Hvorfor blive efter utroskab?

Hvad gør at du bliver i dit ægteskab, selvom din partner har været dig utro for en længere periode? Kan du helt reelt sige at:
- du tror på dit ægteskab
- du har tillid
- du elsker
- det bliver for altid
- har du lagt situationen bag dig eller plager den dig endnu
- du kontrollere ikke
- du er ikke bange for at miste
- du er ikke bange for blive svigtet
- du er ikke bange for fjenden (som er din ægtefælle)
- du har taklet situation og I taler sammen
- osv
eller glemmer du aldig og tilgiver du aldrig, men du kan ikke finde ud af at komme videre. Hvad er årsagen, for de fleste af os ville sige før vi bliver svigtet, at er min mand/kone mig utro, så er der ikke mere at samle på, men min oplevelse er at mange fortsætter alligevel, hvorfor?

- hvis det er tilfældet, tror du så ikke det på en eller anden måde er en overenskomst man har indgået?
- Jeg har altid sagt at en julefrokost dæleme ikke skal koste et familieliv, men en længerevarende periode, synes jeg er noget helt helt andet.
- Det er vel svært - eller rigtigt let - når man aldrig har været i situationen, men jeg TROR, jeg ville sadle helt og aldeles om, fordi jeg ikke kan komme i tanker om noget, der kunne få mig til at blive i sådan et forhold. Jeg har på den anden side kendt kvinder, der har levet i sådan et forhold, men for deres vedkommende var elskerinden en aflastning.... hmmm. Så måske er spørgsmålet - eller svaret om du vil - nærmere begrundet i hvilken bevæggrund man har til at leve sammen med den man nu en gang er gift med.

Blev i 5 år for min datters skyld, set i bakspejlet, var det dumt. Hun oplevede en del grimme sider fra et ægteskab og har den dag i dag ikke lyst til selv at indgå ægteskab.

- du har brugt den næstdårligst undskyldning af alles. Det har heller ikke så meget med et "aftale" at gøre, når man bare bliver og ikke holder orden i eget hus.

Jeg blev i ægteskabet i mange år, fordi mine børn var små. Jeg havde ingen steder at gå hen og jeg havde ingen penge. Jeg ville slet ikke forlade mine børn.
Men det er så længe siden, så det ikke har nogen gyldighed i dag. Og gudskelov for det.
Fri os for at få de tider igen, da kvinden måtte bøje nakken og finde sig i alt, hvis der ikke var mulighed for at kunne forsørge børnene.

Jeg tror denne sætning holder stik, som jeg har set en kvinde skrive:
at man i dag giver parforholdet længere snor, end man ville gøre med andre ting her i livet, hvis der var svigt involveret.
Det er modet til at turde ville bryde op, så derfor får børn, den 3. part eller andre skylden for at utroskabet skete, så har man fri for at kigge ind i eget ægteskab. Man skal jo være et modigt menneske for at turde erkende at ægteskabet ikke er godt, ikke virker, ikke rigtig nogen kærlighed, bare 2 mennesker der render rundt om hinanden i samme hjem. Typisk finder de sig nogle kerneoverbevisninger, som de kan leve efter, så de leve af og med resten af deres ægteskab. Hvad skulle ellers være grunden til at blive? Ægtefællen som har været utro har jo typisk manglet kærlighed (opmærksomhed) i en længere periode inden utroskaben sker. Det er tid til forandring, og en enkelt nats utroskab gør ikke at folk bliver skilt, men ved længerevarende utroskab forstå jeg ikke bevæggrunden for at blive i ægteskabet andet end hvis det er behageligt og nemmere at gøre ingenting.
Jeg er lige som dig på dette område. Ved et eventuelt længerevarende utroskab ville jeg ikke begynde at gå i partarapi eller andet, så har min mand jo inddirekte besluttet sig for længe siden, men tør nok bare ikke at slippe tryghedens rammer.
Jeg tror tit vi glemmer at fastholde vores overbevisninger, og det vi tro på den dag vi selv står i situationen. Vi glemmer at markere, at her er vores grænse og fastholde den beslutning, som vi tog for mange år siden, hvis min mand er utro, så er der ikke noget tilbage i ægteskabet at blive for. Mon ikke de fleste instinktivt siger og tænker jeg vil skilles, men hvad sker der i virkeligheden og hvorfor lyttede vi ikke til instinktet for det har jo talt, og vi ved jo godt hvad der er det rigtige, men vi tør ikke lytte til det for det kræver mod og vilje til at turde gøre en forskel.

(- du tror på dit ægteskab)
- selvfølgelig tror man ikke,tør ikke tro 100% på sit ægteskb, - (utroskab er barsk, men gjorde man det 100% FØR?)
(- du har tillid)
-tilliden er der, men mærkelige små dejavu’er kan få den til at krakelere nu og da; utroskab er ondt og giver ar på sjælen
(- du elsker )
-jeg elsker – og føler mig elsket
(- det bliver for altid)
-det ER for altid, derfor blev vi – (husk den utro valgte jo også at blive!)
(- har du lagt situationen bag dig eller plager den dig endnu)
- så langt bag mig, som den kan komme så længe jeg ikke er senil dement. Jeg er IKKE bange for fremtiden, men kan stadig blive angrebet af angst for om han har lagt fortiden bag sig, selvom jeg absolut ikke har nogen grund til den frygt.
(- du kontrollere ikke)
- jeg kontrollerer ikke, men bliver stadig overfaldet af melankoli pga fortidens hændelser når der sker uforudsete forsinkelser eller pludselige ændringer i planer.
(- du er ikke bange for at miste)
- nej – men han er desværre stadig ikke helt sikker på at jeg bliver
(- du er ikke bange for blive svigtet)
- har overhovedet ikke tanken
(- du er ikke bange for fjenden (som er din ægtefælle))
- min ægtefælle har aldrig været min fjende- heller ikke under hans utroskab
(- du har taklet situation og I taler sammen)
-jeg har ’tacklet’ situationen fordi affærens art og mandens forklaringer og efterfølgende adfærd og følelser for mig har overbevist mig om at vi skulle lære af vore fejl og blive sammen– kort sagt: han elsker mig og han viser det – men jeg glemmer det aldrig, - vi glemmer det aldrig – hvem gør det? Derfor kan man godt både tilgive og tilgives. Vi ønsker at være hvor vi er og udvikle os i vores parforhold; - har ingen ønsker om at komme andre steder hen, slet ikke ’videre’ –
Hvorfor er det så utroligt at blive sammen af kærlighed? – Hvorfor skulle mennesker, der ellers lever med egne og den andens fejl ikke også kunne leve med, tilgive, at den ene har været utro. – Der er sædvanligvis fejl på begge sider. Hvis utroskaben er overstået og der ikke er noget forhold, følelsesmæssigt eller seksuelt til en tredje person, - og omstændighederne i øvrigt er at den ene ikke har presset den anden til noget hvorfor så være så firkantet og fordomsfuld, at man syntes det er forkert at et parforhold kan overleve utroskab.
Det virker nærmest som om man her i sol-debatten ser ned på utrosramte, der ikke forlader den tidligere utro!
Glemmer I ikke, at den der var utro i lige så høj grad vælger at blive, - det er noget man er fælles om; og i mine øjne er det at den utrosramte holder fast i en man altid har elsket vel ikke ynkeligere eller svagere end at den utro holder fast i en man var holdt op med at elske og ære. Det der er ynkeligt er hvis den utro ikke tør stå ved sine egne følelser og bliver selv om det er elskeren m/k, der elskes højst! - Men det er jo et samvittighedsspørgsmål, der må besvares af den enkelte i hans/hendes specifikke situation.

flere der er blevet efter utroskabet, -og jeg kan ikke forstå det.
Jeg har altid været ligeglad med om min mand nu har gjort sin del af husarbejdet eller hvor mange overtimer han har haft. Jeg har været ligeglad med om han var i byen med gutterne eller om de sad i vores stue og set fodboldkamp. Men hvis han har været utro, så vil han var røget ud af her hurtigere end han kunne have talt til 3.
Når jeg kigger på en af mine venninder soms mand har været utro, så kan jeg helt ærligt brække mig over hendes indstilling. Manden får skælt ud fordi han ikke har støvsuget, men når han tager sin diller for en tur i byen, så må man arbejde på ægteskabet.
Har de kvinder/mand overhoved ikke noget selvværd? Jeg kunne ikke leve med en mand der har så lidt kontrol over sig selv og så lidt respekt for mig.

Dit svar viser jo, hvor nuanceret det er. Jeg tror også meget afhænger af, hvordan affæen forløber, og hvad den er bygget på. Ville du være blevet i dit ægteskab, hvis din mand havde haft en affære, der strakte sig over flere år, og hvor han udleverede dig, mens han lovede sin affære, at han ville skilles?
Jeg kender sådan en mand, han havde en 4-årig affære, og et tættere forhold til affæren, også psykisk i de år. Modet svigtede ham til sidst, men den dag i dag påstår han, at han elskede sin affære, ikke i konens påhør naturligvis. Han ønskede heller ikke selv at stopppe affæren, da han fandt ud af, han ikke kunne gennemføre en skilsmisse, det gjorde elskerinden.
Jeg har i mit lange ægteskab ikke prøvet at være i en utroskabssituation, men jeg kunne forestille mig, at hvis min mand havde haft en flerårig affære, og lovet at han ville gå fra mig, så ville en del af mig altid tvivle på hans grunde til at blive ligesom jeg ville have svært ved at kapere, at han havde delt sine inderste tanker med en anden så længe og bag min ryg.
Men jeg synes det er stærkt gået af dig, at du har kunnet komme så langt.
Mvh
Gæst

Nej heller ikke her, jeg vil aldrig ha tillid til den mand/kone som har været utro
Ville aldrig nogensinde stole på ham mere..
Jeg selv har haft en afære med en mand som boede sammen med en, som jeg desværre ikke vidste, men trods hun fandt ud af at vi havde kendt hinanden godt 7 mdr... Er hun stadigvæk der for ham...Den dag han fortalte mig at du havde opdaget det, stod han her alligevel dagen efter...
Okay tænker man så bare, han vil ikke slippe hende... Nu nok hans trykhed.. Men rt ligeglad med at være utro, syntes sådan en mand leger med ilden... Og er åbenbart ligeglad med kæresten...
Ellers blev man der hvor man hørte til.... Og var da slet ikke utro... Ingen kan sige de elsker den som de bor sammen med.. Hvis de er utro.. Nægter jeg at tro

