Hvordan skal jeg takle dette

Min kæreste er blevet tvangsfodret som barn når der var noget han ikke ville spise eller smage på, samt han er blevet lukket nede i tremmesengen som barn når han kravlede ud. Han har boet med en psykisk ustabil mor og faren har aldrig været der for ham pga arbejde...
Min kæreste har virkelig problemer med at kommunikere med sin datter og har altid haft det. Hun er 3år idag.
Idag under aftensmaden, ville vores datter ikke spise mere (hun er i en periode hvor hun ikke rigtig har lyst til at spise) han rejser sig op og tager noget på gafflen og ber hende åbne munden så hun kan spise. Tøsen griner jo bare af ham, hvor han nærmest råber af hende selv om hans hoved er rimelig tæt på hendes. Hun griner igen (hun er ret hårdført) Så tager han gudhjælpe fat på hendes kinder og skal til at åbne munden på hende, og så FLIPPER jeg totalt, selv om jeg ikke burde mens datteren sidder der.
Det skal lige siges jeg ligger syg og ligger i sengen og kan se "spisebordet" fra sengen, så jeg foer op og råbte af ham hvad fanden han havde gang i!! Hvor så han sger, jeg blev også tvangsfodret som barn!!! NØØØJ jeg måbede og bad ham forsvinde!!
Sådan helt rligt, hvrdan havde i reageret!

Jeg havde reageret ligesom dig og bedt ham om at forsvinde. Hvad han har oplevet i sin barndom, skal jo ikke gå udover jeres datter.
I skal vist have en seriøs snak om dette. Han ender med at ødelægge hendes spisevaner fuldstændig og give hende mad-lede.
Hvis han ikke forstår det, ville jeg i dit sted kontakte en professionel der kunne forklare ham det. De findes på sygehusene og har med børn og madvaner at gøre.
Held og lykke med det.

Fordi han har været behandlet forkert, giver ham da ikke ret til at spolere endnu et barn, men det er jo ofte det, der sker og som kaldes "falsk arv"
Er han ikke selv opmærksom på at problemet er hans? Det kunne det jo tyde på, hvis han selv har fortalt dig det, du fortæller om ham her. I må nok hellere blive enige om at børneopdragelse primært er dit område. Og ellers er det da en god ide at få lidt ekspert-bistand

Én ting har I da ihvertfald vist den lille pige. Hun skal bare nægte at spise, så har hun ikke alene jeres opmærsomhed, men også rimelig sej underholdning hver gang der skal spises.
Det er mig en gåde at I ikke kan klare det som voksne mennesker. Men gåden skyldes muligvis at jeg ikke selv har børn. Jeg ved dog ét, tvang fører kun sjældent til noget godt. Det gør derimond konsekvens.
OG - diskutér/skændes ALDRIG foran børn!!!! Du stjæler hans autoritet når du sætter ham på plads foran hende.
Mvh Fandango

Jeg ved ikke hvordan jeg ville have reageret, men jeg kender konsekvenserne af at blive tvangsfodret som barn.
Man kan f.eks.få svært ved at spise mens andre ser på, afsky bestemte madvarer eller i det hele taget få et forkvaklet forhold til mad. Førsnævnte var specielt et problem for mig i teenangeårene.
Så selvom din reaktion kunne have været mere hensigtsmæssig, synes jeg det var godt du reagerede, og stoppede tvangfodringen.

