Hvad indeholder Jobs bog?
Indledning til Jobs Bog (1:1-5). Job præsenteres for os, en mand der er ’uangribelig og retskaffen, frygter Gud og viger fra det onde’. Job er lykkelig, han har syv sønner og tre døtre. Han er rig i materiel henseende, han er jordbesidder og ejer talrige hjorde af får og hornkvæg. Han har mange tjenestefolk og er „større end alle østens sønner“. (1:1, 3) Men han er ikke materialistisk, for han sætter ikke sin lid til sine materielle besiddelser. Han er også åndeligt rig, rig på gode gerninger, altid villig til at hjælpe en der er nødstedt eller til at give klæder til en der trænger til det. (29:12-16; 31:19, 20) Alle respekterer ham. Job tilbeder den sande Gud, Jehova. Han bøjer sig ikke for solen, månen og stjernerne, sådan som de hedenske folkeslag gør, men han er tro mod Jehova idet han bevarer sin uangribelighed over for ham og derfor kan glæde sig over et nært forhold til ham. (29:7, 21-25; 31:26, 27; 29:4) Job tjener som præst for sin familie og bringer regelmæssigt brændofre for sine sønner og døtre, i tilfælde af at de skulle have syndet.
Satan udfordrer Gud (1:6–2:13). På underfuld måde bliver forhænget der skjuler det usynlige trukket til side, så vi får indblik i hvad der sker i himmelen. Vi ser Jehova præsidere ved et møde for gudssønnerne. Satan viser sig også iblandt dem. Jehova henleder opmærksomheden på sin trofaste tjener Job, men Satan drager Jobs uangribelighed i tvivl og anklager ham for udelukkende at tjene Gud på grund af de materielle goder han modtager. Hvis Gud vil tillade Satan at fratage ham disse, vil Job sætte sin uangribelighed over styr. Jehova tager udfordringen op, med det forbehold at Satan ikke må række sin hånd ud mod Job selv.
Mange ulykker begynder at ramme den intetanende Job. Sabæerne og kaldæerne røver hans store rigdomme. Et uvejr dræber hans sønner og døtre. Denne hårde prøve får ikke Job til at forbande Gud eller vende sig bort fra ham. Tværtimod siger han: „Jehovas navn være velsignet.“ (1:21) Satan, der har lidt nederlag og har vist sig at være en løgner på dette punkt, træder igen frem for Jehova og fremsætter en ny anklage: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ (2:4) Satan hævder at hvis han må røre Jobs legeme, kan han få Job til at forbande Gud lige op i hans ansigt. Efter at Satan har fået lov til at gøre hvad som helst mod Job, med undtagelse af at berøve ham livet, slår han ham med en frygtelig sygdom. Hans kød bliver „klædt i maddiker og kager af støv“, og hans kone og slægtninge væmmes ved hans ildelugtende legeme og ånde. (7:5; 19:13-20) Jobs kone antyder at han ikke har givet slip på sin uangribelighed da hun indtrængende siger til ham: „Holder du stadig fast ved din uangribelighed? Forband Gud og dø!“ Job irettesætter hende og ’synder ikke med sine læber’. — 2:9, 10.
Satan sørger nu for at tre af Jobs venner kommer for at „trøste“ ham. Det er Elifaz, Bildad og Zofar. På afstand kan de ikke genkende Job, men så begynder de at græde højlydt og kaste støv på deres hoveder. Derefter sidder de på jorden hos ham uden at sige et ord. Efter syv døgns forløb med denne tavse „trøst“ bryder Job til sidst tavsheden og indleder en langstrakt debat med sine såkaldte venner. — 2:11.
Debattens første runde (3:1–14:22). Herfra udfolder dramaet sig i ophøjet hebraisk poesi. Job nedkalder ondt over den dag han blev født og forstår ikke hvorfor Gud lader ham blive i live.
Som svar anklager Elifaz Job for at mangle uangribelighed. De retskafne er aldrig gået til grunde, erklærer han. Han erindrer et natligt syn hvori en stemme fortalte ham at Gud ikke tror sine tjenere, især ikke dem der blot er skabt af ler, af jordens støv. Han siger indirekte at Jobs lidelser er en tugt fra den almægtige Gud.
Fuld af harme svarer Job Elifaz. Han klager højt som enhver skabning ville gøre under forfølgelse og lidelse. Døden ville være en befrielse. Han bebrejder sine venner at de har sammensvoret sig imod ham, og protesterer: „Lær mig, så vil jeg være tavs; og lad mig forstå hvordan jeg er faret vild.“ (6:24) Job kæmper for at bevise sin retfærdighed over for Gud, „som holder øje med menneskene“. — 7:20.
