Hvor længe skal jeg vente ?

For snart 2 år siden mødte jeg mit livs kærlighed ....
Vi blev hurtigt ringforlovede .... men bor dog ikke sammen .... har begge 2 børn ... hvoraf de 3 er hjemmeboende .... børnene og os voksne fungerer fint sammem ...
Vi har dog haft en del problemer det sidste års tid .... jeg har haft for mange dårlige ting med i bagagen, som jeg har knoklet med mig selv for at slippe af med ..... rent mentalt ..... kæresten støtter mig .... og vi elsker hinanden meget højt, men har indimellem nogle op,- og nedture .....
Vores mål er dog stadig at flytte sammen og blive gift .... og problemet er nu at jeg er klar til at blive friet til,- men han er ikke .....
Emnet har været vendt før .... og igen nu .... indimellem det har min kæreste signaleret og sagt ting til mig, som har fået mig til at tro at nu falder han snart på knæ ....
Jeg har nu fisket ud af ham (i ren desperation) at det nok ikke sker foreløbig, men at han stadig har tankerne ... at han elsker mig overalt på jorden ... og vil dele sit liv med mig ....
Dejligt,- for jeg har det jo på samme måde .... men - jeg er slået helt ud .... føler mig svigtet, såret, ført bag lyset .. og ved ikke hvor jeg skal gøre af alle de følelser, som gør min dagligdag negativ .....går og græder indvendig hele tiden .... og samtidig med det kan jeg ikke vise ham at jeg naturligvis elsker ham alligevel ....
Har nogen stået her .... været ueninge om noget så vigtigt ....
Hvad gør jeg ..... kan ikke udholde tanken om ikke at være sammen med ham, men ved heller ikke hvor længe jeg har lyst til/kan vente på det som han indikerede overfor mig, for ikke så lang tid siden .....?

Du skriver som om i er ved at være så gamle at det måske er for sent for jer at blive gift....
i har "kun" været sammen i 2 år, jeg synes måske i skulle prøve at bo sammen først, måske bare en måned eller 2 og finde ud af om i kan sammen under samme tag, før i tager det hele på en gang.. andre mennesker haster ud i et forhold, flytter sammen, blir gift og får børn inden for et år eller to og går så fra hinanden igen fordi de ikke rigtig kendte hinanden og kunne sammen alligevel... det har jeres sammenbragte børn nok heller ikk brug for.
Mit råd til dig er: Ta den med ro, hvis det er dig han vil have så skal det nok komme alt sammen...
held og lykke
glædelig jul.
nette21

haster det så meget at blive gift? Tror du, at I får det bedre??? Hvis I har det dejligt sammen som tingene er nu, hvorfor så forcere noget, som din kæreste helt tydeligt ikke er klar til. Du risikerer at jage ham langt væk med, hvis du ikke slapper af - og det ville da være en skam.
Tag en slapper og nyd det I har.
God jul og Godt Nytår fra Betty

Har du nogen sinde oplevet at ønske dig noget brændende (bortset fra det du skriver om), dernæst opgive det og - vips, så er det der?
Sådan også med din kærlighed. Jo mere desperat du bliver, ja, nærmest vred på din elskede, fordi han ikke vil 'makke ret' og sige og gøre lige præcis det, som du forestiller dig (som om han var en dukke i snor), jo mere skubber du kærligheden væk fra dig. Du risikerer at knuse den (i ham)..
Spørg dig selv, hvad du IKKE har?
Ejer du ikke hans kærlighed?
Kan du ikke mærke den, når I er sammen?
Kender du grunden til, at han tøver, eller har en anden timing mht. at bo sammen med dig?
Kan du forsikre ham om, at blot han flytter sammen med dig, så forsvinder alle spøgelser og du vil være i balance med dig selv? (nej vel, for det kan kun du selv udrette)
Spørg dig selv, om det, du går og tænker lige nu (hvorfor holder han mig hen, hvorfor 'snyder' han mig på denne måde?) - om DET er kærlighed til ham? Nej, vej?
Spørg dig selv, om den mand, som du elsker, ikke fortjener ren kærlighed, om du ikke ønsker den for ham? Om ikke fra dig (hvis du på denne måde ikke er i stand til at give den, men bare bliver mere og mere bitter på ham, uden at han endda har gjort dig ondt), - så fra en anden?
Tør du tænke denne tanke: at han vil kunne finde smukkere kærlighed fra et andet menneske, end den, du lige nu er i stand til at vise ham?
Læs bogen af Byron Katie: Jeg har brug for din kærlighed - er det sandt?
Og du vil finde ud af, at den dag, det øjeblik, hvor du er i stand til at føle kærligheden fuldstændig i dig selv, kærligheden til livet, glæden over at dele skønne øjeblikke med andre, mens de har fuldstændig frihed i deres liv (ligesom du har i dit) - den dag vil du ikke føle rædsel eller sorg eller vrede over for din elskede, fordi han ikke lige vil gøre sådan at du selv kan holde svære følelser i skak inde i dig selv. Kun du har ansvaret for disse følelser.
Noget helt andet er de praktiske ting. Hvis et af hans eller dine børn er ved at forlade reden og har behov for ro, hvis hans eller dit job eller den ene eller anden økonomi taler for det, helbred eller årstiden eller andre ting, der kræver (venner, familie, uddannelse) viser at der kan findes en bedre timing. De ting kan man forsigtigt berøre, spørge til, udtale sig selv om. Men tag for alt i verden ikke den forurettede attitude: hvornår bliver det til?? ... da vil du kun vise det modsatte af kærlighed, nemlig din frygt og vrede. Og ærlig talt, vile du ikke trække dig forsigtigt tilbage fra et menneske, der viste dig en sådan frygt, forhippethed, mistro og vrede???
Glæd dig. Du har kærligheden allerede. Og jo mere du mærker den i dig selv, kærligheden over blot at være her i livet, jo mere vil din elskede - eller en anden - trække i din retning, ønske at tage del i din glæde.
Så enkelt er det. Så svært. Men kæmp denne kamp alene, lad ikke din elskede skulle bære ansvaret for at få dig på benene, så du er i stand til at dele en voksen kærlighed med ham.
Alt muligt godt og mange varme tanker og ønsker for dig, herfra

