Hvorfor er det lige

at folk (begge køn) har så skide svært ved at fortælle sandeheden eller fortælle hvad man tænker og føler og virkelig mener?
Føler jeg er den enste i verden der er bundærlig.
Jeg kunne aldrig finde på at gøre nar eller betvilve at det man føler være rigtig ( hvis det så er sandheden) - hader at folk siger det ene og viser det ene men mener noget helt andet og efter en miliion gange at have forsøgt at undvige så fortælle jamen sådan her har jeg det altså - hvorfor ikke gøre det fra starten? Uanset grunden?
Man kommer sgu længst med sandheden uanset hvor svært eller ondt det kan være

Er enig med de i at man kommer længst med ærlighed.
Men er uenig med dig i denne sætning:
"Jeg kunne aldrig finde på at gøre nar eller betvilve at det man føler være rigtig ( hvis det så er sandheden)"
Jeg synes ikke man på nogen måde kan vurdere en situation efter hvordan man føler den. Man kan sagtens FØLE sig uretfærdigt behandlet uden at det nødvendigvis forholder sig sådan.
Et andet godt eksempel er jo vores alle sammens bekendte, jalousi. Man kan godt blive jaloux uden at der er en logisk grund til det. Derfor er følelser ikke endelig sandhed, men en ekstremt subjektiv vurdering af en situation.
Man skal anerkende sine følelser, men også vurdere deres ægthed, og hold i den virkelige verden i henhold til moral, osv.
Derfor kan der godt være situationer hvor man bliver nød til at undertrykke visse følelser, fordi de simplthen ikke lever op til moralske krav, eller whatever.
Sålænge man kan være ærlig overfor sig selv.
Det tror jeg der er mange der ikke kan. Som så forsøger at rationalisere og retfærdiggøre deres handlinger, der jo i virkeligheden er baseret udelukkende på deres subjektive opfattelse, på alle mulige måder. På den måde får de afløb for følelser, de i virkeligheden burde holde for sig selv, ved at lyve overfor sig selv og alle andre. Det virker på alle udenforstående som uærlighed.
Håber ikke det blev alt for kryptisk...

Det var egntligt godt svaret.
Du har ret i nogen gange kan man være nød til at undertrykke sine følelser hvis det kræver det, men som udgangsspunkt burde det ikke være nøgvendigt..
Det jeg menet med jeg ikke betvilver sandheden - hvis den er det er at hvis man før har oplvet noget der viste sig til at være modsat så kan man jo tvivle om det er rigtig vedkommede siger- men ens følser vil som regel altid være rigte.
Men jeg har lagt mærke til mange vil ikke eller kan ikke rigtig indrømme det hvis de er bange eller ked af noget - hvor de måske føler man bliver set ned på eller andre vil synes det er pjattet. Der mener jeg at uanset hvad det er jeg føler skal man repktere vedkommendes følesler og man støtter dem bedst ved at den anden siger det som det er..
Men ja mange vil jo heller ikke altid være åbnet med alt.

... det er fordi de lyver overfor dig om hvordan de har det, eller om de lyver overfor sig selv?
Jeg tror mest på det sidste. Jeg tror folk opbygger en løgn omkring hvordan de har det og hvorfor. Hvis de har det dårligt med noget opbygger de en løgn om hvorfor de har det sådan, uden at anerkende den bagvedlæggende grund. Ikke fordi de har nogen intention om at lyve overfor nogen. De har opbygget deres egen løgn i deres underbevisthed for at beskytte deres ego.
tror jeg... er ikke psykolog, så det hele er lidt hjemmestrikket.

idet man finder ud af, at folk siger det ene men reelt gør noget andet i ord/handling ?
Ind imellem tror jeg det ligesåmeget omhandler, at man har en forestilling om mennesket og en forventning, der ikke bliver opfyldt eller holder stik, dermed kan de risikere at fremstå som utroværdig uden egentlig at være det. Dvs. at man er forblindet af et billede, som man ønsker, - men virkeligheden er en anden. Når virkeligheden bryder igennem, så gør det ondt.