Det tror jeg nu godt at man kan. Du kan jo også vende den om og sige, at når han bor sammen med kæresten, er det fordi hun betyder noget for ham, og fordi det er der, han helst vil være. Man kan ikke tage utroskab og dermed udelukke, at den utro elsker sin kæreste/kone, så enkelt er det ikke.
Jeg tror det i vid udstrækning handler om, at sige nej til sig selv. Alle, der lever i et længerevarende forhold, bliver udsat for fristelser, og vil føle sig tiltrukket af andre med mellemrum. Nogen er bare bedre end andre til at sige nej til disse fristelser, nej til sig selv og til at udleve deres lyst lige nu og her, fordi de tænker over, hvad konsekvensen kan blive, og ikke vil bringe deres forhold i fare, har indlevelse og rygrad nok til at leve sig ind i, hvad man gør ved den, man bor sammen med.
Det ses gang på gang, at utro ægtefæller ikke tænker på, at de bringer deres ægteskab i fare (hvad pokker, han/hun finder aldrig ud af det, så hvorfor skulle jeg ikke unde mig selv dette), og når de afsløres, er de parate til at droppe elsker/elskerinderne med det samme, mens de trygler deres ægtefælle om at blive. Nogen gør det rent faktisk, fordi de elsker den, de lever sammen med, og ikke af alle mulige andre grunde. Sex og kærlighed er ikke det samme. Det kommer fra to forskellige steder i hjernen, og kan godt fungere uafhængigt af hinanden.
Måske er der behov i deres forhold, de ikke får opfyldt, og i stedet for at løse problemerne i forholdet, går dem, der er styret af deres lyst ud og henter det, de behøver, et andet sted. Dem, der ikke er styret så meget af deres lyst, og tænker i helheder og konsekvenser, vender det indad i det forhold, de er i, og får løst det. Men begge ønsker måske at blive i deres forhold, og det, at man ikke får opfyldt sine behov er ikke nødvendigvis udtryk for, at man ikke elsker sin mand/kone. Det kan også handle om, at man føler sig afvist, ikke forstået, ikke mødt.
Dermed ikke sagt, at uroskab er ok, for man går jo bag sin kærestes/ægtefælles ryg, og det er sårende, hvis det opdages, ligesom det mindste man kan gøre, når man har aftalt troskab i et forhold, er at sige det, hvis man ønsker at ændre betingelserne, så man giver sin modpart mulighed for at bestemme hvad han/hun så vil. Det er aldrig kærestens/ægetfællens skyld, at man forsøger at løse fælles problemer ved at være utro. Aldrig, det er det utros valg. Og utroskab skaber som regel også større prolemer, end det løser.

Du skriver "Hvorfor er det så utroligt at blive sammen af kærlighed?" Hvorfor er det så utroligt, at hvis der er kærlighed at man så vælger at satse den kærlighed. Kærlighed hænger jo ikke på træerne og kan bare pilles ned, når man behov for den. Her kikser dit ellers meget gode indlæg.
Min egen historie er, at jeg valgte at blive efter mit eget utroskab, fordi jeg elsker min familie, venner og det vi har sammen, men elskede jeg min mand som jeg burde, når nu vi er gift, så havde jeg aldrig været utro. Holder jeg af min mand bestemt ellers havde jeg da heller ikke fået 2 børn med ham, men at være utro for en længere periode er en bevist handling, hvor man er parat til at miste. Sagt på en anden måde, jeg kender ikke nogen der har sagt i fortrolighed, at de ikke var på vej ud af døren. Dermed ikke sagt at os utro ikke holder af vores mænd/kone overhovedet ikke. Det er jo det der gør det så svært at gå, for man vil jo sin partner det bedste her i livet, men når så opgørets time kommer, så står der tit nogle kujoner (inkl. mig selv) og tør ikke.
Du har helt ret i, at der er fejl på begge sider, men omvendt så vil jeg som utro sige, at havde jeg ville mit ægteskab sådan rigtig rigtig, så havde jeg jo valgt at tale med min mand istedet for at smutte i byen for en længere periode. Jeg sidder tit og tænker, hvad så næste gang vores ægteskaber render ind i udfordringer, vælger jeg så her heller ikke at tale med min mand, som burde være en af mine bedste venne, som jeg gerne skulle ville tale med om alt, sådan næsten, om hvordan går det i ægteskabet, men tværtimod, så blev flugten det nemmeste.
Jeg siger ikke dette er det rigtige, men jeg siger det er min historie og jeg er imponeret over at I elsker hinanden stadigvæk oven på sådan en omgang. Jeg kender ikke personligt nogle der er kommet ud på den anden side og kan sige sådan. De er enten gået fra hinanden eller valgt at blive sammen grundet tryghed, familie, venner og minder.
Du skriver det selv, hvem tror du helt ærlig man elsker højest, når man vælger at gå bag om ryggen på den person der gerne skulle betyde alt for en. Selvfølgelig går tiden og tiden gør at personen kommer længere og længere væk i horisonten, men det er naivt ikke at tro at den person man valgte at være utro med havde en betydning der var en grund til at satse sit ægteskab for, når vi taler om en længerevarende periode af utroskab.
Jeg måtte tage hatten af for min mand, for han viste godt at den mand havde betydet for meget for mig, så han spurgte tror du ikke at vi 2 kan få det samme sammen. Han håber og hvem kan ikke forstå det, når man helst vil have at vi bliver sammen, og han valgte ikke at lukke øjnene, men at se sagen som den var, han kender mig så godt at han godt ved jeg aldrig havde været utro, hvis jeg ikke synes der var en god grund. Denne indfaldsvinkel på tingene gjorde at jeg fik respekt (ja, jeg kan jo ikke kalde at jeg havde respekt for ham imens jeg var utro vel, så derfor skriver jeg sådan)for ham, tænk at vælge at holde øjnene åbne i sådan en forfærdelig situation som han var landet i med en kone som var utro. Der er ikke mange der bevare realitetssansen på dette tidspunkt.
Den utro står sjældent ved sine følelser, når de taler med deres mand/kone, så ved de jo at de i de fleste tilfælde bliver smidt ud, som jeg godt kan forstå.
Jeg synes ikke man er svag fordi man bliver som kone/mand, hvorfor skulle jeg synes det, det er der jo nogle der gør af mange forskellige grunde og er det ikke også ok. Det er da deres eget liv, og det kan og skal ingen andre bestemme over

jeg desværre ikke så god til at sætte ord på tingene som dig, men vil prøve.
Jeg vil ikke påstår på noget måde at vi ikke havde ups and downs i vores forhold, men selvom der var tilbud på uforpligtende sex til diverse fester, så var jeg helt ærligt aldrig fristet. Måske har det noget at gøre med at jeg fik den "service" jeg godt kunne lide der hjemme eller fordi jeg vidste at det ville såre min mand. Jeg kunne ikke forstille mig at have fremmede hænder på min krop og kan det ikke til dagen i dag.
Angående at der ikke blive opfyldt behov i nogens forhold er min mening meget enkelt. Så er forholdet ikke noget værd. Og i vores dag er det jo ikke sådan mere at man køber katten i sækken, man har jo været sammen med sin partner inden man flytter sammen eller bliver gift, så må man jo tage en beslutning om man kan leve med dårlig sex eller ej.
I min øjne er utroskab ikke noget jeg ville dyrke eller tilgive. Men jeg prøver ikke at dømme folk der lever med det. Det må være ens helt eget beslutning hvad de kan tilgive eller leve med. Jeg kan bare ikke forstår det.

forkerte handlinger/overgreb mod dig kan du tilgive? Hvad med en løgn? Jo måske kan du tilgive en lille løgn, det bliver de fleste nød til, hvis man lever blandt mennesker. Hvad så med et engangs-knald-utroskab? Er det helt utilgiveligt eller går den alligevel også uden skilsmisse efter lidt ballade i tosomheden? Eller er alt, der sårer dig utilgiveligt?
Undskyld hvis tonen er lidt sarkastisk, men jeg kigger på dig på nogen afstand og har et helt godt overblik, - og set fra Orions Bælte er menneskene mere forfængelige end overbærende!

Du tror godt man kan elske sin ægtefælle, selvom man har været længerevarende utro. Hmmmm jeg betvivler meget dine skrevne ord. Det kan godt være der er en enkelt ting der er forskelligt for os 2, f.eks. hvad mener du når du skriver at elske, er det mon det sammen når jeg sige holder af. Elsker man sin kone/mand som den eneste man kunne forstille sig at være sammen med resten af livet, hvad gør så at man chancer sit ægteskab? Ja, jeg er måske ikke det mest kvikke menneske her i verden, men omvendt så gider jeg heller ikke digte en historie om at min mand nok elsker mig, selvom han var ligeglad i en periode med om han egentlig blev skilt på den bekostning at han valgte at være utro.
Har man ikke ved utroskab valgt, at ægteskabet ikke er vigtigt nok, så man har ikke engang modet eller lysten til at tale med sine partner om sine mangler i ægteskabet.
Jeg tror de fleste ind imellem føler sig forelsket i en eller 100 andre undervejs i sit ægteskab og det er vel ok, at man ikke bliver blind fordi man er gift, men derfra til at være utro der er langt. Når det er konerne der bliver svigtet, så forestiller de sig jo at manden bare skulle have sex for så kan de overleve med deres viden, hvor realistisk er det, at det kun var sex, hvis man har kendt hinanden i en længere periode. Ikke særlig realistisk vel, men det er en overlever snak med sig selv, for der jo ikke mange der tør, vel og kan være realistiske på dette tidspunkt, og hvem kan ikke forstå det. Det er jo bestemt ikke en viden der er rar at have, at ens mand har været sammen med en anden.
Hvis ægtefællen er vigtig nok, så vil jeg påstå at NEJ ikke er et særligt svært ord, at bruge ved længerevarende utroskab. Du når slet ikke så langt du har åbnet øjnene allerede ved en af de første gange du mødes med din nye kærlighed.
Vi skal jo heller ikke gøre det mere nuanceret end som så, at vi har alle behov for at have de basale behov dækket og det er ilt, vand og mad, familie og sex, så lever vi, men det er ikke det samme som at elske en mand eller en kvinde. Noget andet er, at hvor mange "elsker" deres mand/kone til døden os skiller, når det kommer til stykket. For der vel forskel på at holde af og at elske. At elske er livsbekraftene og gør en nærmest lykkelig, at være tryg et grundlæggende behov, som gør at de fleste bliver der hvor de er for det er det nemmeste og det er det der gør at man kan leve i tryghed og tilfredshed. Ja, det er dejligt at have en familie, hvem kan ikke sige det, når først den er skabt, men om det handler om kærligheden til ens mand som man har skabt sin lille kernefamilie med er noget helt andet.
At tro at når man er utro, og så lige pludselig siger sandheden om sine følelser både til konen om hvad man føler for hende, og om sin elskerinde er nok lidt naivt at tro, hvad skulle gøre at man såre endnu mere end man allerede har gjort. Du føler du er nødt til at sige det der kan tåles at høre. Er jeg vitterlig den eneste der har gjort det? De fleste ved godt hvad ægteskabet er baseret på efter utroskab, og det er vel også ok for mig, men vær dog ærlig omkring det, man går ikke i byen for sjovt og får sig en bekræftelse for sjovt. Der er noget helt basalt der mangler i ægteskabet, som måske at føle sig elsket og være elsket. Mange bliver i deres forhold fordi det er det nemmeste og det ved vi hvad er ellers skal vi jo til at sælge hus, dele børn, dele materialle ting osv som er hårdt for mange.

