Hvem har forstået kulturkampen?

Vesteuropæere har levet så længe i en fredelig verden, at vi naivt tror, at alle konflikter kan løses med social ingeniørkunst. Når utilpassede indvandrere begår uroligheder i Paris, hører vi, at det kun har sociale årsager. For så kan vi gøre noget ved det: bygge bedre boliger, skabe flere arbejdspladser eller forhøje bistanden.
Når medlemmer af Hizb ut-Tahrir arbejder på at afskaffe demokratiet, håber vi at kunne omvende dem ved at indgå i en fornuftig dialog og overbevise dem med det bedre argument. Eller vi tror at kunne begrænse deres indflydelse ved at holde en pænere tone i debatten.
Og når radikale imamer prædiker had mod den dekadente og ugudelige vestlige civilisation, vil vi sende dem på et to ugers kursus, så de kan formildes ved at lære lidt om de demokratiske værdier.
Men oprørerne i Paris er ikke blandt de fattigste og tæller for eksempel ikke arbejdsløse franskmænd, vietnamesere eller kinesere. Og de islamiske ideologer er både veluddannede og tilhører for hovedparten middelklassen. Fælles for dem alle er, at de først og fremmest kræver respekt for deres særlige kultur.
Hvem har forstået, at de presserende konflikter i de vesteuropæiske samfund er kulturelle? Hvem har for alvor forstået, at vi står i en veritabel kulturkamp? Ikke særligt mange. I hvert fald tør man ikke sige det.
Derfor er social ingeniørkunst, dialog, pædagogik og moralske appeller til større tolerance heller ikke en sikker vej til at hæmme polariseringen af de europæiske samfund. At yde positiv særbehandling eller give særrettigheder til kulturelle grupper er med sikkerhed en blindvej.
Den eneste farbare vej er at integrere indvandrere fra fremmede kulturer i de vestlige landes nationale kulturer. Problemet er, at en kultur ikke er så plastisk, at man efter forgodtbefindende kan modellere den om efter vores høje demokratiske idealer.
Hvad er da kultur? Og hvordan kan en fælles kultur være en kilde til social samhørighed?
Medlemmer af et kulturelt fællesskab er bundet sammen af elementer som historien og sproget, af særlige livsomstændigheder og kommunikationsformer. De har også en forbindelse til et bestemt afgrænset landområde. Og derudover har de i vidt omfang fælles navne, traditioner, erindringer, myter, associationer og religiøse overbevisninger.
Noget af det vigtigste er et fælles sprog. Sproget er det første, jeg arver fra mine forældre og det første, jeg giver videre til mine efterkommere. Sproget er roden til en fælles kultur.
Sproget kan nemlig bruges til at afgrænse tilhørsforholdet. Sprog kan også påtvinges andre med det formål at nedbryde de loyaliteter, som er fjendtlige i forhold til den politiske orden. Det er f.eks. sket i USA. Eller i hvert fald indtil for nylig, hvor man visse steder har indført såkaldt bilingualism. F.eks. tosproget undervisning.
For det andet må man nævne et element som fælles associationer. Nationens medlemmer mødes ikke blot ved familiære sammenkomster og ved højtider, men også i klubber, foreninger, kirker, skoler og på arbejdspladser.
Pointen er, at når man deler fælles associationer, kan man med fordel skabe frie institutioner. De gensidige bånd mellem mennesker bliver dermed mere utvungne og civile, men også mere varige i deres form, end hvis de f.eks. er dikteret af staten.
Endelig kan man nævne en fælles historie som et bærende element i en national kultur. Et folk, der er forenet i kraft af sprog, associationer og territorium, deler fælles sejre og nederlag. Det har fælles venner og fjender. En historisk fortælling præger landet, og erindringen om historien er manifesteret i landskabet, byerne og institutionerne. Sågar klimaet har præget den nationale kultur.
Nationens medlemmer er altså fælles om en kernekultur, herunder en politisk kultur. Derfor kan man også tale om folket som en nation med en særlig identitet.
Lad os se lidt nærmere på gevinsterne ved at have en fælles kultur. Den fremmer en national loyalitet, som er grundlaget for det liberale medborgerskab. Altså grundlaget for, at fremmede mennesker kan have tillid til hinanden. Ved at være medlem af et rodfæstet nationalt fællesskab bliver den enkelte borger i høj grad stemt til at kræve sin ret og - ikke mindst - gøre sin pligt for det fælles vel.
Denne høje grad af tillid og loyalitet kendetegner især danskerne, som kulturelt set også er et af verdens mest homogene folk. Danskerne har i generationer levet sammen på bestemte måder inden for rammerne af den samme stat. Den fælles historie har præget borgerne med samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer.
