Hvornår skal man få børn?

Jeg er studerende, og har egentlig ikke pt. specielt meget lyst til at få børn - er vel på mange områder endnu for egoistisk og har gang i for mange ting og sager, jeg nødig vil give afkald på. Desuden ønsker min kæreste, som jeg har kendt i snart 4 år, ikke at få børn nu.
Men samtidig tænker jeg, at tiden går hurtigt, og før jeg ved af det, er jeg 30 år gammel. Mon det rigtige tidspunkt til at få børn kommer helt naturligt? På et tidspunkt VIL jeg i hvert fald reproducere :-)

Børn skal produceres af unge mødre, riskikoen for syge/misdannede børn siger for hver år. fød dit første barn inden du er 30 og det sidste inden du er 35 år.

Danske kvinder bliver generelt alt for gamle inden de får børn. Det er synd og skam da det er stik imod naturens orden. Ydermere er det risikabelt hvis man venter for længe. En kvinde skal føde børn mens hun er ung og frisk.
Mandens alder betyder ikke så meget, han bør faktisk helst være noget ældre så han har mere livserfaring og anvsarsfølelse. En mand bliver inden for rimelighedens grænsser stor set ikke for gammel til at befrugte kvinden.
Et god råd til de unge kvinder. Få taget jeres uddannelse i en lige linie med raske fjed uden fjolleår og unødvendige sidespring.
Så kan I nå at få et kuld børn, inden i bliver for gamle og degenererede.

og ligner da også sund fornuft, men den - fysisk set - optimale fødealder er stadig fra du er 18 til 24 år og da er de fleste idag vist stadig på det stadie at de gør hvad de kan for ikke at blive gravide.
Sådan er der jo så meget.

Det rent fysiologiske (eller hvad det kaldes) er jeg klar over.
Jeg tænkte mere på, om jeg i nutidens samfund, hvor børn vel mest er noget, vi får, når "det ligesom passer ind i programmet", nogensinde får børn, om det bliver noget naturligt for mig at få...
For eksempel hører man jo ofte om kvinder, der er lidt ældre end mig, der har et "biologisk ur", som tikker. Mit siger vist ikke hverken tik eller tak endnu...måske lidt ti..k

yngre end mænd når de får børn.
- Om du er 30 år når du får børn finder jeg som værende passende, da du på det tidspunkt har så meget "Liv i bagagen" og det både gode og dårlige ting du har oplevet, ~...så du er langt mere moden på det tidspunkt, hvilket er en grundlæggende faktor når man sætter børn i verden.
Regnskab til dig:
- Jeg er årgang 1958.
Børnene:
- Kasper er 1984
- Nicklas er 1989
*FB* - der ønsker dig det bedste

Morens alder er altså det eneste som har betydning? Det vil du få svært ved at dokumentere udfra en biologibog.
Siger sædkvalitet dig noget som helst? Dens kvalitet falder med alderen. En kvinde derimod kan føde til hun er 50år.
Men jeg er da enig i at en kvinde ikke burde vente så længe. Der er dog ingen risiko forbundet med at få børn i 30erne.
Det hele har rykket sig for at kvinderne har en chance for at få sig en karriere, og for at unge par har en mulighed for at etablere sig inden de får børn. Om det er en god eller en mindre god ting, bør andre afgøre. Men jeg tror at børn får mere ud af "modne" forældre. Jeg fordømmer på ingen måde unge forældre. Men jeg tror på at parret vil føle det nødvendige overskud når de har opnået en vis modenhed.
Mvh Lagermann

Så har jeg også nogle år tilbage, hvor jeg selv kan være barnlig ;-)
Den eneste fordel ved at få børn, mens jeg læser, ville være, at en fremtidig arbejdsgiver måske vil være mere tilbøjelig til at ansætte mig, fordi jeg så ikke med det samme skulle på barsel. Men jeg må jo tage det, som det kommer - man ved jo aldrig, hvordan jeg har det om et år eller 2.

Og dertil kan vi så tilføje, at der faktisk også er en vis sammenhæng mellem gamle fædre og f.eks. downs syndrom.

