Incest!! gode råd søges

Jeg har en datter på 16 år.. Hun har altid været glad, rigtig dygtig i skolen, og haft en masse fritidsinteresser.
Nu har hun fundet en kæreste.. og for nylig da vi snakkede om det, foreslog jeg velmenende, at det var en god ide at hun måske skulle gå til lægen og få p-piller selv om hun også snakkede om at hun altid havde kondomer i sin pung.
Hun brød grædende sammen, og efter lang lang tids hulken, sagde hun, at hun ikke ville til læge, og skulle ligge der til undersøgelse..der var ingen der skulle pille ved hende
Jeg var selvfølgelig meget forundret, at det kunne være så voldsomt for hende, og foreslog hende, at jeg gerne tog med hende, og ventede enten i venteværelset eller gik med hende ind.
Så kom de fatale ord... hun fortalte at hendes far havde misbrugt hende flere gange, når hun havde været på weekendbesøg.. Det skal lige nævnes, at det sidste år har hun selv valgt at hun ikke ville se ham mere, med den begrundelse, at han altid havde arb. kollegaer på besøg, og de tit sad og drak og råbte..og selvfølgelig havde jeg da givet hende medhold i, at så skulle hun heller ikke afsted når hun selv sagde nej..
Lige siden hun har fotalt mig om sit misbrug fra faderens side, har hun været trist og indelukket..fuldt forståeligt.. men jeg føler mig enormt hjælpeløs, for jeg har sagt til hende, at han burde meldes, og at hun skulle have noget beh. for de frygtelige oplevelser..men nej.. hun klapper i som en østers, og nægter at skulle fortælle andre om det..
Jeg kan jo ikke tvinge hende.. og jeg vil så gerne hjælpe hende, men hun vil ikke..
Skal jeg vente og se tiden an?? eller skal jeg gå i gang med anmeldelse mod hendes vilje?
Jeg ved hun kommer til at hade mig, hvis jeg ikke accepterer hendes beslutning..
Hvad gør jeg som mor nu??

Det er jeg godt nok ked af at høre :o(
Meget synd for hende!
Men meld ham,med det samme...Det skal han ikke slippe godt fra...
Det er klart det er svært for hende nu,for det er jo første gang der er blevet taget hånd op det..
Før eller siden skal hun snakke,det er ikk sundt at gå rundt med det helt alene...
men måske det ik lige er dig hun skal snakke med...Måske du er lidt for tæt på!
Det kunne jo være det var bedre med en anden..En psykolog eller jaaah,en hun føler hun kan sige alt til...
Håber det bedste for dig og hende...
Det er svært for mig at råde,jeg kender ik slev så meget til det...
Men jeg håber du kan bruge det jeg har skrevet eller at der kommer andre svar der er mege brugbar..
Knuz og tanker herfra :o)

Lige nu sidder jeg med en kæmpe klump i maven...
Det er vigtigt, at du respekterer hende og hendes beslutning om ikke at anmelde.
Det er tilgengæld også vigtigt, at hun får snakket med nogen, men.. ikke med dig... jeg er ked af at sige det, men at fortælle sine forældre om disse overgreb, det er mere end man kan klare.. Man har en ide om, at de vil føle, at de har svigtet, at de var dårlige forældre.. At det var deres skyld. Det er blandt andet derfor jeg aldrig har sagt noget (her er det dog ikke min far, men en anden i familien).
Hun bør snakke med en psykolog, og jeg kan godt forstå, hvorfor hun ikke vil. Det er noget af en overvindelse for en. Det er jo noget, som er "forbudt" at snakke om. Det er det hun har fået ind i hovedet... Og man føler man svigter og at man ødelægger.
På samme tid er det som at miste kontrollen.
Hvis det er, vil jeg meget gerne skrive med din datter. Jeg er kun 2 år ældre end hende, og kan måske gøre det lidt lettere for hende.
Når jeg siger skrive, istedet for at snakke, er det fordi, at det er en del lettere at skrive om følelser end at snakker... og det baner vej.
Det gør mig inderligt ondt, at du og din datter skal igennem alt det her, og jeg beder dig huske, at lige gyldigt hvad der sker... Så er det aldrig hverken hendes eller din skyld!
Knus Baiz.
ps. min mail står ved overskriften

Jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at tage imod "Baiz" tilbud til din datter. En mere vidende og kompetent, moden og forstående pige i den alder - finder du ikke!!
Jeg har talt en del med Baiz, og hun har mit blå stempel, hvad det så end måtte være værd :o)
Og jeg mener det!!
Alt alt godt for jer. Jeg har ikke ord for den afsky jeg føler for den mand.
Fandango

helt ærligt
du må og skal anmelde det!
din datter får hjælp til at få det beabejdet
lader du vær går det hende såen
hun får ALDRIG de hændelser beabejdet
ja først vil hun nok bebrejde dig men senerer vil hun takke dig for det!
hvad forstand har jeg på det?
ærligt - jeg har lige mistet alle tiders dejlige kæreste, fordi hun ALDRIG selv havde fået hjælp til at beabejde det!
misbrug er en størrer forbrydelse end mord!
ps
lad din datter læse hvad jeg har skrevet

Min datter ved ikke at jeg har skrevet det her læserbrev. Jeg er også bange for at hun bliver godt gal på mig nu, fordi jeg har fortalt om det, selv om hun/jeg selvfølgelig er 100% anonyme her.
Ja, jeg vil se om hun evt. vil kunne skrive mails og få sat ord på det hun tænker og har oplevet.
Jeg vil på en eller anden måde få spurgt min datter om hun bare vil tænke over forslaget med at skrive til Baiz.. måske det via den vej kan føre til, at vi begge kommer videre i systemet, og evt. får anmeldt det, hvad jeg håber vil ske i den sidste ende...
Jeg er godt klar over, at jeg er nok for tæt på..for stod det til mig, skulle faren både kastreres, hænges skydes osv..
Jeg er så rystet og rasende over det han har gjort.. at han kunne gøre det..
Jeg må prøve at gøre mig stærk mens min datter er i nærheden af mig..men kors..inderst inde er jeg også ved at krakelere..
Men jeg ved det lige nu er så vigtigt, at der bliver taget hånd om dette her... det er frygteligt det der er sket

Det gør mig sååå ondt når jeg læser sådanne ting.
Jeg er idag en kvinde på 50 år, i min tidlige barndom blev jeg misbrugt(af min far)
Først for 1 år siden begyndte jeg at få oplevelserne bearbejdet, jeg har i alle årene gemt sandheden for mig selv og alle andre, men kunne så ikke klare mere, hvad der fik mig til komme så vidt, ved jeg ikke, måske min krop/psyke ikke mere kunne holde til det.
Det jeg vil sige til dig er at du skal søge hjælp til din datter, ikke om 1 år men NU, også du som mor behøver hjælp til at klare dette.
Jeg vil meget råde dig til at ringe Sexologisk Klinik - Rigshospitalet 35 45 71 11
og der forhøre dig hvorledes du skal forholde dig og hvordan du og din datter får hjælp - du kan være anonym hvis du ønsker dette.
Gode tanker til dig og din datter.

Tak for dit svar.
Jeg tror faktisk også godt, at jeg vil prøve at ringe på det nummer for at få mere vejledning.. når man står midt i alt det her..aner man faktisk ikke hvem man kan henvende sig til for at undersøge hvilke muligheder der er.
Og jeg trænger nok også til at snakke med nogen om det.. kan slet ikke sige hvor ondt det gør inden i mig..
Jeg er ked af at høre, at du har gået i så mange år og båret på den hemmelighed.. men godt at du har fået hjælp nu... det fortæller også mig, at vi nok også gør bedst i at søge hjælp/vejledning inden det er for sent.