Det bevaringsværdige ved den danske nationalkultur består netop i, at den ikke er totalitær, abstrakt og påtvunget. Det var f.eks. karakteristisk for den tidlige tyske nationalisme.
De gensidige bånd mellem danskerne har historisk været løsere og mere civile i deres form. Det har skabt grundlag for et utvungent fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være underforstået, uformelt og ikke selvhævdende.
Den nationale loyalitet er nemlig ikke en ideologisk eller religiøs ordning. Den bygger derimod på samhørighed i samfundslivet, på medborgerlige relationer og kulturel identitet.
Det gør den nationale loyalitet frisindet over for forskelligheder og giver rum for privatlivets fred samt for den mangfoldighed af små samfund, der også karakteriserer det medborgerlige liv i en stærk nation som USA. Med disse små samfund menes klubber, foreninger, menigheder, familieforetagender og forskellige velgørende aktiviteter.
Samtidig bygger den nationale loyalitet på forventningen om stor folkelig indflydelse på staten og på et demokratisk engagement i fælles anliggender. I Danmark er det historisk kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab. Det har f.eks. været centreret omkring andels-, husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne, det grundtvigske højskoleliv samt frikirke- og friskolelivet.
Værdien af en stærk fælles kultur ses også i borgernes forhold til staten. I en nationalstat som den danske er de politiske og retslige institutioner forankret i en national enhed. Gevinsten er, at befolkning og politisk system dermed bliver forbundet på en særdeles stabil måde.
Når staten repræsenterer det folkelige fællesskab vinder den borgernes opbakning. Det betyder, at den siddende regering i krisesituationer, f.eks. ved terrorangreb eller militære interventioner, kan falde tilbage på folkets historiske identitet og varige loyalitet.
Statens autoritet og legitimitet beror simpelthen på, at borgerne betragter den som deres fælles stat. National loyalitet udgår derfor ikke blot fra statens demokratiske styreform, men er forudsat i den.
Til de horisontale bånd, der knytter borgerne sammen som gensidigt ansvarlige medborgere, svarer de vertikale bånd mellem borgerne og de etablerede politiske og sociale institutioner. Disse institutioner er forlenet med myndighed. Det gælder lige fra venskabet og familien i det små over det lokale liv til politiet, hæren, domstolene og parlamentet i det store.
Så vi har altså her at gøre med et meget tæt forhold mellem nation og stat. På den ene side beror det folkelige fællesskab på indre moralske bånd mellem forskellige individer. Det skaber en kollektiv vi-identitet.
På den anden side bygger også de politiske institutioner i en nationalstat på kulturelle værdier. De har i vidt omfang deres særlige nationale mentalitet, implicitte normer og uskrevne regler.
Derfor oplever borgerne, at institutionerne så at sige er udtryk for dem selv og deres værdier: De er vores institutioner.
Det skaber en frugtbar grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.
Af alle disse grunde er det afgørende, at vi bevarer den etablerede fælles kultur og integrerer indvandrerne i denne kultur. Det er simpelthen betingelsen for at bevare de vundne liberale og sociale goder. Hvad enten disse goder er de personlige friheder, de demokratiske rettigheder eller den materielle velstand.
Men problemet et, at der hverken er enighed om, at de aktuelle konflikter er kulturelle eller at sammenhængskraft forudsætter kulturel integration.
Det kommer frem i diskussionen om, hvor vidt indvandrerne skal kende til landets kultur og føle sig danske for at få statsborgerskab. Modstanderne af den såkaldte prøve i indfødsret begrunder det at være dansk rent formelt. Man skal bare overholde lovene og anerkende de demokratiske principper og frihedsrettighederne.
Her har modstanderne på det teoretiske og retoriske plan en stor fordel. For det er meget svært at sætte nationalfølelsen på begreb. Den er jo netop ofte uformuleret, underforstået og ubevidst.
Men modstanderne har intet historisk belæg for deres synspunkt. For erfaringer viser, at stabile samfund med høj grad af tillid bygger på national samhørighed, og nationalitet er netop et resultat af social og kulturel integration. Derfor står de vesteuropæiske nationer i dag midt i en ægte kulturkamp.