Kan desværre ikke svare dig. Kan kun sige at min elskers kone er blevet i deres ægteskab, selv om hun har været/er klar over jeg er der.
Det er ikke et engangs affære vi har, tværtimod har det stået på i flere år. Da hun fandt ud af det, for flere år siden, fik min elsker hende overbevist om, at han droppede mig, hvilket han ikke gjorde. Hun valgte åbenbart at tro på ham og han har nok også strammet sig mere an hjemme.
Hun ved atter nu, at vi ses. Det kan jeg se i hendes blik, hvis vi tilfældigt mødes, men hun har valgt at ignorere det og lade som om det ikke sker. Og det til trods for, at det bliver mere og mere åbenlyst, når han besøger mig og han er mere og mere skødesløs. Og flere og flere kender til forholdet, endda hendes egen familie.
Om hun også har en affære ved siden af, kan jeg jo af gode grunde ikke udtale mig om, men for alle virker det som om, at de holder facaden ud af til og bliver sammen pga. børnene og økonomien.
Ved ikke om det giver dig et svar

Nu tror jeg ikke, at der er regler for, at man kun kan elske en ad gangen, og derfor udelukker det, at man har en affære - også en længerevarende - ikke, at man også kan elske sin mand/kone. Jeg holder ikke af mine børn, jeg elsker dem, jeg elsker mine forældre, og jeg elsker også min mand. Det er ikke biologisk betinget at vi kun kan elske en ad gangen, men kulturelt. Nogen er i stand til at have en affære over lang tid, der kun er baseret på sex, andre elsker den, de er sammen med, samtidig med, at de også elsker deres ægtefælle, og andre elsker ikke deres ægtefælle.
Ja, vi kan alle med mellemrum tiltrækkes af andre, og jeg har i mit 24-årige forhold heller aldrig været utro. Det er et valg, netop fordi min mand og mit ægteskab er vigtig nok. Så giver jeg altså afkald på andet, og lader være med overhovedet at komme så langt, som til at mødes med nogen. Det er bare ikke alle, der kan og vil det, folk er forskellige. Det er ikke alle, der kan sige nej til sig selv, eller betale det, det også koster at have et fast forhold. Et ægteskab er op og ned, og hårdt arbejde, hvor man ikke elsker lige meget 24/7. Det betyder bare ikke, at man ikke elsker sin ægtefælle overordnet set, eller at det at elske er en statisk følelse. Jeg har kendt flere, der tager chancen igen og igen, men en del af dem elsker alligevel deres mand/kone, og ville aldrig drømme om at blive skilt. Det er et paradoks, for hvis de afsløres, bryder de helt smmen, og først her, begynder de at tænke over konsekvenserne. De ønsker ikke skilsmisse, fordi de ikke kan klare sig selv, eller har små børn mv. Nej, i bund og grund har de flere af dem et godt ægteskab, men har trængt til at mærke suset igen, og måske været inde i en periode, hvor de ikke har kunnet få deres behov stillet hos ægtefællen.
Det er en kendt sag, at et ægtefælle ikke kan tilfredsstille alle behov, og man kan heller ikke gøre det til en ægtefælles ansvar. Man skal ud og have nogle dækket hos sig selv, hos venner og familie - faktisk de fleste, men nogen vil hellere placere det ansvar hos ægtefællen, end hos sig selv. Jeg tænker ikke på ilt, vand, mad, osv., men på anerkendelse, bekræftelse, at føle sig forstået, og somme tider er det faktisk også sex, det handler om, især hvis ens ægtefælle er syg, eller sexlivet i øvrigt er ophørt af en eller anden grund. Men for de fleste drejer en affære sig ikke kun om sex. Sex opstår, fordi de føler sig værdsat, forstået, anerkendt, tiltrukket osv.
Jeg er i øvrigt enig med dig i dine betragtninger om at elske sin ægtefælle til døden os skiller.
Og nej, du er ikke den eneste, der siger det, du tror andre kan tåle at høre, det har jeg set flere eksempler på med mænd, der har været utro. De er ikke ærlige over for deres koner, når det opdages, fordi sandheden gør ondt. Det gør den, fordi konerne i vores kultur udelukker, at man kan elske flere på samme tid, og udelukker, at ægtefællen elsker dem, hvis han også har elsket din affære.
Man har ikke en affære for sjov, men fordi der er noget, der holder en i den. At det er svært at fortsætte ægteskabet bagefter skyldes ikke altid, tror jeg, at man ikke elsker hinanden, men at der er sket et tillidsbrud, og at den forsmåede part ikke kan tilgive at være bedraget, løget for mv. Der skal arbejdes, hvis det ægteskab skal blive godt igen, men det kan lade sig gøre. Jeg kender elskmpler på, at det er gået godt, men også på det modsatte, hvor ægteskabet er fortsat en periode, og så har den forsmåede part nået at få bearbejdet sine følelser, chokket har lagt sig, og så har hun bestemt, at hun ikke kunne fortsætte ægteskabet. Og ja, andre igen bliver, fordi de ikke har mod til andet, og af alle de grunde, du nævner.
Det er netop nuanceret.

Ups allerede i starten af dit indldæg, så forstår jeg hvad du mener med at elske. Det handler ikke om en helt speciel følelse til din mand. Du elsker dine børn, ja det er noget specielt, du elsker dine forældre, ja men vil ikke som du elsker din mand og sådan kunne jeg fortsætte. Det er jo lige præcis derfor, at det at elske har en meget forskellig mening fra person til person. jeg elsker bestemt ikke min mand, som jeg elsker mine børn eller mine forældre.
Jeg har slet ikke den passion, den kærlighed, den følelse, når jeg er sammen med ham, hvor selv det at kede sig sammen er fedt. Bare det at sidde med rødvinen i hånden og small talke er dejligt. Men jeg sidestiller på ingenmåde den krælighed jeg har til mine forældrer og mine børn med det jeg har med min mand. Måske er jeg heldig at have fået lov til at føle noget helt specielt fro ham den anden. Jeg synes ikke det er en betaling at sige nej, det er fordi det havde en værdi for mig at sige nej, min mand betyder mere end en omgang sex eller at føle sig elsket af endnu en. Jeg tror ikke på man elsker, sådan rigtig, men selvfølgelig hvis det er på mor og far og børn niveau, jo da så elsker jeg da mange også nogle af mine veninde og venner, så står de i kø derude af mennesker som jeg ikke ville undvære i mit liv.
Jeg synes det er helt naturligt ikke at kunne tilgive og ikke ville tilgive for det er et svigt som er ubeskriveligt og den utro ved det godt. Der skal arbejdes på ægteskabet bagefter, helt sikkert, men der kan ikke arbejdes på at elske hinanden den skulle gerne være i orden, og det at elske hinanden er der er i hvert fald en af parterne den der har valgt at være utro, hvis følelser nok er sat på standby i en periode. Man var ikke vigtig nok, som en skrev på et tidspunkt, Han er bare ikke vild nok med dig, og bedre kan det vel ikke beskrives. Men jeg kan forstå men er nødt til at tro på at man elsker hinanden, men men men mon dog den holder i den virkelig verden, nej vel. Den følelse som var engang er der bare ikke mere, er det ikke også ok. Det der er så svært for mig at forstå hvorfor er det så vigtigt at sige man elsker hinanden, når man udemærket godt ved hvad man ville sige eller tænke om alle andre der komme ud for utroskab. Kan du sige dig fra for at tænke, hmmmmmmmm ja så kom der atter en.
Personligt tror jeg at som en psykolog skriver, at 1 ud af 10 par er sammen af de rigtige grunde, dvs. de elsker hinanden resten bliver sammen af behagelighedssyge og laver sig nogle overbevisninger, som gør det er ok at blive i ægteskabet og ikke handle. At handle kræver mod og selvindsigt. Hvad vil jeg med mit liv, og vil jeg elskes af en mand som ikke synes jeg er vigtig nok til ikke at ville være monogam. Selvindsigt kræver mod og det kræver mod at få selvindsigt.
Du har ret at være utro handler ikke kun om sex det handler om ankendelsen, det at blive hørt, det at blive set, det at blive forstået, det at en kigger på en som man er verdens vidunder, når det så er sagt så har alt sin pris også for de utroramte. Problemet er når man først har overgivet sig, så sidder man i lort til randen, og har ikke opgivet tanken om ham der gav en alt det som man ikke før har haft i sit liv, op imod alt det som giver en rammerne for ens liv. Det er nemmest at blive hvor man er, og hvad jeg havde valgt hvis jeg sad i min egen lejlighed med mig selv og havde de 2 mænd at vælge imellem, hvad tror du så, ham der fik mig til at føle mig som en kvinde og noget specielt eller ham der gav mig tryghedens rammer. Begge er min ven, men på hver sin måde. Alt utroskab er stoppet, men det koster mange tanker, meget savn, meget hvorfor blive, når man har været helt derude hvor man har svigtet den som tror på en. Min mand tror på mig, og han tror på vores ægteskab, men sidder vi sammen med nogle venner og der lige kommer en historie på borden om "Har du hørt at Kurt har været sin kone utro, hun er godt nok et fjols at hun beholder ham". Min mand får sort skærm hen over sine øjne og bliver ked, hvem kan ikke forstå det? Som jeg ser det i vennekreds og familie og hos egen mand, som bliver det aldrig glemt lige meget hvor meget vi prøver. Jeg har trådt på min mand og sagt inddirekte til ham han ikke er vigtig nok, hvorfor ellers være utro? 22 års bekendskab og aldrig været utro før, jeg lover dig for at man får et chok over man kan finde på sådan noget, når man altid før hen har set verden som sort og hvid på dette område. En ting holder jeg dog fast i og stadigvæk gør, jeg er stadigvæk sort/hvid i mine holdninger på dette område, jeg er ikke blevet mere nuancere og slet ikke efter jeg selv har åbnet op for venner og bekendte. Der er ikke en der ikke har følt noget helt specielt og havde svært ved at opgive 3. parten, det var noget der gjorde ondt, men vi er jo opdraget til at når man er gift så bliver man og kæmper med alt hvad man har. Ja måske, men hvorfor egentlig blive ved, hvorfor ikke være lykkelige hver for sig, hvad er der galt i det. Hvorfor er det vigtigere at lade som om!
Vi tager nogen beslutninger efter vi har oplevet utroskab, alt efter hvor stærke vi er på det tidspunkt i vores liv. Har vi svært ved at være alene, har vi overhovedet lyst til at være alene, betyder det ikke noget svigtet i forhold til det at være alene, elsker jeg min mand (jeg ville hade ham hvis han havde trådt på mig som jeg har trådt på ham, jeg ville ikke kunne tilgive) mange andre spørgsmål, og så er det vigtigt at sige at ikke alle mennesker har behov for at blive elsket, som jeg har eller som du har, nogen har bare behov for at være sammen med en. Nogen vil helst ikke elske, fordi de er blevet svigtet som børn og ikke kan overgive sig til et andet menneske. Jooo livet er nuanceret og derfor er det også svært at komme med sin pegefinger og se verden sort og hvid for der er mange flere nuancer på verden og livet.
Ham jeg var utro med sagde også han elskede sin kone, men han elskede hende ikke nok til han ville stoppe sit utroskab med mig, han elskede hende ikke nok til at respktere hende, være loyal. Det var vigtigere at give hende alle disse ting, og samtidig påstå man havde overarbejdet og så ellers være i skoven med sin veninde, sådan et par gange om ugen og mødes i weekenderne på løbeture. Jooo du kan godt kalde det at elske, jeg kalder det dovenskab eller manglende mod til ikke at ville gøre en forskel. Nej jeg er ikke bedre, og tro mig jeg skal lære at leve med det ligesom min mand skal. Om jeg nogensinde kommer til at leve med det ved jeg ikke, men jeg prøver. Det er en skræk for mig, tænk hvis jeg møder ham igen, jeg tør ikke tænke på hvad jeg gør, for i min rationelle verden ved jeg det godt, men i min følelsesmæssige verden ved jeg det ikke. Jooo de følelser er svære at takle for mig og jeg ville nogengange ønske jeg ikke følte noget for så ville det hele være så meget nemmere.