Bildad fremsætter nu sit argument og antyder at Jobs sønner har syndet og at Job selv ikke er retskaffen, for ellers ville Gud have hørt ham. Han opfordrer Job til at betragte de tidligere generationer og det forfædrene har udforsket, og bruge det som en rettesnor.
I sit svar fastholder Job at Gud ikke er uretfærdig. Gud behøver heller ikke at stå mennesket til regnskab, for han „gør så store gerninger at de ikke kan udforskes, og undere uden tal“. (9:10) Job kan ikke vinde over Jehova som sin modpart i retten. Han kan blot bede Gud om nåde. Og alligevel, er det til nogen gavn at gøre det der er ret? „Han gør ende på både den uangribelige og den ugudelige.“ (9:22) Der findes ingen retfærdig dom på jorden. Job frygter at han vil tabe sin sag, selv hos Gud. Han har brug for en mellemmand. Han spørger hvorfor han bliver prøvet, og anråber Gud om at huske at han er dannet „af ler“. (10:9) Han værdsætter Guds tidligere godhed, men siger at Gud kun vil græmme sig endnu mere hvis han fortsætter med at argumentere, selv om han har ret. Måtte han dog blot udånde!
Zofar blander sig nu i debatten. Han siger i virkeligheden: Er vi børn der skal lytte til tom snak? Du siger at du er ren, men hvis blot Gud ville tale, ville han afsløre din skyld. Han spørger Job: „Kan du finde frem til Guds dybder?“ (11:7) Han råder Job til at fjerne fortræd fra sine hænder, for de der gør det vil blive velsignet, mens „de ugudeliges øjne vil svigte“. — 11:20.
Job råber med stærk sarkasme: „Sandelig, I er folket, og med jer dør visdommen ud!“ (12:2) Han er måske nok til latter, men han står ikke tilbage for dem. Hvis hans venner blot ville se på Guds skabninger, så kunne selv disse lære dem noget. Hos Gud er der styrke og praktisk visdom, han behersker alt, ja, han „lader nationerne vokse sig stærke og ødelægger dem så“. (12:23) Job vil gerne fremlægge sin sag for Gud, men til sine tre „trøstere“ siger han: ’I tilsmører med løgn; I er alle uduelige læger.’ (13:4) Det ville være visdom hos dem at tie stille! Han giver udtryk for tillid til at hans sag er retfærdig, og anråber Gud om at høre ham. Han kommer ind på at ’et menneske, født af en kvinde, kun lever kort og mættes af uro’. (14:1) Mennesket er snart borte, som en blomst eller en skygge. Man kan ikke frembringe en ren af en uren. Job beder Gud gemme ham i Sheol til hans vrede har lagt sig, og spørger så: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ Som svar udtrykker han et stærkt håb: „Jeg vil vente . . . indtil min afløsning kommer.“ — 14:13, 14.
Debattens anden runde (15:1–21:34). Elifaz indleder debattens anden runde med at latterliggøre Jobs kundskab og siger at han har ’fyldt sin bug med østenvind’. (15:2) Igen spotter han Jobs påstand om at være uangribelig, idet han hævder at Gud hverken tror det dødelige menneske eller de hellige i himmelen. Indirekte anklager han Job for at prøve på at overgå Gud, for at være frafalden og for at benytte sig af bestikkelse og svig.
Job svarer skarpt igen at hans venner er ’besværlige trøstere hvis ord kun er vind’. (16:2, 3) Hvis de var i hans sted ville han ikke spotte dem. Han ønsker i høj grad at blive fundet retfærdig og ser hen til Jehova, som kender hans levnedsløb og vil afgøre hans sag. Job finder ingen visdom hos sine venner. De fjerner alt håb. Deres „trøst“ er som at kalde nat for dag. Det eneste håb er at gå ’ned i Sheol’. — 17:15, 16.
Ordstriden er ved at blive heftig. Nu er Bildad bitter, for han føler at Job har sammenlignet sine venner med dyr uden forstand. Han spørger Job: „Skal jorden forlades for din skyld?“ (18:4) Han advarer Job om at han til advarsel for andre vil falde i en frygtelig snare. Han vil ikke få noget afkom der kan føre hans navn videre.
Job svarer: „Hvor længe vil I plage min sjæl og knuse mig med ord?“ (19:2) Han har mistet familie og venner, hans kone og tjenestefolk har vendt sig fra ham, og selv er han kun undsluppet ’med sine tænders hud i behold’. (19:20) Han stoler på at der vil komme en genløser som vil afgøre sagen til hans fordel, så han til sidst skal „skue Gud“. — 19:25, 26.
