Hvad med en R-K-S-SF-regering?
Har lige modtaget Pia Kjærsgaards ugebrev:
Journalisterne fik julelys i øjnene, da De Radikale med en modstræbende Marianne Jelved i spidsen i begyndelsen af april afsluttede tretten års fornuftsægteskab med Socialdemokratiet. Da enkelte meningsmålinger samtidig pegede på, at en VKR-regering ville være en mulighed – eller i hvert fald, at VK tilsyneladende mente, de ville kunne vælge og vrage mellem De Radikale og Dansk Folkeparti – begyndte spekulationerne for alvor at tage fart.
Hos De Konservative følte man sig efterhånden så kry, at daglige udfald mod Dansk Folkeparti og tonen i udlændingedebatten kom til at præge mediebilledet.
Det bekymrede ikke De Konservative, at de aldrig havde kunnet sætte sig til rette i ministerstolene, hvis ikke det havde været for Dansk Folkepartis loyale støtte til fem finanslove samt et utal af vigtige forlig og aftaler, ikke mindst en historisk genopretning af udlændingepolitikken og en ligeså historisk kommunalreform. Det eneste, der bekymrede var en fornemmelsen af irritation i forhold til Dansk Folkeparti – hvor de konservative mærkesager er i langt bedre hænder.
Skræmmer sporene fra 1980´ernes samarbejde med de radikale, der blandt andet medførte den ulyksalige flygtningelov i 1983 da slet ikke?
Det er en meget vigtig pointe, at hvor de radikale råder, dér råder det radikale livssyn uindskrænket; hvad enten det som i 1968-1971 foregik under daværende statsminister Hilmar Baunsgaard eller under en kort parentes fra 1988-1990 i Poul Schlüters tid som statsminister - en periode, som i hvert fald nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen må kunne huske som værende håbløs. Eller under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis kandidatur som formand i øvrigt var dikteret af De Radikale.
Resultatet var det samme nedslående. De Radikale tog sig dyrt betalt for deres støtte – og der er ingen grund til at tro, at der er ændret på den holdning. Når det gælder radikale mærkesager som udlændinge- og retspolitik, viger partiet ikke en tomme
Derfor vil et VKR-samarbejde være et politisk mareridt, og for de borgerlige partier ensbetydende med politisk selvmord – senest, når det går op for vælgerne, at hverken udlændingepolitik, en stram retspolitik eller skattestop længere er fredede områder. Alt tyder da også på, at glæden over VKR-visionen heller ikke deles af alle radikale. Nogle meningsmålinger har peget på tilbagegang for De Radikale efter partiets brud med Socialdemokratiet, og det er ingen hemmelighed, at bruddet er båret frem af partiets maskuline ”Armani-fløj” bestående af politikere som Morten Helveg Petersen, Naser Khader og Anders Samuelsen.
Og nu kommer så denne weekends overraskelse:
Tilbage sidder en slags caffé latte-fløj med blandt andet Margrethe Vestager og Elsebeth Gerner Nielsen. De er kede af udsigten til at give afkald på venstrefløjen, hvilket lørdag fik førstnævnte til at bejle til SF i forbindelse med partiets landsmøde. Folkesocialisterne skal ifølge Vestager indse det fornuftige i at pege på Marianne Jelved som statsminister. At projektet ligger hinsides al politisk og matematisk fornuft, lader Margrethe Vestager sig ikke anfægte af. SF har nemlig meget mere til fælles med De Radikale end med Socialdemokratiet. Blandt andet udlændingepolitikken.
Men lad os se lidt på tallene: Ifølge søndagens meningsmåling fra Rambøll vil De Radikale sammen med S, SF og EL kunne mønstre 81 mandater – der er altså et stykke vej endnu. Med mindre De Konservative da vælger at pege på Marianne Jelved som statsminister i en eventuel R-K-S-SF- regering. Naturligvis er det en ren farce. SF ville aldrig kunne medvirke til en ultra-liberalistisk Armani-politik, ligesom det selvfølgelig ville være utopisk at forestille sig Socialdemokratiet i en regering uden at have statsministerposten. Ingen grund til at spilde tid på den slags spekulationer.
