far og siger at
mor er dum. Så skal han fortælle hende, at mor
er sød og hun skal gå over til mor og sige undskyld.
Måske du skulle tage en snak med din mand,
om jeres fælles opdragelse af Maria.

jeg forsøge når hun engang ter sig igen (lige nu tager hun sig en lur)

ikke maria der skal have besked på at sige undskyld, måske er det snarere far som skal sige undskyld til mor !
Sad lige og tænkte over den og det du skrev...
Du har ret.. Men han glemmer at sige det til hende, og siger jeg det så til ham, siger han bare mumlen, ja det kan jeg godt se, og sådan køre det.

Ved du hvad du skulle? Du skulle tage på en god laaaaannnggg ferie ud til din veninde eller en søster langt væk under påskud af at hun har store problemer. Din mand bliver selvfølgelig hjemme og passer hus og barn.... Så skal han få syn for sagen! Så må han kunne vågne op. Hvis han kommer med undskyldninger om at det kan han ikke klare, må du sige at i dagens Danmark kan alle mænd klare sig selv,og deres børn.Uden deres koner!
Når du kommer hjem, er han nok til at tale med. Så er i ligesom på samme level..Så at sige

Det er ikke datteren, der er problematisk, det er dit forhold fejler. Du har ikke overskud til de simple ting, derfor alt virker så kompliseret!!! Og hvis manden har helt andet synspunkt på opdragelsen - det er ikke nemt. Kommunerne har såkaldt Familierådgivningscenter, som hjælpe med at løse opdragelses problemer i familier med børn. Prøv at snakke med kommunen eller med familie (par-)teraupeut.
Ellers kan det koste dig helbredet, hvis du skal kæmpe mod vindmølle.
Held og lykke

Men så ender min datter med større problemer da min kæreste glemmer at give hende frokost, lader hende drikke cola og spise skidt og lort i lange baner, leve af scooby doo tegnefilm enten i tv eller dawnloadet på nettet!!
Min datter har som sagt ikke børnehave plads endnu og min mand har lige fået arbejdet, så han kan ikke passe hende da han jo ikke kan få fri og vi ingen pasning har, men ellers en fed tanke...

Hej Maria´s mor.
Jeg tror slet ikke Maria er problemet.
Problemet ligger hos dig og Maria´s far.
Når Maria kan mærke at der er noget skævt derhjemme - kan hun jo ikke sige det med ord. Men hun siger det ved hjælp af sin opførsel. Når du ikke har det godtm,så har hun det heller ikke godt.En glad mor giver helt automatisk et glad barn. Har selv prøvet det.
Jeg tror ikke du og din kæreste har det godt sammen, blandt andet fordi han stadig kun er en "dreng", som forventer at du som pigen stort set er hans "mor". Du løber træt i at prøve at få det hele til at fungerer derhjemme, fordi du selvfølgelig gerne vil have den lille kernefamilie.
Jeg vil foreslå at du sætter dig ned sammen med din kæreste og fortæller ham at nu er du begyndt at lede efter en lejlighed, fordi dig og Maria flytter. Reagere han❓ Hvis ja, så fortæl ham hvorfor - vis ham evt. alle disse svar du har fået her i debatten. Hvis han bare trækker på skulderen - så er det tid til at du flytter.
Rådfør dig evt. med en sagsbehandler i kommunen.
Ja, jeg ved at jeg sidder her og anbefaler dig at blive enlig mor - men måske er det lykken for jer alle 3. Måske kunne alting blive bedre.
Jeg tuder sgu på dine vegne - for du er ikke lykkelig.
Elsker du din kæreste❓Er du lykkelig❓Hvorfor er du ikke i arbejde /under uddannelse❓
Der er så mange spørgsmål, og det er der fordi det er svært at rådgive dig, når man ikke kender hele din situation, andet end at du er ulykkelig over at dig og Maria er endt der hvor i er.
Men husk ....Du er den nærmeste til at sørge for at både du og Maria har det godt. Jeg ville gerne skrive meget mere til dig....men kan ikke uden at vide mere om dig.
Jeg kan kun sige : Pøj Pøj.....vidre med dit liv, som gerne skulle være lykkeligt og harmonisk.
Et stort knus fra mig

"i stedet for at sige. Legetøjet bliver hjemme! og så tage hende med"
Som 3-årig? Hun skal have lov at tage sin bamse/dukke/andet legetøj med ud og handle, og hvis du ser mere yndigt på netop det problem, kan det så kaldes et problem?
Det var en ting!

