Hvad bekræfter konfirmationen
Det er forår. Og ét er så sikkert som amen i kirken; konfirmanderne springer ud.
Herhjemme er det tradition, at vi bekræfter vores tilhørsforhold til den danske folkekirke. Eller rettere vores tro på Gudfader den almægtige og hans enbårne søn, Jesus Kristus, og alt det der. Man kan sige, at det ville være overraskende, hvis de IKKE gjorde det, for 8 af 10 danskere er medklemmer af folkekirken - men det er de færreste af os der går regelmæssigt i kirke.
Spørgsmålet er, hvad konfirmationsiveren dækker over - og hvad det er for et fællesskab, de 14-årige reelt bekræfter at de tilhører, når de flokkes om alteret. Måske er det naturligt i alle kulturer med sådan et ritual som markerer overgangen mellem barndom og ungdom. Og måske er kirken ved at være reduceret til at være en ramme om traditioner og livsritualer, snarere end et egentligt trosfællesskab
Dennis Nørmark har et bud: "Hvis vi tager medlemskabet, så tror jeg det handler om at man er en del af en tradition og en kulturarv. Jeg plejer at sige at danskerne de tror ikke på Gud, de tror på folkekirken, på institutionen den værdi det har og den historie der ligger bag det."
Den vil Pernille Blach Hansen godt tilslutte sig: "Dennis' beskrivelse af hvordan gennemsnitsdanskeren er, det passer meget godt på mig - altså forholdet til traditionen og institutionen. det er der noget tryghed i og det er der noget velkendt i - og det er en del af vores kulturarv og historie"
Men Christian Friis Bach antyder, at det faktisk kan være et problem, når vi ikke længere taler om den tro, vi bekender, at vi er fælles om:
"Det er nemmere at stå udenfor i dag, frem for at vedkende sig sin tro. Det kan være svært at tale om. "
Spændende oplæg til en debat om tros tilstanden hos danske teenagere på P1
Herhjemme er det tradition, at vi bekræfter vores tilhørsforhold til den danske folkekirke. Eller rettere vores tro på Gudfader den almægtige og hans enbårne søn, Jesus Kristus, og alt det der. Man kan sige, at det ville være overraskende, hvis de IKKE gjorde det, for 8 af 10 danskere er medklemmer af folkekirken - men det er de færreste af os der går regelmæssigt i kirke.
Spørgsmålet er, hvad konfirmationsiveren dækker over - og hvad det er for et fællesskab, de 14-årige reelt bekræfter at de tilhører, når de flokkes om alteret. Måske er det naturligt i alle kulturer med sådan et ritual som markerer overgangen mellem barndom og ungdom. Og måske er kirken ved at være reduceret til at være en ramme om traditioner og livsritualer, snarere end et egentligt trosfællesskab
Dennis Nørmark har et bud: "Hvis vi tager medlemskabet, så tror jeg det handler om at man er en del af en tradition og en kulturarv. Jeg plejer at sige at danskerne de tror ikke på Gud, de tror på folkekirken, på institutionen den værdi det har og den historie der ligger bag det."
Den vil Pernille Blach Hansen godt tilslutte sig: "Dennis' beskrivelse af hvordan gennemsnitsdanskeren er, det passer meget godt på mig - altså forholdet til traditionen og institutionen. det er der noget tryghed i og det er der noget velkendt i - og det er en del af vores kulturarv og historie"
Men Christian Friis Bach antyder, at det faktisk kan være et problem, når vi ikke længere taler om den tro, vi bekender, at vi er fælles om:
"Det er nemmere at stå udenfor i dag, frem for at vedkende sig sin tro. Det kan være svært at tale om. "
Spændende oplæg til en debat om tros tilstanden hos danske teenagere på P1