Zofar føler sig ligesom Bildad såret ved at skulle lytte til Jobs fornærmende tugt. (20:3) Han gentager at Jobs synder har indhentet ham. De ugudelige bliver altid straffet af Gud, og de har ingen ro, siger Zofar, selv ikke når de har overflod.
Job svarer med et uimodsigeligt argument: Hvis Gud altid straffer de ugudelige, hvordan kan det så være at de lever, bliver gamle og rige på velstand? De tilbringer deres dage i lykke. Hvor ofte kommer ulykken over dem? Han viser at både rige og fattige dør. Ofte dør en ugudelig mand endda „fuldstændig ubekymret og sorgløs“, mens en retfærdig mand måske dør „med bitter sjæl“. — 21:23, 25.
Debattens tredje runde (22:1–25:6). Rasende går Elifaz til angreb igen. Han latterliggør Jobs påstand om at han vandrer uangribeligt for den Almægtige. Han lyver om Job og hævder at han er ond, har udbyttet de fattige, har nægtet de sultne brød og har mishandlet enker og faderløse. Elifaz siger at Jobs privatliv ikke er så rent som han hævder, og at dette forklarer hvorfor han har det så elendigt. Men „hvis du vender tilbage til den Almægtige“, messer Elifaz, „vil [han] høre dig“. — 22:23, 27.
Til svar gendriver Job Elifaz’ oprørende anklage og siger at han gerne ville fremlægge sin sag for Gud, som kender hans retfærdige liv. Der er nogle der undertrykker den faderløse, enken og den fattige, og som myrder, stjæler og begår ægteskabsbrud. De har måske fremgang for en tid, men de vil få deres løn. De skal blive til intet. „Så hvem gør nu mig til løgner?“ siger Job udfordrende. — 24:25.
Bildad giver et kort, skarpt svar på dette og gentager at ingen kan være ren i Guds øjne. Zofar deltager ikke i denne tredje runde. Han har intet at sige.
Jobs sidste indlæg (26:1–31:40). I et afsluttende indlæg lukker Job munden på sine venner. (32:12, 15, 16) Meget sarkastisk siger han: „Hvor har du dog hjulpet den kraftesløse! . . . Hvor har du dog rådet den uvise!“ (26:2, 3) Imidlertid er intet, end ikke Sheol, skjult for Gud. Job omtaler verdensrummet, jorden, skyerne, havet og vinden som udtryk for Guds visdom, alt sammen noget som menneskene kan iagttage, men som blot er omridset af den Almægtiges veje. Det er kun en hvisken om den Almægtiges storhed.
Overbevist om sin uskyld erklærer han: „Til jeg udånder lader jeg ikke min uangribelighed vige fra mig!“ (27:5) Nej, Job har på ingen måde gjort sig fortjent til det der nu overgår ham. Stik imod hvad hans anklagere har sagt, vil Gud belønne uangribelighed ved at lade de retfærdige arve det som de ugudelige har samlet sig i deres velstand.
Menneskene véd hvor jordens skatte (sølv, guld og kobber) kommer fra, „men visdommen — hvor kommer den fra?“ (28:20) De har søgt efter den blandt de levende, de har søgt efter den i havet; den kan ikke købes for guld eller sølv. Gud er den der forstår vejen til visdommen. Han spejder til jordens og himmelens ender, fastsætter vindens vægt, fordeler vandene efter mål og sætter en lov for regnen og uvejrsskyerne. Job drager denne slutning: „Se, frygt for Jehova — det er visdom, og at vende sig fra ondt er forstand.“ — 28:28.
Den plagede Job fortæller derefter sin livshistorie. Han ønsker at genvinde sit tidligere fortrolige forhold til Gud, da han endog var respekteret af de ledende mænd i byen. Han reddede den nødstedte og var øjne for den blinde. Hans råd var godt og folk afventede hans ord. Men nu bliver han ikke længere agtet. I stedet ler endog de unge ad ham, de hvis fædre ikke engang var egnede til at blive sat hos hans fårehunde. De spytter på ham og volder ham fortræd. Nu i hans dybe nød giver de ham ingen hvile.
Job omtaler sig selv som en indviet mand og beder om at blive dømt af Jehova. „Han [vil] veje mig på nøjagtige vægtskåle, og Gud vil lære min uangribelighed at kende.“ (31:6) Job forsvarer sine tidligere handlinger. Han har ikke begået ægteskabsbrud og ikke bedraget nogen. Han har ikke forsømt at hjælpe de nødstedte. Han har ikke sat sin lid til materielle rigdomme skønt han var rig. Han har hverken tilbedt solen, månen eller stjernerne, for „også dét [ville] være en misgerning som måtte bringes for dommerne, for jeg havde da fornægtet den sande Gud i det høje“. (31:28) Job opfordrer sin modpart til at fremkomme med et indlæg imod denne sande beretning om hans liv.
