I går døde min farmor af lungekræft...
...og jeg har stadig ikke fattet det. Jeg besøgte hende for en uge siden, og selv om hun ikke virkede frisk, var hun stadig i live.
Der findes ikke nogen ord, der beskriver, hvor dårligt jeg har det over, at jeg næsten ikke besøgte hende. Jeg er i stor sorg, men viser det ikke. Jeg ved kun, at jeg ville give alt, jeg har, for at få hende tilbage i live helt rask.
Jeg er meget ked af det i forvejen, men det allerværste er dog, at min far har det langt værre end jeg, og det gør bare følelsen meget stærkere. Jeg tænker på, hvordan hun altid smilede, da hun endnu var rask. Hun har for år tilbage stoppet med at ryge, og nogle år senere fandt lægerne svulsten. Jeg havde ingen anelse om, at det gik så hurtigt. Ikke engang et halvt år er der gået.
Jeg havde planlagt at fortælle hende, hvor meget jeg elskede hende, næste gang, jeg besøgte hende... men det fik jeg aldrig gjort.
Min far kom ind til os i går, hvor jeg sad foran computeren, og jeg opdagede overhovedet ikke, at der var noget galt. Han fortalte, at hun var blevet indlagt for nogle dage siden med lungebetændelse. Jeg tænkte ikke videre over det, for min farmor havde jo rygerlunger og var på hospitalet hver uge. Min far, der var i kraftig sorg, sagde så: "Hun er godt nok død." Derefter knækkede hans stemme over.
Jeg vidste ikke, om jeg havde hørt rigtigt, så jeg spurgte ham, om han lige havde sagt, hun var død. Det havde han desværre.
Da jeg vågnede her til morgen, håbede jeg, det var et mareridt, men det var det desværre ikke.
Hun fortalte, at hun var stolt af min bror og jeg. Jeg kan overhovedet ikke forstå det nu. Vi besøgte hende sjældent, og vi protesterede ikke, da hun forærede en masse penge til os på hver sin konto. Jeg ville langt hellere have, at min farmor havde brugt dem på sig selv, men hvorfor sagde jeg så ikke det?
Min farmor arbejdede gratis i Røde Kors og gav min bror og jeg 10.000 kr. til vores konfirmation. Selvom hun havde fortjent langt bedre, fik hun en af sine sidste dage til at gå med at gøre rent, dække bord og tage pænt tøj på i den tro, at hendes bror ville komme forbi. Det gjorde han bare ikke.
Da hun lå på hospitalet, sagde hun, at de andre ikke skulle fortælle noget til os, for hun ville ikke have, at vi så hende sådan. Hun tilbragte sine sidste timer på en hospitalsstue, hvor hun snakkede med sin barndomsveninde om gamle minder.
Min farmor er død, og jeg nåede ikke at fortælle hende, at jeg elskede hende. Hun blev 67 år, hvilket i dagens Danmark ikke er nogen alder.
Selvom man er forberedt, kommer det alligevel som et chok... og jeg har slet ikke forstået det endnu.
Der findes ikke nogen ord, der beskriver, hvor dårligt jeg har det over, at jeg næsten ikke besøgte hende. Jeg er i stor sorg, men viser det ikke. Jeg ved kun, at jeg ville give alt, jeg har, for at få hende tilbage i live helt rask.
Jeg er meget ked af det i forvejen, men det allerværste er dog, at min far har det langt værre end jeg, og det gør bare følelsen meget stærkere. Jeg tænker på, hvordan hun altid smilede, da hun endnu var rask. Hun har for år tilbage stoppet med at ryge, og nogle år senere fandt lægerne svulsten. Jeg havde ingen anelse om, at det gik så hurtigt. Ikke engang et halvt år er der gået.
Jeg havde planlagt at fortælle hende, hvor meget jeg elskede hende, næste gang, jeg besøgte hende... men det fik jeg aldrig gjort.
Min far kom ind til os i går, hvor jeg sad foran computeren, og jeg opdagede overhovedet ikke, at der var noget galt. Han fortalte, at hun var blevet indlagt for nogle dage siden med lungebetændelse. Jeg tænkte ikke videre over det, for min farmor havde jo rygerlunger og var på hospitalet hver uge. Min far, der var i kraftig sorg, sagde så: "Hun er godt nok død." Derefter knækkede hans stemme over.
Jeg vidste ikke, om jeg havde hørt rigtigt, så jeg spurgte ham, om han lige havde sagt, hun var død. Det havde han desværre.
Da jeg vågnede her til morgen, håbede jeg, det var et mareridt, men det var det desværre ikke.
Hun fortalte, at hun var stolt af min bror og jeg. Jeg kan overhovedet ikke forstå det nu. Vi besøgte hende sjældent, og vi protesterede ikke, da hun forærede en masse penge til os på hver sin konto. Jeg ville langt hellere have, at min farmor havde brugt dem på sig selv, men hvorfor sagde jeg så ikke det?
Min farmor arbejdede gratis i Røde Kors og gav min bror og jeg 10.000 kr. til vores konfirmation. Selvom hun havde fortjent langt bedre, fik hun en af sine sidste dage til at gå med at gøre rent, dække bord og tage pænt tøj på i den tro, at hendes bror ville komme forbi. Det gjorde han bare ikke.
Da hun lå på hospitalet, sagde hun, at de andre ikke skulle fortælle noget til os, for hun ville ikke have, at vi så hende sådan. Hun tilbragte sine sidste timer på en hospitalsstue, hvor hun snakkede med sin barndomsveninde om gamle minder.
Min farmor er død, og jeg nåede ikke at fortælle hende, at jeg elskede hende. Hun blev 67 år, hvilket i dagens Danmark ikke er nogen alder.
Selvom man er forberedt, kommer det alligevel som et chok... og jeg har slet ikke forstået det endnu.