det sådan, at du slet ikke kender mig.
Jeg kan fortælle dig så meget at jeg sidder her som 35 årig alene med 3 børn (hvor en af dem har diabetes) med en ruineret virksomhed og et gæld på ca 2.000.000,- kroner, som jeg umulig nogensinde kan betale tilbage med den job jeg har.
Min mand har bl.a. pga finanskrisen besluttet at han vil ikke leve længere og har afsluttet sit eget liv. Og nej, jeg er ikke vred på ham, det eneste følelse jeg har er at jeg ufattelig ked af at han ikke kunne se en anden løsning og at jeg selvfølgelig savner ham hver evig eneste dag. Og tror du for pokkers ikke det har såret mig?
Nej, jeg kan tilgive en masse, men når det kommer til utroskab er jeg (måske desværre) meget firekantet. Jeg påstår jo ikke at min indstilling er rigtig, jeg gav bare min mening i en debat. Og så synes jeg du er godt nok arrogant for at fortælle mig at du har et godt overblik på mig. Du er mere end vedkommen at se mit liv på klods hold og så danne dig en objektiv mening, ....

Nu påstår jeg ikke, at det at elske sin ægtefælle, er det samme som at elske sine børn, men ligesom man er i stand til det, kan det vel også være muligt at elske flere mænd/kvinder på en gang. Jeg tror ikke hjernen er programmeret til at man kun kan elske en. Derfor kan man ikke udlede, at alle utro ikke elsker deres ægtefælle, heller ikke selvom det er svært at sige farvel til 3. parten. Det er jo et "fantasi" forhold, man afbryder, mens følelserne raser i kroppen, og hverdagen ikke har nået at blive ensformig og grå, og præget af sure sokker. Men derfor betyder det jo ikke nødvendigvis, at man er i det forkerte ægteskab.
Jeg har godt set udtalelserne fra pågældende psykolog, og ja, selvindsigt kræver mod, men det er nok alligevel forskelligt, hvad vi ser, når vi ser ind, og det er måske ikke for os allesammen et dårligt ægteskab, eller manglende selverkendelse der gør, at vi er i det. For når psykologen påstår, at kun 10% er sammen af de rigtige grunde, hvem definerer så, hvad det er? Er der grunde, der er mere rigtige end andre, og er det ikke individuelt? Man kan snart finde en ny statistik, der fortæller, at ægteskab nr. 2 rent statistisk har større risiko for skilsmisse end nr. 1, så måske var grunden til, at man blev i første ægteskab ikke så forkerte alligevel, og hvem siger, man ville være blevet gladere alene?
Sådan er der så meget, og nej, det handler ikke om at pege fingre, for alle er forskellige, det er heller ikke, hvad jeg gør, jeg siger bare, at man ikke kan svare entydigt på, hvorfor bedragne ægtefæller forbliver i deres ægteskab, for der er mange forskellige grunde til det. Der er helt sikker nogen, der bliver der af andre grunde end at de elsker deres ægtefælle, men når nu din affære så gerne vil sørge for sin kone, kunne det så ikke tænkes, at han gør det af den simple grund, at han elsker hende, og det betyder noget for ham at gøre det? Hvorfra kommer ellers lysten til at gøre det? Og jo, han har da røvrendt hende, været illoyal mv., men udelukker det virkelig, at han elsker hende? Måske har han følt sig afvist i en lang periode?
Jeg har haft 5 tilfælde af langvarig utroskab inde på livet, og de er vidt forskellige. En mand tog på firmaudflugt, og fandt sammen med en kollega. Bad konen gennem 20 år om skilsmisse, da han kom hjem, og lever nu på 12. år med kollegaen. En anden havde en affære, der strakte sig over et år. Besluttede at han ikke ville have den kørende længere, lå kortene på bordet, og konen reagerede ikke som forventet. De gik i terapi og har efter eget udsagn aldrig haft det så godt. Det er nu 6 år siden. De tager utroskaben som et wake-up call. Han er blevet, fordi han elsker sin kone, og hun ham. Et 3. eksempel er en mand, der bare ikke kan være tro, uanset hvem han lever sammen med. Han skal have nedlagt nogen, hvis han er ude for sig selv, og når kæresten opdager det og skrider, er der ikke nogen, der bliver mere ulykkelig end ham selv.Forskellige mennesker, forskellige situationer og reaktioner.
Om man ville vælge sin ægtefælle, hvis man sad i en lejlighed alene, kommer vel an på, hvad den vigtigste parameter for ens ægteskab er. Er det tryghed, nej så er det ikke sikkert, men er man i sit ægteskab, fordi man elsker sin mand/kone, vil man nok vælge ham/hende igen. Det er der også utro, der vil.
Ja, der findes mænd og kvinder, der bliver af andre grunde end at de elsker deres ægtefælle. Tryghed, manglende kræfter til at overskue en skilsmisse, manglende mod på at være alene, og som du selv skriver manglende evne til at håndtere de følelser, der hører med til at elske og blive elsket. Jeg synes dog ikke, at jeg har indtryk af, at disse ægteskaber er rare at være i, for ofte går den sårede part og hakker på den, der har været utro, og derfor får den utro ikke lov at slippe det, men skal høre om det igen og igen, og bliver ofte afpresset følelsesmæssigt. Jeg har set sådan et forhold ende i skilsmisse efter flere år, og da var det den utro, der ville skilles.
Du har helt ret i, at man sidder i noget møj den dag, man beslutter sig for at være utro. Det er også min erfaring. Ligeledes er det min erfaring, at ligesom den bedragne slås med tillid, når der har været utroskab, så slås den, der bedrager med sin samvittighed, måske i endnu højere grad.
Jeg forstår godt, hvad du skriver, og håbder det bedste for dig, og ved også, at det ikke er spor enkelt.

du har ret jeg kender dig ikke, - reagerede kun på en del af det indlæg jeg svarede på.
Hvis du ikke havde været i den frygtelige situation du er i lige nu, ville du måske kunne have set, at jeg valgte nicket Stella Polaris pga. dit nickname. - Og overblikket gik rent bogstaveligt på at stella polaris sidder og kigger ned på stjernekiggere meget langt oppe fra.

Jeg vil dog have lov til at mene, at du ER meget sort/hvid og firkantent når du ikke kan tilgive utroskab.

Du oplever selv lige nu sorg, utryghed, uvished. Din mand er død, dit barn er sygt. Det kan ikke ændres. Dine problemer får utroskab til at virke som et 'mindre' problem, det er jo ikke nødvendigvis en tilstand, der ikke kan ændres; og alligvel vil du ikke kunne tilgi' utroskab! Når du en dag er kommet over din sorg, din sårethed, - og har givet dig selv lov til også at være vred - og har fået styr på dine mere praktiske problemer, vil du måske se at der næsten ikke er grænser for, hvad et menneske kan komme over, hvorfor så ikke også afsluttet, ikke gentaget, utroskab?
I aften regner det, - men f.eks natten til i går var stjerneklar; der var masser af stjerner at kigge på under mælkevejen. Dejligt, beroligende og opløftende! Om nogle nætter, 10. og 11. august er det Laurentii Nætter, hvor Sankt Laurentus græder stjernedrys. Lev op til dit navn og gå ud og kig og ønsk. Jeg ville sådan ønske jeg ikke havde såret dig. Undskyld!

så enkelt og så sandt.🙂
I guder, hvor er nogle menneske naive. Nogle går op i postnummer, støvsugning, opvask, eller råd til rejser.😕
Men utroskab pyt.😮
venlig hilsen
Grøn

for billigt, caveman -
Nogen er pedantiske og går op i petitesser, flipper ud over småting - men når noget betydningsfuldt står på spil, når de store problemer melder sig, kan man trods alt godt være helt anderledes.
Hvem siger 'pyt' til utroskab? - Kender du nogen? - At man blir i sit parforhold, betyder ikke at det blir nemmere at komme over end hvis man gik. At opleve sin partners utroskab kan være et stort chok og en stor sorg. Hvorfor tror du og andre her at man 'kommer videre' ved at gå sin vej? DET synes jeg er naivt. Det optimale kan for nogle være 'at komme videre' i sit parforhold, - og af helt andre grunde end hensyn til børn og økonomi - og helt uden at nogen af parterne siger 'pyt', men tager sig selv og deres parforhold alvorligt og tør bearbejde det der er sket.