Med den nuværende lovgivning kan man ikke hindre, at muslimer rejser ind i landet. De kan have krav på asyl eller familiesammenføring.
Loven giver kun mulighed for at smide dem ud igen i særlige tilfælde.
Selv illegale indvandrere kan kun sendes tilbage, hvis man ved, hvor de kommer fra.
Det kan de ikke tvinges til at fortælle.
Det er lovligt at være fundamentalistisk muslim og at opdrage sine børn til samme overbevisning.
Hvis Islam opfattes som en agressiv erobrerkultur, er situationen derfor allerede nu problematisk.
Den kan hurtigt blive meget værre. Der er i øjeblikket 6 millioner illegale indvandrere fra Afrika og Mellemøsten i Europa. Der er et stort fødselsoverskud i udvandrerområderne. I løbet af få år kan flere hundrede millioner strømme mod Europa på flugt for en trøstesløs fremtid i hjemlandene.
I så tilfælde er det ligemeget, om Islam opfattes som aggressiv eller ej. Europa vil blive løbet over ende af muslimernes horder.
Lovgivningen er udformet, så vi ikke selv har indflydelse på vores skæbne. Initiativet er hos muslimerne. Mange danskere og andre europæere er utrygge ved en sådan status. Der må konstateres en svindende tillid til de politiske partier, som har gennemtrumfet den nuværende status ved at bagatellisere problemerne overfor befolkningerne. Det er nærliggende at formode inkompetance eller fjendtlige hensigter bag indvandringsprojektet.

desværre at de ved hvad der er bedst for folket. Vi hænger på internationale konventioner, vi nok ikke kunne forudse konsekvenserne af. Nej vi er ikke alene med problemerne i Danmark, overalt hvor muslimerne har spredt sig er der problemer, måske undtaget visse virkelig flerkulturelle lande. Indvandrerbyrden er stor og hvis nogen vil prøve at afhjælpe den, råbes der op. En skønne dag kan læsset vælte.

har forstået hvad der er ved at ske.
Tak for et godt indlæg til tiamath.
Spørgsmålet er om vi ( gl. danskere og nydanskere) sammen på tværs af alt kan redde hvad der er tilbage og samlet gå mere rustet ud af denne krise.
For lukker vi døren og holde pause med indvandringen af muslimer, det vil være det bedste.
Forsøg at få indvandrer af muslimsk herkomst integreret, hvis de virkelig ønsker de samme grundlæggende værdier som er her i Danmark.

Modsat må de søge til et land, der ligger tættere til deres religiøse værdinormer.
Det tilbud skulle gentages overfor de utilpassede.
Mange indvandrer har 2 pas, så de har statsborgerskab i et andet land, end Danmark.
Der er ingen hindring for at de kan rejser hjem hvilken de gør i deres ferier m.m., eller søge hen til et andet land som har de samme værdi normer.
Der er en faren i hele tiden at give efter, vi er på vej til at blive omvendte racister, jeg ser i tv og aviserne, at medierne nærmest er ved at falde over deres fødder for at få muslimer og ekstreme muslimer, til at udtale sig.
Studieværter, og tv stjerner, m.m. gerne negativt om os danskere.
Udover aviser m.m. så er danske kloge hoveder beredvillige til en form for selvrevelses og svingen med pisken over os danskere som skulle være af en anden mening.
Hvilken dansker vil opfatte sig selv som mindreværd.
Vi har rigtignok et lavt IQ (sagt af en Imam) for vi har svært ved at se faren.
Hvis det skal læses som værende medmenneskelige, vil vi forsat være i det fremtiden, det ligger til os, men der ønskes en mere kritisk sans for hvad og hvilken mennesker vi lukker ind.

