Hvor når har du sidst?

Med ærlig interesse spurgt en anden, hvordan han/hun har det?
Grunden til jeg spørg er, at jeg gør det hele tiden, men møder det sjælden selv.
OG jeg er ikke typen, der klager om alt og ingenting. Jeg fortæller kun, hvis tingene er noget "lort" til de nærmeste, HVIS de spørger. Jeg vil heller fortælle om, de glæder der er i livet.
MEN jeg kan ikke forstå, at når jeg spørger andre, glæder mig, når det går godt for dem, og trøster dem, når det går dårligt, at det ikke falder dem ind, og spørge mig om, hvordan det går.
Mvh Fie

I morges... Og jeg gør det stort set hver dag... Er da alm høflighed hvis man ved eller tror andre har det skidt på den ene eller anden måde...

Er nu mest brugt af min omgangskreds.
Hvordan har Du det....regner jeg for mere personligt idet det kan dreje sig om sygdom og nedture, evt overstået.

Mit Spørgsmål er: Viser DU/I ægte interesse, Når hvis du/I spørger? Og interseret du/I Jer for svaret?
Hvor mange gange er du/I blevet spurgt, uden at du/I har vist interesse, for at spørge igen?
MVH Fie

Nå jeg selv spørger på den måde er det for at få svar på samme, ellers spørger jeg om noget helt andet.
Men nogen bruger det vanemæssigt som standardindledning, det irreterer mig lidt og jeg giver et modspørgsmål

Jeg spørger min kæreste hver morgen når vi har sovet sammen, om hun har sover godt og hvordan hun har det, men hun har ALDRIG spurgt hvordan jeg har sovet eller har det.
Det er lidt forskellig hvem jeg ellers spørger til, nogen spørger man kun en gang, andre spørger man hver gang man møder dem, og som du skriver er der mange som ikke spørger den anden vej, enten tænker de ikke over det ellers rager vi andres liv dem åbenbart ikke en døjt.

tænk jeg var selv ved at starte en debat om præcis samme emne forleden dag ... efter at folk ringede til mig for at snakke kender i ikke de dage hvor pludselig en masse ringer❓) ikke en af disse spurgte til mig eller min familie ... 😮
jeg tænker folk har nok i sig selv eller også er det dårlig opdragelse ..
ens venner eller familie vil man da gerne vide om det går godt for

En af mine meget gode venner, var blevet ringet op af ekskonen, som havde fortalt ham at han, for første gang nogensinde, ikke skulle holde jul sammen med hende, deres datter og hendes nye mand. Hendes nye mand mente at nu var det tid at stoppe med det.
Det fik vi da et par timer til at gå med at snakke om. Han spørger nu sjældent til nogen overhovedet, men for mig har det ingen betydning, at han ikke spørger mig.
I weekenden var jeg sammen med en kræftsyg veninde, som ingen kan gøre mere for. Hende spørger jeg altid indtil, når vi har fået overstået de mest almindelige emner, når vi mødes. Hun er selv meget flink til at spørge til mig.

Hej jeg synes det er et godt emne du har valgt.
Der er mange måder at spørge på, og det er oftest modpartens egen følelse af oprigtighed der tæller, når vedkommende tolker spørgsmålet. I den forbindelse er bagvedliggende historie også afgørende.
Jeg tror det centrale er situationsfornemmelse. Man skal nok ikke spørge, for bare at spørge, men derimod prøve at fornemme, om det er det rigtige tidspunkt og sted, for den man spørgere, og også for ens egen mulighed for at lytte og hjælpe.
Jeg tror( eller håber da), at de fleste mennesker kan gennemskue om spørgsmålet egentligt, er spørgerens eget behov for selv at blive spurgt, da personen har noget på hjertet. Her betyder ting som tid,sted, og kontekst meget. Vi kender nok alle typen, der næsten altid KUN spørger, fordi personen selv vil spørges, og der mener jeg ikke at det altid er uhøffeligt ikke at spørge "igen". Men det skal naturligvis ses i kontekst af personens baggrund, tid, og stedet, da nogen mennesker kan have et stort behov, fordi de måske gennemgår nogle, for dem, vanskelige episoder i deres liv. Så det er jo ikke et matematisk regnestykke der skal gå lige op.
Så nogen gange, er det faktisk omvendt, og derimod den der altid spørger, der for mange opleves som egoisten, og andre gange kan der være, at andre bare ikke har overskud til at lytte, fordi de har andre ting i deres liv, de ikke altid ønsker at dele med andre.
Men det er en fin balance mellem mange ting, som tid, sted, kontekst, erfaringer, og overskud, og ikke mindst relationerne.
For at kunne tage de ting med i helheden, er mellemmenneskelige forhold nogle gange at foretrække, frem for eks telefonen, mens det for andre er et naturligt medie.
Så min pointe er nok, at vi alle har en tendens til at over eller undervurdere andre mennesker(det er menneskeligt ;)), og derfor nogen gange tager fejl, i vores vurdering af deres mulighed for, at spørge "igen". Men selvfølgelig er vi alle sammen, nogen gange også lidt egoistiske, og "glemmer" at spørge, men forhåbentligt lærer vi af det, og bliver bedre med tiden.
Man må også huske, er det er meget individuelt, hvordan folk forventer den slags ting, bliver omtalt. Nogen har måske den opfattelse, at de selv "bare" fortæller om det, uden spørgsmål først, da det er naturligt for dem kun at tale om den slags ting, hvis de af sig selv vurderer at situationen og behovet er til stede. At de så selv har talt om den slags ting, i forbindelse med, at de er blevet spurgt, ændrer ikke nødvendigvis ved, at de mener at andre "vel bare" fortæller om sådanne ting, uden at de behøver spørge.
Faktisk tror jeg at de fleste, åbner sig mere op, over for dem der ikke altid eller ofte spørger. De fleste synes nok det er mere naturligt, at de selv fortæller, hvis de vurderer at behovet og situationen er der.
Der er nok mange opfattelser af, hvad der er "høfflig,rigtigt,forkert,urimeligt,rimeligt" osv.
Tak fordi du har bragt emnet op.