Ja nogle ser vel om de kan få forholdet til at fungere bedre efter utroskab..
Men der er da godt nok også nogle der bare fortsætter med at være utro..
Også alligevel stadig reder ægteskabet...
Flot ikk

Om de siger pyt eller ej. De vælger at blive, hvilket er samme resultat som pyt.
Og så den der med at man bliver af andre grunde end børn og økonomi.
"Tage sit parforhold alvorligt." Helt ærlig, hvis ens partner har været utro gennem eksempelvis et halvt år og man så vælger at blive, så tager man hverken sig selv, partneren eller sit parforhold alvorligt.
Min påstand er, at hvis man vælger at blive efter utroskab, er man ikke følelsesmæssigt involveret i partneren, men det er sikkert en dejlig person at være ven med, når man nu skal dele huset med en.
Det bliver det i allerhøjeste grad bare pyt, med det alt sammen. Jeg vil have min Volvo.
Til spørgsmålet om, jeg kender nogen der siger pyt. Nej, ikke direkte, og slet ikke inden det sker. Børn og økonomi er heller ikke emner der bliver nævnt. For at se sig selv i det selvbillede, er for ondt og grusomt mod en selv. Det ville for evigt udstille sin egen utilstrækkelighed til at tage en beslutning. Et selvbillede ingen ønsker.
Derfor vælger "man" at arbejde for forholdet. (den ene i forholdet har lige vist vedkommende ikke gider arbejde for forholdet). Eller også har partneren trods alt også nogle gode sider. (Ja, hvem har ikke det). Men det var åbentbart ikke sider vedkommende havde før? Eller hvis det er vedkommende der har været utro, så har vedkommende været mere end villig til at dele sine gode sider ud til andre.
Nej du. Så hellere få vedkommende tilbage i folden, så man har en at beklager sig over, når støvsugningen eller opvasken ikke er lavet, som man selv ville have gjort. For det er jo det der betyder noget.😉
venlig hilsen
Grøn

Jeg mener at cavemans svar er helt rigtigt.
Der lever for mange hykleriske mennesker rundt omkring i det danske land, og proppes utroskaben bare ned i halsen på folk som det var nok bare fordi, og han/hun elsker mig jo, så kører vi ellers videre i samme trummerum, så lader vi som om vi elsker hinanden, og så tror ægtefællerne at alt er godt og glansbilledet er bevaret. Nej glansbilledet er slut, og de fleste sidder på sidelinjen og siger hvornår stopper deres skuespil, hvornår har de mod nok til at erkende at det her går bare ikke.
Der er ikke mange ægteskaber der overlever utroskab, men det er ikke det samme som folk ikke bliver sammen. Ja, nogen tager deres parforhold alvorligt, altså efter man lige har været ude og kigge i byen lidt, fordi man lige i en periode var i tvivl om sit parforhold, men så opdages utroskaben eller erkender sit utroskab, og så beslutter man at nu elsker man sin partner overalt på jorden. Hallo, hvad med at tage sig selv alvorligt det ville det være en rigtig god start for de fleste, men de skal beskyttes under vi elsker hinanden, hvordan skal vi ellers forsvare vores "ikke-gøre-noget" jeg bliver i ægteskabet, fordi her er rart og dejligt, men der skal siges at elske, hvorfor skal der bruges så store ord, når man via sine handlinger har bevist alt andet. Jeg er ved at kast op i folks hykleri kald dog tingene for hvad de er.
Folk bearbejder det der er sket, fordi det er vi opdraget til, at man skal kæmpe så meget som muligt, man skal blive så ulykkelig som muligt for skide vær med mennesket men kig på indholdet af det. Utroskab er jo ikke en beslutning der er kommet over en nat, den er typisk kommer over en længere periode, hvor tingene er gået i tomgang i hjemmet. Alt er lidt for lazzifair. Jeg synes de folk der er stærke, er de folk der erkender nu er det nok, nu må vi videre med vores liv hver for sig, istedet for at blive ved med at forsvare noget som egetnlig har været slut i lang tid. Hvad med at starte med at tage sig selv alvorligt, og sit ægteskab alvorligt, at tage sit ægteskab alvorligt er også at sige fra og sige til.

Jeg læste dit svar, og bliver nødt til at spørge: Hvorfor bliver du i forholdet?
Hvis jeres forhold har stået på i flere år, går jeg ud fra, at du ikke er så naiv, at du forventer, at han forlader hende til fordel for dig...
Hvorfor stiller du dig tilfreds med, at du tilsyneladende er et udemærket knald og krydderi på hverdagen, men du er ikke den, som han ønsker at vågne op med hver morgen?
Og hvordan håndterer du din skyldfølelse, når du ser dhans kvinde, velvidende at du er med til at splitte hendes ægteskab?
Måske er økonomien ikke det eneste, der holder hende fra at gå... Måske ønsker hun blot så inderligt at tro ham, når han fortæller hende, at det er slut... Måske kan hun ikke forestille sig livet uden ham... Måske ønsker hun bare, at han holder det løfte han gav hende engang.

Hvem siger hun ikke er den han allerhelst vil stå op til hver morgen, men bare ikke tør springet. Det var vist din model af verden. Min model er den første for jeg havde ikke været utro hvis jeg ikke mente det alvorligt, men turde ikke da det kom til stykket. Han er den jeg aldrig glemmer og vil bærer rundt med i mit ægteskab, men han får mig også til at føle mig levende derfor utro.

som jeg egentlig ikke kan svare på. Har tænkt tanken selv mange gange, for ja jeg ved godt og forventer heller ikke, at han ikke forlader sin kone.
Mine tidligere forhold har gjort, at jeg ikke føler mig tryg ved mænd og har ikke lyst til at indgå i et "rigtigt" forhold. Min elsker har gennem de år vi har haft vort forhold, støttet mig og samlet mig op hver eneste gang, hvor jeg har faldet i det sorte hul.
Han er min bedste ven og hvis jeg ikke har lyst til sex, når vi ses, jamen så snakker vi bare i stedet og hygger os sammen. Jeg kan snakke med ham om alt og han er aldrig længere væk end en SMS, hvis jeg har brug for at høre fra ham.
Det er måske også én af grundene til, at jeg ikke forventer han forlader konen til fordel for mig, for jeg er ikke altid lige let at have med at gøre :-)og det er jeg ikke bleg for at indrømme, også over for ham. Når jeg siger, at jeg er besværlig, får jeg bare svaret, at det skal nok gå og at jeg bare skal læsse af på ham.
Skyldfølelsen... tja... i starten var jeg flov over situationen, når jeg mødte konen, men efterhånden ... ja så gør det mig ingenting. Hvis de var sammen pga. følelser for hinanden, så ville jeg have en dårlig smag i munden, men det lyser langt ud af dem begge, den kulde de har overfor hinanden.
Måske ønsker hun at han holder sit løfte til hende og tror han gør det, men jeg kan også se på hende, at hun kender sandheden, men ikke vil indrømme det for sig selv. Og det er ikke et længere varende ægteskab de har haft. Vi startede forholdet nok 1½ år efter de mødtes og et års tid efter deres bryllup.

jeg var måske lige skarp nok i mit indlæg.. måtte har haft en dårlig dag..
Jeg har aldrig påstået at jeg ikke var firekantet når det kommer til utroskab. Men det er også en af de meget få ting her i livet hvor jeg er firekantet...
Jeg eller vi (og hver på sit måde) har i alle årene sørgt for at vi havde et godt sexliv, der var ingen tider hvor det gik dårlig eller i stå.
Jeg føler at sex med min mand er mit privileg og kun mit (selvfølgelig gælder det begge vej) og jeg synes at jeg er sådan en åbn menneske at hvis han havde ønsker eller behov, så var jeg med på det værreste. Jeg ville have været ikke kun såret, men sønderknust hvis han ville har været utro. Jeg ville har haft meget svært med at forstår, med at tilgive og slet ikke tale om at blind stole på min mand igen. Og det er det der betyder mest for mig.
MEN, når jeg nu tænker lidt over tingene og ser bort fra vores måde af et sexliv, så er der nok mennesker der måske ikke for dækket deres behov på hjemmefronten, pga whatever. Jeg har ikke prøvet det, så det er svært at udtale mig om en situation jeg aldrig har stået i. Jeg dømmer ikke andre for det de gøre eller undlade at gøre, jeg ved bare at jeg ikke kunne leve med det.
Vi har alle sammen en svag punkt, min er utroskab... (det kunne være værre, synes du ikke?)
Jeg vil helt bestemt kigge efter stjernedrys... og ønske. Tak for det

Det koster kassen at blive skildt😉

Du har jo ret i at sex og kærlighed ikke er det samme. Men i et erotisk forhold som et ægteskab normalt bygger på, der hænger sex og kærlighed netop sammen. Derfor er det en nedprioritering af ægtefællen, når sexen udleves med en anden. Ægtefællen får så kærlighed ja, som ens forældre og børn og nære venner får kærlighed. Men nok ikke lige det jeg forbinder med et kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde.😮

min mand fik en forfærdelig depression. Han var meget langt nede, mistede sit job, sine venner, sin familie osv.
Han havde meget svært ved at se hvorfor jeg blev hos ham og skældte mig ofte direkte ud over det. Han mistede alt selvværd og selvtillid.
Da jeg fandt ud af at han gennem et par måneder, havde været sammen med mange forskellige kvinder, sagde jeg til ham, at vi nok skulle komme igennem det sammen.
Efter den samtale, gjorde han det aldrig igen og i dag er han næsten den samme som før depressionen.
Jeg har masser af tillid til ham og elsker ham ligeså højt som før. Jeg ved at jeg aldrig vil miste ham og han ved, at han aldrig vil miste mig.
Vi har aldrig haft det bedre sammen og vi er blevet hinandens bedste venner igen.

Jeg har også svært ved at forstå, hvad der gør du bliver, når din mand ikke engang mener han kan bruge dig i en krisesituation, hvornår kan han så bruge dig.
Det vigtigste er glade og tilfredse sammen, men jeg kunne godt tænke mig du prøvede at sætte ord på det der bliver spurgt om, for kan du glemme og er du kommet videre og tror du på ham, sådan rigtig eller det bare noget du siger.
For mig er rigtig venskab nogle man kan bruge i en krise, og her kan han ikke bruge dig, så hvad går jeres venskab på?? Undskyld jeg er nysgerrig, men prøver at forstå dit indlæg om det vitterlig er så simpelt at du bare lægger låg på, og sætter din oplevelse op på en hylde.

Du tager forhåbentlig pis på oplægsgiveren her, for følelser kan vel ikke gøres op i penge eller hvad? Eller er materielle ting vigtigere end det at have det godt med sig selv, og kravler ens selvværd ikke lidt i bund hvis man vitterlig bliver grundet økonomi, så pyt med der mangler loyalitet og respekt.

at min mand fuldstændig ændrede sin personlighed i den tid. Han var ikke til at komme igennem til overhovedet og alle hans tanker blev værre og værre.
Min mand og jeg har altid brugt hinanden i krisesituationer - både før og efter denne episode. Dengang var han simpelthen bare ikke i stand til at lukke nogen ind (ikke engang sig selv).
Min mand kan godt bruge mig i krisesituationer og gør det også - men ikke den ene gang. Der var han simpelthen ikke i stand til det og det vil jeg ikke holde imod ham.
Vi er meget glade og tilfredse sammen - næsten mere end vi var før episoden, fordi det har sat så mange samtaler i gang.
Jeg er bestemt kommet videre og det er han også og ja, selvfølgelig tror jeg på ham. Han var ikke sig selv dengang - det kunne alle se. Nogle af hans nærmeste troede at han tog stoffer (for at forklare hans ændring af personlighed).
Ja, vi har lagt låg på med hensyn til utroskaben, men ikke depressionen. Han går i behandling en gang i ugen også nu, hvor han er rask.
Min mand har presset sig selv meget hårdt og haft en tid, der ligeså godt kunne have endt med selvmord. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at var der gået en måned mere, havde han ikke været på denne jord.
Men her mener jeg jo så, at et ægte venskab, går ud på at kunne se tingene fra andres side også. Og nu har jeg kendt ham så mange år, kender hans tanker mm. Jeg VED, at det ikke var ham, der gjorde de ting dengang.