Elihu taler (32:1–37:24). I mellemtiden har Elihu, en efterkommer af Nakors søn Buz og følgelig en fjern slægtning af Abraham, lyttet til debatten. Han har holdt sig tilbage fordi han mente at de ældre havde større kundskab. Imidlertid er det ikke alder, men Guds ånd, der giver forståelse. Elihus vrede blusser op imod Job fordi han ’retfærdiggør sin egen sjæl i stedet for Gud’, men den blusser endnu stærkere op mod Jobs tre venner for den beklagelige mangel på visdom de lægger for dagen ved at kende Gud skyldig. Elihu er „fuld af ord“ og Guds ånd tvinger ham til at give luft for dem, men uden at vise personsanseelse eller „give ærestitler til noget jordisk menneske“. — Job 32:2, 3, 18-22; 1 Mos. 22:20, 21.
Elihu taler oprigtigt og anerkender Gud som sin skaber. Han fremhæver at Job har været mere optaget af sin egen retfærdiggørelse end af Guds. Det var ikke nødvendigt for Gud at besvare alle Jobs ord, som om han måtte retfærdiggøre sine handlinger, og dog har Job indladt sig i strid med Gud. Da Jobs sjæl er graven nær, viser Gud ham imidlertid sin gunst ved et sendebud og siger: „Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.“ (Job 33:24, 25) De retfærdige vil få oprejsning!
Elihu opfordrer de vise til at lytte. Han irettesætter Job for at sige at det ikke nytter noget at bevare sin uangribelighed: „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret! For han gengælder mennesket dets handlinger.“ (34:10, 11) Han kan borttage livets ånde og alt kød vil udånde. Gud dømmer uden partiskhed. Job har lagt for stor vægt på sin egen retfærdighed. Han har handlet overilet, ikke forsætligt, men „uden kundskab“, og Gud har vist ham langmodighed. (34:35) Der er grund til at sige mere så Gud kan blive retfærdiggjort. Gud tager ikke sine øjne bort fra de retfærdige, men vil tugte dem. „Han lader ikke den ugudelige leve, men giver de nødstedte deres ret.“ (36:6) Eftersom Gud er den øverste lærer, bør Job ophøje hans værk.
Mens et frygtindgydende uvejr trækker op, taler Elihu om Guds store gerninger og om hvordan han behersker naturkræfterne. Til Job siger han: „Bliv stående og giv agt på Guds undergerninger.“ (37:14) Læg mærke til den gyldne glød og frygtindgydende værdighed der hviler over Gud; det går langt ud over hvad mennesker kan fatte. „Han er ophøjet i magt; og ret og sand retfærdighed ringeagter han ikke.“ Jehova vil tage sig af dem der frygter ham, men „han ænser ingen som mener at de har et viist hjerte“. — 37:23, 24.
Jehova svarer Job (38:1–42:6). Job har bedt Gud om at tale til sig. Nu svarer Jehova majestætisk ud fra stormen. Han stiller Job en række spørgsmål som i sig selv er en god lektion i menneskets lidenhed og Guds storhed. „Hvor var du da jeg grundlagde jorden? . . . Hvem har lagt dens hjørnesten, dengang morgenstjernerne sammen råbte af glæde og alle gudssønnerne brød ud i hyldestråb?“ (38:4, 6, 7) Det var sket længe før Jobs tid! Det ene spørgsmål stilles efter det andet uden at Job kan besvare dem; spørgsmål om havet, dets skyklædning, daggryet, dødens porte samt lys og mørke. „Ved du det eftersom du blev født dengang og tallet på dine dage er stort?“ (38:21) Og hvad med sneens og haglens forrådshuse, stormen, regnen, dugdråberne, isen og rimfrosten, de mægtige stjernebilleder, lynene, skylagene og dyreverdenen?
Job indrømmer ydmygt: „Se, jeg er uden betydning; hvad kan jeg svare dig? Jeg har lagt hånden over munden.“ (40:4) Jehova byder Job se sagen under den rette synsvinkel. Han stiller endnu en række udfordrende spørgsmål og peger dermed på sin værdighed, overhøjhed og styrke, som kommer til udtryk i hans skaberværk. Selv Behemot og Livjatan er meget stærkere end Job! Fuldstændig ydmyget indrømmer Job at han har set forkert på tingene og vedgår at han har talt uden kundskab. Da han nu ser Gud med forståelse og ikke i kraft af et rygte, tager han det i sig og angrer „i støv og aske“. — 42:6.
