hvordan ville du reagere?

min eks. har samkvem med sin søn 1 hel dag gver 14 dag...dvs at faderen henter sønnen ved klokken 10.30 og bringer ham hjem til mig igen samme dag ved 19-tiden og aftenen.
Grunden til, at sønnen ikke overnatter er, at sønnen gerne vil hjem til mig og sove
Indenfor de sidste par måneder, har faderen ringet et par gange, for enten at aflyse samkvemmet eller ville skubbe tidspunktet med sin søn..
Den ene gang ringede faderen to dage før samkvemmet og aflyste pga. at han havde glemet, at han skulle på kursus.
Den anden gang ringede han dagen før samkvem og sagde, at han skulle til hundetræning og om han kunne komme og hente sin søn 3 timer senere.
Sidste gang lavede faderen også om på aftalen og ringede - godt nok i god tid og sagde, at om 14 dage skulle han igen på et kursus, så derfor hentede han først sin søn om eftermiddagen og så kunne sønnen sove hos ham, hvis han havde lyst!
Det er sket en hel del gange over 1 års tid, at faderen har aflyst, men så sagt, at får han tid i løbet af ugen, så vil han ringe til mig, så han kan hente sin søn i børnehaven, men han har aldrig ringet...
Hvordan ville du reagere, hvis du stod i mit sted? ville du blive sur på faderen, eller ville du synes det er ok at han aflyser, eller noget helt tredje???

skrive ned hver gang der skete noget. Engang imellem ville jeg indsende mine notater til statsamtet, så de ved hvad der foregår....til når du engang kontakter dem for evt. at få frataget ham samkvensretten fordi han ikke overholder aftaler.

jeg ville nok i første omgang tage en snak med faderen, om at det jo i forvejen ikke er meget samvær han og sønnen har med hinanden - og at du derfor gerne vil have at han anstrenger sig for, at overholde det der èr.
På den anden side skal man vel heller ikke hænge sif i bagateller, hvis ellers han bare giver besked i god tid - og så iøvrigt prøver at være sammen med sønnen, så ofte han ellers kan.
Nu ved jeg jo ikke præsis hvor gammel jeres dreng er - men måske var det en ide at begynde på en enkelt overnatning hos far, så han kan vende sig til det og de kan få noget mere sammen.
Tanker fra mig.

også du skal være large. Men tror samtidig det er vigtigt du skrive ned. Bare for en sikkerhedsskyld. Udover det syntes jeg du skal tale med faderen. Forhåbentlig forstår han. Ellers må du lade være med at sige til din søn at han skal hjem til far før i sidste øjeblik. Så han ikke bliver skuffet. Det skal virkelig være greelt hvis du skal skubbe faderen helt ud. Din søn har brug for sin far, også selvom de kun ses hver 4 uge. Det er ikke en ret at være forældre, man skal gøre sig fortjent til det. Men din søn har krav på sin far. Og så længe du kan beskytte ham mod svære skuffelser, bør du blive ved med at kæmpe.

som så endnu sjældnere vil se sin far!
Virkelig en dårlig, dårlig idé at bruge samkvem med barnet som pressionsmiddel. Hvorfor fanden skal det gå ud over børnene at forældrene har set sig gale på hinanden!

Hej Forvirret mor.
Jeg er selv skilsmissebarn og har mærket på egen krop hvordan det er at ens far brænder en af.
Jeg vil råde dig til at tage en alvorlig snak med faderen og fortælle ham at sønne bliver ked af det og mister tilliden til ham.
Da jeg var omkring 11 år skulle jeg være hos min far hver anden weekend og det er ikke meget at se sin far som 11 årig. men han kom altid forsent eller blev helt væk.
Min mor havde så fat i ham og sagde til ham at vi blev kede af det når han bare blev væk.
Efter han havde den snak med min mor troede han at det var helt i orden at han kom for sent eller ikke kom bare han ringede og sagde det.
Selv om han ringede følte jeg mig meget svigtet af ham, og det har så gjort at jeg ikke har tillid til ham den dag i dag.
Så derfor vil jeg råde dig til at tage en alvorlig snak med ham om det.
Lad endelig vær med at fratage ham retten tilat se sin søn for du kan risikere at sønne så bliver sur på dig når han ikke må se sin far.
Nu ved jeg ikke hvor gammel din søn er men hvis han er så gammel at han kan forstå at i ikke lever sammen mere så spørg ham hvad han synes om at far bliver væk og hvis han så svare så fortæl til faderen hvad han har svaret.
Alt i alt er det faktisk godt hvis du kan give faderen dårlig samvittighed for så kan det være at han tænker sig lidt mere om.
Jeg selv snakker stort set aldrig med min far fordi han tog de valg som han nu gjorde og det ville jo også være synd for din søn for det er psygisk hårdt.
Håber du kunne bruge mine erfaringer til noget.
Med venlig hilsen Jette

det går endnu mere ud over barnet at aftalerne ikke bliver overholdt, og at far ikke kommer når han har lovet det. Det kan for fanden da ikke være svært at forstå

ikke lige som om,at der kommer nogen i vejen mange gange naar tidspunktet for samkvem ankommer? jeg syntes det lyder utroligt.Hvis han var saa interesseret i sin dreng,vil dreng sq komme før hundetreaning........meand er nogle underlige nogen.Nogle meand gider ikke se deres afkom og andre lader andre ting komme i vejen gang paa gang naar der sakal veare samkvem.Tag en snak med farmand og spørg ham direkte om han nu er saa interesseret i sin egen søn eller om han istedet for skulle droppe ham helt.