Du skriver noget meget vigtigt for mig, og det er skyldfølelse har du ikke pga. de manglende følelse for hinanden manden og konen har for hinanden. Egentlig kan hverken du eller jeg vurdere det, men vi kan vurdere og se at handlingen bestemt ikke viser han elsker sin kone. Det jo ikke en engangsfornøjelse i har gang i.
Jeg kan kun tilslutte mig dit argument, som er helt fint, og jeg havde det præcis på sammen måde, da jeg viste hans kone havde bedt om skilsmisse, og mit gæt er hun ikke gennemførte det grundet hun kun har sin far og familien er den hun har skabt samme med sin mand og så hans famile. Han var hende utro i nogle år, og selvom han sagde han elskede sin kone, så tog jeg ham ikke særlig alvorligt da hans kærlighed til hans kone ikke betød han ikke ville være sammen med mig, så dyb var hans kærlighed til hans kone nok ikke.
Det må skal vel også ses fra ens egen side utroskaben, hvis man så det fra flere sider, så ville de fleste af os utro jo have haft så meget empati og medfølelse for dem det går ud over, men den knap skal slukkes fra hvis man vælger at være utro ellers kan man jo ikke gøre det.Det er ikke det samme som at være beregnene, ufølsom eller andet i den dur, men ægtefællen må jo selv beslutte om deres ægteskab er vigtigt nok til at ville passe på det og prioritere det.
Jeg forventede eller ikke ham jeg var sammen med gik fra sin kone for det ville jo også betyde jeg selv skulle gå fra min mand. Han påstod han elskede sin kone, hvad skulle så gøre jeg gik fra min mand, som jeg ved helt sikkert nok holder en helt del mere af mig som kone end min ven viser via sine handlinger, dvs. at være sin kone utro. Chancen for at når han påstår han elsker sin kone, og det samme sagde han til mig, så er jeg i den heldige situation at jeg kan sige nej tak til den form for kærlighed, selvom han fik mit hjerte. Her overtog min fornuft heldigvis, selvom øjnene var lukket det meste af vejen i den periode vi var sammen. Jeg nød mine frikvartere med ham, hvor vi fik talt og vendt hele verden og fik god sex. Jeg er en af de mennesker der ikke kan have sex med en mand uden at have mine følelser involveret.
Utroskab sker jo også af en grund og det nytter jo ikke noget man lukker øjnene for det. Vi har en udfordring i vores ægteskaber eller tør måske ikke springe fra og komme videre i livet.

Stjernekigger først og fremmest må jeg sige du lever et liv som ikke mange misunder, og håber du alligevel modet på livet bliver bevaret.
Utroskab er ikke utilgiveligt, men det handler jo om også om hvor lang tid det har varet. Er det en engangsfornøjelse så forstår jeg ikke at du ikke kan tilgive, men er det et længerevarende utroskab, så har jeg det ligesom dig, hvorfor bruge mere tid på noget, som en i ægteskabet principielt har valgt ikke er vigtigt nok til at passe på sin familie og dermed synes det er vigtigere at monogam end at give sig selv til en anden kvinde. Det har jo ikke noget med i medgang og modgang at gøre hvis man fortsætter, men det er at spille et skuespil for sig selv og sine omgivelse. Vi har et liv, lev det i stedet for som mange gør kæmper røven ud af bukserne for at lade som om man elsker hinanden. Der er ikke mange der hoppe på det alligevel, hvis de kender sandheden. De fleste sidder i deres stille sind og tænker hvorfor fortsætter de, sådan tænker omgivelsern og taler sammen, men til ægtefællerne siger de kæmp med alt vi har, sådan dobbeltmoralsk og hyklerisk adfærd.
Jeg har selv landet i det land som ikke er i orden, og det mest "morsomme" var jeg fik en mail fra hans kone om at jeg ikke fortjente at leve, men konen gik i parterapi med sin som har svigtet, så vi mennesker er nogle doppeltmoralske og hykleriske mennesker, som bærer over med de mest mærkeligt ting. Manden må godt være utro, men den han er utro med fortjener ikke at leve. Øhhhh hyleriet er stort hos de enkelte forsmået parter der sidder tilbage i deres ægteskaber efter utroskab. Nej jeg går heller ikke ind for utroskab og jeg ville selv være gået, hvis min mand var mig utro, da jeg i dag ved at utroskab sker af en grund.
Du har et liv og det skal levet, uanset alle de oplevelser du har haft på din vej, så håber du kommer godt ud i den anden ende.

Du har ret, at være den bedragene er et helvede, selvom man selv har valgt det. Men jeg synes det er et helvede af flere årsager. Af natur er jeg monogam, og havde aldrig forestillet mig at skulle være andet, men så midt i 40'erne, så går det galt.
Jeg fik alt det af ham jeg var utro med, som jeg ikke fik derhjemme, hvorfor skulle jeg ellers gøre det? Jeg har 1000 gange tænkt nu vil jeg skilles, men jeg tør ikke gør noget ved det, jeg har 1000 gange holdt mig tilbage af alle mulige dårlig undskyldninger, som familie, børn og jeg ved jeg sårer ham osv osv Dårlige undskyldninger som ingen kan bruge til noget eller ikke mig selv.
Jeg kender ikke nogen, ligesom du gør, som er i deres ægteskab grundet kærligheden til hinanden efter den ene part har været længerevarende utro, men jeg kender en del som sidder tilbage med tabte elskere, som de havde følt noget helt specielt for, men ikke turde opgive deres trygge hverdag for en som de ikke viste om det ville gå i længden. Er det i orden, nej bestemt ikke, men det er ligesom at gå i mødregruppe hvor man får en a-ha oplevelse og man tænker, så er jeg ikke den eneste der tænker og handler sådan, at man godt kunne tænke sig proppe barnet ned i skraldespanden bare i 2 min. for at få fred, men gør det selvfølgelig ikke. Nej det er ikke i orden at være utro, men jeg tror heller vi skal lukke øjnene for at rigtig mange bliver i ægteskabet fordi det er det nemmeste. Men er det nemmere når det kommer til stykket det er jo så spørgsmålet, for de mennesker jeg kender som valgte at gå ud i livet alene har haft et hårdt år eller 2 efter en skilsmisse, grundet dårlig samvittig, skulle lære at være alene og tankle sig selv i sine tanker. Ikke en kender jeg som har fortrudt og alligevel tør jeg ikke selvom jeg kan se de mener det. Øv at man er sådan en kujon, når man burde være et voksen menneske, men mon ikke bare jeg afspejler den almene dansker på godt og ondt. jeg tror det hvis jeg lytter efter i krogene, så det lyder det som om jeg ikke er den eneste.

Jo jeg tror du afspejler den almindelige dansker fint, men jeg synes, du glemmer en væsentlig ting, og det er, at i de forhold, hvor den utro vælger at forlade sit ægteskab, er det meget sjældent, at han/hun vælger et liv sammen med den, de var utro med.
Derfor kan de da godt være, der sidder utro, og drømmer om deres elsker/elskerinde, mens de stadig forbliver gift med deres mand/kone, men der er jo ingen der siger, at elskeren/elskerinden vil være mere i stand til at give dem det, de behøver end ægtefællen er, når det bliver hverdag. Jeg tror, at det, der sætter den, man har været utro med i et specielt dejligt lys er, at det forhold ikke har set realiteterne. Der er stor forskel på at mødes i ny og næ - bare ham og hende - og så at skulle igennem en hård skilsmisse, og leve sammen med dine og mine børn, samt en forsmået ægtefælle. Så skal man virkelige elske hinanden.
Jeg synes også, det må være uendelig svært at forhold esig til både at skulle afvikle et langt ægteskab, og så bygge et nyt forhold med hver sit sæt af børn, der er i sorg over forældres skilsmisse op på samme tid. Alene det er uoverskueligt at kapere følelsesmæssigt og praktisk for de fleste.
Man ser igen og igen, at utro ægtefæller kommer hjem og beder om at komme ind i varmen, efter at de ellers er flyttet og har bedt om skilsmisse, fordi de har mødt en anden. Men når det hemmelighedskræmmeriet forsvinder og hverdagen kommer, er det ikke sikkert det er så lyserødt alligevel. Så finder nogen ud af, at de elsker deres ægtefælle, og går tilbage, hvis det er muligt.
Jeg kender også flere, der har forladt et langt ægteskab, og ikke fortrudt, og de bedste eksempler på det har jeg set hos dem, der har holdt tingene adskilt. Altså forholdt sig til deres ægteskab og taget beslutningen om at gå FØR de var utro.

Helt rigtigt, at det er sjældent at de vælger at blive sammen med den de var utro med. Jeg tror de fleste får en øjenåbner er det vittigerlig det jeg vel, leve mit liv med løgn og respektløshed over for min partner. Nej det er der ikke mange der har lyst til og har man først mistet respektet er den svær at få tilbage.
Selvfølgelig bliver der drømt, selvfølgelig bliver der håbet, men når tingene kommer til realiteterne, så har de børn magten over os, så de får lov at bestemme en hel del af hvordan vi lever vores liv, og som du skriver skal man så slås med en forsmået kone, børn der ikke er helt vilde med den nye situation osv osv, så er det nemt at gå tilbage til der hvor man kom fra. Ikke fordi det bliver bedre, vi ændrer jo ikke sådan lige pludselig personlighed eller holdninger, men fordi vi kan se at på den måde harmonerer tingene bare bedre. Der er jo også en grund til at nogle mennesker arbejder en del over, og nok ikke kun fordi de har travlt, men fordi der er mere rart at være og kollegaerne giver en balast til at fungere og overleve derhjemme var et udsagn fra en af vores venner.
Tilbage sidder der 2 mennesker, som har elsket hinanden i utroskabens tegn, sidder tilbage med følelser som skal overståes. ja de skal overstås og det tar tid. Jeg kender personlig kun til situationer, hvor begge har været gift, og drømmer om den gang hvor de følte sig elsket og hørt. Personerne er midten af 40'erne hvor de er begyndt af føle sig selv igen, børnene er blevet større og hvad vil jeg er så spørgsmålet? Ja, jeg vil have kærlighed, jeg vil føle mig elsket og ikke fordi jeg har født ham 2 børn, men fordi det er mig. Er det så mærkeligt at ville have det? Jeg følte mig heldig at jeg fik lov at føle sådan igen, selvom det ikke var ok. Jeg fortryder, måske overdrevet skrevet, men jeg alligvel jeg er ked at jeg ikke er mere modig med mit liv for jeg må se i øjnene næsten 3 års utroskab og kun stopper fordi det blev opdaget er ikke et godt udgangspunkt for et ægteskab. Jeg skulle have forholdt mig til mit ægteskab før jeg blev utro og taget en beslutning der ud fra, nu har jeg givet en inddirekte indikation til mine omgivelser, som sidder og tænker hvorfor er hun der hvor hun er, når hun har være utro i så mange år. Er jeg ked af måden de tænker på bestemt ikke, for jeg tænker præcis det sammen som alle andre, hvorfor gør jeg dog ikke noget for alles skyld. Jeg har et godt ægteskab, men bare ikke godt nok, når jeg vælger at bedrage den jeg er gift med.
Noget helt andet er, at når kærligheden imellem 2 mennesker nu engang er slut, hvad gør så at der skal kæmpes for at gøre den person som vi engang elskede til et dumt svin, hvorfor kan vi ikke bare overleve på realiterne, at vi bare ikke elsker nok, hvorfor under vi ikke hinanden bag efter at blive lykkelige hver for sig, jeg forstår det simpelthen ikke. Denn krig der tit opstår, det er egoistisk og selvcentrerethed ud over alle grænser, og nej det er gør ikke den forsmået part bedre end den utro, når man først opføre sig som et primitivt menneske, hvad er der så dejligt ved det. Jeg forstår altså ikke os mennesker særlig tit og vores ærekærhed, som får lov at ødelægge os selv og andre. Er det retfærdighed, men hvad er retfærdighed. Er det ikke retfærdigt, at komme ud i den anden ende og alle er glade og tilfredse?