Jehovas dom og velsignelse (42:7-17). Jehova anklager derefter Elifaz og hans to venner for ikke at have talt sandt om ham. De skal bringe ofre og lade Job bede for sig. Efter dette vender Jehova Jobs „fangne tilstand“ og giver ham dobbelt af alt hvad han har haft. Hans brødre, søstre og tidligere venner kommer tilbage til ham med gaver, og han bliver velsignet med dobbelt så mange får, kameler, okser og hunæsler som han havde før. Han får igen ti børn, og hans tre døtre er de smukkeste kvinder i hele landet. Hans liv forlænges mirakuløst med 140 år, så han kommer til at se sine efterkommere i fire generationer. Han dør „gammel og mæt af dage“. — 42:17.
- Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig, udgivet af Jehovas Vidner.
Satan udfordrer Gud (1:6–2:13). På underfuld måde bliver forhænget der skjuler det usynlige trukket til side, så vi får indblik i hvad der sker i himmelen. Vi ser Jehova præsidere ved et møde for gudssønnerne. Satan viser sig også iblandt dem. Jehova henleder opmærksomheden på sin trofaste tjener Job, men Satan drager Jobs uangribelighed i tvivl og anklager ham for udelukkende at tjene Gud på grund af de materielle goder han modtager. Hvis Gud vil tillade Satan at fratage ham disse, vil Job sætte sin uangribelighed over styr. Jehova tager udfordringen op, med det forbehold at Satan ikke må række sin hånd ud mod Job selv.
Mange ulykker begynder at ramme den intetanende Job. Sabæerne og kaldæerne røver hans store rigdomme. Et uvejr dræber hans sønner og døtre. Denne hårde prøve får ikke Job til at forbande Gud eller vende sig bort fra ham. Tværtimod siger han: „Jehovas navn være velsignet.“ (1:21) Satan, der har lidt nederlag og har vist sig at være en løgner på dette punkt, træder igen frem for Jehova og fremsætter en ny anklage: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ (2:4) Satan hævder at hvis han må røre Jobs legeme, kan han få Job til at forbande Gud lige op i hans ansigt. Efter at Satan har fået lov til at gøre hvad som helst mod Job, med undtagelse af at berøve ham livet, slår han ham med en frygtelig sygdom. Hans kød bliver „klædt i maddiker og kager af støv“, og hans kone og slægtninge væmmes ved hans ildelugtende legeme og ånde. (7:5; 19:13-20) Jobs kone antyder at han ikke har givet slip på sin uangribelighed da hun indtrængende siger til ham: „Holder du stadig fast ved din uangribelighed? Forband Gud og dø!“ Job irettesætter hende og ’synder ikke med sine læber’. — 2:9, 10.
Satan sørger nu for at tre af Jobs venner kommer for at „trøste“ ham. Det er Elifaz, Bildad og Zofar. På afstand kan de ikke genkende Job, men så begynder de at græde højlydt og kaste støv på deres hoveder. Derefter sidder de på jorden hos ham uden at sige et ord. Efter syv døgns forløb med denne tavse „trøst“ bryder Job til sidst tavsheden og indleder en langstrakt debat med sine såkaldte venner. — 2:11.
Debattens første runde (3:1–14:22). Herfra udfolder dramaet sig i ophøjet hebraisk poesi. Job nedkalder ondt over den dag han blev født og forstår ikke hvorfor Gud lader ham blive i live.
Som svar anklager Elifaz Job for at mangle uangribelighed. De retskafne er aldrig gået til grunde, erklærer han. Han erindrer et natligt syn hvori en stemme fortalte ham at Gud ikke tror sine tjenere, især ikke dem der blot er skabt af ler, af jordens støv. Han siger indirekte at Jobs lidelser er en tugt fra den almægtige Gud.
Fuld af harme svarer Job Elifaz. Han klager højt som enhver skabning ville gøre under forfølgelse og lidelse. Døden ville være en befrielse. Han bebrejder sine venner at de har sammensvoret sig imod ham, og protesterer: „Lær mig, så vil jeg være tavs; og lad mig forstå hvordan jeg er faret vild.“ (6:24) Job kæmper for at bevise sin retfærdighed over for Gud, „som holder øje med menneskene“. — 7:20.
Bildad fremsætter nu sit argument og antyder at Jobs sønner har syndet og at Job selv ikke er retskaffen, for ellers ville Gud have hørt ham. Han opfordrer Job til at betragte de tidligere generationer og det forfædrene har udforsket, og bruge det som en rettesnor.