i hovedet, selvom jeg på en saglig og i et ordentlig tonefald, gav udtryk for, at jeg ikke var tilfreds med samkvemsordningen og om der var grund til, at aftalerne blev lavet så meget om her for tiden. Til dette svarede han, at der da ikke var noget galt og at han jo havde et liv der skulle passes..
Det endte med, at diskussionen blev så aggressiv, da faderen sikkert følte sig som en far der ikke slog til i mine øjne og han blev så vred og beskyldte mig og anklagede mig for div. ting, som ikke passede det halve af og bragte gamle situationer på banen, som var sket for 6 år siuden, da sønnen blev født...
Faderen blev direkte onskabsfuld og beskyldte mig for, at det var min skyld, at min søn havde en skade i sit hovede, for jeg havde valgt, at han i en meget kort periode skulle i familiepleje pga. at jeg var fysisk syg (min læge havde rådet mig meget kraftig til at få hjælp omgående, da mit hjerte led overlast)
Han beskyldte mig for, at jeg havde holdt ham - faderen udenfor, hvortil jeg sagde, at faderen jo på det tidspunkt ikke havde kontakt til sin søn, og at han/faderen selv havde valgt at IKKE have samkvem med sin søn på det tidspunkt og i en periode af 3-5 måneder havde faderen brændt vores aftale af så mange gange, så derfor inddragede jeg ikke faderen i beslutningen om familiepleje..
Det endte med, at jeg i telefonsamtalen i dag sagde til faderen, at han ikke kunne komme i mit hjem mere og have samkvemmed sin søn, når han kom med så grove beskyldninger om, at det var min skyld, at min søn havde taget skade af, at jeg have "givet ham bort" fra mig i en periode.
Sønnen er født med navlestrængen flere gange rundt om halsen og har lidt af iltmangel og kom straks i respirator efter fødslen, så iltmanglen har gjort, at sønnen i dag lider nogle neurologiske vanskeligheder.
Nu synes jeg, at faderen kan sejle i sin egen sø i en periode og tænke over, at jeg ikke vil svines til, bare fordi jeg giver udtryk for min utilfredshed..

100% sikker på at mit svar længere oppe er rigtigt......

var korrekt.
Statsamtet er ikke indblandet i samkvemmet, det er noget vi selv har "fastsat"

Når nu du skriver:
"Nu synes jeg, at faderen kan sejle i sin egen sø i en periode og tænke over, at jeg ikke vil svines til, bare fordi jeg giver udtryk for min utilfredshed"..
Skal det så forståes sådan, at han så ikke må se sønnen det næste stykke tid? - For det vil nok være verdens dårligste idè, for barnets skyld !
En kendsgerning èr, at når drengen bor hos dig - og der ikke er fastsat samkvem over amtet, så er det udelukkende DIN ret, at fastsætte et samkvem som vil være til jeres alles bedste.
Jeg vil foreslå dig, at skrive et brev til faderen (gerne et lidt mere formelt brev)hvori du fastsætter samkvemmet og beder ham overholde tidspunkter for hentning og bringning, med klokkeslet. Samtidig giver du her tydeligt udtryk for, at såfrem disse tidspunkter ikke bliver overholdt (at han f.eks. ikke kommer og henter kl 15.00, eller hvad du nu har fastsat, så vil drengen ikke blive udleveret før næste gang det er hans weekend.
Men men, lad nu være med at bruge dette som en slags hævn for jeres uoverensstemmelser, da det i den sidste ende kun er jeres dreng der vil blive taberen i dette spil.
Det er vigtigt, at du i brevet gør opmærksom på, at denne lidt stive aftale, udelukkende er for at jeres søn har brug for noget forudsigelighed - og altså dermed ikke er lavet for at genere faderen.
Hvis du skulle have problemer med at skrive et lidt mere formelt brev af den slags, så er du velkommen til at skrive til mig på min mail, så vil jeg gerne sætte et brev sammen for dig.
godt tanker til jer

så tror jeg egentlig ikke at jeg ville have det samkvem overhovedet.
Én da hver anden uge far halv-elleve til kl. 19, jamen det ville jeg slet ikke byde min dreng, det er alt for lidt.
Hvorfor det er sådan kan jeg jo ikke vide, men jeg kunne godt have den tanke at det er dig der har sat din vilje igennem (statsamtet har jo ikke været inde ove samkvemsaftalen, skriver du jo) og så mister faderen da interessen, han er jo ikke med i drengens liv og færden overhovedet.
Iøvrigt sker det jo at man bliver påbudt at stille på et kursus og så må man bare møde op og så må andre ting træde i baggrunden, hvis man ellers vil beholde sit job.

hvad er det for en holdning du kommer med...
Jeg møder efterhånden mange børn, hvis far ikke gidder dem....det er godt nok utroligt at nogen kan være så ligeglade med deres børn.
Det lyder jo ikke til at faren er utilfreds med så lidt samvær siden han ikke har henvendt sig på statsamtet.
Hvor mange mødre må ikke blive hjemme fra diverse jobting.... der er ingen far at aflyse til... tsk tsk...

de vil kun have rettigheder men ikke ansvar... og ifølge ny lov...så kan du jo ikke gøre så meget andet end gå på statsamtet og indkalde til konfliktmæling.
Hvis ikke det løser noget, så kan du ikke gøre så meget andet end at forsøge at stoppe samvær grundet manglende interesse, men så ser drengen jo aldrig sin far og det jo heller ikke ønskværdigt for drengen.
Faren er da noget af et skvat, dem er der alt alt alt for mange af.

som ikke forstår. Men det kan du selvfølgelig ikke gøre for.