.... vred .... men også utrolig ked af det ...
Jeg vil gi' dig ret i mange af de ting du skriver .... helt sikkert ...
Det jeg ikke kan forstå er, at min kæreste udtaler sig om noget, som han godt ved er vigtigt for mig .... sætter tidsperspektiv på,- men når jeg så nævner det igen ..... så er "idéen" væk for ham alligevel ....
For mig at se er det at give en gave, som man dernæst tager tilbage igen ....
Det gør mig ked af det, urolig og frustreret ... og det er de følelser jeg ikke kan finde ud af at få til at falde på plads i mig selv igen .... for ja,- gu' elsker jeg ham ..... ellers ville jeg jo ikke føle som jeg gør .....

Du må bare se i øjnene, at han ikke elsker dig tilstrækkelig til at smede sig i hymnens lænker med dig. Måske er han blevet i tvivl om sin kærlighed til dig. Men det vil han selvfølgelig aldrig indrømme overfor dig !

Hejsa...
Jeg kender alt for godt følelsen og har det på nøjagtig samme måde...
Jeg har kendt en mand i snart 2 år og vi blev også hurtigt ringforlovede.. Han sagde at jeg var det bedste der nogensinde var sket for ham og at han aldrig havde haft så store følelser for nogen som dem han havde for mig.. Min familie sagde han endda højlydt til at han ville giftes med mig - til venner og bekendte osv osv.. Jeg var lykkelig!!!
Han boede hos mig næsten hver dag i det første halve år (har dog selv sit eget sted) og vi snakkede jævnligt om fremtiden... Jeg fik søde sms og flere kærlige ord om, at han ville giftes med mig inden for et år... Han lovede mig guld og grønne skove og der var ikke det vi ikke skulle... Men pludselig vendte bøtten... Han blev mere og mere fjern og tog oftere og oftere hjem til sig selv... Efterhånden gik der også længere og længere tid mellem hans besøg hos mig osv... Han sagde at han jo havde boet alene hele sit liv og han savnede noget tid for sig selv engang imellem... At han lige skulle vænne sig til tingene og at jeg lige måtte give ham lidt rum og plads og frihed - at han også trængte til at være for sig selv engang imellem... Jeg blev efterhånden til en nikkedukke og takkede bare ja tak og amen til det hele - alt blev på hans præmisser og sådan er det stadigvæk!!! Jeg magter ikke at give slip på ham og jeg føler mig dybt såret, forvirret, ked af det, smidt væk, misbrugt og leget med - UDNYTTET og føler jo faktisk at hele min verden samt alt det gode... Mine håb og forventninger til fremtiden - de forventninger som han jo selv plantede i mig fra starten - han har taget alt fra mig!!!
Jeg ser ham efterhånden kun i weekenderne nu - mest i de weekender hvor vi er børnefri - og ellers kun når jeg selv tager initiativ til at vi skal ses... Jeg ligefrem spørger ham forsigtigt på en sms om han har tid til mig og lyst til at jeg skal komme - eller om han har mest behov for at være alene lidt... Hvorfor kan jeg ikke bare slippe???
Han siger nu, at han stadigvæk elsker mig - men at han ikke er sikker på om han nogensinde kommer til at kunne magte det at flytte sammen med nogen overhovedet!!! Han ville gerne hvis han kunne og han har dårlig samvittighed overfor mig, da han jo godt ved hvor såret jeg er blevet pga ham... Står det til ham er han vist lige på nippet til at give helt slip på mig - han siger at han godt ved at det er ham der kommer til at miste hvis han går fra mig, men om det måske ikke ville være det bedste... Så jeg ikke fortsætter med at gå og drømme om noget, som han jo desværre må erkende at han ikke længere ved om han nogensinde vil kunne komme til at leve op til... At han simpelthen har boet alene alt for længe - og han herfor ikke ved om han nogensinde vil kunne give mig det som jeg inderligt fortjener... Han siger at da han gav mig ringen på min finger, der troede han oprigtigt at han kunne magte det hele... Men at han lidt efter lidt kunne se, at det måske alligevel var for stor en mundfuld for ham... Men han elsker mig og har ikke lyst til at slippe mig - og det vil komme til at gøre rigtig ondt på ham... Men måske ville det være det bedste for mig, hvis han gjorde... Så jeg kan komme videre med mit liv... Jeg har nu fået erkendt en Depression pga alle vores problemer med det her - føler mig sgu helt fortabt for at sige det mildt!!! Vi er som sagt stadigvæk sammen - men kun som han lige kan klare det... Han kontakter mig sjældent i løbet af en dag og det er ikke altid at han lige svarer på mine beskeder... Tror problemerne har KVALT det romantiske i vores forhold - den blomstrende forelskelse som var der i starten... Og hans dårlige samvittighed overfor mig, gør ham endnu mere tilbageholdende... MEN når vi er sammen - så hygger vi os og har det som regel rigtig godt sammen...
JEG VED SGU HELLER IKKE HVAD JEG SKAL GØRE???