hvad fanden er kærlighed

jeg opretter dette indlæg, for at få nogle andres mening om emnet kærlighed.
jeg har det på den måde at kærlighed er smerte, og smerte er kærlighed.
Det mener jeg på den måde at et parforhold, ikke kan fungere uden der er noget der holder det sammen, og det er smerte der gør det, for hvis man ikke føgler smerte engang imellem, så kan man heller ikke følge når det er godt, på den måde er det når man har det sværeste, at man kan følge at man elsker hinanden mest.
grunden til jeg mener dette er at alt i bund og grund er smerte, for hvis man bliver rørt ved, hvorpå man føgler noget godt, så er det smerte, bare i en mindre grad, en når man betragter det som smerte, så på den måde er det dem som kan tage imod mest smerte, som kan følge kærligheden mest, hvisket også forklare hvorfor der er nogle der kan tilgive at ens kæreste har været en utro.
så på den måde er kærlighed smerte og smerte er kærlighed.[l][l][l]

- til at hjerte rimer på smerte, men hvis kærlighed skulle være smerte, så tror jeg den var opgivet.
- Nææ du, kærlighed er han lægger mine tøfler på radiatoren, inden han går i seng, så jeg kan varme fødder, når jeg kommer forfrossen hjem.

men det vrøvl du skriver der, har ikke meget med kærlighed at gøre.Det lyder mere somom du er en selvpiner, eller lader andre "pine" dig? Kærlighed er i mit univers glæde, glæde,glæde og nydelse, sjove gode oplevelser sammen, dybe filosofiske samtaler,sjov,fis og ballade, små almindelige ting i hverdagen-smil og ømhed, nærhed og opmærksomhed-i et LIGEVÆRDIGT forhold-smerte er jo kun når der er noget som IKKE fungerer. Jeg elsker min mand og vi behøver sandelig ingen fysisk eller psykisk smerte for at værdsætte at vi har hinanden ALTID!

det lyder lidt som buddhisme det der...
Jeg synes det lyder en anelse søgt. Specielt fordi din teori ikke rigtig går ud på noget ud over at flytte "smertegrænsen". Ved at sige at vi altid er i smerte, blot mindre når vi mærker kærlighed (som jeg har forstået det).
Desuden mener jeg da livet er komplet meningsløst hvis alt er smerte...

Livet er komplet meningsløst uanset hvad, og det kan da være en smertefuld erkendelse, men kærlighed er for den eksistentielle smerte, hvad te med honning er for ondt i halsen.

jeg siger ikke at man kun skal leve i smerte, men jeg siger at hvis man engang imellem får lidt modgang, og der med oplever smerte, så er det der efter at man, først rigtig kan føle hvor meget man elsker sin partner.
ps din vurdering forklare ikke nogle at de store spørgsmål, som hvorfor der er nogle, der bare bliver ved med at elske deres partner, lige meget hvad partneren gør.😉

Du mener at livet er smerte. Nu mangler du bare at indse at roden til denne smerte er begær.
Deredfter skal du meditere lidt, opnå nirvana, og bryde ud af livshjulet (eller hvad det nu hedder). Buddhisme går faktisk ud på at begå en slags mentalt selvmord...

Grunden til at jeg mener livet er smertefuldt, er jo lige præcis, at jeg /ikke/ er religiøs. Jeg mener kun livet kan have en dybere mening for de religiøse.
Hvis jeg sætter mig ned og tænker for meget over livet, bliver jeg da deprimeret. På trods af det har jeg en eller anden selvopholdelsesdrift, som får mig ud at søge udfordringer, sociale aktiviteter og ikke mindst kærlighed. Af en eller anden grund gør disse ting mig glad, og holder smerten væk, selv om jeg ikke bilder mig ind, at jeg bidrager til en eller anden højere mening.
Det er faktisk muligt at være lykkelig, selv om man ikke tror livet har en mening. Måske det er et spørgsmål om at definere, hvad mening er - når jeg siger mening, tænker jeg et eller andet uden for vores univers. Universet kan have en mening uden for sig selv, men jeg betragter kun mig selv som en del af universet, ikke som en separat entitet i det. Faktisk er jeg ikke sikker på, jeg eksisterer, men det er igen noget af det, der giver mig hovedpine.