det er lidt skræmmende

min datter spørger jeg oprigtigt til hver dag, for at forsikre mig om at hun føler sig frisk.
Andre mennesker spørger jeg meget meget sjældent. Hverken oprigtigt eller falsk. Jeg forventer vist ubevidst at folk selv åbner op for de ting de vil ud med - uden en "tricker"..altså den sædvanlige sætning.
Det er kun hvis folk har det åbenlyst skidt at jeg spørger..ellers synes jeg det kommer mere flydende i samtaler med folk, når man snakker om børn, kæreste, job osv. Selve spørgsmålet behøves ikke (for mig).

Spørger jeg mine kolleger ,om hvordadde har det og de spørger også til mig. Det samme gælder i mit ægteskab. DEJLIG🙂😉

For 4 timer siden spurgte jeg en hvordan han havde det.
Jeg spørger altid folk hvordan de har det.. og der er mange der bruger mig til at tale med/komme ud med deres problemer.
Mine forældre ringer og spørger mig hverdag om hvordan jeg har det.
Men de er vist også de eneste, der spørger mig.
Mvh. Joan 🙂

I går aftes spurgte jeg min kæreste hvordan han havde det, med oprigtig interesse.
Jeg føler også tit at de fleste mennesker er ligeglade generelt. Selv er jeg også blevet det mere. Har været grædeskulder i mange år, og det gider jeg ikke. For føler kun folk tager kontakt når de har det dårligt eller har brug for råd eller én at beklage sig til.
Derfor er min oprigtige interesse begrænset til min kæreste, mine fire bedste venner og min far.

så er det ikke mere end 10 min siden jeg spurgte min søster med oprigtig interesse, hvordan hun havde det 😃
Fie du er nok en person som jeg selv, der tænker for meget over hvordan andre har det og for lidt på en selv, har arbejdet længe på at nå til det punkt hvor jeg kan sige fra, når hjælpen bliver på bekostning af mig selv, og er dejligt at kunne sige bedre fra, for ja synes desværre der er for mange danskere derude som tager hele armen når man rækker dem en lillefinger

Hver dag.
Når jeg kommer på arbejde. Så spørge jeg ind til mine kollegaer. Hvordan de har det, eller hvordan weekenden har været. Men det er ikke altid det er det samme den anden vej.
Men ellers er jeg ret god til at stille det spørgsmål.

Desværre syntes jeg også selv, at det efterhånden er det samme jeg oplever. syntes altid jeg bekymrer mig for alle andre, men alle andre virker totalt ligeglade med hvordan jeg enligt har det... Måske er verden bare sådan efterhånden.Alle tænker kun på sig selv. Måske er det vejen frem???

Det er også sjældent at jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det.
Men jeg tror det er en klassiker. Dem der er omsorgsfulde og tager sig af andre, får sjældent selv hjælp eller bliver spurgt til😕

Jeg tror desværre, at du har ret.
MEN jeg kan bare ikke forstå, at dem der nyder godt af, at vi spørger.
Dem som ikke har noget problem med, at vende vrangen ud til os, ikke har så meget interesse i, hvordan det går os andre?
ER det forkert?
Fie

at svarer en veninde jeg mødte i brugsen at jeg faktisk ikke ha det godt. Hun blev helt underlig og pludselig var det noget meget spændende kød de lå i køle disken...
Pointen er at du tit bare får det der svar: jamen jeg/vi har de da godt og du?? Du forventer bestemt ikke at en skal sige at det faktisk er noget lort...
Vil lige sige at det bestemt også bekymrer mig at mine venner /familie osv ikke har det godt og omvendt..🙂😉

endten overskud eller mangel på engagement at gøre. Mange gider jo ikke stå der og høre om andres dårligdom, endten fordi de ikke ved hvad de skal sige eller fordi det dybest set ikke interesserer dem!
Jeg spørger andre hvordan de har det, når jeg selv kan rumme, hvad end de måtte fortælle mig. man skal jo også huske at passe på sig selv, ... ingen er et overflødighedshorn. Men at glæde sig med andre, det kan man vel altid finde et smil frem til!