Men eksemplet viser, hvor kaotiske og desperate, forholdene er i oppositionen, efter at Socialdemokratiet mest af alt ligner en underdrejet mastodont. Intet samarbejde er for umuligt eller eksotisk, hvis blot det kan vælte den nuværende regering og – endnu bedre – køre Dansk Folkeparti ud på et politisk sidespor. Det er nemlig det eneste, der er enighed om – både på de interne fløje hos De Radikale og i den øvrige opposition. Men modstand mod Dansk Folkeparti er det trods alt lidt svært at udarbejde et regeringsgrundlag på. Det holder ikke rigtigt som politisk program.
Ingen har i øvrigt spurgt Socialdemokratiet om, hvad de mener om de nye toner i oppositionen, men LO-formanden Hans Jensen betegnede i sin 1- Maj tale ellers meget rammende De Radikale som ” en interesseorganisation for mennesker med lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet”. Svært at forestille sig et samarbejde på det grundlag.
Men først og fremmest viser eksemplet, at der ikke er noget alternativ til det nuværende VOK-samarbejde. Sjældent har en regering og et politisk samarbejde været mere stabilt. Sjældent er løfterne til vælgerne i den grad blevet overholdt til punkt og prikke, og sjældent har en politik nydt så bred opbakning i den danske befolkning. Med de nuværende forhold i oppositionen sover jeg foreløbig trygt om natten. Hvilket ikke er det samme som at sove på laurbærrene. Dansk Folkeparti vil som sædvanlig være at finde i forreste række under velfærdsforhandlingerne, hvor vi vil gøre vores til at sikre, at fremtidens velfærd for kommende generationer bevares på en socialt forsvarlig måde.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
Hvilken kombination ser du helst - en R-K-S-SF- regering ell. det nuværende VOK-samarbejde? Ell. måske en helt tredje regering - mulighederne er mange :-)
Jeg foretrækker nu VOK!
Journalisterne fik julelys i øjnene, da De Radikale med en modstræbende Marianne Jelved i spidsen i begyndelsen af april afsluttede tretten års fornuftsægteskab med Socialdemokratiet. Da enkelte meningsmålinger samtidig pegede på, at en VKR-regering ville være en mulighed – eller i hvert fald, at VK tilsyneladende mente, de ville kunne vælge og vrage mellem De Radikale og Dansk Folkeparti – begyndte spekulationerne for alvor at tage fart.
Hos De Konservative følte man sig efterhånden så kry, at daglige udfald mod Dansk Folkeparti og tonen i udlændingedebatten kom til at præge mediebilledet.
Det bekymrede ikke De Konservative, at de aldrig havde kunnet sætte sig til rette i ministerstolene, hvis ikke det havde været for Dansk Folkepartis loyale støtte til fem finanslove samt et utal af vigtige forlig og aftaler, ikke mindst en historisk genopretning af udlændingepolitikken og en ligeså historisk kommunalreform. Det eneste, der bekymrede var en fornemmelsen af irritation i forhold til Dansk Folkeparti – hvor de konservative mærkesager er i langt bedre hænder.
Skræmmer sporene fra 1980´ernes samarbejde med de radikale, der blandt andet medførte den ulyksalige flygtningelov i 1983 da slet ikke?
Det er en meget vigtig pointe, at hvor de radikale råder, dér råder det radikale livssyn uindskrænket; hvad enten det som i 1968-1971 foregik under daværende statsminister Hilmar Baunsgaard eller under en kort parentes fra 1988-1990 i Poul Schlüters tid som statsminister - en periode, som i hvert fald nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen må kunne huske som værende håbløs. Eller under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis kandidatur som formand i øvrigt var dikteret af De Radikale.