I sit svar fastholder Job at Gud ikke er uretfærdig. Gud behøver heller ikke at stå mennesket til regnskab, for han „gør så store gerninger at de ikke kan udforskes, og undere uden tal“. (9:10) Job kan ikke vinde over Jehova som sin modpart i retten. Han kan blot bede Gud om nåde. Og alligevel, er det til nogen gavn at gøre det der er ret? „Han gør ende på både den uangribelige og den ugudelige.“ (9:22) Der findes ingen retfærdig dom på jorden. Job frygter at han vil tabe sin sag, selv hos Gud. Han har brug for en mellemmand. Han spørger hvorfor han bliver prøvet, og anråber Gud om at huske at han er dannet „af ler“. (10:9) Han værdsætter Guds tidligere godhed, men siger at Gud kun vil græmme sig endnu mere hvis han fortsætter med at argumentere, selv om han har ret. Måtte han dog blot udånde!
Zofar blander sig nu i debatten. Han siger i virkeligheden: Er vi børn der skal lytte til tom snak? Du siger at du er ren, men hvis blot Gud ville tale, ville han afsløre din skyld. Han spørger Job: „Kan du finde frem til Guds dybder?“ (11:7) Han råder Job til at fjerne fortræd fra sine hænder, for de der gør det vil blive velsignet, mens „de ugudeliges øjne vil svigte“. — 11:20.
Job råber med stærk sarkasme: „Sandelig, I er folket, og med jer dør visdommen ud!“ (12:2) Han er måske nok til latter, men han står ikke tilbage for dem. Hvis hans venner blot ville se på Guds skabninger, så kunne selv disse lære dem noget. Hos Gud er der styrke og praktisk visdom, han behersker alt, ja, han „lader nationerne vokse sig stærke og ødelægger dem så“. (12:23) Job vil gerne fremlægge sin sag for Gud, men til sine tre „trøstere“ siger han: ’I tilsmører med løgn; I er alle uduelige læger.’ (13:4) Det ville være visdom hos dem at tie stille! Han giver udtryk for tillid til at hans sag er retfærdig, og anråber Gud om at høre ham. Han kommer ind på at ’et menneske, født af en kvinde, kun lever kort og mættes af uro’. (14:1) Mennesket er snart borte, som en blomst eller en skygge. Man kan ikke frembringe en ren af en uren. Job beder Gud gemme ham i Sheol til hans vrede har lagt sig, og spørger så: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ Som svar udtrykker han et stærkt håb: „Jeg vil vente . . . indtil min afløsning kommer.“ — 14:13, 14.
Debattens anden runde (15:1–21:34). Elifaz indleder debattens anden runde med at latterliggøre Jobs kundskab og siger at han har ’fyldt sin bug med østenvind’. (15:2) Igen spotter han Jobs påstand om at være uangribelig, idet han hævder at Gud hverken tror det dødelige menneske eller de hellige i himmelen. Indirekte anklager han Job for at prøve på at overgå Gud, for at være frafalden og for at benytte sig af bestikkelse og svig.
Job svarer skarpt igen at hans venner er ’besværlige trøstere hvis ord kun er vind’. (16:2, 3) Hvis de var i hans sted ville han ikke spotte dem. Han ønsker i høj grad at blive fundet retfærdig og ser hen til Jehova, som kender hans levnedsløb og vil afgøre hans sag. Job finder ingen visdom hos sine venner. De fjerner alt håb. Deres „trøst“ er som at kalde nat for dag. Det eneste håb er at gå ’ned i Sheol’. — 17:15, 16.
Ordstriden er ved at blive heftig. Nu er Bildad bitter, for han føler at Job har sammenlignet sine venner med dyr uden forstand. Han spørger Job: „Skal jorden forlades for din skyld?“ (18:4) Han advarer Job om at han til advarsel for andre vil falde i en frygtelig snare. Han vil ikke få noget afkom der kan føre hans navn videre.
Job svarer: „Hvor længe vil I plage min sjæl og knuse mig med ord?“ (19:2) Han har mistet familie og venner, hans kone og tjenestefolk har vendt sig fra ham, og selv er han kun undsluppet ’med sine tænders hud i behold’. (19:20) Han stoler på at der vil komme en genløser som vil afgøre sagen til hans fordel, så han til sidst skal „skue Gud“. — 19:25, 26.
Zofar føler sig ligesom Bildad såret ved at skulle lytte til Jobs fornærmende tugt. (20:3) Han gentager at Jobs synder har indhentet ham. De ugudelige bliver altid straffet af Gud, og de har ingen ro, siger Zofar, selv ikke når de har overflod.
Job svarer med et uimodsigeligt argument: Hvis Gud altid straffer de ugudelige, hvordan kan det så være at de lever, bliver gamle og rige på velstand? De tilbringer deres dage i lykke. Hvor ofte kommer ulykken over dem? Han viser at både rige og fattige dør. Ofte dør en ugudelig mand endda „fuldstændig ubekymret og sorgløs“, mens en retfærdig mand måske dør „med bitter sjæl“. — 21:23, 25.