DIG!
En halv dag hver 14. dag. Hvad fanden er du for en modbydelig mor!
For det første skulle din søn have lov at se sin far mindst en gang om ugen og for det andet skulle han mindst hver 14. dag have lov at overnatte hos sin far, så de kan hygge sig sammen en HEL dag.
Hold kæft hvor er det småligt! Jeg forstår så udmærket godt at det kan være svært for sønnen og faderen at blive ved at fastholde en meningsfuld kontankt, når DU har lagt så stride restriktioner på deres samkvem. DU kan overhovedet ikke tillade dig at bebrejde ham noget.
Du burde simpelthen skamme dig overfor din søn og hans far.

jeg har skam altid sagt til faderen, at han kan have lige så meget samkvem med sin søn, han overhovedet har lyst til og passer det ikke faderen en lørdag, så kan han bare sige til og så finde en anden dag, men faderen har sagt til mig, at han IKKE kan finde en anden dag, for at se sin søn - det handler for mig at se som om, at faderen ikke har plads til sin søn i hans liv, at der er så mange andre ting, der er mere spændende, end lige hans egen søn..
Det er faktisk faderen, der har sagt til mig, at han ikke ønsker at få statsamtet blandet ind i samkvemmet med hans søn og det er jeg gået med til, da jeg også har det bedst med, at vi selv finder ud af det..
Faderen og jeg har for ca 5 år siden været til konfloktmægling på sttsamtet, men det hjalp kun en lille smule, for når konfliksmægling kun finder sted 1 enkelt gang, så batter det ikke nok..

som dig, nemlig at skrive et brev til faderen, hvori jeg vil gøre ham opmærksom på, at hvis han ønsker samkvem med sin søn, så vil jeg sige, at han så skal være helt sikker på, at det er det, han virkelig ønsker og har overskud til og at jeg ikke vil bebrejdes og få så ondskabsfuldte anklager mog mig, at det er min skyld, at sønnen har taget skade..
Tak for dit tilbud om, at du gerne vil hjælpe mig med at skrive et brev til faderen, men jeg siger nej tak..
Jeg venter lige et par dage med at skrive brevet, for jeg skal lige komme mig over skænderiet, for dernæst at kunne skrive et sagligt brev.

i denne tråd og jeg undrer mig.
Det meste går ud på at banke faderen på plads og at svine mænd i al alminedlighed til.
Denne tråd er noget af det mest usaglige jeg længe har læst, de fleste råd går på, at skabe konflikt med faderen, den mest fornuftige er trådstarteren, skønt hun også virker aggresiv.
En tråd som denne kan åbenbart samle alle de kvinder der ikke kan få forholdet mellem kvinde/mand til at fungere og så skal deres frustrationer udmøntes i råd der vil skabe konflikt mellem endnu et forældrepar, hvad med om alle de frustrerede kvinder får deres eget liv til at fungere før de giver "gode" råd videre til et menneske der seriøst beder og et råd der kan bruges.
Mit råd kan sikkert ikke bruges, da jeg er mand, men alligevel, jeg mener at trådstarteren bør lade det køre som det gør nu, og se lidt fremad om faderen viser større interesse i at omgåes barnet fremover, det kommer måske ikke lige med det samme, måske stopper det helt en dag, men hvis det sker, er det faderens vijle og det kan ingen lave om på.
Hvad angår "undskyldninger" for at aflyse eller flytte tidspunktet er det jo sådan, at det må man tro på, om man vil eller ej, det er ikke muligt at styre andre menneskers liv, barnet bliver måske "skuffet", men jeg tror nu mere det er moderens ego der tager skade, noget andet er, at hvis det er aftalt at barnet skal afhentes lørdag og faderen så bare bliver væk uden at ringe afbud, så bliver barnet skuffet, men så vidt jeg kan se, ringes der hver gang aftalen skal ændres så det er måske blot et spørgsmål om et par timer aftalen ændres.
Håber for dit barn at du vælger fornuften så ikke faderen en skønne dag vælger at frasige sig samkvem fordi du med den samkvem prøver at styre hans liv.
Med undrende hilsen
Ernst

hver gang et barn ikke har samvær, må det være morens skyld, fordi mange fatter tilsyneladende ikke, at mange fædre ikke gidder deres børn.
Men det er sådan virkeligheden er !! Jeg har inden for et årst tid mødt 6-7 børn, hvor faren ikke gidder dem. Det burde udløse en straf til faren.

med det samvær ?
Det er utroligt, at mødre ikke har lov til frihed og fritid til sig selv... tsk tsk

hej. Kender godt til problemet...her er det bare endnu værere. Jeg ville være (og er) sur og skuffet på sønnens vegne...for helt ærligt hvor svært kan det være at opretholde et samvær, når det ikke er oftere end som så. Hvad gør vi andre, når vi skal til møder eller andet? vi finder en løsning eller planlægger efter så det passer ind med børnene. Ja jeg er skuffet på børnenes vegne. Her er det dog så slemt at der max har været 3 overnatninger på 1år og min søn ser mest bedste forældrene på faderens side...og det er som regel også der min søn ender, når de en sjælden gang imellem skal være sammen faderen og sønnen (han er syv år nu)....ville ønske det kunne være anderledes, men jeg har ikke formået at kunne ændre det endnu (har boet hver for sig siden han var 1år). Så jeg ved ikke hvordan jeg kan hjælpe dig. Tror det grunder ud i et holdnings spørgsmål, som handler om egoet...altså barnet om barnet kommer i første række eller ej. vh

Tværtimod! Men det er mere forvirrende for at barn at have SÅ lidt kontakt med sin far - nogle timer hver fjortende dag, derved bliver barnet præsenteret for en fremmed hele tiden, det tror jeg er mere skadeligt end gavnligt for barnet.
Jeg kender et tilfælde hvor en far netop sagde nej tak til samkvem på de præmisser, men nu hvor pigen er 15 år, har de to et rigtigt godt forhold, men det er sgu ikke ikke moderens skyld, skulle jeg hilse og sige.
Jeg er deriomod enig med dig i at faderen i dette tilfælde forekommer lidt vattet, fordi han ikke har taget kampen op i statsamtet.
Knus

valgt det sparsomme samvær.

- at regne ham for at være en vigtig brik i min søns liv og så ville jeg i mit stille sind føle den dybeste foragt, for sådan en klaphat.
- Samværet er alt for lidt, hvis det skal indeholde nogen form for kvalitet. Og jeg bemærkede din begrundelse for manglende overnatning med at han helst ville hjem til dig, når han skulle sove. Sover han aldrig ude? Og hvor gammel er din søn 6? 7 år?
- Så jeg ville holde om med at regne med ham, og se mig om efter nogle mennesker min søn kunne være sammen med, hvor der er en mand i huset - af hensyn til at min dreng skal have nogle rollemodeller, der vel og mærke duer. Har du nogen i familien der er egnede, eller skal du ud og kigge på nogle helt udefrakommende? Hvor stor en omgangskreds har I - altså dig og din søn?
- Grunden til det forslag er, at jeg tror det er vigtigt at din søn ikke får den opfattelse at mænd bare er sådan noget man ikke rigtig ved, hvor man har. Det kan der selvfølgelig være meget sandhed i, men der findes altså også en anden udgave. Er hans far i et nyt forhold?
- Har din dreng den form for kontakt, er det mindre væsentligt for ham, om hans far har behov for hver dag i måneden til "sit liv" - lam undskyldning!

