hvordan slippe jeg af, med sådan et temperament.

Måske hører mit brev ikke til på denne her side, men jeg har brug for et godt råd fra jer.
Jeg har et problem med at mit temperament sommetider løber af med mig, hvilket går ud over mine nærmeste.
Sidst var da jeg skulle skrælle kartofler, kartoflerne var næsten nyopgravede, så jeg syntes at det var nok bare at børste dem.
Men min kæreste var af anden mening. Vrumm så var jeg oppe på den store remskive, og brokkede mig og syntes det var noget pjat osv. Og så var det sagt, og jeg var nede på normalt stemme leje igen, og alt vreden var væk.
Men det er så opslidende for os begge to, for hvorfor kunne jeg ikke bare have sagt det på en pæn og ordentligt måde.
Jeg vil meget gerne have et råd til hvordan man slippe af, med sådan et temperament.
Det gør mig ked af det, og trist bagefter -
For selvom det kun er ord, slår det hårdt.
Med venlig hilsen.
Flemming

lamotrigin stada..stemningsstabiliserende

Hej Flemming
Sig mig, du kan tage sådan på vej over nogle kartofler?? Hvad fanden vil du gøre når du bliver udsat for noget alvorligt? Som f.eks at toiletbrættet er slået ned når du skal pisse? Eller der kun er én smøg tilbage, og den ryger "hun" så?
Nej, der er godtnok vigtigere ting end hvordan helvede kartofler skal behandles.
Og spøg tilside. Jeg tror I har et væsentligt problem, ellers kan du ikke gå op i en spids over noget så ligegyldigt som kartofler. Tag det ´fra en der har været der, og gjort det. Der er ofte en væsentlig ting galt som bare er så ømtålelig at tale om, at man griber til petitesser for at få en ventil så man kan slippe af med det.
Og det er de problemer man tabuiserer som virkeligt tærer på partnerskabet. FUCK da de latterlige kartofler mand. Og tag så fat om roden på det virkelige problem.
Q

lamotrigin stada hedder rigtigt Lamictal og er Mod epilepsi men bruges også til det andet og tro mig det virker men er jo så bare om man vil gå den vej

hvergang du tænker på at hidse dig op.
I længden er der ingen der gider at finde sig i dit temperament.

Jeg ved godt at det ikke kun handler om kartofler med eller uden skræl.
Men at det er mange ting, og så til sidst blev kartoflerne med eller uden skræl prikken over i'et.
Og derfor vil jeg gerne have mere kontrol over mit temperament, og snakke ordentligt til folk uden at hæve tonen, uanset hvad der ligger til grund for min vrede. Jeg bryder mig personligt heller ikke om, at blive råbt eller snerret af.
Derfor søger jeg efter et godt råd fra jer. For jeg har det ikke godt at have så kort en lunte.
Det ødelægger mere, end det gavner mig
Med venlig hilsen
Flemming

hej Flemming
jeg kender din og din kærestes situation...
vi sidder selv i samme situaion, min kæreste og jeg. min kæreste kan heller ikke styre hans temparament...
i hans tilfælde er det hans fortid der ligger til grund for det. det er noget vi har fundet ud af i fællesskab.. jeg pressede ham til at tale om ting han ikke ville tale om.
vi er kommet frem til at han skal til phsykolog for jeg kan ikke hjælpe ham nok.. har i prøvet at sankke om havd det kan være der går dig på??
du må meget gerne maile mig, hvis du har lyst. måske kan vi hjælpe hinanden. det kan være min kæreste og du kan hjælpe hinanden..
smid en mail til cij@sol.dk
knus fra Cita

der findes mange steder hvor du kan få mental træning, det giver dig ro og balance.
Ved ikke hvor du bor - men her er et link.
http://www.susan-ekberg.dk/

Selvom jeg ikke er psykolog, vil jeg prøve lidt på denne måde:
Når du bliver ophidset over andres (din kærestes) bemærkninger, er det fordi deres udtalelser for dig føles som en overtrædelse af dine personlige grænser. Og det ER intimiderende!!
Næste gang, du mærker raseriet komme op i dig, skal du tænke følgende tanke:
"Jeg er mig! Jeg er en person af fuld integritet! Jeg har mine meninger, og jeg gør, som jeg gør, fordi jeg har en god og velgennemtænkt grund til det!
Ham/hende der sidder dér henne er en helt anden person med en helt anden måde at tænke på. Han/hun har lov til at fremkomme med sine meninger! Vi lever i et frit land, og han/hun har selvfølgelig sine helt egne private grunde til at sige og gøre, som han/hun siger og gør.
Men det betyder ikke, at jeg behøver at tage det alvorligt!
Jeg kan betragte hans/hendes ytring som et indlæg i en debat på linie med mine egne meninger. Men aldrig over mine meninger. Derfor behøver jeg på ingen måde hidse mig op!"
Du kan måske selv finde en kortere måde at udtrykke det på for dig selv.
For at kunne overleve er vi nødt til at have et vist panser om os. Vi er nødt til at føle, at vi kan eksistere, uden at andres meninger partout roder rundt helt inde i vore intime dele.
Den afstand er du nødt til at lægge til andres meninger og udtalelser. Men selvfølgelig uden at blive afvisende og uhøflig over for folk!
Hold andres meninger ud i strakt arm, hvor du kan beskue den fra alle sider, indtil du er klar til at give din mening til kende.
Og lad bare andre forstå, at du holder deres udsagn i en arms længde, fordi du har din måde at tænke/gøre tingene på.
Held og lykke med det!
Mvh
Gråskæg

Vi har altid haft masser af temperament i min familie, min far er faktisk nøjagtig som dig.
Jeg er ikke gået udenom familiearven, men da jeg jo med selvsyn kunne se hvor opslidende og irriterende det er, at være sammen med sådanne opfarende personer, besluttede jeg mig allerede for som teenager, at sådan ville jeg ikke være.
Jeg brugte den med at tælle baglæns fra 100-1 når jeg kunne mærke vreden boble nede i maven. Det virkede! Og det virkede hurtigt, allerede efter nogle måneder. Jeg er nu i trediverne og har et stille og roligt temperament. Så man fjerner ikke bare symptomerne, men også årsagen. Jeg kan stadigvæk godt hidse mig op, men der skal utroligt meget til og når det sker er jeg meget kontrolleret og der bliver under ingen omstændigheder råbt eller skreget.
Jeg synes det er flot, at du har indset problemet og ønsker dig held og lykke med at styre dit temperament!

Ja, det er noget skidt når man ikke ka` styre sig selv.
Jeg har været gift med den mest vidunderlige kvinde i verden i næsten 7 år, men mit temperament kostede mig desværre mit ægteskab i november 2010. Nu sidder jeg så tilbage og HADER mig selv for min måde at være på. Der er forresten også 3 vidunderlige børn, som dette berører.
Jeg har nu i to måneder gået til psykolog, og hendes første råd til mig var; begynd at dyrke noget ekstrem sport, det hjælper. Og jeg må gi hende ret. jeg er begyndt at køre mountainbike, og det tar den energi, jeg ellers brugte på mine raserianfald.
Men, det giver mig desværre ikke min hustru tilbage.
Så Flemming, inde det koster for meget, så gør noget ved problemet.