Debattens tredje runde (22:1–25:6). Rasende går Elifaz til angreb igen. Han latterliggør Jobs påstand om at han vandrer uangribeligt for den Almægtige. Han lyver om Job og hævder at han er ond, har udbyttet de fattige, har nægtet de sultne brød og har mishandlet enker og faderløse. Elifaz siger at Jobs privatliv ikke er så rent som han hævder, og at dette forklarer hvorfor han har det så elendigt. Men „hvis du vender tilbage til den Almægtige“, messer Elifaz, „vil [han] høre dig“. — 22:23, 27.
Til svar gendriver Job Elifaz’ oprørende anklage og siger at han gerne ville fremlægge sin sag for Gud, som kender hans retfærdige liv. Der er nogle der undertrykker den faderløse, enken og den fattige, og som myrder, stjæler og begår ægteskabsbrud. De har måske fremgang for en tid, men de vil få deres løn. De skal blive til intet. „Så hvem gør nu mig til løgner?“ siger Job udfordrende. — 24:25.
Bildad giver et kort, skarpt svar på dette og gentager at ingen kan være ren i Guds øjne. Zofar deltager ikke i denne tredje runde. Han har intet at sige.
Jobs sidste indlæg (26:1–31:40). I et afsluttende indlæg lukker Job munden på sine venner. (32:12, 15, 16) Meget sarkastisk siger han: „Hvor har du dog hjulpet den kraftesløse! . . . Hvor har du dog rådet den uvise!“ (26:2, 3) Imidlertid er intet, end ikke Sheol, skjult for Gud. Job omtaler verdensrummet, jorden, skyerne, havet og vinden som udtryk for Guds visdom, alt sammen noget som menneskene kan iagttage, men som blot er omridset af den Almægtiges veje. Det er kun en hvisken om den Almægtiges storhed.
Overbevist om sin uskyld erklærer han: „Til jeg udånder lader jeg ikke min uangribelighed vige fra mig!“ (27:5) Nej, Job har på ingen måde gjort sig fortjent til det der nu overgår ham. Stik imod hvad hans anklagere har sagt, vil Gud belønne uangribelighed ved at lade de retfærdige arve det som de ugudelige har samlet sig i deres velstand.
Menneskene véd hvor jordens skatte (sølv, guld og kobber) kommer fra, „men visdommen — hvor kommer den fra?“ (28:20) De har søgt efter den blandt de levende, de har søgt efter den i havet; den kan ikke købes for guld eller sølv. Gud er den der forstår vejen til visdommen. Han spejder til jordens og himmelens ender, fastsætter vindens vægt, fordeler vandene efter mål og sætter en lov for regnen og uvejrsskyerne. Job drager denne slutning: „Se, frygt for Jehova — det er visdom, og at vende sig fra ondt er forstand.“ — 28:28.
Den plagede Job fortæller derefter sin livshistorie. Han ønsker at genvinde sit tidligere fortrolige forhold til Gud, da han endog var respekteret af de ledende mænd i byen. Han reddede den nødstedte og var øjne for den blinde. Hans råd var godt og folk afventede hans ord. Men nu bliver han ikke længere agtet. I stedet ler endog de unge ad ham, de hvis fædre ikke engang var egnede til at blive sat hos hans fårehunde. De spytter på ham og volder ham fortræd. Nu i hans dybe nød giver de ham ingen hvile.
Job omtaler sig selv som en indviet mand og beder om at blive dømt af Jehova. „Han [vil] veje mig på nøjagtige vægtskåle, og Gud vil lære min uangribelighed at kende.“ (31:6) Job forsvarer sine tidligere handlinger. Han har ikke begået ægteskabsbrud og ikke bedraget nogen. Han har ikke forsømt at hjælpe de nødstedte. Han har ikke sat sin lid til materielle rigdomme skønt han var rig. Han har hverken tilbedt solen, månen eller stjernerne, for „også dét [ville] være en misgerning som måtte bringes for dommerne, for jeg havde da fornægtet den sande Gud i det høje“. (31:28) Job opfordrer sin modpart til at fremkomme med et indlæg imod denne sande beretning om hans liv.
Elihu taler (32:1–37:24). I mellemtiden har Elihu, en efterkommer af Nakors søn Buz og følgelig en fjern slægtning af Abraham, lyttet til debatten. Han har holdt sig tilbage fordi han mente at de ældre havde større kundskab. Imidlertid er det ikke alder, men Guds ånd, der giver forståelse. Elihus vrede blusser op imod Job fordi han ’retfærdiggør sin egen sjæl i stedet for Gud’, men den blusser endnu stærkere op mod Jobs tre venner for den beklagelige mangel på visdom de lægger for dagen ved at kende Gud skyldig. Elihu er „fuld af ord“ og Guds ånd tvinger ham til at give luft for dem, men uden at vise personsanseelse eller „give ærestitler til noget jordisk menneske“. — Job 32:2, 3, 18-22; 1 Mos. 22:20, 21.