Det batter det her...Godt skrevet!!! 100% enig.

bliver ikke påbudt dagen før eller samme dag....

du gør det rigtige. Man skal ikke aflevere et barn til samkvem med en der ikke er interesseret....

så jeg er helt enig. Du bør ikke bruge dit liv på at lave en kontakt som faderen selv skal bære.
Dvs: i det omfang faderen selv viser interesse, mener jeg du bør støtte op, sålænge vilkårene er rimelige (dvs. han laver aftaler OG holder dem. Evt. ændringer skal varsles i rimelig tid, pånær akut opståede ting. - find hvad der er rimelig tid for dig. Jeg har sagt 10 dage til vores børns far).
Det at ville faderens kærlighed så meget på sit barns vegne, kender jeg godt...
Her er faderen flyttet til udlandet, har lavet en ny familie, og ser børnene her aftagende - dvs. der går fra 6-7 til 10-12 uger imellem. Han er også begyndt at afkorte samværets længde, så det ofte end ikke er en hel weekend/ ikke er en hel uge...)
Jeg har i flere år "arbejdet" for at han skulle se børnene... dvs. jeg har flyttet UTALLIGE af egne aftaler, for at tilgodese hans evindelige ændringer.
Jeg har flere gange om året, givet ham "fornuftige" meldinger om hvordan børnene reagerer på hans udeblivelse. Og jeg har meddelt ham, ligeledes i pæn og fornuftig tone, når børnene har ytret savn, el. ønsket mere samvær.
Alt sammen formålsløst... han vælger SIT liv, sit arbejde og sin nye familie...
At det gør ondt som mor også, er klart. Børnene elsker ham jo. Men jeg kan ikke tvinge en kamel til at drikke...
Derimod har vi været heldige, og har en familie i vores nærhed, som er velfungerende med mor, far og jævnaldrende børn, og som har taget os til sig som venner OG under deres "vinger" :o) = feks. at vi holder juleaften med dem, børnene kan blive passet der de gange jeg gerne vil noget "voksent" en aften osv. Og de har en hamrende god rollemodel i den families far! :o) OK, det afbøder ikke savnet efter egen far, men det hjælper!!
Det korte af det lange: du kan ikke få den far til at blive anderledes. Og du kan ikke formå at få den far til at give din søn den faderkærlighed, som vi ønsker alle børn havde...
Men du kan kigge dig om efter, hvad du kan gøre i stedet. Det er både dine og din søns kræfter nok bedre brugt ved. Ellers hænger i fast i et "evigt savn" og en "evig opgave" for at få den der passive far til at komme på banen... - og kameler vil KUN SELV DRIKKE...

Jeg er enig i at en skriftlig aftale med vilkår for afhentning og aflevering er en god ide. Især for mor og barn.
Dog, kære forvirrede mor, i dit brev, tror jeg du virkelig skal forholde dig rent faktuelt. Dvs. kun skrive at du ser behovet for en fast aftale, og at du foreslår sådan og sådan som vilkår for afhenting, aflevering, ændringer og aflysninger (jf. mit indlæg længere ned i tråden, med at du også bør sætte vilkår for ændringer og aflysninger).
Det du har brug for at sige fra overfor, mener jeg du bør skrive i en anden, separat mail. Ellers kommer du nemt til at blande samvær og faderens dårlige tone ovf. dig i een pærevælling - til skade for jer alle. (og ja, det er ikke rimeligt at kun du er den voksne - men sådan er virkeligheden for dig/jer. - den far, har helt klart kun sig selv øverst på dagsordenen = han er ikke moden til at påtage sig ansvar for konstruktive løsninger).
Mht. når faderen så ændrer og aflyser:
Lad dig ikke gå på af det. - du ved jo nu efter flere år, at sådan gør han.
I stedet:
Når han ændrer urimeligt, så afslå høfligt samværet, og planlæg noget godt for dig og din søn, så det bliver en god oplevelse - istedet for en dårlig-far oplevelse.
Det samme hvis han kommer for sent, eller helt udebliver.
I to skal bestemt ikke sidde og vente på en far, der kun handler ud fra hvad "hans liv" kan... En aftale er en aftale. Den skal holdes. Eller ændres jf. aftalte om ændringer/aflysninger. Overholder han ikke det = så er tiden jeres :o)
Så kan I TO lave noget dejligt sammen! - spild ikke tiden med at gøre den sur med at vente på eller tale om den far der ikke er dukket op.

du der har skrevet det krænkende indlæg (både din agressive angrebs-tone og dine uberettigede fordømmelser) - du er ikke værd at læse.
Skam!?
Skammen her, er din! = for din dårlige fatteevne og dine ualmindelig grove og uberettigede udfald mod trådholderen.

