Jeg er ond over for min soen ......og meget ulykke
Tak til alle for jeres svar det var dejligt at nogen tager mig alvorligt.....For det har jo egentligt voeret mit problem i loenge....Loege/phykolog/psykiater/koereste siger at jeg er rask,bortset fra at jeg lider af angst.
Vi bor i Frankrig hvor det er helt normalt at give roevfuld,saa ingen kan se at det er unormal opfoersel (jeg har endnu ikke slaaet ham saa haardt at der er kommet moerker),saa derfor er der ikke nogen som griber ind,og naboerene er ligeglade i paris er det helt normalt med raaberi og hidsige foroeldre.
Mine 2 oeldste soenner er fra et andet forhold,som var rigtigt daarligt,jeg flygtede da jeg var gravid med nr.2 og da jeg saa min lille nye fine dreng lovede jeg ham at han ikke skulle skades ,som den oeldste for det var en extrem haard seperation,og et extremt haardt liv vi havde levet sammen d.v.s at jeg blev slaaet og psykisk terror dagligt,alt dette var min soen vidne til........Da jeg saa blev alene med mine 2 drenge gik det udmoerket,godt nok ret stresset,men det var okay mine voldsecener overfor min soen startede da han var 3 og et halv, jeg kan ikke klare at han ikke hoerer efter hvad jeg ber ham om, tit er det der det hele starter........Min psykolog siger at hun tror at min soen minder mig om den frustration jeg havde sammen med hans far og derfor gaar jeg amok paa ham.
Jeg fandt min nuvoerende koereste og blev hurtigt gravid;det hele var lykkeligt ,men saa efter foedslen begyndte angstanfaldene og mine voldekonfligter med min store dreng er blevet voerst og mest frygtelige.Mine angstanfald er noesten stoppet (det har psykologen klaret hvilket jo er dejligt),men hvad kan jeg goere??????? Skal jeg tage en beslutning om at faa ham anbragt,jeg har spurgt hans far om han kunne tage sig af ham men det vil han ikke,saa har jeg min egen familie tilbage i Danmark som kunne voere en mulighed...........Det ville bare voere enormt haardt at skulle indroemme hvor daarligt en mor jeg er.......eller i saa fald har voeret.
Jeg gaar stadig til psykiater 1 gang om maaneden godt nok har jeg ikke voeret der i 2 maaneder,men har en tid paa torsdag.Og jeg proever paa at ligge en slagplan for at finde en udvej..Paa et tidspunkt havde jeg det godt og var voldfri i 2 maaneder,men lige nu er det meget slemt.Og jeg blir selv bange for en virkelig alvorlig vold fra min side af.
Jeg har ogsaa toenkt om det bedste var at jeg flyttede hjem til mine foroeldre med alle 3 drenge og gaa fra min mand,der ville vi kunne faa hjoelp og stytte og faa et voldfri klima.........Men er det en loesning at bryde hele framilien????????og saa kan jeg jo heller ikke bo evigt hos mine foroeldre vel......Er det bedst jeg finder en loesning hernede????????????? Vores forhold er ikke optimalt ,men heller ikke katastrofalt......og vi elsker hinanden,og han er rigtig god ved drengene,godt nok er der en lille forskel for den mindste er jo hans,men det er vel kun menneskligt.
Jeg er udmoerket klar over at der skal goeres noget,og jeg vil virkelig gerne blive en velfungerende familie,men det hele er 1 stort kaos,og det voerste er den manglene stoette fra min mand jeg er foeler mig saa ensom og alene om beslutningerne med hensyn til drengene.....
Det hele er ved at oedeloegge mig ,jeg har ikke nogen levelyst loengre....
Vi bor i Frankrig hvor det er helt normalt at give roevfuld,saa ingen kan se at det er unormal opfoersel (jeg har endnu ikke slaaet ham saa haardt at der er kommet moerker),saa derfor er der ikke nogen som griber ind,og naboerene er ligeglade i paris er det helt normalt med raaberi og hidsige foroeldre.
Mine 2 oeldste soenner er fra et andet forhold,som var rigtigt daarligt,jeg flygtede da jeg var gravid med nr.2 og da jeg saa min lille nye fine dreng lovede jeg ham at han ikke skulle skades ,som den oeldste for det var en extrem haard seperation,og et extremt haardt liv vi havde levet sammen d.v.s at jeg blev slaaet og psykisk terror dagligt,alt dette var min soen vidne til........Da jeg saa blev alene med mine 2 drenge gik det udmoerket,godt nok ret stresset,men det var okay mine voldsecener overfor min soen startede da han var 3 og et halv, jeg kan ikke klare at han ikke hoerer efter hvad jeg ber ham om, tit er det der det hele starter........Min psykolog siger at hun tror at min soen minder mig om den frustration jeg havde sammen med hans far og derfor gaar jeg amok paa ham.
Jeg fandt min nuvoerende koereste og blev hurtigt gravid;det hele var lykkeligt ,men saa efter foedslen begyndte angstanfaldene og mine voldekonfligter med min store dreng er blevet voerst og mest frygtelige.Mine angstanfald er noesten stoppet (det har psykologen klaret hvilket jo er dejligt),men hvad kan jeg goere??????? Skal jeg tage en beslutning om at faa ham anbragt,jeg har spurgt hans far om han kunne tage sig af ham men det vil han ikke,saa har jeg min egen familie tilbage i Danmark som kunne voere en mulighed...........Det ville bare voere enormt haardt at skulle indroemme hvor daarligt en mor jeg er.......eller i saa fald har voeret.
Jeg gaar stadig til psykiater 1 gang om maaneden godt nok har jeg ikke voeret der i 2 maaneder,men har en tid paa torsdag.Og jeg proever paa at ligge en slagplan for at finde en udvej..Paa et tidspunkt havde jeg det godt og var voldfri i 2 maaneder,men lige nu er det meget slemt.Og jeg blir selv bange for en virkelig alvorlig vold fra min side af.
Jeg har ogsaa toenkt om det bedste var at jeg flyttede hjem til mine foroeldre med alle 3 drenge og gaa fra min mand,der ville vi kunne faa hjoelp og stytte og faa et voldfri klima.........Men er det en loesning at bryde hele framilien????????og saa kan jeg jo heller ikke bo evigt hos mine foroeldre vel......Er det bedst jeg finder en loesning hernede????????????? Vores forhold er ikke optimalt ,men heller ikke katastrofalt......og vi elsker hinanden,og han er rigtig god ved drengene,godt nok er der en lille forskel for den mindste er jo hans,men det er vel kun menneskligt.
Jeg er udmoerket klar over at der skal goeres noget,og jeg vil virkelig gerne blive en velfungerende familie,men det hele er 1 stort kaos,og det voerste er den manglene stoette fra min mand jeg er foeler mig saa ensom og alene om beslutningerne med hensyn til drengene.....
Det hele er ved at oedeloegge mig ,jeg har ikke nogen levelyst loengre....