Hvad skete der lige? *hjæælp* (NB! LANG)
Hej tøser og fyre,
jeg har nu siddet og læst en del af jeres indlæg igennem for at se om der er en eller flere derude som egentlig går og har det på samme måde som jeg. Vil nok ikke sige der er en helt præcis der har det på samme måde men mine følelser og tanker går igen i mange forskellige emner der er pænt debatteret herinde men jeg håber sandelig at nogle af jer gerne også vil læse mit indlæg og komme med gode råd til mig.
Ak ve handler det jo om mænd - ikke overraskende vel?
Lad mig begynde fra begyndelsen..........undskyld på forhånd for det laange indlæg.
Jeg mødte en fyr her for snart 6 år siden på en sjov hjemmeside. Vi skrev en hel del derinde og en dag udvekslede vi så msn adresser. Herefter skrev vi der. Da der var gået nogle måneder skulle han til en højskole ting og derfor skrev vi ikke nær så meget. Ikke at det ikke gjorde mig noget dengang. På højskolen fandt han sig en kæreste så han var ikke så meget på som før og da han kom var han meget kold nærmere forstået mere ligeglad og ja kan jeg godt forstå pga. kæresten. Nå men vi snakkede af og til. Det skal lige siges at jeg var skudt i en anden fyr på det tidspunkt. En uopnåelig en af slagsen. Tiden gik. På en eller anden måde fandt jeg ud af at hans kæreste dvs netguy (kalder jeg ham fremover) var blevet single igen. Det tog ham et halvt års tid at komme over eksen der. Jeg snakkede ikke ret meget med ham på det tidspunkt nok fordi han ikke kom så meget online. Vi havde altid chattet meget sjovt og sort humor som kun ham og jeg ville kunne forstå. Man kan passende sige vi svingede enorm godt sammen. Dagene gik og jeg var tit på sjælland hvor han bor. Men vi mødte aldrig hinanden - desværre. En aften hvor jeg havde været til fest hvor jeg var kommet og skændtes med en veninde i KBH tog han hele vejen ind til hovedbanen fra en aften med drengene for at hente mig. Lige da han kom kørte mit tog så der kunne vi heller ikke ses. Men så ringede han til mig. Vi snakkede rigtig længe. Det var jo i DSBs gode spor periode hvor alt bare gik galt og man skulle transporteres med tog, busser mm. Jeg blev helt vild glad for at høre hans stemme. Jeg blev helt vild med den faktisk. Synes han har den smukkeste stemme. Vi snakkede og snakkede. Og han inviterede mig endda hjem til sig flere gange (boede sammen med familien) men jeg var jo ikke vild med ham jeg var vild med ham der mister unreachable. Dumme mig. Nå men vi havde jo set billeder af hinanden. Så forrige år havde tingene taget en drejning. Vi snakkede meget mere end hidtil og alligevel ikke. Vi snakkede om de piger han var vild med og de der var vilde med ham - mit start på studie osv osv. Igen mødte vi ikke hinanden desværre. Så om sommeren snakkede vi ikke. Der fik jeg mig en kæreste. Jeg var ikke sammen med ham så længe igen. Men alligevel var jeg noget glad for ham. Han var godt nok ikke den bedste kæreste at blære sig med nu han var underlig overfor mig når hans venner var der men det er en anden side af sagen. Da den tid så var overstået og jeg var flyttet til at starte på studie fik jeg lidt tider efter kontakt med netguy igen. Tonen var anderledes. Vi chattede meget og længe, flirtede, snakkede i telefon, smsede osv osv osv Han skrev altid til mig på de sjoveste tidspunkter både da han var i byen en lørdag nat og tirsdag middag osv. Så en dag skrev han til mig at han savner mig og han gerne snart vil ses for det kunne altså ikke blive ved med at gå. Jeg inviterede ham hjem til mig. Der kunne jeg mærke at jeg tænkte meget på ham. Synes han var rigtig sød at snakke med. Og var lidt nervøs og samtidig spændt på hvad der vil ske. Så kom han sidste forår hjem til mig. Vi svingede og havde det sjovt fra starten af. Vi begyndte kort tid efter han var ankommet at komme sammen. Vi havde det enorm dejligt. Selvom det var langdistance med flere timers transport for begge parter tur retur var alt godt!!!!!!! Jeg fik