En god Påske til jer alle.

Det er jo en dejlig og hyggelig normativ beskrivelse af kulturens konstruktion, du der får formidlet. Der er ingen forskel på din definition og den konservative ideologi’s ”vi er alle i samme båd”, der skal give det ud for, at det giver mening at have store sociale forskelle, da samfundet er at beskrive biologisk som et menneske. Der er organer, der er mere vigtige end andre, og det er ”naturligt”.
Men overser du ikke de helt indlysende store forskelle indenfor den gode gamle kultur? Der er jo ikke den store enighed på særlig mange områder, når den danske kultur skal handle i forhold til andre kulturer. Eller hur? Hvor er det homogene helt præcist?
Det danske samfund udmærker sig ved at bekende sig til demokratiet’s idealer. Er den helt store samlefaktor i et demokrati ikke dialog? Hvordan passer det med din afvisning af dialog som middel?
Du snakker om kulturkamp. Vi har selv en i Danmark startet af Fogh og co eller hur?🙂Er det ikke sådan, at den danske kultur i dens bestræbelser i integrationsspørgsmålet, allerede på forhånd er præget af indre kulturelle forskelle? Anerkender vi ikke det faktuk, at der i Danmark er subkulturer?
Du mener endvidere, at en kultur ikke er plastisk, som du siger. Hvordan forklarer du så historiens udvikling? Se f.eks. dansk kultur med briller købt i 1950, og tag så briller på, som du lige har købt. Imponerende, ikke? :)
Jeg er enig i en lang række af dine beskrivelser, men din konklusion er ikke holdbar. F.eks. er det homogene i den danske kultur ikke forårsaget af en kulturel fællesskabsfølelse, men af en påtvungen solidaritet gennem velfærdsideen. Det er i højere gard en følelse af tryghed og lighed, der binder os sammen.
Det er netop trygheden vi deler, der giver os overskud til at forholde os til politiske ideologier og ”kampe”. Din megen referering til USA er problematisk i den sammenhæng. Du henviser til et samfund, der kun i ringe omfang deler vores værdier, selvom mange tror vi er ens.🙂Netop USA er i store vanskeligheder med integration lige p.t. det må du jo være vidne om, og det er jo ikke muslimer, der plager dem. Hvad er da USA’s problem?
Du siger, at sproget er den altoverskyggende samlefaktor i en kultur. Glemmer du ikke, at store forskelle i uddannelse danner kløfter, der ligeledes slår igennem i kulturelle dele af samfundet? Evnen til at beskrive verdenen er helt afhængigt af sproglig håndtering, jo mere sprog du kan sætte på det objekt du studerer, eller blot ser på, jo bedre beskrivelse huh?
Du bruger temmelig meget plads til at beskrive, hvordan kulturen binder os sammen udfra et følelsesmæssigt forhold, en underforstået accept af politiske beslutninger, der end ikke er til vores egen fordel. Alligevel plæderer du for en ”adgangsprøve” til indfødsret..:) Hvordan vil du forklare, at en test vil bibringe fremmede denne følelse af samhørighed? Er ikke inkludering et bedre redskab? Dialog? Tillid?
V.H. Modild

kulturkamen handler om retfærdig og praktiseret ligestilling !
og det kan næppe blive andet end en god kultur der er så humanistisk og social !
??
religionerne og politiske/humanitære ideologier udgør for de troende en del af hverdagen men hverdagen skal indrømmes som værende rummende mere og andet end religion og politiske/humanitære ideologier . . .
(almindeligvis bortset herfra er vel de der sekter/partier/foreninger hvor troende/polisk orinterede/interesse fællesskaber isolerer sig i egentlige religiøse samfund/politiske ideologi/interesseforening og beretninger om afkodning af unge samt voksne og ældre mennesker udsat for sekterisk indflydelse senere fremkommer i bøger og film . . )
Men hvorvidt hverdagen kan relatere til andet og mere humanitært relaterede fænomener som kunst . . . betinges også af individets sociologiske oplevelse af tryghed , trygheden etableres ved retfærdig ligestilling . . .
?