Maria skal sige undskyld til dig, for man
bagtaler ikke sin mor, og kalder hende for dum!

Kære Marias mor
Du står jo med en helt umulig opgave, som jeg kan genkende noget af fra mig selv. Du kæmper og kæmper men har mistet overblikket, ikke mindst fordi du står alene med det, din mand vil ikke være med til at opdrage Maria eller støtte dig i "kampen" mod hende, men plejer udelukkende egne interesser...Hvad vil du med ham? Du er nødt til at sætte ham stolen for døren. Jeg ved du har forsøgt men så gør det igen. Hvis han ikke vil bidrage og hjælpe dig, må i gå hver til sit(hvad vil han sige til det?). Som det ser ud nu, er du og Maria (for hun lider også under det manglende engagement fra ham)bedre tjent uden..
Som jeg ser det, gør du jo utrolig mange ting rigtigt - du er konsekvent over for hende, sætter grænser, laver en fast dagsrytme(forudsigelighed)osv. Det er en sej kamp og når I så går hjemme sammen hele døgnet, kan jeg godt forstå, at du er kørt træt(hvordan lader DU op og får energi???). Desværre skal der jo ikke meget til, at vi som forældre kører hurtigere op overfor vores børn, når vi er nedkørte, og det gavner ingen, men vi er altså kun mennesker..
Det svar du fik fra en far, mener jeg virkelig slår hovedet på sømmet. Problemet er ikke dig, som du vist føler...(?)men din mand! Jeres pige står fuldstændig splittet og vælger naturligvis den lejr, hvor det er nemmest for hende at få sin vilje. Børn er jo ikke dumme. Du kan ændre og ændre, lave nye tiltag, men uden din egoistiske, selvoptagede computernørd af en "mand", lykkes det ikke, hvis I deler husstand. Hvordan har du iøvrigt kunne leve sådan så længe???
Hvad med Jeres øvrige familie eller venner, kan de hjælpe eller aflaste lidt? Det lyder somom du i den grad mangler tid til dig selv, noget der kan give DIG energi og glæde. Hvis fx Maria kunne være fast hos en nogle timer hver uge, eller en hel dag? Det kunne være med til at give dig et pusterum....
Din mand er du simpelthen nødt til at få i tale, hvordan ved jeg ikke..måske tager han dig ikke seriøst, fordi du måske ikke har magtet at holde ved, eller? Denne gang er du altså nødt til det for alles skyld. Problemerne vil ikke blive mindre, tværtimod vokser de bare...
Knus fra mig!

Desværre er der en anden grund til at hun bliver hysterisk og umulig.
3 år er ikke ensbetydende med at hun er dum, hun kan måske bare ikke udtrykke sig så godt!
Du må indlede dig selv og dit barn i en cirkel af samme interesser. Må hun lære dig ting, må du også lære hende. Du er ikke mere en person, du er to!

Som gud
eller som medmenneske
Du er hendes et og alt, hun vil alt vad du vil, hun ser op til dig. hun må ikke føle sig undertrykt af det hun holder mest af, ja det er vel lidt det samme som i et kæresteforhold.
tag ud og køb 5 cd'er du ved du kan lide🙂det gør nu altid en glad med musik, men en cd er ikke nok! ;)
Du er gude god til at gøre det godt for dig selv, du skal bare lære det!

det betyder for det første utrolig meget for mig at nogle gider bruge tid på at komme med s gode svar som jeg har fået...
Jeg har faktisk fundet frem til en ide, og det er at jeg printer dette ud til min mand, og så kan han jo læse at jeg ikke er den eneste som har det sådan, og som mener som jeg gør... Og så kan det være (håber håber) at han ændre sin adfærd.
Jeg lader sjældent op, jeg lader kun op når min datter sover til middag, så lader jeg op foran tv,et og nogle gange slet ikke fordi så skal der vaskes gulv, støvsuges osv...
Jeg tror jeg kontakter min mor nu her og høre om maria må komme på weekend i weekenden, de tager som regel på camping, så det vil maria nyde..
Det at min pige står splittet det ved jeg godt, og gud hvor jeg føler jeg burde slå mig selv med et eller andet, fordi det HAR jo stået på længe og så må det jo også være ig der er dyot dum i bolden...
Men jeg har fast besluttet der skal ske nogle ændringer nu..
Jeg har endda forsøgt 3 gange at lave rytmerne på papir til min mand, madplaner osv osv for han kan følge med og huske tingene (fordi han glemmer alt) men det hjælper heler ikke, så glemmer han bare hvor han har lagt papiret !