Videnskaben hævder hårdnakket at kvinderne bør føde deres børn tidligt, det bedste er som Dulkis skriver mellem 18&25.er du op i 30´erne er risikoen for Downs syndrom større. "nakkefold"

Og når jeg skrev som jeg gjorde, så var det til dels med mig selv in mente. Jeg var selv over de 30 da jeg blev far. Jeg ville have anset det for noget betænkeligt hvis jeg var blevet far i mine 20ere. Jeg var sgu ikke specielt moden, og havde ret travlt med at vise HVOR umoden jeg var.
Men det er ikke ensbetydende med at det disser andre mænd i at blive fædre i en yngre alder. Jeg fandt det dog også fordelagtigt at jeg kunne byde mine børn at det var et etableret hjem de kom til at opleve.
Der er for og imod unge forældre, som der er for og imod modnere forældre.
Mvh Lagermann

men jeg synes nu den lader vente lidt på sig. Jeg er da glad for mine forældre ikke var så sene om den modningsproces der nu skal vare til op i 30´-erne.
Det kan da godt være du mener, vi kan føde helt til vi er 50, men det er da vist en påstand med modificationer - hvordan kan du få dig selv til at skrive den gang sludder? Du plejer da være ret så fornuftig.

Nej, jeg er bestemt ikke klogere end lægerne. Ihvertfald ikke på det felt. Og det var hovedsageligt det at mænd skulle kunne vente til langt op i alderen med at undfange børn. Visse undtagelser findes bestemt, som f.eks Charlie Chaplin der blev biologisk far da han var 80.
Men det er et faktum at mænds sædkvalitet daler med alderen. Det er dog tillige en faktum at kvinder kan føde børn i en stadig stigende alder.
Men jeg modsiger ikke dine ord, for de er rigtige nok. Det at den BEDSTE fødealder er mellem 18-24 udelukker dog næppe at mere modne kvinder også kan føde særdeles sunde og raske børn, vel?
Mvh Lagermann

Kvinder skal have deres børn mens de er unge dvs. aller helst mellem 18 år til 24 år.
Det kan også gå an med op til 30 år, men så er det også ved at være sidste udkald.
Danske kvinde bliver stadig ALT for gamle inden de får børn. De fjumrer for meget rundt og er for langesomme til at uddanne sig. Det er en skændsel.

..men vil du påstå at det ikke er muligt for en kvinde at føde sunde og raske børn i deres 40ere? Det beviser de da dagligt.
Jeg siger slet ikke at starten af 20erne ikke er det optimale tidspunkt for at få børn. Men jeg accepterer ikke den påstand at de børn som kvinder i 30erne og i starten af 40erne er dømte til at være vanskabte eller mindre begavede. Det er simpelthen en gammel forestilling.
Mvh Lagermann
PS: jeg tror at jeg stadig har en smule fornuft i behold :o)

Farmand årgang 1945
Mor (undertegnede) årgang 1955
Datter årgang 1976
Den "rigtige" førstefødte årgang 1982
Den anden søn årgang 1983 - og mors sidste lille barn (snøft) for så ville far nemlig ikke have flere børn pga sin fremskredne alder (jeg var ellers klar til tre mere efter de succeser).
Den "fremskredne" alder handlede om at han også i den sidste ene ville have lov til, med en høj indtjening at være løst fra forsørgerpligten.
Han ville under alle omstændigheder ikke arbejde længere end til han var 60 og han syntes ikke hans børn skulle have en pensionist til far inden de havde forladt gymnasiet.
Der er jo en masse forskellige betragtninger der spiller ind.
Jeg syntes da selv jeg var ung, men hans 10 år mere på bagen var jo modvægt og ærligt talt så mener jeg, jeg voksede med opgaven. Jeg følte mig aldrig bundet af hende eller for den sags skyld at jeg gik glip af noget. Det jeg manglede uddannelsesmæssigt, støttede han mig i senere, så jeg nåede såmænd det hele alligevel, og jeg er glad for jeg har været "ung" med mine teenagere og at de var "ude af røret" inden mit forrygende humør og hedeturerne holdt deres indtog.

du / vel også I, skal selvfolgelig vente til du er klar, ingen ved det bedre end du selv. det nytter jo ikke at få børn hvis du ikke har den fornødne tid tilovers og skal have dårlig samvittighed hver gang du sender barnet i institution, når du er klar træder der nogle ubevidste mekanismer igang hos dig og din kæreste.
lad være med at planlægge det allerede, planlægning går sjældent godt alligevel.

Jeg tror nu, at børnene under alle omstændigheder kommer til at skulle en del i institution - vil selvfølgelig forsøge at begrænse det - for både jeg og min kæreste kommer sandsynligvis til at arbejde en del. Det er også noget, jeg har tænkt over...det bliver sgu hårdt/svært at få det hele til at gå op, tror jeg.

Har du overvejet et halvdagsjob sådan at der kan blive mere kvalitetstid med børnene og mere tid til at passe hjemmet ?