Jo, det er retfærdigt hvis alle er glade og tilfredse.
Det virker bare ikke som om, du er glad og tilfreds.
Skal man bruge 25 år af sit liv på at "glemme" en lykkelig tid. De første 10 år går med at ville glemme ham. De næste 15 år går med at bearbejde, at man ikke tog chancen.
Derefter kan man som 75 årig sige, at man er glad for sine børnebørn. Eller den rose man fik i fjor. Det er der også mange andre, der kan sige, så må man vel være normal.
Jeg er ikke uenig i meget af du og "gæst" skriver. Noget er det gode argumenter. Andet er forståelige argumenter.
Men skal man affinde sig med, at man måske bliver lykkelig om 25 år?
Der er rigtig mange grunde til det ene og andet valg her i livet. Vi kender alle eksempler fra vores omgangskreds på det ene og det andet. Derefter vælger vi at tro på det der passer ind i vores eget verdensbillede. Det der tilfredse os her i nuet.
Det er naturligt, det er menneskeligt
Men nogle af undskyldningerne bliver altså for syge. Jeg er helt med på at hormoner spiller ind i tilknytningen til et andet menneske. Det er der gode argumenter for. Men kæden hopper altså af, hvis man så derefter vælger at leve et ulykkeligt liv, fordi homonerne er ens?
I en kamp for et forhold kan man udskille hormoner for parforholdets skyld. Men de hormoner vil jo være fremtrædene over for en hvilken som helst partner, i "kampen" for et forhold, fordi man er sådan indrettet.
Grunden til at man sjældent bliver sammen med den man er utro med, ligger efter min mening i grunden til at man er utro. Hvis man er utilfreds med sit eget forhold, og ikke kan snakke problemer med sin partner, så lære man det ikke overnight med en ny.
Når utroskaben så bliver opdaget, så vælger man det sikre, men det var jo fra starten af ikke godt, så tilfredsheden er der stadig ikke.
Men der er sikkert 1000 måder at se det på.
Vi må blot konstatere at nogle mennesker er villige til at leve et halvt liv, et helt liv.
Fred være med det.
Grøn

Hormoner spiller en indflydelse på om vi elsker eller ej, tror jeg, men ikke på de valg vi tager her i livet. Valget er bare så uendelig svært fordi jeg ved med sikkerhed at jeg gør min lille familie kede af det, og spørgsmålet er så om jeg kan leve med det. Omvendt, så ved jeg nogen gange heller ikke om jeg kan blive ved med at leve i fortiden, hvor jeg var lykkelig og fik tilfredsstillet min psykiske som fysiske behov af ham som jeg ikke var gift med. Du siger at hvis man ikke kan tale med sin nuværede partner, så lærer man ikke over night at tale med den nye, men det er jo her min problemstilling er, det var helt naturligt at tale om alt mellem himmel og jord, alt var tilladt og det var sjovt selvom det måske ikke ville være den fedeste snak for andre at høre på. Måske gør man også den snak ok, fordi man ved man bare kan gå, hvis han ikke makker ret 😉 Okay det er ironisk skrevet, men håber du forstår hvad jeg mener med det.
Man vælger den sikrer løsning, som bestemt ikke nødvendigvis er den bedste, men man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får. Min baggrund er, at jeg kender ikke nogen der efter utroskab har sagt de elskede deres ægtefælle, men til gengæld at de holdt meget af dem, og det gør vel en vis forskel. Nogen gange bliver jeg bare i tvivl om, hvor meget kan man forvente af livet, og det at elske en anden person. Er jeg for krævene eller måske for lidt? Ja, jeg er hele tiden i tvivl, men hold op hvor jeg savner ham jeg var utro med eller er det bare den følelse af at jeg viste jeg var elsket. Ja, jeg bliver hele tiden i tvivl om hvad er hvad.
Jeg er ikke ulykkelig, fordi jeg er blevet i mit ægteskab det går jo som det hele tiden har gjort. Vi taler bedre sammen og prioriter mere at være sammen, men er det på baggrund af hvad jeg har gjort eller af lyst, så jo du kan godt sige på en måde halvlykkelig, men måske skulle jeg også sætte mig ned og bare være tilfreds for en gang skyld i stedet for at stille spørgsmål hele tiden. Det eneste jeg ved er at jeg stiller mig ikke op og siger jeg har fortrudt mit utroskab det har jeg haft næsten 3 år til, dvs. over 900 dage, så hvem ville tro på det, ikke engang mig selv.
Fred være med det, og alligevel, er det helt rigtigt for hvorfor er der så så mange deltagere i disse forum som kærlighed, parforhold og utroskab, som er varme emner hele tiden. Det må jo være fordi folk stiller sprøgsmål til sig selv og livet er det godt nok, men hvad er godt nok?

Jeg forstår dig så udmærket, med hensyn til din ironi. Mere end jeg vil skrive her på disse linjer.😉Ikke at jeg har været i samme situation, som dig men men....
Jeg tror ikke du kommer nogle vegne med at sætte spørgsmålstegn ved om du er for nysgerrig, forventer for meget af livet osv.
I mine øjne er det en selvfølge man gør det. Har vi ikke alle en ret til at forvente lykke. De fleste glemmer bare at lykken kommer af de valg man træffer. Nogle valg fører så ikke lykken med sig, men man "glemmer" at lave dem om.
Med hensyn til de mange deltagere her i denne rubrik, så er vi enige. Det fylder meget, og mange læser med for at pleje deres eget ar på sjælen.
Jeg har på fornemmelsen, at du har fået et råd eller 2 af mig før. Du skal ikke skrive om det i denne tråd, men jeg vil det gerne opdateres på et tidspunkt.
venlig hilsen
Grøn

Godt indlæg smilehul, for mon ikke den kærlighed er bygget op omkring den samme måde som man elsker sine børn og forældre på. Godt det ikke er mig der elskes på den måde, så vil jeg hellere være venner med min mand, og så gå ud og finde kærligheden til en mand som er noget særlig eller særligt.
Du har ret kærlighed og sex hænger sammen i et ægteskab og forærer man det ene væk, så har man valgt at nedprioritere.

Det er en fantasi at være forelsket eller elske den man er utro sammen med. Helt ærlig hvor har du opdigtet den historie fra.
Jeg elskede ham jeg var sammen med og længere er den historie ikke og det var ikke i disney world det skete, sorry.

For hvordan kan det være at man lige pludselig synes efter ens partner har været utro at det bliver interessant at kæmpe for det forhold, som man nok har taget som en selvfølgelig i en tid inden det udmønter sig i utroskab.
Jeg kender en del der først vil kæmpe for forholdet når utroskaben har været der, og ellers har de gået og brokket sig et væk for en længere periode over deres partner, men lige pludselig fordi partneren har føjtet rundt med en anden, så bliver han spændende og interessant igen. Er det mon vindermentaliteten der nu går ind, bange for at miste og dermed være alene eller er det mon for kærligheden skyld der nu bliver kæmpet.
Det er optimalt at komme videre i sit parforhold, hvis og så fremt det er af de rigtige grunde, og ikke fordi en anden kvinde synes at ens mand er spændende. Det er da dejligt at en anden har fået øjnene op for ens mand at han er lækker og det skal man da unde ham, og især når man ofte i sit ægteskab på daværende tidspuntk hvor utroskaben har vundet en plads i ægteskabet, men næææææ nej hun skal dælme ikke have ham for han er min min min og så skal der ederbudulme kæmpes, man sætter sig ned i startblokken og siger goo for nu skal jeg vinde den kamp, hvor ville det dog have været mere dejligt, hvis ens partner havde kæmpet for det før det skete, så ville det i min verden have vist at han elskede mig og ville mig.
Kan du fortælle mig hvorfor problemerne (udfordringer lyder bedre) skal blive store for at ægtefællen vågner op og finder ud af han/hun er den eneste ene.
Selvfølgelig er det et stort chok og en stor sorg der vælter ind over en, man skal bare finde ud af hvorfor sorgen kommer for det behøver ikke at have noget med kærligheden til sin partner at gøre, men kan have noget med at drømmen om den perfekte familie man så gerne ville have skabt som bare ikke blev til virkelighed for altid.