jeg sidder og blir helt våd i øjnene over de indlæg jeg får, troede slet ikke jeg ville få så gode svar og støtte...
mht at flytte og kigge på lejlighed, det har jeg gjordt 3-4 gange, og det der så sker er at manden begynder at hyle og kramme mig og sige han elsker mig og ikke kan leve uden mig, og at han nok skal ændre sig, så har vi det fint i en 2-3 uger og så køre det ned af bakke igen! og sådan har det hele tiden gået...
Ja, ærligt, jeg elsker ham, men må indrømme min kærlighed til ham er røget lidt med tiden pga de problemer

i det, jeg plejer altid at gå ind til hende og sige, Hvad med denne her? eller denne her? sådan hjælpe hende på vej til at finde ud af det...
Hvor far bare står og glor og tripper og siger KOM NU! Og han kan stå sådan i en time før han handler...
Jeg går ind og sætter mig på huk og siger, HVOR er din care bear fx, og så er vi ude på 2min.
ved godt børn gerne vil have ting med, og det får hun osse lov til

Hej igen,
Hvor lyder det bare godt, at du har taget nogle beslutninger...
Det er godt at du har noget familie som kan hjælpe dig i alt det her. Det jeg tænkte på i mit forrige svar var, at Maria måske i en periode fast kunne være hos dine forældre en bestemt ugedag, så du ved, at på det tidspunkt er det bare dig tiden skal bruges på, noget DU har lyst og som kan give dig ro eller energi eller whatever (tiden skal ikke bruges på tøjvask eller lign!!!! Kun på dig!)...Samtidig tror jeg også, at Maria vil gå og glæde sig til, at fx. tirs. skal hun besøge mormor. Sig til din mand, at du vil gøre noget for dig selv....Det bliver nemt en daglig trommerom, kedelig og drænende for jer begge. Hvad med noget legestue, forresten? Er der det hvor I bor? Måske er der andre som også går hjemme med sådan en krudtugle der også gerne vil ud....opslag i brugsen/købmanden måske?
Jeg tror det er møgvigtigt, at man selv får energi til at tage hvad der nu kommer. Man kan nemt komme til at glemme sig selv undervejs...Tro mig, jeg HAR været der!
Bor du i nærheden af en Harald Nyborg forretning forresten? Jeg har set at man kan købe en megafon der kan høres 600 m væk - det kan din gemal for fanden vel forstå? (det kan også være, at han ikke lige glemmer det...:-))
Knus fra mig igen

hvis du virkelig elsker ham og hvis han virkelig elsker dig...så prøv at virke ligeglad med ham måske lade som om du har set en anden pæn fyr forståmig gøre ham virkelig jalou...det lader ikke til at han holder nok af dig...og få ham til at indse at nu er det enten eller...så man han vælge enten pæst eller kolera...knus.

Marias far står model for en del skud, måske berettiget. Men den mulighed at han ikke genkender problemet pga manglende kommunikation mellem forældrene kunne jo være tilstede. Måske oplever han et scenarie hvor han kommer hjem og møder en kæreste der bare synes alting er håbløst, og grunden til hans lidt langsomme reaktion er måske han så forsøger at have mere overskud/tålmodighed over den opkørte situation.Bare en tanke.....vi ved det jo ikke, men ialtfald som jeg sagde i første indlæg skal forældrene snakke sammen om problemet og finde faste ens retningslinier, Han kan jo evt kigge i vores gode råd og snak her til en begyndelse for at forstå situationen hvis Marias mor synes det er uoverskueligt at forklare på én gang. Så har de da et fælles udgangspunkt for en god samtale og måske nogle løsninger.