Resultatet var det samme nedslående. De Radikale tog sig dyrt betalt for deres støtte – og der er ingen grund til at tro, at der er ændret på den holdning. Når det gælder radikale mærkesager som udlændinge- og retspolitik, viger partiet ikke en tomme
Derfor vil et VKR-samarbejde være et politisk mareridt, og for de borgerlige partier ensbetydende med politisk selvmord – senest, når det går op for vælgerne, at hverken udlændingepolitik, en stram retspolitik eller skattestop længere er fredede områder. Alt tyder da også på, at glæden over VKR-visionen heller ikke deles af alle radikale. Nogle meningsmålinger har peget på tilbagegang for De Radikale efter partiets brud med Socialdemokratiet, og det er ingen hemmelighed, at bruddet er båret frem af partiets maskuline ”Armani-fløj” bestående af politikere som Morten Helveg Petersen, Naser Khader og Anders Samuelsen.
Og nu kommer så denne weekends overraskelse:
Tilbage sidder en slags caffé latte-fløj med blandt andet Margrethe Vestager og Elsebeth Gerner Nielsen. De er kede af udsigten til at give afkald på venstrefløjen, hvilket lørdag fik førstnævnte til at bejle til SF i forbindelse med partiets landsmøde. Folkesocialisterne skal ifølge Vestager indse det fornuftige i at pege på Marianne Jelved som statsminister. At projektet ligger hinsides al politisk og matematisk fornuft, lader Margrethe Vestager sig ikke anfægte af. SF har nemlig meget mere til fælles med De Radikale end med Socialdemokratiet. Blandt andet udlændingepolitikken.
Men lad os se lidt på tallene: Ifølge søndagens meningsmåling fra Rambøll vil De Radikale sammen med S, SF og EL kunne mønstre 81 mandater – der er altså et stykke vej endnu. Med mindre De Konservative da vælger at pege på Marianne Jelved som statsminister i en eventuel R-K-S-SF- regering. Naturligvis er det en ren farce. SF ville aldrig kunne medvirke til en ultra-liberalistisk Armani-politik, ligesom det selvfølgelig ville være utopisk at forestille sig Socialdemokratiet i en regering uden at have statsministerposten. Ingen grund til at spilde tid på den slags spekulationer.
Men eksemplet viser, hvor kaotiske og desperate, forholdene er i oppositionen, efter at Socialdemokratiet mest af alt ligner en underdrejet mastodont. Intet samarbejde er for umuligt eller eksotisk, hvis blot det kan vælte den nuværende regering og – endnu bedre – køre Dansk Folkeparti ud på et politisk sidespor. Det er nemlig det eneste, der er enighed om – både på de interne fløje hos De Radikale og i den øvrige opposition. Men modstand mod Dansk Folkeparti er det trods alt lidt svært at udarbejde et regeringsgrundlag på. Det holder ikke rigtigt som politisk program.
Ingen har i øvrigt spurgt Socialdemokratiet om, hvad de mener om de nye toner i oppositionen, men LO-formanden Hans Jensen betegnede i sin 1- Maj tale ellers meget rammende De Radikale som ” en interesseorganisation for mennesker med lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet”. Svært at forestille sig et samarbejde på det grundlag.
Men først og fremmest viser eksemplet, at der ikke er noget alternativ til det nuværende VOK-samarbejde. Sjældent har en regering og et politisk samarbejde været mere stabilt. Sjældent er løfterne til vælgerne i den grad blevet overholdt til punkt og prikke, og sjældent har en politik nydt så bred opbakning i den danske befolkning. Med de nuværende forhold i oppositionen sover jeg foreløbig trygt om natten. Hvilket ikke er det samme som at sove på laurbærrene. Dansk Folkeparti vil som sædvanlig være at finde i forreste række under velfærdsforhandlingerne, hvor vi vil gøre vores til at sikre, at fremtidens velfærd for kommende generationer bevares på en socialt forsvarlig måde.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
Hvilken kombination ser du helst - en R-K-S-SF- regering ell. det nuværende VOK-samarbejde? Ell. måske en helt tredje regering - mulighederne er mange :-)
Jeg foretrækker nu VOK!