Hvem er sande kristne?
Hvem er sande kristne?
„KRISTENDOM findes kun hvor erindringen om Jesus Kristus kommer til udtryk i teori og praksis.“ (On Being a Christian) Med disse ord udtalte den schweiziske teolog Hans Küng en indlysende sandhed: Der eksisterer kun sand kristendom når oprigtige mennesker følger Jesu lære i praksis.
Hvad da hvis enkeltpersoner eller organisationer hævder at være disciple af Kristus, men i realiteten ikke praktiserer hans lære? Jesus sagde selv at mange ville hævde at være kristne. De ville pege på forskellige handlinger for at bevise at de havde tjent ham, og sige: „Har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?“ Men hvordan ville Jesus reagere? Han afsiger sin dom med disse klare ord: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:22, 23.
Dette er en tydelig advarsel til dem som „øver lovløshed“ og alligevel hævder at følge Jesus. Lad os se nærmere på to grundlæggende betingelser Jesus stiller for at han kan anerkende folk som sande kristne og ikke afvise dem som nogle der øver lovløshed.
En af de betingelser Jesus stiller, er denne: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.
Jesus kræver at hans disciple skal have ægte kærlighed til hinanden og til alle andre mennesker. I de århundreder der er gået siden Jesus var her på jorden, har mange som enkeltpersoner levet op til dette. Men hvad med størstedelen af de religiøse organisationer som påstår at de repræsenterer Kristus? Har deres historie været kendetegnet af kærlighed? Bestemt ikke. De er tværtimod gået foran i utallige krige og konflikter hvor der er blevet udgydt uskyldigt blod. — Åbenbaringen 18:24.
Sådan har det været helt op til vor tid. Nationer der påberåbte sig at være kristne, gik foran i de myrderier der kendetegnede de to verdenskrige i det tyvende århundrede. I nyere tid har medlemmer af såkaldt kristne kirker stået i spidsen for de brutale grusomheder og forsøg på folkedrab som fandt sted i Rwanda i 1994. Den tidligere anglikanske ærkebiskop Desmond Tutu skriver: „De der vendte sig mod hinanden på denne blodige måde, bekendte sig til samme tro. De fleste var kristne.“
Jesus gav udtryk for endnu et grundlæggende krav til sande kristne med ordene: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32.
Jesus forventer at hans disciple bliver i hans ord — det vil sige holder sig til hans lære. I stedet for at følge Kristus har gejstlige derimod „i stigende grad indlemmet græske opfattelser,“ siger teologen Hans Küng. De har blandt andet erstattet Jesu lære med forestillingen om sjælens udødelighed, troen på skærsilden, Mariadyrkelsen og en præsteklasse — forestillinger og begreber hentet fra hedenske religioner og filosoffer. — 1 Korinther 1:19-21; 3:18-20.
Religiøse vejledere har også indført den gådefulde treenighedslære, og derved ophøjet Jesus til en plads han aldrig selv har gjort krav på. Med denne læresætning har de hindret folk i at tilbede den som Jesus altid henledte opmærksomheden på — sin Fader, Jehova. (Mattæus 5:16; 6:9; Johannes 14:28; 20:17) „Når Jesus taler om Gud,“ skriver Hans Küng, „mener han den Gud fortidens patriarker Abraham, Isak og Jakob tilbad: Jahve . . . Ham betragtede han som den eneste Gud.“ Hvor mange i dag forbinder straks Jesu Gud og Fader med Jahve — eller Jehova, der er en anden meget udbredt form af navnet?
Religiøse ledere er fuldstændig afveget fra Jesu bud om at forholde sig neutral i politik. På Jesu tid var Galilæa „arnested for etnisk betonet nationalisme,“ skriver skribenten Trevor Morrow. Mange jødiske patrioter greb til våben for at opnå politisk og religiøs frihed. Opfordrede Jesus sine disciple til at tage del i sådanne konflikter? Nej. Han sagde tværtimod til dem: ’I er ikke en del af verden.’ (Johannes 15:19; 17:14) Frem for at forblive neutrale udviklede kirkeledere det den irske skribent Hubert Butler beskriver som „militant og politisk kirkelære“. „Politisk kristendom er næsten altid også militant kristendom, og når statsmænd og gejstlige når til enighed, sker der altid det at kirken velsigner statens militære styrker mod at få visse privilegier til gengæld,“ skriver han. Hvordan er det gået så galt? Det vil jeg komme ind på i morgen.