Hej Maria´s mor.
Jeg vil bare lige sige at det var fantastisk at du stod frem med dit problem - se alle de gode svar du fik !!
- og så vidt jeg kan læse på dine indlæg ,så er du allerede nu ved at være mere optimistik.
Det skal nok gå- jeg ønsker dig bragende held og lykke, også til din datter og kæreste. Han skal jo bare lige dunkes i hovedet....måske med udprint af alle disse svar du har fået.
Pøj Pøj og stort knus herfra " også en mor".

Hej Marias mor
Jeg er selv mor til en ret stædig 3-årig med en kæreste, der ikke altid tager de samme ting alvorligt som jeg gør. Min erfaring er at det er utroligt vigtigt at være enige om hvordan opdragelsen skal varetages. Det kan godt være at man ikke kan nå til enighed om alt, men man skal være enige om de daglige måde at takle de konflikter der altid vil komme.
Det lyder som om du har taget en god beslutning med at sende Maria på weekend hos mormor og få talt om problemerne med din kæreste. I har meget I skal have talt om så det vil nok være en god idé at strukturere det lidt:
Først og fremmest er du nødt til at gøre det fuldstændigt klart for Marias far at grænsen er nået: Hvis dette mønster fortsætter er I ikke sammen særligt meget længere; det kan du ikke holde til og det vil heller ikke være rimeligt overfor Maria.
Jeres datter har brug for faste rammer (som du allerede er klar over): Diskutér disse grænser helt konkret og bliv enige om nogle retningslinier. Jeg er sikker på at han også kan se det urimelige i usunde måltider, cola og alt for sene sengetider. Maria skal da også forkæles en gang i mellem, men så skal det være noget I er enige om og ikke bare fordi det er det mest bekvemme i situationen.
Du er simpelthen nødt til at forklare hvad hans slaphed overfor Maria gør ved dit forhold til hende. Det gavner ikke Maria at han fjerner din autoritet. Så længe det er dig der skal passe hende hver dag så er det dig der har fingeren på pulsen, og indtil videre må han prøve at fortsætte din linie når han kommer hjem. Hvis han synes denne er urimelig, så må I vente med at tale om det tilMaria er lagt i seng. Det kan godt blive hårdt for ham til at starte med, for det vil betyde at han og Maria bliver meget uenige i de få timer de er sammen når han kommer hjem fra arbejde. Men det vil blive meget bedre senere for jer alle tre. Og fat mod: hun er bare tre år - du kan godt nå at rette op på jeres mor-datter-forhold.
I øvrigt lyder det som om dig og Marias far også kunne bruge en weekend mere til bare at pleje jeres eget forhold. Det kan godt være at du har valgt ham engang med nattemusik, natte-pc og det hele, men jeg kan godt forstå hvis du forventede at ungkarle-livet ville blive modereret en del når I begyndte på famlie-livet. Det er ret associal når han sidder ved pc'en så sent og skal høre musik om natten. Det bliver en ond cirkel fordi han så bliver endnu mere træt og mangler overskud til familie-livet næste dag. Fortæl ham at det faktisk kræver både tilstedeværelse og nærvær at bo sammen hvis det skal være mere end bare to der deler adresse.
Det bliver hårdt for ham at få alt dette at vide så prøv at sige det på en venlig og forstående måde - men det er ret vigtig for jeres familie at I får rette op på disse mønstre.
Med venlig hilsen og held og lykke
Mette

Jeg havde samme problem med min den første og endte med at gøre følgende:
Når hun havde gjort noget evt. slået hunden, mig eller ligende lod jeg som om jeg ikke hørte hende og begyndte ofte at vaske op, til at starte med skreg hun og begyndte at slå fordi jeg ikke reagerede før jeg var færdig og hun var faldet ned.
Senere begyndte hun at græde og sige undskyld for det er ikke rart at der ikke kommer nogen reaktion.
Det vigtigste er at lære ikke at råbe op for det er netop den reaktion de vil have for så har de vores fulde opmærksomhed og ved de kan køre med os.
Min mand var håbløs og jeg tror han nød at være den gode, men han har idag forstået at, når vores børn bliver sure på mig og kalder min dum eller ligende, at sige at det vil han ikke høre, men dette er også kun fordi jeg fortalte ham, at hvis han ikke reagerede på det ville det ende med, at de mistede respekten for mig, når det blev større for den der tier samtykker og i bund og grund gav han dem jo ret ved ikke at reagere.
Håber du får løst dit problem for det tager med garanti hårdere på dig end på dit barn og er du ikke glad er hun det heller ikke og man begynder at gå i selvsving.