mødt hans familie (mors side) meget tidlig i forholdet - næsten 4 mdr sammen - til familiefest, fejrede jul med dem osv. MEGET HYGGELIGT! han mødte også min familie en måned efter vi begyndte at komme sammen. Vi var begge enige om at der ikke skulle lægges skjul på noget som helst. Vi havde det så godt sammen. Allerede tidligt i forholdet snakkede han om vi skulle flytte sammen så jeg kunne flytte ind til ham ved at blive overflyttet mit studie da det kun kan studeres 2 steder i hele Danmark. Jeg var glad og lykkelig. Og det samme var han. Vi var uadskillelige. Vi havde det så godt sammen. Self. var der skænderier hist og her men hvem har ikke det? Vi tog en dag af gangen. Han friede nærmest også til mig efter to måneder. Jeg var forbløffet over alle de dejlige planer med bolig, område, land, børn, arbejde, ægteskab, bryllup mm vi satte os for sammen. En af de sidste gange han var oppe ved mig sagde han til mig at han glædede sig til at vågne op ved min side hver evig eneste dag for evig altid. Det blev jeg meget rørt af. Og tænkte at jeg hellere må kontakte folk fra studiet og spørge til flytning osv. Jeg var godt nok selv noget bange som jeg sagtens kunne mærke han var. Hans venner ved jeg endnu ikke i dag hvad de synes om mig. Jeg har ikke været så tit sammen med dem og ham. Nå men så tog han hjem til sig noget tid efter. Alt var stadig godt osv osv ovs. Så kort efter vores 1 års dag begyndte han at blive helt anderledes. Som om der var noget røget i hovedet på ham. For at gøre det kort sagde han at han er træt af at have forhold til en telefon. Og det forstår jeg godt og sagde hør her vi flytter jo snart sammen. Han var helt væk. Og endte med at slå op med mig grundet det er ikke dig det er mig. At han ikke har de samme følelser for mig mere .......hvilket stadig dagen i dag halvanden måned efter slår mig ud.
Jeg var så dum at jeg græd osv og ikke kunne forstå noget som helst osv. Detajler ligegyldigt. Han sagde flere gange at han ville have ingen kontakt i en måned. Men vi brød den begge hele tiden. Til sidst sagde han det igen igen og så kontaktede jeg ham. Dumt. Jeg har snart føsda og ville gerne se ham der. Igen blev vi enige om at ved at kunne være venner som vi altid har været så skulle vi have ingen kontakt i en måned. Jeg var fast besluttet på det. Som var en torsdag eftermiddag. Han ringede den efterfølgende mandag. Var helt anderledes. Fuldstændig glad og behagelig at tale med, sagde han snart vil se mig og besøge mig, hvad jeg ønsker mig i føsdagsgave hvor jeg sa det her dvs ham og jeg har det godt uden skænderier mm og han sa det vil jeg altid have) osv osv. Ugerne gik op og ned. På et tidspunkt stod jeg og hjalp en kammerat med at pakke. Netguy skrev til mig. Der havde vi ikke snakket i 5 dage. Jeg ville ikke virke despi derfor havde jeg ikke kontaktet ham ville have han skulle savne mig. Jeg skrev til ham jeg var vågen (klokken var over 1 om natten). han ringede og vi snakkede noget tid han havde det ikke godt. Jeg tilbød og inviterede at han kunne komme over til mig og vi kunne løse det sammen hvor han sa at nej det skulle ske hos ham for ja det var i egne omgivelser osv. og det blev jeg lidt trist over. Nå men så nogle dage efter skrev han til mig på skype chatten. Han spurgte om jeg har det godt, og om man får rabat i ferien osv. og jeg svarede det tror jeg da godt man gør osv. hvor skulle han rejse hen og sådan. Han svarede at til min by. Dvs han inviterede sig selv hjem til mig, fra om torsdagen-søndagen som konstant blev ændret. Onsdag-fredag. Fredag-søndag. Jeg var lidt ked og spurgte ham om vi ville ses i ferien igen hvortil han svarede det ved jeg ikke hvorfor (det var hentydning til min føsda). han blev sur for jeg spurgte om han ikke kunne komme onsdag aften-søndag. Dum som jeg nu er glemte jeg at fortælle ham at jeg skulle til læge torsdag morgen til noget undersøgelse som han havde været med mig og som gør ondt da vi var kærester.
