i miss you

Hej allesammen.
Fandt lige dette debat forum for jeg vil komme af med noget jeg har gået og haft indeni i over et år nu.
Min kæreste og kommende mand døde for over et år siden, trafikuheld. Vi var vildt forelskede, vi skulle giftes, han blev kun 20år gammel.
Jeg har ikke rigtig været til psykolog for at komme ud med al den smerte jeg føler, jeg har før været hos psykolog og det plejer ikke at kunne hjælpe mig.
Jeg tænker på min kæreste hver evig eneste dag, men han kommer jo aldrig tilbage, han skulle på ferie i Tyskland, men døde på motorvejen inden ambulancen kom. Tabet er så stort da han er min første rigtig store kærlighed, det var godt jeg i det mindste sagde farvel, han ringede kort før uheldet for at høre hvad jeg lavede, han sagde: elsker dig vil altid elske dig, glæder mig til at se dig igen, sagde i lige måde.
Jeg kommer til at se ham en skønne dag (i himmelen). men jeg kan bare ikke slippe ham, alt minder mig om ham. Har ikke haft kærester siden, for jeg ser det som om jeg stadig kommer sammen med ham, selvom han er død så føler jeg mig knyttet til ham på en eller anden mærkelig måde.
Der går ikke en dag hvor jeg ikke græder, eller tænker på ham. Det påvirker selvfølgelig som sagt mit syn på andre mænd, for jeg leder ikke engang efter en anden mand, for mig var det kun ham og ingen andre. men skæbnen ville åbenbart andet.
Så rart at komme ud med det.
Varme hilsner Nat skat

Du skal heller ikke slippe ham. Sorgen skal have sin tid. Jeg må sige at det gør indtryk at læse dine ord, og jeg håber at du finder lykken igen - når du er klar.
Du bør blot aldrig prøve at "erstatte" ham. Han vil altid være den du så ham som. Og en ny fyr i dit liv, så uvirkeligt det måtte synes nu, kan ikke erstatte ham. Men han kan give dig den vilje og lyst på livet tilbage.
Held og lykke med dit liv :o)

Du skriver at du før har være til psykolog men uden held.
Så skrev du til slut at det var rart at komme ud med det. Det er lige det. Du har brug for at tale med nogen. Selvom du ikke føler det hjælper, gør det det nok lidt alligevel. Du har brug for at komme ud med alt det du tænker på.
Måske du kan skrive breve til din afdøde kæreste (det hjælper også at få sagt de ting du gerne ville ha´ sagt) - evt. også dagbog.
Håber du kan bruge dette til noget.

Slip ham ikke, men du skal slippe det med at han ikke er her, du skal give andre chancen.
Mon ikke der en skønne dag dukker en op der er dejlig måske ikke ligeså men bare så skøn en fyr?
Du lyder til at være ung, hvor gammel er du? Altså siden han kun var 20?!
Bare rolig det tager tid, han vil altid vær i dine tanker, men du fik sagt du elskede ham og du ved han elskede dig, lad det give dig styrken til at leve dit liv som en lykkelig ung kvinde.
Og tror du ikke han ønsker du er lykkelig, er du lykkelig så er han det også.
Kys Kys Mims

det jeg mente med de psykologer, jo det er godt man kan komme ud med ting hos dem osv. men mit problem har mere været hva nu? Altså efter jeg har været en tur hos dem, hva så nu, ligeså snart jeg går ud derfra så er jeg ked af det igen.
Jeg er skeptisk om det ville hjælpe at komme til en psykolog igen, men da jeg så debatten her ja jeg ville bare skrive det ned, måske en dagbog måske skulle jeg begynde på det.
Nat Skat

prøvet at miste en som stod mig meget nær min (mor.)Du skal ikke slippe ham før du selv følger du er klar,og bevær de gode minder du med ham.Jeg ved smerten er hård, at kommer igennem. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på min egen kære mor, selv om det er 3 år her til jul.Jeg håber du kan klare dit store savn, og finder lykken igen på et tidspunkt. Men du vil aldrig glemme ham du elskede.

Du glemmer ham aldrig sødeste, men du kan komme videre. Han elskede dig, du elsker ham, han vil have du er lykkelig og lever videre. I ses som du selv siger en skønne dag, glæd dig til det i stedet for at være ked af det.
Det nytter ikke noget du ikke vil have andre, hvor gammel er du? Nok under 20?
Du er ret ung endnu og kommer til at møde en hel masse andre, mon ikke der er en for dig også?
Dit indlæg rørte mig virkelig, men nu skal jeg ikke have ondt af dig, du vil nok ikke have folk skal have ondt af dig..
Bare rolig der er lys for enden af tunnelen.
Knus bella ciao

