Hårskjorten — fremmer den fromheden?
KONG LUDVIG IX af Frankrig bar hårskjorte. Da sir Thomas More i sine unge dage studerede jura, holdt han sig gennem flere måneder vågen 19 til 20 timer i døgnet fordi han bar en sådan skjorte. Faktisk kender man til flere der har gået med hårskjorte det meste af livet. Da Thomas Becket, ærkebiskop af Canterbury, blev myrdet i katedralen, opdagede man tilfældigvis at han bar en sådan skjorte som underklædning. Hvad havde disse historiske personer tilfælles? De stræbte efter at holde kødet i ave ved hjælp af en hårskjorte.
Hårskjorten var en grov beklædningsgenstand lavet af gedehår. Man gik med den inderst på kroppen så den ville kradse og irritere huden og derved forårsage stort ubehag. Skjorten blev også nemt et tilholdssted for lus. Der siges om Thomas Becket at han gik med sin hårskjorte og sine underbenklæder, der i øvrigt var af samme materiale, indtil „det myldrede med utøj“. Efter det 16. århundrede erstattede man somme tider gedehårene med tynd ståltråd hvor de spidse ender vendte ind mod kroppen. Når skjorten var fremstillet på denne måde, var den endnu mere ubehagelig at have på.
Ifølge et opslagsværk var formålet med såvel hårskjorten som andre former for selvpineri at „undertrykke kødets lyster og derved tilskynde den enkelte til større fromhed og bringe ham nærmere til Gud“. Det var ikke kun asketer der bar dette klædningsstykke; også lægfolk, deriblandt folk fra overklassen, gik med hårskjorte. Selv i dag findes der visse religiøse ordener som stadig holder fast ved denne praksis.
Kommer man Gud nærmere ved at gå med hårskjorte eller ved at vælge en asketisk livsform? Bestemt ikke. Gud har ikke behag i selvfornægtelse og selvpineri. Apostelen Paulus talte imod en ’skånselsløs behandling af legemet’. (Kolossenserne 2:23) Hvis man ønsker at komme nærmere til Gud og leve på en måde der behager ham, må man søge kundskab om ham ved flittigt at studere Bibelen og leve efter den.
Hårskjorten var en grov beklædningsgenstand lavet af gedehår. Man gik med den inderst på kroppen så den ville kradse og irritere huden og derved forårsage stort ubehag. Skjorten blev også nemt et tilholdssted for lus. Der siges om Thomas Becket at han gik med sin hårskjorte og sine underbenklæder, der i øvrigt var af samme materiale, indtil „det myldrede med utøj“. Efter det 16. århundrede erstattede man somme tider gedehårene med tynd ståltråd hvor de spidse ender vendte ind mod kroppen. Når skjorten var fremstillet på denne måde, var den endnu mere ubehagelig at have på.
Ifølge et opslagsværk var formålet med såvel hårskjorten som andre former for selvpineri at „undertrykke kødets lyster og derved tilskynde den enkelte til større fromhed og bringe ham nærmere til Gud“. Det var ikke kun asketer der bar dette klædningsstykke; også lægfolk, deriblandt folk fra overklassen, gik med hårskjorte. Selv i dag findes der visse religiøse ordener som stadig holder fast ved denne praksis.
Kommer man Gud nærmere ved at gå med hårskjorte eller ved at vælge en asketisk livsform? Bestemt ikke. Gud har ikke behag i selvfornægtelse og selvpineri. Apostelen Paulus talte imod en ’skånselsløs behandling af legemet’. (Kolossenserne 2:23) Hvis man ønsker at komme nærmere til Gud og leve på en måde der behager ham, må man søge kundskab om ham ved flittigt at studere Bibelen og leve efter den.