Dvs han var underlig igen.
Vi snakkede hist og her. Han kom desværre ikke.
Og mit savn til ham voksede i den uge der. Dumt af mig at sige jeg sagde det til ham. Han sa så at han også savnede det sjove vi havde. For det er altid sjovt at have det sjovt. Jeg hørte ikke mere fra ham resten af dagen hvor han skulle være sammen med nogle venner. Han kom senere før midnat på skype chatten hvor jeg for sjov skrev tak for ignoringen med en sød smiley. Men da havde jeg ikke opdaget at han ikke havde fået smileyen siden mit net gik ned på det tidspunkt. Jeg kom på igen og spurgte hvorfor han ikke svarede han var rasende. Gav mig en stor sviner. Jeg sa til ham jeg er ked over han har mere tid til sine venner og veninder og er ligeglad med mig. Han blev mere gal og sa jeg ikke skulle sige sådan noget pis om ham og hans venner hvortil jeg svarede at jeg har ret til at sige min mening og det ikke er pis. Og han sa jeg har ret til at blokke dig. Jeg blev så mere ked. Aftenen efter kunne jeg af en mærkelig grund mærke han tænkte på mig. Gik på skype chatten usynlig og så han var på dvs han havde afblokeret mig. Hmm..
Jeg har så hverken ringet eller skrevet til ham og omvendt - det er 2½ uger siden - ved han kommer der hvor jeg er pt. på fredag for at ta med familien på ferie på min føsda søndag.
Jeg vil så gerne være venner med ham men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - tør ikke noget som helst.
Sidder faktisk og græder pt. Har snakket med en del om det men det er som det eneste de kan sige er GLEM HAM - det er sgu svært!!! men de kender jo ikke til alt der er sket mellem ham og jeg..,
SUK!
Hvad synes/mener I? Føler til tider han aldrig har elsket mig for tingene er som de er og endte som de gjorde..............tror I han kontakter mig?
suk - Jeg kan ikke mere ((((((((
Jeg er bange for at have mistet ham helt ((
kan ikke lade være med at tænke på det vi har haft...
Hilsen den ulykkelige.
jeg har nu siddet og læst en del af jeres indlæg igennem for at se om der er en eller flere derude som egentlig går og har det på samme måde som jeg. Vil nok ikke sige der er en helt præcis der har det på samme måde men mine følelser og tanker går igen i mange forskellige emner der er pænt debatteret herinde men jeg håber sandelig at nogle af jer gerne også vil læse mit indlæg og komme med gode råd til mig.
Ak ve handler det jo om mænd - ikke overraskende vel?
Lad mig begynde fra begyndelsen..........undskyld på forhånd for det laange indlæg.
Jeg mødte en fyr her for snart 6 år siden på en sjov hjemmeside. Vi skrev en hel del derinde og en dag udvekslede vi så msn adresser. Herefter skrev vi der. Da der var gået nogle måneder skulle han til en højskole ting og derfor skrev vi ikke nær så meget. Ikke at det ikke gjorde mig noget dengang. På højskolen fandt han sig en kæreste så han var ikke så meget på som før og da han kom var han meget kold nærmere forstået mere ligeglad og ja kan jeg godt forstå pga. kæresten. Nå men vi snakkede af og til. Det skal lige siges at jeg var skudt i en anden fyr på det tidspunkt. En uopnåelig en af slagsen. Tiden gik. På en eller anden måde fandt jeg ud af at hans kæreste dvs netguy (kalder jeg ham fremover) var blevet single igen. Det tog ham et halvt års tid at komme over eksen der. Jeg snakkede ikke ret meget med ham på det tidspunkt nok fordi han ikke kom så meget online. Vi havde altid chattet meget sjovt og sort humor som kun ham og jeg ville kunne forstå. Man kan passende sige vi svingede enorm godt sammen. Dagene gik og jeg var tit på sjælland hvor han bor. Men vi mødte aldrig hinanden - desværre. En aften hvor jeg havde været til fest hvor jeg var kommet og skændtes med en veninde i KBH tog han hele vejen ind til hovedbanen fra en aften med drengene for at hente mig. Lige da han kom kørte mit tog så der kunne vi heller ikke