jeg er 19

Hey, det var da en rigtig trist historie.
Jeg ved at det ikke kan sammenlignes da din situation er meget mere ulykkelig og uventet end min var, men jeg vil alligevel fortælle om min egen erfaring.
For 4 år siden havde jeg en kæreste som jeg også var meget glad for. Vi havde været sammen i 3 år og jeg troede også at jeg måske havde fundet den rigtige. Så en dag slog hun op og fandt en ny.
Det var hårdt for mig og jeg tænkte konstant på hende i starten - det stod på i ½ år. Der gik endnu 1½ år hvor jeg i hvert fald tænkte på hende dagligt og der gik 2-3 år før jeg stoppede med at drømme om hende jævnligt.
Det skal nævnes at jeg var sammen med andre i disse perioder, men altid one-night stands eller ultra korte forhold. Alle piger blev sammenlignet med hende og dumpede...
Jeg er nu 23 og var så småt begyndt at tænke på om jeg noglesinde ville finde én igen som sagde mig så meget.
I løbet af de sidste 4 år har jeg været sammen med mange piger, men der var ingen som gav mig de samme føelser som hende.
Så skete det for nyligt at jeg mødte en fantastisk pige. Hun er ikke som min ex, men hun er også helt unik på hendes måde. Vi er ikke "rigtige" kærester, men jeg tager tingene som de kommer.
Nå, men det var en masse snak om mig. Min pointe er at du skal give det den tid som det nu engang tager for dig at komme over din ex. Jeg kan forestille mig at det er hårdt idet han ikke er der længere, men det er vigtigt at afslutte et kapitel før man begynder på et nyt. Hvordan man så gør det er en individuel sag, jeg kunne f.eks. godt være sammen med andre fysisk (men var aldrig mentalt til stede).
Du er jo heldigvis stadig ung og har massere af tid. Derfor er der ingen grund til at du skal forhaste dig ud i nye forhold eller blive "panisk" fordi du ikke interesserer dig for andre pt.
Når du en dag er klar igen er der jo massere af fyre derude og så er jeg sikker på at du nok skal finde "den rigtige" igen.

Sådan noget tager tid, at komme igennem den sorgproces. Lad bare vær' med at tænke du ikke kan have andre, du er KUN 19 du kommer til at møde andre, måske ikke so ham, ingen kan nok erstatte ens første kærlighed. men tro mig du er nødt til at komme videre, hvis du ellers ønsker lykke i dit liv???
Ingen kan vide helt hvordan du har det. før de står i situationen, men det er godt i ikke havde skændtes lige før han døde, det er det værste, i sagde i elskede hinanden, og det er skønne ord at høre fra ens elskede, skønne 3 sidste ord.
Græd du bare, det er godt at græde ud, tud hele dagen hvis det er, men jeg synes du skulle opsøge en psykolog endnu engang.
Du skriver her i debatten og vi andre svarer dig, sådan ville en psykolog også gøre, men han/hun vil bare kunne svare dig 1000000 gange bedre måske, det er deres job.
De kan hjælpe dig, hvis du lader dem nat skat!
Hvis ikke er det svært.
Hilsen Leah

Du skal ikke til psykolog hvis du ikke føler for det.
Men ting tager tid, hvis det bare var et eller to besøg hos en psykolog til at komme over noget meget trist, ja det ville være et mirkael. Det er helt normalt at gå derfra og være ked af det når det sidder så dybt. Men igen, har du været der mange gange og det ikke hjælper skal du selvfølgelig heller ikke. Men psykologer er forskellige.
Men det at få luft kan meget tit hjælpe, måske kan de give nogle "redskaber" til at komme videre - også det at komme videre vil tage tid.
Er glad for at du vil tænke over det at skrive dagbog.

Det er helt normalt med en sørge proces, der kan tage op til
3-4 år. Hvis man mister et nært familiemedlem, eller en kæreste
man elsker meget højt.
Et gammelt ordsprog; Tiden læger alle sår.
Se det fra den dødes side:
Hvis du var død, ville du så se din kæreste græde hver eneste dag.
Eller ville du se ham glad, samtidig med at han tænkte på dig ind imellem. Samt fandt en ny kæreste.

Hvor er det sørgeligt, at to som elsker hinanden, skal skilles alt for tidligt.
Men han elskede dig, og ønsker helt sikkert for dig, at du får kærligheden ind i dit liv igen.
Jeg mistede min kæreste, da jeg var 26.
Det hjalp mig at tale om det.
Det er ikke fordi, at man skal glemme personen, (hvilket man heller ikke kan), men det er jo ens elskedes ønske, at man skal være lykkelig.
Jeg håber, at du finder nogle dejlige mennesker at tale med.
Jeg håber, at du finder en rigtig sød kæreste, når du er parat til det.
Men det kan tage tid, håber at du i mellemtiden har et godt og kærligt netværk, som du altid kan henvende dig til.
Mig hjalp det meget at tale med andre, der havde kendt ham, dele oplevelserne om ham med andre.
At være sammen med andre, der også var kede af, at han var død.
Men det hjalp også, da jeg endelig tog mod til mig og turde kaste min kærlighed på et anden.
God vind.