Hav en god dag.
„KRISTENDOM findes kun hvor erindringen om Jesus Kristus kommer til udtryk i teori og praksis.“ (On Being a Christian) Med disse ord udtalte den schweiziske teolog Hans Küng en indlysende sandhed: Der eksisterer kun sand kristendom når oprigtige mennesker følger Jesu lære i praksis.
Hvad da hvis enkeltpersoner eller organisationer hævder at være disciple af Kristus, men i realiteten ikke praktiserer hans lære? Jesus sagde selv at mange ville hævde at være kristne. De ville pege på forskellige handlinger for at bevise at de havde tjent ham, og sige: „Har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?“ Men hvordan ville Jesus reagere? Han afsiger sin dom med disse klare ord: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:22, 23.
Dette er en tydelig advarsel til dem som „øver lovløshed“ og alligevel hævder at følge Jesus. Lad os se nærmere på to grundlæggende betingelser Jesus stiller for at han kan anerkende folk som sande kristne og ikke afvise dem som nogle der øver lovløshed.
En af de betingelser Jesus stiller, er denne: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.
Jesus kræver at hans disciple skal have ægte kærlighed til hinanden og til alle andre mennesker. I de århundreder der er gået siden Jesus var her på jorden, har mange som enkeltpersoner levet op til dette. Men hvad med størstedelen af de religiøse organisationer som påstår at de repræsenterer Kristus? Har deres historie været kendetegnet af kærlighed? Bestemt ikke. De er tværtimod gået foran i utallige krige og konflikter hvor der er blevet udgydt uskyldigt blod. — Åbenbaringen 18:24.
Sådan har det været helt op til vor tid. Nationer der påberåbte sig at være kristne, gik foran i de myrderier der kendetegnede de to verdenskrige i det tyvende århundrede. I nyere tid har medlemmer af såkaldt kristne kirker stået i spidsen for de brutale grusomheder og forsøg på folkedrab som fandt sted i Rwanda i 1994. Den tidligere anglikanske ærkebiskop Desmond Tutu skriver: „De der vendte sig mod hinanden på denne blodige måde, bekendte sig til samme tro. De fleste var kristne.“
Jesus gav udtryk for endnu et grundlæggende krav til sande kristne med ordene: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32.
Jesus forventer at hans disciple bliver i hans ord — det vil sige holder sig til hans lære. I stedet for at følge Kristus har gejstlige derimod „i stigende grad indlemmet græske opfattelser,“ siger teologen Hans Küng. De har blandt andet erstattet Jesu lære med forestillingen om sjælens udødelighed, troen på skærsilden, Mariadyrkelsen og en præsteklasse — forestillinger og begreber hentet fra hedenske religioner og filosoffer. — 1 Korinther 1:19-21; 3:18-20.
Religiøse vejledere har også indført den gådefulde treenighedslære, og derved ophøjet Jesus til en plads han aldrig selv har gjort krav på. Med denne læresætning har de hindret folk i at tilbede den som Jesus altid henledte opmærksomheden på — sin Fader, Jehova. (Mattæus 5:16; 6:9; Johannes 14:28; 20:17) „Når Jesus taler om Gud,“ skriver Hans Küng, „mener han den Gud fortidens patriarker Abraham, Isak og Jakob tilbad: Jahve . . . Ham betragtede han som den eneste Gud.“ Hvor mange i dag forbinder straks Jesu Gud og Fader med Jahve — eller Jehova, der er en anden meget udbredt form af navnet?
Religiøse ledere er fuldstændig afveget fra Jesu bud om at forholde sig neutral i politik. På Jesu tid var Galilæa „arnested for etnisk betonet nationalisme,“ skriver skribenten Trevor Morrow. Mange jødiske patrioter greb til våben for at opnå politisk og religiøs frihed. Opfordrede Jesus sine disciple til at tage del i sådanne konflikter? Nej. Han sagde tværtimod til dem: ’I er ikke en del af verden.’ (Johannes 15:19; 17:14) Frem for at forblive neutrale udviklede kirkeledere det den irske skribent Hubert Butler beskriver som „militant og politisk kirkelære“. „Politisk kristendom er næsten altid også militant kristendom, og når statsmænd og gejstlige når til enighed, sker der altid det at kirken velsigner statens militære styrker mod at få visse privilegier til gengæld,“ skriver han. Hvordan er det gået så galt? Det vil jeg komme ind på i morgen.
Hav en god dag.