-Er da helt sikkert....!!
-du og farmand skal have en snak om den unge dame og måde hvorpå hun skal opdrages til også at spise..
Men det er dog noget i to skal gøre når ikke den unge dame er til stede.. ;o)
Klart, at du farer op som trold af en æske her, men de dårlige oplevelser din mand har haft her, ligger måske så indgroet i ham, at de skal snakkes igennem, og hvem andre end i to skal gøre det...??
Det jeres lille guldklump det drejer sig om, og ved at du får din mand til, at indrømme, at det var så groteske oplevelser for ham som barn, så er jeg sikker på han vil indse, at disse oplevelser skal jeres barn ikke have med sig i bagagen fra sin barndom...
Jeg mener ikke , at man behøver nogen eksperter til hjæpl her.. ;o)
-Hmm.. -og hvad angår datter og spisning...!!!
-børn kommer i den der trodsalder og så med spisning, men jeg er dog overbevist om, at er barnet sulten så skal det skam nok spise, prøv som forsøg, at bare øse en lille lille bitte smule op på tallerken, Ikke mere end en gråspurv ville kunne få i sig...
-spises der op, så det da bare at forsøge med en lille smule mere får de bare lidt i sig er det ok.. Det kommer tilbage det med lyste til mad.. ;o)
-man kan også med held en overgang bare lave små skåle med agurk, gulerøddeer, majs, ærter, eller ..??
Ja fantasien sætter ingen grænse , noget barnet kan lide , men frem for alt noget med farver på..
Håber i kommer til enighed her, det gælder jo roen i familien , som er en vigtig del for den lille guldklump..
Du kunne med held lade din mand se , at du har oprette dette indlæg, da jeg går ud fra, at det også er fordi du her er lidt i vildrede...
De bedste hilsner til den lille familie ;O)
Mummi

Jeg synes det virker som om du og din kæreste har et godt forhold og du er meget glad for ham. Derfor mener jeg at der er meget at kæmpe for. Men det er klart at din kæreste er præget af sin opvækst og jeg vil foreslå jer at opsøge en terapeut. For denne adfærd han viser nu, vil stille og roligt ødelægge den tillid du har til ham som far og så har vi en skrue uden ende.

få jeres datter passet ! det er vigtigt at hun er ude af huset for bølgerne kan komme til at højt.
skriv hvad du oplevede den dag; du glemmer nemlig!
lav en list over de ting som du mener han gjorde forkert i følge din mening så du husker det hele !
sæt jer ned som voksne mennesker, tal om det,få det talt det igemmen, få lagt en plan om hvordan i skal takle det med mad situationen.
Der gør ikke noget du indrømmer over for ham du måske gik over stregen for så falder hans forsvars mekanisme og så når du måske længere med ham!
hvis din datter ikke vil spise så lav nogle små jule lege f.eks. at du og din mand siger at maden kun er for voksne, det kan få mange børn til at spise.
personlig syntes jeg det, var godt du tog din datters parti, det kunne jeg også havde fundet på !
pøj pøj Halv tyskeren

Du mener ikke at der skal eksperter med ind i billedet her....Du har vist aldrig haft et barn med spiseforstyrrelser. Det har jeg og tro mig, jeg fik hårdt brug for eksperterne.
I første omgang skal eksperten bruges til at fortælle faren, hvordan det hænger sammen med børn og mad. Forhåbentlig går der et lys op for faren, så han stopper tvangsfodringen.
Hvis ikke...så får datteren og moderen i høj grad brug for ekspert hjælp.
Det kan lyde som et lille problem, når man læser det her. Men det er det ikke for den der står midt i det.

-sige, at jeg læser dette som en éngangs ting, og ved gud hvor kan man være lidt kvik med , at drage eksperter ind i sit privatliv...
-man er da nødt til i første omgang, at prøve, at løse sine problemer selv..
-og fortsætter dette, så er man måske nødt til, at få hjælp...
Her ikke kun til barnet, men så sandeligt også faderen, der måske, skal have en hjælpende hånd..
MvH Mummi

Hvis du læser mit første indlæg vil du kunne se at jeg opfordrer moderen til at snakke med faren til barnet. Hvis han så ikke forstod det, foreslog jeg eksperterne til at forklare ham det.
Egentlig det samme som du selv skriver.

Man kan desværre alt for tydeligt høre, at du ikke selv har børn.
Du har da ret i dit indlæg, men der bliver lidt for meget "Min søsters børn" over det. Du må ikke... Du skal...
Ja, det er meget godt alt det, der står i lærebøgerne. Men der er vel ingen mor, med respekt for sig selv, der ikke vil reagere kraftigt, hvis hun ser sit barn blive mishandlet, på den ene eller den anden måde??? Jeg kender godt nok ingen, der vil kunne tie stille, og tage diskussionen senere. Man reagerer da prompte, når sådan noget sker.