ses. Men så ringede han til mig. Vi snakkede rigtig længe. Det var jo i DSBs gode spor periode hvor alt bare gik galt og man skulle transporteres med tog, busser mm. Jeg blev helt vild glad for at høre hans stemme. Jeg blev helt vild med den faktisk. Synes han har den smukkeste stemme. Vi snakkede og snakkede. Og han inviterede mig endda hjem til sig flere gange (boede sammen med familien) men jeg var jo ikke vild med ham jeg var vild med ham der mister unreachable. Dumme mig. Nå men vi havde jo set billeder af hinanden. Så forrige år havde tingene taget en drejning. Vi snakkede meget mere end hidtil og alligevel ikke. Vi snakkede om de piger han var vild med og de der var vilde med ham - mit start på studie osv osv. Igen mødte vi ikke hinanden desværre. Så om sommeren snakkede vi ikke. Der fik jeg mig en kæreste. Jeg var ikke sammen med ham så længe igen. Men alligevel var jeg noget glad for ham. Han var godt nok ikke den bedste kæreste at blære sig med nu han var underlig overfor mig når hans venner var der men det er en anden side af sagen. Da den tid så var overstået og jeg var flyttet til at starte på studie fik jeg lidt tider efter kontakt med netguy igen. Tonen var anderledes. Vi chattede meget og længe, flirtede, snakkede i telefon, smsede osv osv osv Han skrev altid til mig på de sjoveste tidspunkter både da han var i byen en lørdag nat og tirsdag middag osv. Så en dag skrev han til mig at han savner mig og han gerne snart vil ses for det kunne altså ikke blive ved med at gå. Jeg inviterede ham hjem til mig. Der kunne jeg mærke at jeg tænkte meget på ham. Synes han var rigtig sød at snakke med. Og var lidt nervøs og samtidig spændt på hvad der vil ske. Så kom han sidste forår hjem til mig. Vi svingede og havde det sjovt fra starten af. Vi begyndte kort tid efter han var ankommet at komme sammen. Vi havde det enorm dejligt. Selvom det var langdistance med flere timers transport for begge parter tur retur var alt godt!!!!!!! Jeg fik mødt hans familie (mors side) meget tidlig i forholdet - næsten 4 mdr sammen - til familiefest, fejrede jul med dem osv. MEGET HYGGELIGT! han mødte også min familie en måned efter vi begyndte at komme sammen. Vi var begge enige om at der ikke skulle lægges skjul på noget som helst. Vi havde det så godt sammen. Allerede tidligt i forholdet snakkede han om vi skulle flytte sammen så jeg kunne flytte ind til ham ved at blive overflyttet mit studie da det kun kan studeres 2 steder i hele Danmark. Jeg var glad og lykkelig. Og det samme var han. Vi var uadskillelige. Vi havde det så godt sammen. Self. var der skænderier hist og her men hvem har ikke det? Vi tog en dag af gangen. Han friede nærmest også til mig efter to måneder. Jeg var forbløffet over alle de dejlige planer med bolig, område, land, børn, arbejde, ægteskab, bryllup mm vi satte os for sammen. En af de sidste gange han var oppe ved mig sagde han til mig at han glædede sig til at vågne op ved min side hver evig eneste dag for evig altid. Det blev jeg meget rørt af. Og tænkte at jeg hellere må kontakte folk fra studiet og spørge til flytning osv. Jeg var godt nok selv noget bange som jeg sagtens kunne mærke han var. Hans venner ved jeg endnu ikke i dag hvad de synes om mig. Jeg har ikke været så tit sammen med dem og ham. Nå men så tog han hjem til sig noget tid efter. Alt var stadig godt osv osv ovs. Så kort efter vores 1 års dag begyndte han at blive helt anderledes. Som om der var noget røget i hovedet på ham. For at gøre det kort sagde han at han er træt af at have forhold til en telefon. Og det forstår jeg godt og sagde hør her vi flytter jo snart sammen. Han var helt væk. Og endte med at slå op med mig grundet det er ikke dig det er mig. At han ikke har de samme følelser for mig mere .......hvilket stadig dagen i dag halvanden måned efter slår mig ud.