Elihu taler oprigtigt og anerkender Gud som sin skaber. Han fremhæver at Job har været mere optaget af sin egen retfærdiggørelse end af Guds. Det var ikke nødvendigt for Gud at besvare alle Jobs ord, som om han måtte retfærdiggøre sine handlinger, og dog har Job indladt sig i strid med Gud. Da Jobs sjæl er graven nær, viser Gud ham imidlertid sin gunst ved et sendebud og siger: „Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.“ (Job 33:24, 25) De retfærdige vil få oprejsning!
Elihu opfordrer de vise til at lytte. Han irettesætter Job for at sige at det ikke nytter noget at bevare sin uangribelighed: „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret! For han gengælder mennesket dets handlinger.“ (34:10, 11) Han kan borttage livets ånde og alt kød vil udånde. Gud dømmer uden partiskhed. Job har lagt for stor vægt på sin egen retfærdighed. Han har handlet overilet, ikke forsætligt, men „uden kundskab“, og Gud har vist ham langmodighed. (34:35) Der er grund til at sige mere så Gud kan blive retfærdiggjort. Gud tager ikke sine øjne bort fra de retfærdige, men vil tugte dem. „Han lader ikke den ugudelige leve, men giver de nødstedte deres ret.“ (36:6) Eftersom Gud er den øverste lærer, bør Job ophøje hans værk.
Mens et frygtindgydende uvejr trækker op, taler Elihu om Guds store gerninger og om hvordan han behersker naturkræfterne. Til Job siger han: „Bliv stående og giv agt på Guds undergerninger.“ (37:14) Læg mærke til den gyldne glød og frygtindgydende værdighed der hviler over Gud; det går langt ud over hvad mennesker kan fatte. „Han er ophøjet i magt; og ret og sand retfærdighed ringeagter han ikke.“ Jehova vil tage sig af dem der frygter ham, men „han ænser ingen som mener at de har et viist hjerte“. — 37:23, 24.
Jehova svarer Job (38:1–42:6). Job har bedt Gud om at tale til sig. Nu svarer Jehova majestætisk ud fra stormen. Han stiller Job en række spørgsmål som i sig selv er en god lektion i menneskets lidenhed og Guds storhed. „Hvor var du da jeg grundlagde jorden? . . . Hvem har lagt dens hjørnesten, dengang morgenstjernerne sammen råbte af glæde og alle gudssønnerne brød ud i hyldestråb?“ (38:4, 6, 7) Det var sket længe før Jobs tid! Det ene spørgsmål stilles efter det andet uden at Job kan besvare dem; spørgsmål om havet, dets skyklædning, daggryet, dødens porte samt lys og mørke. „Ved du det eftersom du blev født dengang og tallet på dine dage er stort?“ (38:21) Og hvad med sneens og haglens forrådshuse, stormen, regnen, dugdråberne, isen og rimfrosten, de mægtige stjernebilleder, lynene, skylagene og dyreverdenen?
Job indrømmer ydmygt: „Se, jeg er uden betydning; hvad kan jeg svare dig? Jeg har lagt hånden over munden.“ (40:4) Jehova byder Job se sagen under den rette synsvinkel. Han stiller endnu en række udfordrende spørgsmål og peger dermed på sin værdighed, overhøjhed og styrke, som kommer til udtryk i hans skaberværk. Selv Behemot og Livjatan er meget stærkere end Job! Fuldstændig ydmyget indrømmer Job at han har set forkert på tingene og vedgår at han har talt uden kundskab. Da han nu ser Gud med forståelse og ikke i kraft af et rygte, tager han det i sig og angrer „i støv og aske“. — 42:6.
Jehovas dom og velsignelse (42:7-17). Jehova anklager derefter Elifaz og hans to venner for ikke at have talt sandt om ham. De skal bringe ofre og lade Job bede for sig. Efter dette vender Jehova Jobs „fangne tilstand“ og giver ham dobbelt af alt hvad han har haft. Hans brødre, søstre og tidligere venner kommer tilbage til ham med gaver, og han bliver velsignet med dobbelt så mange får, kameler, okser og hunæsler som han havde før. Han får igen ti børn, og hans tre døtre er de smukkeste kvinder i hele landet. Hans liv forlænges mirakuløst med 140 år, så han kommer til at se sine efterkommere i fire generationer. Han dør „gammel og mæt af dage“. — 42:17.
- Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig, udgivet af Jehovas Vidner.