- tjaeh - hvordan kan det være at mennesker ikke er perfekte? Hvordan kan det være at nogle vælger at være løgnagtige og svigagtige? Hvordan kan det være, at nogen først i allersidste øjeblik vågner op? Hvordan kan det være, at en utro måske slet ikke ønsker at være det eller ønsker hverken en nutid eller fremtid med elskeren m/k? Hvordan kan det være at nogle bliver klogere, kærligere, mere empatiske end de var? Hvordan kan det være at misforståelser, misstemninger, afmatninger, gensidig eller ensidig træthed opstår i parforhold? Hvordan kan det være at nogle lettere lader sig friste end andre? Hvordan kan det være at folk begår dumheder? Hvordan kan det være at mennesker er mennesker?
Måske er egen eller partnerens utroskab lige netop det der bliver den UDFORDRING der gør at man vågner op!
Jeg kan naturligvis ikke fortælle dig hvorfor det skal komme så vidt for nogle! Perfekte mennesker i perfekte parforhold og perfekte familier oplever ikke utroskab, - og perfekte menneskers udgydelser og meninger om utroskab kan muligvis være meget interessante, - og ofte perfekte til at slå alle os uperfekte oveni hovedet med, -
Perfektte mennesker mener vist nok, at er man utro så betyder det at ægtefællen ikke duer og at utroskaben er den 'perfekte kærlighed'. For mange viser det sig at ægtefællen er den eneste der dur og at utroskaben er alt andet end kærlighed! Dertil den positive og nyttige kendsgerning, at vi uperfekte har lidt nemmere ved at tilgi' os selv og hinanden, - og lade os få en ny chance! [l][l][l][l]

Kære hulemikkeline
Der er ikke nogen der er perfekte. Alle oplever et eller andet, der bliver deres udfordring.
Jeg kan naturligvis ikke modbevise din virkelighed, eller din opfattelse af den. Men jeg mener nu nok, at du overser temmelig mange debatter herinde, hvis du mener at for mange er ægtefællen den eneste der dur.
Der afhænger selvfølgelig af, hvor mange du mener med mange?
Rigtig mange trådstartere herinde skriver om hvor svigtet de føler sig, selv lang tid efter parterens utroskab, og andre trådstartere skriver om, hvor meget de savner den de var utro med.
I begge tilfælde er de blevet i et forhold, hvor de ikke er lykkelige af mange ANDRE grunde end at partneren er den eneste for dem.(børn, økonomi?)
Hvis parforholdet skal fungere, kræve det, at BEGGE parter tager det som et wake up call. Hvilket jeg tror er et meget lille mindretal.
Det er en stor diskussion. Er vi skabt til monogami eller er det kulturel opførsel osv?
Hvad er årsagen til at man søger en løsning af parforholdsproblemet UDENFOR forholdet?
Det kræver alt sammen, at man er villig til at kigge indad. Ligesom partneren skal kigge indad, og finde ud af hvorfor man acceptere det. Igen: det er de færreste forhold, der overlever det.
Måske fordi at efter utroskab, kommer ord som tillid, samhørighed og svigt op til diskussion. Så selv om det ikke er utroskaben, der skaber bruddet, indtræder det af andre grunde, fordi man ikke er enige om, hvad de ord dækker over.
En anden af grundene til, at det ikke er så nemt, er at vi alle skaber vores egen virkelighed for at overleve det vi har gjort eller ikke gjort. Fordi man kan selvfølgelig vælge at lade være med at diskutere, hvad de ord dækker over for de 2 i forholdet. Nogle er villige til at betale en rigtig høj pris, for at blive på adressen.
Det centrale her er indsigt i, hvorfor man vælger at "løse" et parforholdsproblem udenfor forholdet. Uanset biologi, kultur eller hvad problemet måtte være. Man kan vel næppe kalde det respekt for den partner man har lovet troskab.
De handlinger vi laver skal vel bunde i respekt for os selv og vores partner. Ellers er parforholdet vel intet værd. Så indsigt, indsigt, indsigt i egne handlinger.
Når man for eksempel finder en anden partner at være utro med, bliver opdaget, og derefter savner vedkommende, fordi man vælger at blive i forholdet alligevel. Så er der rigtig mange der husker tilbage på en lykkelig tid, og forbinder den med partneren.
Hvor de måske var lykkelige fordi de var VÆK fra det forhold de var i. Men det kan de ikke sige til dem selv og deres omgivelser, fordi de er gået tilbage til forholdet. Den rigtige selvindsigt ville derfor være at de savner tiden væk fra det dårlige hjem de er i (altså udlængsel af forholdet).
Sådan et eksempel er der rigtig mange af, og det er også en af grundene til, at hvis den utro virkelig vælger den ny, at det ikke holder. Fordi det betød VÆK fra forholdet som man ønskede det inderst inde, ikke nødvendigvis over i et nyt med det samme. Den ny partner fik den utro væk fra det første forhold, og det er den virkelighed man i virkeligheden er glad for.
Det udelukker naturligvis ikke, at man efter en tur ude, kan vågne op, og få øje på de gode ting i det "gamle" forhold. Men at gøre det, til det normale eller blot sige mange, er i mine øjne alt for forenklet. Men vi er da enige om, at det er den virkelighed rigtig mange gerne vil se.
Men igen. Jeg udelukker ikke det er din ÆGTE virkelighed. Men jeg sætter spørgsmålstegn ved om det er MANGE andre i samme situation, for det mener jeg ganske enkelt ikke der er belæg for. Hverken herinde eller i min omgangskreds. Dertil er øvelsen simpelthen for krævende, og det kræver, at BEGGE lever videre i forholdet, ud fra de rigtige motiver og følelser.
Netop fordi folk IKKE er perfekte, så er der ikke mange forhold, der er perfekte. Slet ikke forhold, hvori der har været utroskab.
Men ja, der kan der findes på mange grunde til at blive sammen, og skabe en fælles virkelighed. Det er jo humlen i alle forhold???????? Hvor (U)perfekte de end måtte være.
venlig hilsen
Grøn

Jeg kender ingen perfekte ægteskaber, som du gør, men dejligt at vide at de åbenbart eksisterer, men mon ikke det bare er en illusion eller en skrivemåde fra din side.
Alle skal have en ny chance, selvom de har lavet en bommert, men det skal være på grund af at man vil hinanden og ikke fordi man er ærekær eller bange for at miste trygheden. Vindermentaliteten er vel ikke så ringe skrevet endda, for mon ikke der nogen gange er noget om at det er det der sker, og slet ikke har noget med kærlighed at gøre.

måske grundet det sene tidspunkt og amaronen! - Men mit budskab er netop at vi der enten bliver, er, eller har været udøvende utro eller udsat for utroskab ikke er perfekte.
Til gengæld læser jeg mange indlæg her og andre steder som om man anskuer verden ud fra at den SKAL være perfekt - ellers dur den ikke! Er især partneren ikke perfekt, så er det bare U-D UD! Det er det der undrer mig såre. Hvad gør alle de perfektionister her? Hvis de selv, deres partner og deres parforhold er perfekte, KAN de ikke ane en hujende fis om hvad utroskab handler om og kan gøre ved mennesker, - (men måske dog alligevel have nogle meninger om det og slå om sig med😉)

JEG overser de allerfleste debatter her. Der skal virkelig noget alvorligt skyts på banen for at sætte mig i gang, - f.eks. dine indlæg🙂
Når jeg skriver 'mange' mener jeg de fleste af dem jeg selv har et nogenlunde præcist kendskab til! - Måske færdes jeg bare i et beskyttet miljø!
Mit eget beskedne personlige kendskab til en utro partner, var 1) en utro 'forlovet', som jeg hverken havde fælles husholdning eller børn med; - han røg ud uden tøven og ganske uden savn eller fortrydelse. 2) en utro, mangeårig ægtemand. Han blev. Der var fejl på begge sider, - absolut. Vi lærte af det. Til alt held, standsede han utroskaben, ikke fordi jeg pressede ham, men fordi han 'blev klogere' og fandt ud af at det SLET IKKE var det han ville. Så han savnede ikke elskerinden, tværtimod ønskede han kun at blive fri af hende; det er jeg meget godt klar over har gjort vores bestræbelser for at redde vores ægteskab meget nemmere, både for ham og for mig. Efterbehandlingen var dog hverken let eller kortvarig. Det handlede langt fra om 'en virkelighed vi gerne ville se'. Når man er/har været udsat for utroskab, ser man næsten kun hvad man nødigst ville se. Dit selvværd er i bund, din selvtillid ikke eksisterende. Du tror ikke på noget eller nogen, - og ønsketænkning findes knapt i drømme! Det var den værste tid i vores parforhold, men det lykkedes for os. Ligesom det er lykkedes for flere jeg har stiftet bekendtskab med, der også har oplevet en utro partner.

Ja eller så formulere du dig ikke klart nok, sådan kan vi da godt kaste med mudder, som du ved er det altid afsenderen der har ansvaret for sit budskab og hvis andre misforstår, så er budskabet nok ikke klart nok formuleret. Vi gør det alle sammen hele tiden tror at andre ved hvad vi tænker og skriver, men så nemt er det skrevne ord desværre ikke.
Hvad er perfekt er vel op til det enkelte menneske, og ikke noget hverken du eller jeg kan vurdere. Men man kan have en mening om hvad jeg vil have af værdier ind i mit ægteskab, ligesom du ved hvilke behov du har, og så er det vel godt nok for dig og mig.
For nogen er værdien, at være tro et godt udgangspunkt for at leve i et ægteskab, hvor tillid, loyalitet og respekt er et kodeord for andre handler det som at de er så sociale at slet ikke kan forestiller sig et liv alene og det handler ikke om 2 mennesker der elsker hinanden. Nogen flygter fra kærligheden og vil bare have noget trygt og godt fordi de er blevet svigtet af en som de følte noget helt specielt for, og tør de ikke springe ud i kærligheden igen.
Jeg synes der er mange inde i dette panel der ved en hel del om utroskab fra både den ene og den anden side. Faktisk vil jeg vurdere at folk som er inde på det emne på en eller anden måde er personlig berørt, så mit gæt at deres bud er ud fra egen verden og oplevelse ligesom dit bud er, så kan du jo tage imod alle de erfaringer der er herude eller lade vær.
For mig er det ikke et perfekt ægteskab fordi jeg har været utro, for mig er det svært at leve i et ægteskab fordi jeg lige netop har erkendt at jeg ikke havde været utro, hvis mit ægteskab havde været godt nok. Spørgsmålet er så om man vil leve i det ægteskab eller om man vil videre i livet i stedet for kun at være til stede i hjemmet og 2 mennesker render rundt omkring hinanden eller om det at bo alene er bedre. jeg forlánger ikke personlig det perfekte, men jeg forventer og håbede aldrig at jeg skulle se mig selv som iloyal og respektløs over for min mand. Her knækkede tråden for mig, at jeg kunne finde på sådan noget og så i så lang tid. Som du kan læse er det nogen af mine værdier og dem har jeg selv svigtet og vil jeg så blive i mit ægteskab på den baggrund. Det kan kun jeg vide og ingen andre, men jeg ved til gengæld min mand ved, så han kan gå hvis han ikke kan leve med det. Alle de værdier man altid har troet på er nu lige pludselig opløst, fordi nu er det en selv og ens egne værdier der er gået i vasken tager man så skridtet ud i verden eller bliver man. Det må tiden vise, men jeg læser disse debatter fordi der netop er så mange forskellige meninger og holdninger og alle af dem er gode nok set fra deres indfaldsvinkel og det er det jeg lærer af, og så kunne jeg selvfølgelig godt lige som dig anskue folket herinde som inkompetente fordi de ikke har sammen holdning eller indfaldsvinkel til tingene som mig, men nej det er lige præcis det jeg lærer af ikke kun at se verden med mine egne briller, men også får proppet nogle andre på så jeg kan se verden på en fra en anden indfaldsvinkel.
Ups noget helt andet er der findes ingen perfekte mennesker uanset om de har været utro eller ej.

kan jeg sagtens leve med! Mudderet står vist for din regning. Forhåbentligt er forskellige meninger i en debat ikke det samme som mudder! - I øvrigt er jeg helt enig med dig i det meste af det du skriver om utroskab, - MINE læsefærdigheder strækker ikke til at finde den helt store uenighed, (det mener du så er dit ansvar, forstår jeg😃). Vi har åbenbart forskellige måder at udtrykke os på og forskellige indgangsvinkler til emnet - og vægter indlæg og argumenter forskelligt. Og hva' så?