Delvist fordi jeg så vil miste en stor del af min pensionopsparing (og hvem ved, om jeg stadig er i parforhold, når jeg skal pensioneres), delvist fordi jeg ikke tror, at deltid er noget for mig og endelig: hvorfor er det kvinden, som skal gå ned i tid for at passe børn?
Desuden har undersøgelser vist, at danske børn ikke tager skade af at blive passet i institutioner - ofte udvikler de sig faktisk bedre end andre børn. De danske pasningsinstitutioner er blandt de bedste i verden.

Der er da trist at du ikke vil satse på dit forhold og at du tvivler på at forholdet er bæredygtigt. Specielt når overvejer børn.
Hvor er vi på vej hen ?
Er det egoisme når kvinderne blæser på familielivet til fordel for karrieren ?

Jeg er bare realist - hvor mange forhold er det lige, der varer til døden idag??? Man er da nødt til at se fakta i øjnene i stedet for at gå naiv gennem livet og som resultat blive taget i røven!
Synes du lyder som en gammeldags mandschauvinist.

Det kan vi lige tales ved om, når dit eget barn har været der ét år.
Der er iøvrigt stor forskel på at være bedre og være god.
Mine egne børns vilkår i børnehaverne (de har aldrig været i vuggestue) var ok, men mine børnebørns er stort set under al kritik.

Jeg er ingen mandschauvinist, men derimod en korrekt og reel gentleman.

tror du ikke snarere at det hænger sammen med at de bliver aborteret? For det tror jeg. Der er jo en grund til alle de tilbud du modtager som aldrende gravid - fosteret kan de ikke ændre ved scanning og fostervandsprøver, men de kan lave en frasortering.

Måske har du været uheldig med pågældende institution? I hvert fald lavde jeg for et år siden et projekt om danske (og udenlandske) pasningsinstitutioner, hvor vi kom til den konklusion - vi så på mange undersøgelser + lavede vores egne. For at børn skal rustes til det nuværende samfund, nytter det ikke, at de hænger i mors (og fars) skørter indtil skolealderen.
Men det er da klart, at alt kan blive bedre - herunder normering og støj etc.

og lad være med at sammenligne et projekt for pædagoger med virkeligheden i sparelystne kommuner.
Som sagt, vi tales ved, når dit barn har været henvist til parkeringen i et år.

Jeg læser sociologi - ikke til pædagog, så projektet omhandlede faktisk de sparelystne kommuner...

Nu er jeg da meget mere bekymret. Prøv at spørge dig selv, hvem der har gavn af de konklusion i er nået frem til.
Hvem siger børn ikke har godt af at være hjemme indtil skolealderen? Tag med i din betragtning at man kan begynde i skolen som 4 år og 11 måneder gammel? Det kan da kun være noget du har "hørt"
Jeg vurderede i sin tid at 4 år var den rette aldre til at starte i børnehaven. Børnehaveklassen på den skole, hvor de skulle gå var et hult tilbud. Af bl. a samme grund havde "deres børnehave" lavet en børnehaveklassegruppe, hvor man foretog sig de samme ting som i en børnehaveklasse, men også en masse andet.
Endnu engang; prøv det på dine egne børn.

Ingen!!!
Verden er allerede fuld af børn, der ikke har det godt nok.
Kan det ikke være anderledes skal man vente til man er forældremoden - så der er måske en god forklaring på, hvorfor folk ikke får børn eller først får dem når de reelt er for gamle.

Jeg siger ikke, at der ikke er plads til forbedringer i de danske pasningsinstitutioner - selvfølgelig er der det. Og jeg siger bare, at det ud fra forskellige undersøgelser tyder på, at børn har godt af ikke kun at gå hjemme indtil de skal i skole - de udvikler deres sociale evner osv.
Mht. alder når børn skal i skole - de fleste er vel 5-6 år, men det er en diskussion, der er sagen uvedkommende - det vigtige er børn har oplevet at fungere i en social gruppesammenhæng - ellers kommer de bagud med deres sociale udvikling. Så kan man selvfølgelig argumentere for, at børnene så kan være i institutioner kortere tid, end de er i øjeblikket. Det ville de helt sikkert synes om, men som det ser ud nu, er institutionerne så gode, at børnene ikke tager skade af at gå der.

Er det ikke lidt billigt at blive ved med at sige "bare vent til du selv får børn" - jeg er vel mere objektiv nu? Og det at man selv har oplevet en enkelt institution på nært hold giver vel ikke overblik over hele billedet? Det har jeg vel nærmere nu...

der er nemlig meget stor forskel på hvad der er godt nok til børn og hvad man vil udsætte sine egne for.

Desuden har du flere gange fået at vide af Dulkis at der ikke er tale om én institution. Hvorfor læser du ikke indlæggene ordentligt inden du fremturer med din teorier?