især ikke til sin "mand" og det er jo faktisk det du er.
Du er mor både for din datter og din mand og det er bestemt ikke rimeligt!
Jeg har haft det på samme måde, næsten, for min datter var i pasning hverdag og jeg havde arbejde, men jeg skulle aflevere og hente, på trods af at far kørte lige forbi børnehaven på vej på arbejde og jeg arbejdede i den modsatte ende af byen. Når jeg havde hentet tøsen, skulle der handles og så hjem, med frk. hys på slæb.
Vel hjemme opdager man posten stadig ligger inden for døren (bor i lejlighed på 4. sal) men "manden" er kommet hjem, han sidder foran puteren. Kl. nærmer sig med hastige skridt 17.30 og der skal laves mad, gæt hvem der gør det!
spisningen foregår nogenlunde, men så skal frøkenen bades, mor igen, puttes, mor igen, og far har hele aftenen siddet foran puteren, og kun sagt hej til hans datter og forsøgt at hygge med hende 5 min, mens mor lige fandt nattøj.
Sådan gik det hver dag til jeg sagde stop!!!
Jeg tog simpelthen mit og tøsens tøj og flyttede, nu har jeg en datter der for det meste er sød og hører efter (alle har ret til en dårlig dag en gang imellem), og jeg har tid til at slappe af og hygge sammen med hende selv om vi for tiden er sammen 24/7.
Vi har fået en ro over vores dagligdag, fordi reglerne altid er de samme og konsekvensen for ikke at hører efter også altid er den samme.
Faren lærte også at tage sig ordenligt af tøsen og nu får jeg en glad pige hjem fra weekend hos far, disse weekender bruger jeg så til at være "singel", altså sammen med veninderne, gå i biffen eller i byen og danse.
Jeg håber ikke du er nødt til at være lige så drastisk, men jeg gjorde det for min datters skyld, for at hun skal vokse op som et harmonisk menneske.
Venlig hilsen TRrina

min mand og jeg tog en snak...
Han var ikke videre intresseret en det gamle "jeg skal nok gøre noget mere" så jeg sagde lige ud til ham at han skal pakke sine ting og forlade huset, da jeg ikke ønsker dette skal fortsætte sådan!
Han blev ked af det og sagde det han nu igen plejede at sige, hvor jeg sagde til ham at den havde jeg hørt før, nu havde jeg brug for regler 0g rytmer med min datter og vil helere være singel en at dele den med en der lover en masse med ikke holder.
Jamen han vidste jo godt at han var doven og at han skulle gøre noget mere ved sig selv, men jeg stod fast, denne gang skulle det være slut...
Vi er derfor gået fra hinanden og han har taget sit tøj og kørt... Vi er venner, snakker som venner (endnu) og datteren har vi aftalt skal være hos sin far hver anden weekend, hver anden jul og nytår....
Til jer her inde vil jeg sige 1000 tak for jeres svar, det er virkelig virkelig noget jeg har kunne bruge...
knus til jer alle

Hej,
Det lyder somom, at du igen har fået mod på det, hvor er det godt! Nogle gange er man bare nødt til at tage sådan en "drastisk" beslutning. Det virker helt klart somom, at det simpelthen bare var dét der skulle til for jer alle. Hvad siger Maria til det mon?
Jeg er ret sikker på, at du meget hurtigt vil kunne mærke positive ændringer hos Maria, når hun ikke længere kan mærke splittelsen og de dårlige vibrationer!!! Fedt, at I kan bevare en positiv kontakt - for alles skyld.
Rigtig meget helt og lykke til Jer.

Det er vigtigt at holde sig til en historie ellers mister man troværdighed. hilsen AnoQ

Hej Maria´s mor
Jeg kiggede lige ind for at se om der var "noget nyt" - og sørme...sikke en vending.
Håber dig og Maria - og også din kæreste nu vil få det herligt alle 3.
Håber du og Maria får en god, harmonisk og lykkelig tid sammen, at din kæreste også kan få del i den glæde i nu finder, på den måde at I kan "deles" på en god måde om Maria.
Held og lykke ti jer alle 3

den debat du snakker om...