...jeg troede, at de problemer var løst. Synes at du skulle sætte ham stolen for døren og KRÆVE at han gør noget ved sine forældreevner. Det er ingen undskyldning, at han har haft en dårlig barndom. Som voksen har han mulighed for at træffe et valg om gøre det anderledes, men det kræver selvfølgelig, at han erkender at hans egen barndom var "noget skidt"...
Kærlig hilsen Helen (NB: vi ses!)

Du skriver at du troede de var slut problemerne... Så undre jeg mig lidt fordi jeg har aldrig skrevet noget om hverken min kæreste eller jeg...
Nå men ellers, tak for dit indlæg...
hvad er NB?

foreslået at det er mig der tager sig af opdragelsen indtil han har styr på sig selv og hvem han er. Jeg har bedt ham kontakte en psykolog så vi kan få tingene i orden...
takker for dit indlæg

så for du det til at lyde som om at jeg sætter ham på plads 24/7 (hver dag)
Det er sket denne ene gang. Skulle jeg måske bare lade ham fuldføre det og lade ham lære datteren det er OKAI det far gør??
Nej! Jeg nægter at lade ham gøre det han er igang med færdigt, når jeg kan se det er forkert. Dermed lære jeg også min datter at det far gjorde er forkert, og at hun ikke skal finde sig i den slags.
Finder mor sig i det, ja så finder min datter sig jo også i det.. Og det kan slet ikke komme på tale.
Om jeg elsker min kæreste? Ja, det gør jeg bestemt! Vi har været sammen i 5år, og elsker hinanden og skal faktisk have et barn mere...
Min kæreste har nu fået besked på at tage kontakt til en psykolog eller psykiater så han kan finde en anden at snakke med om problemet, da han åbenbart ikke forstår tingene når jeg fortæller ham det. Selv har jeg prøvet en del i min barndom, og jeg nægter min datter skal opleve den slags ting. Hun skal vokse op som et barn skal og have gode og sunde barndomsminder! OGSÅ om sin far! Så derfor tager jeg hånd om tingene nu og har bedt ham finde en psykiater han kan snakke med OG som kan fortælle ham en ting eller to om hvordan og hvorledes.
Min kæreste er en god far, ingen tvivl om det. Han elsker sin datter og han elsker mig og bare børn generelt, men det er det med at takle dem og forstå dem han har svært ved. Han mener (eller tror) at fordi han er far så bestemmer han 100%, og ja, gør han da, men kun til en vis grænse.
Datteren er også et menneske! Et menneske som også skal lære om omgås folk social som voksen og derfor har brug for at lære de ting helt fra barn af. Ligesom man lære børn ikke at slå! Hun skal ikke vokse op i den tro at andre ikke lytter til hende, og tvangsfodre hende fordi hun ikke vil spise mere.
Min kæreste har også været meget meget ked af det som han "prøvede på" jeg nåede dog at stoppe ham før datteren bemærkede hvad det var...
Men jeg siger tak for jeres indlæg...

Jeg forsøger at lade dig være anonym i fred, men alligevel råde dig...ok. Netbaby...du har skrevet om det før...ikke lige den situation, men den del andre hvor han også reagerer uheldigt over for jeres datter på 3 år og 2 mdr og ca 1 uge.
Gør nu noget ved det, ikke? Det nytter ikke at få en til før han får styr på det...det bliver værre i stressede situationer, hvor han ikke kan nå at tænke, men regerer på rygraden = som mor har lært ham!
Kærlig hilsen Helen

hej ung anonyme mor!
Jeg har ikke fået læst så meget på debatten men det glæder mig at der går lidt frem ad, regn med at det går langsomt, men hvis det hjælper så skriv dagbog for så kan du ,når det ikke går så stærkt, kigge i din dagbog og se tilbage, og lad den endelig være synlig for din samlever *S*
pøj pøj med det !
knus Halv tyskeren