Jeg var så dum at jeg græd osv og ikke kunne forstå noget som helst osv. Detajler ligegyldigt. Han sagde flere gange at han ville have ingen kontakt i en måned. Men vi brød den begge hele tiden. Til sidst sagde han det igen igen og så kontaktede jeg ham. Dumt. Jeg har snart føsda og ville gerne se ham der. Igen blev vi enige om at ved at kunne være venner som vi altid har været så skulle vi have ingen kontakt i en måned. Jeg var fast besluttet på det. Som var en torsdag eftermiddag. Han ringede den efterfølgende mandag. Var helt anderledes. Fuldstændig glad og behagelig at tale med, sagde han snart vil se mig og besøge mig, hvad jeg ønsker mig i føsdagsgave hvor jeg sa det her dvs ham og jeg har det godt uden skænderier mm og han sa det vil jeg altid have) osv osv. Ugerne gik op og ned. På et tidspunkt stod jeg og hjalp en kammerat med at pakke. Netguy skrev til mig. Der havde vi ikke snakket i 5 dage. Jeg ville ikke virke despi derfor havde jeg ikke kontaktet ham ville have han skulle savne mig. Jeg skrev til ham jeg var vågen (klokken var over 1 om natten). han ringede og vi snakkede noget tid han havde det ikke godt. Jeg tilbød og inviterede at han kunne komme over til mig og vi kunne løse det sammen hvor han sa at nej det skulle ske hos ham for ja det var i egne omgivelser osv. og det blev jeg lidt trist over. Nå men så nogle dage efter skrev han til mig på skype chatten. Han spurgte om jeg har det godt, og om man får rabat i ferien osv. og jeg svarede det tror jeg da godt man gør osv. hvor skulle han rejse hen og sådan. Han svarede at til min by. Dvs han inviterede sig selv hjem til mig, fra om torsdagen-søndagen som konstant blev ændret. Onsdag-fredag. Fredag-søndag. Jeg var lidt ked og spurgte ham om vi ville ses i ferien igen hvortil han svarede det ved jeg ikke hvorfor (det var hentydning til min føsda). han blev sur for jeg spurgte om han ikke kunne komme onsdag aften-søndag. Dum som jeg nu er glemte jeg at fortælle ham at jeg skulle til læge torsdag morgen til noget undersøgelse som han havde været med mig og som gør ondt da vi var kærester.
Dvs han var underlig igen.
Vi snakkede hist og her. Han kom desværre ikke.
Og mit savn til ham voksede i den uge der. Dumt af mig at sige jeg sagde det til ham. Han sa så at han også savnede det sjove vi havde. For det er altid sjovt at have det sjovt. Jeg hørte ikke mere fra ham resten af dagen hvor han skulle være sammen med nogle venner. Han kom senere før midnat på skype chatten hvor jeg for sjov skrev tak for ignoringen med en sød smiley. Men da havde jeg ikke opdaget at han ikke havde fået smileyen siden mit net gik ned på det tidspunkt. Jeg kom på igen og spurgte hvorfor han ikke svarede han var rasende. Gav mig en stor sviner. Jeg sa til ham jeg er ked over han har mere tid til sine venner og veninder og er ligeglad med mig. Han blev mere gal og sa jeg ikke skulle sige sådan noget pis om ham og hans venner hvortil jeg svarede at jeg har ret til at sige min mening og det ikke er pis. Og han sa jeg har ret til at blokke dig. Jeg blev så mere ked. Aftenen efter kunne jeg af en mærkelig grund mærke han tænkte på mig. Gik på skype chatten usynlig og så han var på dvs han havde afblokeret mig. Hmm..
Jeg har så hverken ringet eller skrevet til ham og omvendt - det er 2½ uger siden - ved han kommer der hvor jeg er pt. på fredag for at ta med familien på ferie på min føsda søndag.
Jeg vil så gerne være venner med ham men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - tør ikke noget som helst.
Sidder faktisk og græder pt. Har snakket med en del om det men det er som det eneste de kan sige er GLEM HAM - det er sgu svært!!! men de kender jo ikke til alt der er sket mellem ham og jeg..,
SUK!
Hvad synes/mener I? Føler til tider han aldrig har elsket mig for tingene er som de er og endte som de gjorde..............tror I han kontakter mig?
suk - Jeg kan ikke mere ((((((((
Jeg er bange for at have mistet ham helt ((
kan ikke lade være med at tænke på det vi har haft...
Hilsen den ulykkelige.