Hvor blev de af??

Hvor blev de af, alle vennerne. Vi var engang så tæt. vi gik til kor og ungdomskreds. Vi mødtes og hyggede os. vi gik i byen og morede os. Vi var 15 år, kåde og unge, fulde af kraft og mod på livet. Vi gik hver til sit, blev gifte og fik børn. Vi voksede med opgaven og havde kun tid til os selv og vores egen lille familie, udover lige karrieren, Nu er børnene selv blevet store 15 år, har mod på livet og er fulde af livskraft og drømme.
Så er det man vågner og tænker, hvor er de nu, alle vennerne? Hvor blev de af? Hvad skete der?
Ensomheden tager nu sit tag og knuger livet ud af én, hvad skal det ende med?
Hjælp jeg savner dem, alle vennerne.
Nu er jeg ved at blive 40. De grå hår er begyndt at melde deres ankomst. Vægten står på for meget og man er begyndt at glemme og man husker heller ikke så godt. Midtvejskrisen står man midt i og man mangler vennerne til at tale med om det. Spejlbilledet taler sit ærlige sprog.
Gisper for at få vejret, det man lovede hinanden om evig loyalitet og troskab til døden, at være vennen der altid var der, alt det er væk nu. Vi lovede hinanden, aldrig at blive ensomme, men altid at være noget for hinanden, at holde kontakten.
Hvor er vi nu? Hvor er de?
HVOR BLEV DE AF?

Sikkert med de samme tanker som dig.
men som du selv siger så er man ung og kåd, når man er 15, hele verden står for døren og alt kan klares med et snuptag.
Jeg har heldigvis en del skole venner ved min side den dag i dag, på trods af vi har været fra hianden pga. forskellige bosteder, men kontakten har været holdt med telefon og når man har været hjemme i føde byen.
så det kan lade sig gøre, selvom det er 25 år siden, jeg så dem første gang:-)
Nogen er selvfølgelig faldet fra, men det har været deres eget valg, de havde ikke tid da der kom børn og karriere ind i billedet.
Men det gælder vel om at man ikke glemmer hvor man kommer fra og hvem man er.
God weekend

Hej Fortabte.
Sikke da en trist situation du står i.
Men det er jo ikke for sent at få nye venner...min erfaring er, at i tiden, hvor folk har små børn udvikler man sig meget forskelligt.
Jeg har ingen venner tilbage fra den gang, men jeg har da heldigvis fået en masse gode venner efter den tid.
Så mit råd til dig er: Se at komme ud i verden og kig dig omkring. Der er masser af mennesker som gerne vil have kontakt.
Og helt ærligt: Det med vægten, er det ikke mere kærester der hænger sig i det? En af mine veninder var stærkt overvægtig, da vi traf hinanden. Det er hun stadig, og hun er stadig en af mine bedste venner :-)

for mig har Livet er delt op i forskellige perioder, med hver sin vennekreds . Det er altid en svær overegang når man går fra en periode til en anden. specielt synes jeg lige som dig, at overgangen fra det vilde liv med alle vennerne fra jeg var 17 til 27, og så til at være fammillie far med der til hørrende pligter, var svær.Nogle venner holder ved, mens andre falder fra . for mig har dem der har holdt ved, dem der ikke har været så "pleje krævende" nogle tror at man ikke er venner mere , bare fordi man ikke har snakket sammen i 2 mdr , eller fordi man har glemt at sende julekort. Man ændre sig jo i forskellig tempo og det skal man respektere.
Et godt råd. prøv at se dig som du er nu , kom videre til en ny periode med andre værdier. ring til de venner du tror der passer til dig som du er nu, de har sikkert også fået mave.dyrk dine interesser og få nye venner den vej. god vind

at de fik børn og arbejde ect ect....

Nu ved jeg godt at jeg ikke lige går ind under den alder som de andre debattørere snakker om, men jeg vil alligevel godt lige give mit besyv med.
For mit vedkommende gik jeg ud af folkeskolen for cirka 5 år siden.
Dengang hang jeg også altid med den samme gruppe venner, vi kunne sagtens klare hele verden.
Vi gik også i byen sammen og morede os, havde de mærkeligste og sjoveste oplevelser (både alvor og leg)
Men de er også væk nu og har været det i et par år. Og jeg kan også føle mig lidt fortabt.
For det var da de bedste venner og jeg har mange minder som det nu er mit job at holde liv i.
Jeg har snakket lidt med dem siden, men jeg kan høre at det er det samme fra dengang. De er ligesom ikke kommet det videre. Det skal siges at jeg selv valgte at bryde med dem pga. at den ene fik et stort stofmisbrug og de andre, ja kunne ikke klare at høre på deres løgne. Desværre er det ikke muligt for mig at genfinde kontakten, da jeg ikke ønsker at fortsatte med diverse løgne o.s.v.
Men det er hårdt at sidde med alle de minder og ingen at dele dem med.

MvH Smølfepigen