Jeg er ikke enig med dig i at trådholderen er agressiv.
Jeg ser: at hun er en mor, der for sit barn ønsker at faderen er der! - men det vil den far ikke... og det frustrerer hende, at se sit barn blive ked/ og det belaster hende, at han ændrer aftaler med så urimeligt kort varsel mv. =
hun er da helt normalt reagerende, når hun bliver frustreret og vred over den lallende adfærd faderen udviser.
Og det er bestemt ikke det samme som at hun er agressiv.

hi hi - jeg morer mig stadig over din skønne korte melding :o)
... men måske kamel-kurser har lidt andre varslings-frister?? ;o) *G*

at forældrene bliver (endnu mere?) uvenner over samkvemsforholdende.
Jeg kan sådan set godt lidt forstå at interessen stille og roligt siver fra manden, når han ikke ser mere til drengen end han gør. Han burde kæmpe for noget mere. Desværre sker det modsatte.
Men jeg kan så ikke forstå, at moren ikke forsøger at skabe et tættere forhold mellem far og søn, ved at foreslå et ugentligt samvær, og måske også at faren sørger for at putte drengen når han har haft ham en hel dag. Det betyder at han skal ind i hendes hjem, men det vil styrke forholdet mellem far og søn, og på sigt forhåbentlig kunne give faren lyst til at have drengen mere og give drengen lyst til at sove hos far.
Det er helt ufatteligt som forældre mere eller mindre ubevidst modarbejder hinanden, i misforstået kærlighed til børnene. Drengen skal "tvinges" til mere samvær med sin far, så han til sidst får lyst til at besøge ham mere og også overnatte hos ham. Det andet her er sygelig mor-hysteri, som drengen på ingen måde har godt af.

vi mødre ER IKKE deres mødre, og skal ikke sørge for at de holder deres samværsaftaler.
Ligesom vi heller ikke skal indgyde dem vilje og kærlighed til at ville se deres eget barn.
Det skal altså komme fra manden selv.
Og præcis den trådholder her, har tydeligt forklaret, hvordan hun i alle henseender har accepteret faderens måde at ville se barnet på. Endog selv om han vælger at se barnet urimeligt lidt, og selv om han vælger at aflyse, flytte, ændre, komme for sent osv.
DET KAN ALDRIG BLIVE KVINDENS ANSVAR at han handler sådan.
Det er sgu hans eget ansvar.
... men åbenbart er hans evne til kærlighed til, og vilje til at bruge af sin tid på, sin søn IKKE ret stor! - og det kan moderen heller ikke ændre på. Det kan kun han selv.
så hold nu op med at give kvinderne skyld og anvar hver gang en uduelig far bliver debatteret!

- han har jo et liv han skal passe. Hvilket mødre selvfølgelig slet ikke har, hvis de skal være "gode mødre" - LOL, det er vist ikke meget du har fattet i den her tråd, men håber da du fik luft og vi andre så kan få ro.

jeg har kun og jeg mener kun nægtet faderen at se sin søn i de lange perioder, hvor han pissede aftalerne af med sin søn og sønnen har nu efterhånden fået en lille vrede overfor hans far.
Jeg har aldrig nogensinde talt dårligt om faderen overfor drengen, jeg har holdt mig neutral overfor sønnen og for den skyld også faderen et mega langt stykke hen ad vejen..
Jeg mener bestemt også, at det ville være det allerbedste for drengen, at han så sin far 1 gang i ugen, så det kunne blive meget mere kontinuerligt og på denne måde, som du Anonym også er inde på, at så kunne det tænkes, at sønnen på et tidspunkt får lyst til at sove hos sin far, men faderen bliver ved med, at der skal tages hensyn til sønnen, for han har jo en skade og ikke for meget samkvem...
Der skal selvfølgelig tages hensyn til drengen, men faderen indrømmede jo igår i telefonen, at han havde et stresset liv, så derfor kunne han ikke være så meget sammen med sin søn..
Jeg mener bare, at så må faderen til at tage sig sammen og finde ud af, om han 100 % vil hans søn eller ej, for dette her vaklen frem og tilbage, det går altså ikke for drengen og så vil jeg hellere beskytte drengen mod en far, der ikke rigtig ved om han gider og orker sin søn!!!

Hvilket alt for mange mødre ikke gør.
Når man har et handicappet barn, der kræver lidt ekstra, må man også strække sig lidt ekstra.
Hvis man gerne vil have at faren tager lidt mere af slæbet, skal man måske, istedet for bare at klantre ham, give ham bedre vilkår for det. Hvis man bare er sur på manden, der gør hav han kan overfor et lille forknyt barn der hellere vil hænge i mors skørter (hvorfor mon) end lære sin far bedre at kende, så er det saftsusemig ikke let at være far.
Jeg skammer mig på mit køns vegne når jeg hører hvor meget de skælder ud på deres børns fædre istedet for at deltage i at skabe et fornuftigt samvær.
Det eneste man hører fra de kvinder er "det er hans eget ansvar". Ja - men når du som kvinde spænder ben for ham, så han han altså ikke særligt gode vilkår for at skabe et fornuftigt samvær.
Istedet for at ringe til ham og sige: "Jeg syntes det er forkert at du hele tiden ændrer på samværet" så kunne du måske ringe og sige: "Jeg fornemmer at det samvær der er pt. ikke er så godt. Hvad kan jeg gøre for at gøre det bedre?"
Det siger sgu da sig selv, at en mand der kun bliver brugt som barnepige hver anden lørdag, ikke får et ordentligt forhold til sit barn. Involver ham noget mere. Bed ham blive og hjælpe med at bade og putte barnet. Det vil give ham helt andre øjeblikke sammen med barnet, netop de øjeblikke der skal til ordentligt forhold, noget der i lige præcis dette tilfælde ALDRIG har været skabt fra grunden.
Jeg har kun foragt til overs for de kvinder der modarbejder forholdet mellem deres børn og børnenes fædre. Og det er altså at modarbejde forholdet, at man ikke medvirker til at skabe bedre betingelser.

det er lige alle mine ord om igen.
Men hvor længe skal jeg mon blive ved med at tilgive faderen, jeg har gjort det igen og igen i håb om, at faderen med tiden ændrer sig til det bedre, men det har desværre ikke været tilfældet.
Havde drengen været meget ked af det, når han ikke skulle ud til sin far, så havde faderen sikkert kunne trække mig endnu mere rundt i manegen.
Da jeg i går sagde til faderen, at han ikke skulle se sin søn, så er det ikke i en ondskabsfuld mening, det er fordi jeg ikke længere vil finde mig i hans svinestrejer på alle led. Nu synes jeg han skal have lov til at tænke sig en ekstra gang om.. og blive klog på, hans opførsel overfor sin søn og jeg.

