Hvem er kommet ud af triste ensomhed?

Hej. Ville gerne høre om der er nogle folk her på sol som har følt sig ensomme gennem længere perioder, følt de blev holdt ude eller bare ungået, som er kommet af med det. Og kan nu sige de har de rigtige venner og næsten ingen problemer med deres gamle ensomhed og tristhed. Hvad har i gjort?
Jeg har det bare ... ikke helt godt synes jeg. Jeg har venner. Eller det synes jeg ikke jeg kan kalde dem. Det er mere bekændte. Og jeg synes jeg efterhånden har prøvet det ene og det andet. Men går stadig med klumpen i halsen og tænker: Hvad er der dog galt med mig. er jeg virkelig dum eller underlig❓Jeg føler mig bare ikke det. Der er mange der har det på den måde har jeg set her. Jeg er ihvertfald givet op. Går bare og passer mine egne ting. Underligt nok, når det gælder fyre er der nok af dem. Og nej ikke bare pga sex men forhold og kærlighed osv. Nå men hvad siger i ?
Linette.

🙂
Det er ALDRIG for sent. Jeg er 37 år, stærkt påvej til de 38, jeg gætter på du er yngre. Jeg led også af trist ensomhed helt frem til mit 30. år. Jeg følte ligeledes, at jeg heller ikke have rigtige venner, kun folk, der brugte mig.
Mit problem var: Folk betroede sig til mig, men jeg turde ikke betro mig til dem, da jeg synes, jeg havde for specielle problemer at tumle rundt med. Så dem proppede jeg bare ned i en "sæk" uden at få fortalt min omverden om nogetsomhelst. Og pludselig var bægeret fyldt, det er voldsomt, når man går og har hemmeligheder helt for sig selv i 30 år. Så efter mit livs nedtur og jeg kom til konsultation hos en psykiater, som kunne overbevise mig om, at der altid er nogen, der vil lytte, så har jeg siden turdet betro mig til andre. Derved har jeg fået rigtige venner - og selvom jeg idag har meget travlt med karrieren og derfor fysisk ofte er alene, så FØLER jeg mig ikke alene længere - netop fordi jeg har rigtige venner nu.
Det gælder i bund og grund bare om at turde vise sit rigtige jeg overfor andre - det giver tifold igen [s]

der vil betro sig til én, hvis man føler arbejdet kører i ring, fordi folk kun taler venligt, men meget lidt til én, selv om jeg gerne gør opmærksom på at jeg gerne vil snakke om flere forskellige ting.
Hvis ens søde kæreste giver én meget opmærsomhed, men man savner nogle flere veninder at dele de mere feminine ting med? Og skriver til folk på nettet, der alligevel ikke er interessede, når det kommer til stykket?
Jeg synes jeg har prøvet en del, har bare stadigvæk ikke formået at få nye venskaber, jeg følte før jeg var "the odd one out", men prøver da at fokusere på det positive.

Ja det er det. Man har altid svært ved at tage sig sammen til at gå ud og være sammen med andre i fællesskab, når man næsten er sikker på at man igen og igen bliver ungået. Så ligger man til sidst bare og sover dagene væk. Men tak man må vel alligevel lave noget, for at få tiden til at gå. Måske alligevel en dag finder man de en eller to rigtige veninder som ikke vil droppe en efter nogle måneder.

Også selv prøvet at finde venner over nettet, men der er aldrig kommet noget positivt ud af.

Hey Linette.
At læse dit indlæg her, fik mig til at tænke på mig selv.
Jeg har præcis det samme problem som dig. De mennesker jeg kender, virker meget interesserede i at lære hinanden bedre at kende, og hænge ud sammen. Men underligt nok er der aldrig nogen der tager initiativet til at spørge mig.
Det får også mig til tit at tænke om jeg er pinlig, eller underlig for mine omgivelser. At det ikke er nok at være sig selv, men at man skal tage en maske på, eller skabe en facade før at folk vil acceptere en.
Jeg har ihvertfald 1 god ven i min klasse (Jeg er 25 og går på HF), som jeg snakker en del med. Selvf. går disse tanker og min dermed store tilbageholdenhed også ud over mit kærlighedsliv. Jeg føler mig som den største og mest kejtede idiot, når jeg snakker med piger, og bliver rigtig misundelig på de kærestepar som man ser udenfor. Jeg bliver frustreret over at jeg i modsætning til andre fyre bare ikke ved hvordan man får en pige til at kunne li en.
Jeg går ikke i byen, og har ikke drukket, siden min bedste ven døde i en bilulykke pga. alkohol for noget tid siden.
Det er ikke min mening at prøve at overskygge dine problemer her, med mine. Jeg vil bare lade dig vide at du langt fra er alene med dette, og at der er folk derude der har det ligesom dig. Hvis ikke værre.
Men hvis du er frisk på at snakke lidt om det kan vi da udveksle mails.

Hej Kawwah.
Jeg kan se du heller ikke har det godt med piger. Men Jeg har det faktisk omvendt, ingen god tæt veninde at holde af, men fyre kan jeg godt score.
Det du sagde med, at hvis man skal lære hinanden at kende. Ja for det meste sker der det at man begynder at være sammen, have det sjovt og så smutter de altid videre. Lige når man tror det hele er iorden. Og det gør jo ondt hver gang.
Men tak for dit indlæg. Jeg vil gerne skrives lidt ved over mail. sasha-x-anita@hotmail.com

Hey.
Jeg har været igennem nøjagtig det samme som dig, og jeg ved ikke om du er kommet videre og har fået venner nu, men hvis det er, vil jeg gerne være din ven. Jeg er en dreng på 17 år (men meget snart 18 år), og jeg savner meget en veninde som jeg kan snakke med. Er du stadig interesseret?

Selvfølgelig. det lyder godt:)

Har selv nogle gange forsøgt at finde venner/veninder via nettet, ikke noget der kan anbefales.
Effekten har været en masse "varm luft" i form af venlige ord der bare ikke blev til noget, så snart der var tale om at mødes, om så bare på en uskyldig cafe ca midt mellem vores bopæle, ja så stoppede de ellers venlige mennesker pludselig med at skrive.
Dog lykkedes et enkelt møde, det viste sig at vedkommende havde løjet om sådan ca alt, forkert alder, køn, vægt, ja jeg kunne blive ved. Dybt skuffet og såret tog jeg hjem.
Siden disse oplevelser har jeg ikke forsøgt via nettet, hellere blive såret af nogen jeg kan se end af ukendte personer der sikkert morer sig over deres handlinger!