Der er tale om nødvendige forbedringer - alle andre konklusioner er udarbejdet af ignoranter.
Spørg BUBL!!!
Børnehaverne er en skandale i forhold til for 15 år siden. Her vil jeg sgu give Dulkis ret, selvom jeg sjældent er enig med hende.

Før du blander dig? Så ville du måske vide, hvad min og Dulkis diskussion går på.
Men jeg vil give dig ret i, at der måske nok er forskel på, hvad man i teorien accepterer og hvad man vil udsætte sine egne børn for.

Der skal flere ressourcer til institutionerne - og kvaliteten varierer fra kommune til kommune, hvilket selvfølgelig bør laves om. Men jeg mener bare, at børn også i deres udvikling i dagens samfund har godt af ikke kun at gå hjemme - hvilket undersøgelser også tyder på. Det var sådan set mest det, jeg har argumenteret for. Og sagde samtidig, at de danske institutioner er blandt verdens bedste - det er også rigtigt. Men det skal vi selvfølgelig ikke bare være tilfredse med.

at være så længe i institution, men jeg er nu stadig tilhænger af, at der skal være en balance mellem samværet med forældrene og tiden i en institution.

Men jeg er lærer og oplever altså ikke, at de efterhånden få børn, der har været passet hjemme -har problemer i forhold til deres jævnaldrende, der har gået i børnehave. Tværtimod er de meget ofte mere sociale, og har en anden ro. Dét med, at børn skal gå i børnehave for at blive socialiseret - oplever vi meget ofte aldrig. Mange af de børn vi får i indskolingen er urolige, ukoncentrerede og grænsesøgende. Ofte skal der bruges rigtig megen tid de første 2-3 år på ren opdragelse. Men igen ingen generalisering -kun lidt erfaring :)

Nej det har de ikke nødvendigvis bedst af, men du er nød til at se på hvilket tilbud, der så gives dem som alternativ til det at "bare gå hjemme" og det er ikke børnehaven af i dag, der er et værdigt tilbud.
Vi kan vel også godt blive enige om at størstedelen er der fordi mor og far skal på arbejde, sgu ikke af pædagogiske grunde.
Jeg synes ikke, vi skal lave en dyd ud af en nødvendighed.

men vi er jo også nødt til at se realiteterne i øjnene.
Jeg har iagttaget nøjagtig det samme som du har. "Vores tvillinger" er tilmeldt et "førbørnehaveklasseforløb". Den skole de skal gå på har taget konsekvensen af det de kalder utilpassede børnehavebørn. Så de starter op ved årsskiftet, hvor børnene der skal begynde i børnehaveklasse til august kan komme i SFO´en. Langt de fleste får de så afrettede poder ud af at de kan optages i børnehaveklassen, men der er altså også nogle de er nødt til at sige farvel til.

og det er som jeg har skrevet før klart, at mange institutioner skal have tilført ressourcer. Men jeg er nu stadig af den overbevisning, at mange børn har godt af at "komme ud" blandt andre børn fra de er et par år gamle, så deres sociale evner udvikles - undersøgelserne, jeg før har refereret til, tyder på, at især børn fra socialt dårligt stillede miljøer får styrket deres kognitive færdigheder i skandinaviske institutioner. Og andre fra "almindelige familier" trives også - men selvfølgelig skal forældre ikke parkere børnene der i mange, mange timer - tid med forældrene er også vigtigt.

Jeg er selv 26 og er langsomt blevet parat til at skulle have børn, dog skal jeg lige vente på at min kæreste føler sig parat.
Jeg mener at det er fornuftigt at mærke efter hvad man egentlig vil! Og så kommer alder i anden række. Samtidig skal man dog ikke glemme at vi kvinder ikke kan blie gravide hele livet!
Men vigtigst af alt er BARNET! -Kan vi give et barn en god opvægst? Er forholdet til faderen stabil? Er økonomien stabil? osv osv...
MVH

Og der er da også nogle i min bekendskabskreds, der er begyndt at få børn, dog ikke de helt nære veninder. Jeg venter nok lige et par år endnu ;)

Jeg er selv 20 år, og føler mig slet ikke klar til og få børn (de næste mange år, selvom jeg selvf gerne vil ha engang). Nogen af mine venner er også begynd og få børn, men det synde jeg nu er lidt fortidlig.
Jeg mener bare man skal sgu også nye ungdommen (for den får man da aldrig igen).
jeg kan faktisk slet ikke tænke 5 år længer frem i tiden og tænke på at jeg så nok venter et barn. (Det føles VILDT langt ude).
Selvom jeg er au pair nu, og elsker at være sammen med børn. Men håber da på det kommer efter hånden, som jeg bliver ældre;)