Kan du slet ikke forstå, at jo mindre han ser ham, jo mindre har han til overs for ham.
Du skal tværtimod bede ham være der lidt mere. På den gode måde. Hysteri over at han ikke lige har været der i lørdags, fører ingen steder hen.
Tal dog med manden om, at samværet om lørdagen til en start kunne udvides til at han blev og puttede drengen. Det vil give deres samvær en helt ny diminssion, og måske også vække hans følelser. Du må forstå, at en mand der aldrig har haft noget særligt tæt forhold til sit barn, heller ikke har følelserne for det. De følelser du har, har du oparbejdet gennem graviditeten og en svær fødsel og derefter angsten for at miste ham igen osv osv osv. Faren har ikke på noget tidspunkt været involveret i alt det. Hvordan forventer du at han skal føle det samme for drengen som du gør?
Det er latterligt at kvinder i 2007 stadig mener at mænd skal elske deres børn fra undfangelsen. Det har vi efterhånden hørt 1000vis af mænd forklare at de ikke har gjort, at de først begyndte at føle noget, når barnet var født. Derudover hører man igen og igen, at mænd føler sig tilsidesat af moren, der overhovedet ikke lader manden komme til i de første mange måneder.
Uanset årsagen til at han ikke var med i de første par år, så er det en kendsgerning at det var han ikke. Hvis du vil vække hans følelser, så er det ikke ved at lukke for samværet, men derimod ved at skrue op for det stille og roligt. Jo mere han er sammen med sin søn, jo mindre vil han undvære det. Men det er altså dig der skal skabe betingelserne - han har jo ikke mulighed for det, hvis du stritter imod.

ej nu må I kvinde-mor-hadske klappe hesten, ikk :o)
Den fader i denne tråd, har haft 6-7 år til at "mærke" sin faderkærlighed, og har kunnet bede om alt det samvær han VILLE...
Der er vist ikke mere at sige til dette her, end at den far VIL IKKE !

Nej! Det havde han ikke - den fantastiske mor holdt ham jo på afstand i strakt arm!
Hvordan mener du en mand overhovedet skal kunne få følelser for et barn han ikke må se?

Hvor i alverden har du dog fået dne opfattelse at det er din opgave at tilgive faderen for hans fejl? Det er overhovedet ikke din opgave.
Din eneste opgave er, at sikre din søn så behagelig en opvækst som muligt. Og hvis det indebærer at du må sluge en ugentlig kamel ved at stå lidt på hovedet for drengens far, ja så er det det du må gøre.
Og hvis du bare sparker manden endnu længere væk, når han ikke gebærder sig som du vil have det, ja så kommer det jo aldrig nærmere det du i hvert fald udadtil ønsker.
Har ud hørt om kvindelist? Tilsyndeladende bruger du det ikke, så man kan jo tvivl på om du ved hvad det er.
Istedet for át give manden dårlig samvittighed ved at anklage ham for svigt, kunne du måske vende det om og sige "vores søn bliver altid så glad når han ved du kommer". Og måske kunne du lære at udvide den med "jeg tror han vil blive glad hvis du bliver og putter ham".
Men det er måske for meget forlangt? Er det sjovere at sidde og være fortørnet over, at han ikke bare falder i svime over drengens eksistens sådan som du selv gør? Prøv at forstå, at mænd fungerer anerledes end kvinder - de bliver ikke forelsket deres børn bare ved tanken om at det er deres børn. Der skal mere til, og det er din forbandende pligt som mor til drengen at skabe de betingelser der skal til for at drengen får et ordentligt forhold til sin far.
Vend du dig bare til rygklapperne der ynker dig og sviner manden til. Både du og jeg ved jo, at det ikke fører dig nogen som helst steder hen. Vær dog lidt konstuktiv og få tingene til at fungere, istedet for at være så pisse martyragtigt. Det hjælper jo på ingen måde din søn!

det er faderen, der har meldt pas, jeg har som sagt herinde, at jeg har sagt til faderen, at det står ham frit for at have samkvem med sønnen - hvad er det du har så svært ved at forstå?
Jeg har enda tilbudt faderen, at han gerne må komme i vores hjem, hvis han og sønnen ønsker det, men det vil han ikke og grunden derfor er temlig sikkert, at faderens kone ikke er interesseret i det - ligesom faderen selv har fortalt mig, at hans kone for nogle år siden ikke ville se mig pga at hun var jaloux. Så i mine øjne har vi med en far at gøre, der tilpasser sig kones behov et stykke hen d vejen..
Fatter du stadig minus, af hvad jeg skriver, så vil jeg ikke bruge mere tid på dig. At du har en anden opfattelse af tingene end jeg, er helt ok, men når du glemmer hvad du har læst eller fatter minus af det jeg skriver, så fører denne debat ikke til noget fornuftigt.
Jeg er ikke bare alene ude på at svine faderen til, men jeg kan undre mig over, hvordan han prioriterer sin søn så lidt, når han har haft alle muligheder for, at lære sin søn at kende.
Jeg er godt klar over, at dfaderen ikke kan elske sin søn på samme måde som jeg, men han har åbenbart ikke været interesseret i, at lære ham bedre at kende og jeg vil ikke længere gå med til, at faderen kan opføre sig, lige som det passer sig på alle fronter.
Jeg har skam adskillige gange nævnt overfor faderen, at han skal vide, at jeg virkelig synes, at han er god til at finde på forskellige gøremål med sin søn og det lader til, at de hygger sig sammen og det er bare så fint, men trods det, har det ikke givet faderen mere lyst til at være sammen med sin søn og så kan jeg ikke gøre mere, jeg skal vel ikke stå på hovedet for at gøre alt i denne verden for at behage faderen vel.
Denne ene gang i 5 år, ja du læste rigtigt i 5 år, har jeg beklaget mig...så jeg mener bestemt ikke, at jeg overdriver..

på at faderen ikke vil have mere samkvem, men jeg kan sige, hvad jeg i fremtiden vil gå med til af samkvemsmuligheder....!
jeg kan ikke fremtvinge faderen til at have mere samkvem med sin søn i ferier, men jeg kan sige til faderen, at jeg ikke længere vil høre på, at han siger, at han måske ringer i løbet af ugen og måske vil have samkvem i ferierne, for han har aldrig holdt ord, så jeg vil sige til ham, at han ikke skal sige måske, men komme med klare udmeldninger.
Jeg kan heller ikke fremtvinge kærligheden frem i faderen overfor sin søn, men jeg kan forholde mig til at tænke, at det er klart, at faderen ikke har det tætte far/søn forhold pga faderens manglende interesse og overskud i sit liv.
Men der hvor jeg er i vildrede er, når faderen igen - hvis det sker, at han ikke overholder sine aftaler gang på gang, skal der så være en konsekvens, for ellers kan han jo hale mig rundt i manegen..
Hvad så næste gang jeg måske er utilfreds over, at faderen ikke overholder sine aftaler og jeg giver udtryk for min frustration og hvor faderen så sviner mig til, skal jeg bare blive ved med at finde mig i, at faderen kan kalde mig adskillige skælsord, nej, jeg tænker lige nu, at kommer det til at ske, så må jeg forklare faderen, at jeg lægger røret på og at vi kan snakke om tingene, når tonen bliver en anden..

så handler det ikke kun om hvad jeg og faderen vil gå med til eller ikke med til, det handler om barnets tarv og nu hvor drengen er begyndt at give udtryk for sine frustrtioner, så har jeg reageret og ikke før, da der ikke var grund til det, trods faderens manglende interessse og overskud osv..
Hvor længe skal vi voksne blive ved med at være uenige på barnets bekostninger..? jeg vil mene, den dag drengen får det dårligt med at hans far ikke gider ham tilstrækkeligt, så er det barnet der bestemmer, om hvorvidt han vil se sin far eller ej, men vi taler nok om flere år endnu, før drengen kan gøre så meget oprør og trodse igennem.
Men inden det måske sker, så vil jeg i mellemtiden gerne sørge for at forebygge, men det er svært når faderen og jeg ser vidt forskelligt på samkvem.

6 år og han sover hos en aflastningsfamilie 2 dage hver anden uge. Udover det, så sover han aldrig hos familiemedlemmer, men det sker, at vi sover hos min kæreste, som drengen meget gerne vil, men min kæreste er også en stor del af vores liv.
Der er nogle få mænd min søn omgås, så der er nogle mandlige rollemodeller.f.eks. i børnehaven er der kun 1 enkelt mandlig pædagog, men hans storebror på 14 år, får han meget modspil af og min kæreste som leger med ham.
Ja, hans far er i et forhold, han har været gift i 5 år med sin kone og hun har først for et par år siden accepteret drengen, så nok en medvirkende faktor til faderens manglende interesse i sin søn.
Jeg føler, at jeg ikke kan tale mere fornuftigt med drengens far, for han ser altid alle tingene fra hans egen synsvinkel og har jeg en anden mening end ham, så går han til angreb og bliver ond i hans udtalelser, så min indstilling til ham er nu, at jeg ser faderen med andre briller på og de er ikke særlig pæne..

nu skal du lige godt høre : moi var i samme situation for over en million aar siden og ungen blev saa glad og spøndt hver gang papa havde lovet at komme og se knaegten,men han holdt det aldrig.Saa en dag sagde jeg : hør her idiot,dette er sidste chance med dig hvis du ikke holder aftalen denne gang faar du aldrig mere lov til at se dit afkom og gaet tre gange,stodderen kom aldrig tilbage.Man blev jo immerveak godt gidt (knaegten er voksen idag) og han har aldrig neavnt ham og jeg maa lige indskyde,at jeg aldrig har talt ondt om ham.Saadan kan det gaa.Han har idag arveret efter ham paa fuld lighed med hans andre børn.

Du vil bare lige have en håndfuld ukendte til at give dig grønt lys for at blokere for faderens samkvem med drengen. Og hvis nogen - som jeg f.eks. - skulle finde på at have en anden opfattelse af situationen, ja så er din reaktion: "Du fatter minus, så dig vil jeg ikke bruge tid på".
Hvorfor spørger du, hvis du kun vil have tilkendegivelser der giver dig ret i hvad du foretager dig?
Og når du så selv siger, at faderen selv har meldt fra, får det dig så overhovedet ikke til at tænke på, om du nu også har været så åben som du selv siger? Du har jo også sagt, at du flere gange har blokeret for samvær. http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=170&posting=1203903 Så din påstand om at dette skulle være første gang, den tror jeg bare ikke på.
Og selvom du mener at han svigtede i den periode hvor du havde allermest brug for ham - så var du også så intrigant at du valgte ham helt fra. Du forsøgte ikke engang at finde en løsning med ham. Det er jo skammeligt!
Selvfølgelig tilpasser manden sig hans kones behov. Det er trods alt hende han skal bo sammen med. Det er jo ikke dig der skal styre hans hverdag.
Og du har vist stadig ikke forstået, at en fars kærlighed vokser på en anden måde end en mors.
Din eneste opgave at gøre det bedste for din søn. Og det er at kæmpe for at godt forhold mellem far og søn. Lige nu gør du det modsatte.
Tror din søn vil takke dig for det om 15 år?

ikke gider deres børn.Mange gaar ud og laver nye børn.

Det forstyrrer mindre.

- godt og fyldestgørende indlæg, der sætter en del ting på plads.
- Ved du hvad? Jeg synes du har gjort det godt!
- At jdet så kan hidse en op i det røde felt at "nye" koner helt misforstår deres roller i forhold til allerede tilstedeværende børn, det er jo en anden sag. Giv hende en blodtud fra mig! Sådan en kran!
- Lad du det far/søn forhold, gå som det kan. Din dreng har det han skal bruge.

da jeg læste, at jeg skulle give hende en blotud fra dig - det skal jeg nok..
Ja, min dreng har det, han skal bruge og jeg ringer IKKE til hans far, men jeg kan se på min hustelefon, at faderen har ringet i går formiddag/eftermiddag, men han har så ikke ringet igen - lad mig gætte på, at faderen lige har ringt, da han var selv hjemme - uden kranen og om aftenen, når kranen kom hjem, så har han åbenbart ikke ville ringe til mig igen, for han er åbenbart meget styret af kranen, for jeg kan jo tydelig mærke i de adskillige år, når kranen har siddet i samme rum som faderen og så har tonen været en anden eller er samtalerne omkring min søn knap startet, før den er endt igen.

Som du forventer de taler om dig.
Måske er du kranen i deres verden, der bare skal have en blodtud.

- binder du an med hele pakken, må du få det bedste ud af det. Ungerne skal i hvert fald ikke bøde, min anonyme ven (?)

I skal passe på, at det bliver en diskussion mellem jer og sønnen ikke bliver blandet ind i det. Han er jo ikke en ligeglad far, men hunden kommer åbenbart før sønnen. Mange fædre aflyser ikke engang, men deres børn sidder påklædt og venter. Han aflyser i god tid, men det må ikke blive senere end dagen før. I må have nogle tider, der er til, at regne med for begge. Tal med ham først og hvis dette ikke løser noget, så gå i statsamtet.Jeg forstår godt, at I er gået fra hinanden, han kører da direkte frihjul. Han skal vide i sin sjæl, at han kun kan aflyse p.g.a. dødsfald.Men det bliver vist en vanskelig opgave at få ham til at forstå. Lad være med at blive sur, det rammer din søn og det lader til, at han kun har dig som et fast troværdigt punkt i livet. Held og lykke.

Jeg ringede idag til faderen og bragte et åbent spørgsmål på banen " hvordan kommer vi videre herfra, som kan være til gavn for sønnen"
Faderen og jeg fik en god dialog omkring samkvem og tidspunkter, så vidt så godt...
Faderen sagde,at han gerne ville have fælles forældremyndighed pga. at han føler sig underdanig og føler det er mig, der har magten - han pointerede, at han ikke ville bruge myndigheden imod mig.... jeg sagde ok til fælles forældremyndighed, men nu er jeg blevet bange for, at han alligevel på et tidspunkt vil bruge den imod mig....!
For faderen sagde, at han ville give mig ret i mange af de ting, jeg nævnte i vores seneste "samtale" men da jeg sagde, at jeg syntes han havde været grov, da han nævnte det med, at det var min skyld, at vores søn har taget skade, da sagde faderen, at han havde haft denne vrede imod mig i alle 6 år og nu havde han fået afløb for sin vrede, så det ville ikke ske mere, at han gav mig skylden.... nå tænkte jeg, men for 3 år siden, sagde faderen også, at han ikke længere havde noget vrede mod mig mere, men nu 3 år efter, så har han alligevel... hvad mener han, jeg kan vist ikke stole på ham alligevel...
Jeg vil ringe til stasamtet og tale med dem vedr. fælles forældremyndighed..
Faderen har andre ønsker end mine mht vores søns opvæks, så allerede der, kan der blive nogle kontraverser..
Faderen vil have, at sønnen skal i en alm klasse, men det mener hverken jeg, psykologen, primærpædagogen og støttepædagogen er nogen god ide, da drengen har nogle specielle behov og så kan vi fint side til div. møder og være ueninge og så er jeg bange for at den verbale krig starter en gang til...
Håber statsamtet kan hjælpe mig videre... Har i kommentarer til mit indlæg er i velkomne til at kommentere noget brugbart..

På Google kan du finde ud af hvad det indebærer. Der står helt specifikt, at bopælforælderen tager sig af skolegang osv. I øvrigt skal du tænke over det økonomiske. Jeg mener ikke, at du kan pålægges en fælles forældremyndighed og jeg ville sige til ham , at du vil have en betænkningstid på et halvt år, hvor han beviser, at drengen er vigtigst. Fælles forældremyndighed i sigselv ændrer ikke noget ved en fars svigt.Det er ikke dig der er skyldig her, hvilket jeg synes han prøver, at gøre dig ved at sige, at han føler sig underdanig. For mig lyder det somom han prøver at tvinge sig vej til en fælles forældremyndighed. Det er ham der har svigtet sin søn og vil det ændre sig med en fælles forældremyndighed . Målet er jo, at han ikke svigter mere.

til, at jeg vil have 1/2 års betænkningstid, så faderen kan bevise, at drengen er vigtigst.... faderen bliver stadig ved med at sige, at han også har så mange andre ting i hans liv.. ja, men for mig at se, så handler det et langt stykke hen ad vejen, hvad man prioriterer til og fra i sit liv...
Der skal helt klart nogle meget stramme regler om samkvem i fremtiden..
Ja, jeg føler også, at han prøver at give mig skylden og manipulerer mig ved at give mig ret i mine udtalelser, som han ellers ikke mente sidste gang... jeg føler mig nærmest skyldig hvis jeg ikke siger ja til fælles forældremyndighed og hvad han vil bruge fælles forældremyndigheden til andet end, at han ikke føler sig underdanig - det kan jeg ikke vide mig sikker på..
Fælles forældremyndighed eller ej, det ændrer temlig sikkert ikke faderens motivation til mere samkvem eller ændrer adfærd til det mere positive - tværtimod kunne jeg frygte, for som han selv siger, så har han følt, at jeg havde magten og han ikke turde sige noget til mig... Men skal jeg så mon stå for skud for flere grove bemærkninger..! det kunne jeg godt frygte...
Du skriver, at jeg skal tænke over det økonomiske... hvad indebærer en fælles forældremyndighed❓at faderen slipper for at betale bidrag❓
Jeg har hørt, at der er kommet nogle nye regler vedr. fælles forældremyndighed, så om statsamtet har opdateret den nye lov, det må stå derinde..
Mange tak for dit professionelle svar, jeg ser tingene på samme vis som du..'
Når man står midt i suppedasen, så kan det godt være svært at se tingene udefra, da man er følelsesmæssigt involveret - her tænker jeg udelukket på min søn og ikke følelser overfor faderen..