Jeg håber hun skriver til mig, men jeg ved også hvor svært det er.
Du må ikke sige til hende, at du håber hun på et tidspunkt vil anmelde det, for så lægger ud et pres på hende. Presset er i forvejen stort, for ligegyldigt hvad hun gør, så ender hun med at såre nogen. Hun ender med at bryde en tillid.
Dine følelser for hendes far er så forståelige... Du ser ham som et dumt svin, nej, udyr, som bare burde dø, med så meget smerte som muligt. selvfølgelig gør du det! Det er din lille, elskede pige! Det er derfor du er ved at krakelere, fordi du ikke kan klare tanken om hvad der er sket!
Det leder mig til det næste. Det er vigtigt, at du også får nogen at snakke med. Giv dig selv lov til at snakke med en psykolog. Men uden din datters viden. For hun kan se det som om, at det er hendes skyld. Men det er vigtigt, at du får det bearbejdet. Meget vigtigt. Du kan også bedre tage dig af din datter, når du selv er oven på. For tro mig, hun kan godt mærke at har det elendigt.

Jeg håber inderligt at høre fra din datter.

Vil bare lige sige at I har min medfølelse. Jeg har heldigvis aldrig været ude for noget lignende og det har ingen jeg kender. Men jeg bliver gal og sur, når jeg hører sådanne ting!
Men det jeg egentlig ville sige var at da jeg gik i folkeskole fik vi en folder med et nr. til noget der hedder Børnetelefonen. Her kunne man ringe ind og snakke HELT ANONYMT om sine problemer. Det kan være alt fra sex til menstruation. Ved ik om det er noget din datter har lyst til at benytte sig af, men her er nr.: 35 55 55 55.
Ps. jeg har ringet ind til 118 og tjekket at det stadig eksisterer.
Held og lykke.

alt hvad jeg får af gode råd her..
Tak fordi du tænkte på os.

så hurtigt som muligt - både til din datter og dig.
Jeg tror det er en naturlig reaktion at være loyal over for sin far og ikke ville melde det.
Men det skal det da!
Havde en dreng i en 4. kl. der havde været misbrugt -viste det sig.
Han var blevet underlig indelukket. Da så der kom "hul på bylden": forældrene fik det at vide, politianmeldelse; så tøede han op som forår i april.
Det skal UD og det skal bearbejdes så hurtigt som muligt
Go' sommer til dig ;-)

Hej
Jeg tænkte lige, at jeg ville give mit bud med her... Jeg blev selv misbrugt af min stedfar, fra jeg var 10-15 år (er 20 nu), og jeg fortalte min mor om det får snart to år siden. Så her er lidt personlig erfaring, håber det kan bruges til noget.
For alt i verden, respektér hendes følelser! Hendes grænser er allerede blevet overskredet nok, og det allersidste hun har brug for nu, er en mor, hun ikke føler, hun kan stole på! Jeg forstår godt alle argumenter for at melde idioten, og det gør hun helt sikkert også, men det kan ikke bruges til ret meget, hvis hun ikke er parat til det. Selvfølgelig, hvis du kan tale med hende om det og forklare, hvorfor det er det mest ansvarlige at gøre, så er det det bedste, men ellers, så er du næsten tvunget til at respektere, at hun ikke er parat til at melde ham. Grænsen for at melde ham er i øvrigt 5 år efter sidste overgreb. Men du kan virkelig gøre meget skade ved at gå bag om hendes ryg!
En anden ting, som sagt før, uanset hvor gerne du vil snakke med hende om det og hjælpe hende, så er du den sidste, hun vil snakke med om det. Min mor ville også meget gerne snakke om det, da jeg fortalte hende, at jeg var blevet misbrugt - og det er fuldt forståeligt, men det er bare en af de ting, man ikke kan. Det kan være, at det kommer om nogle år, det kan også være, at det ikke gør. Men i hvert fald må du ikke presse hende!
Du skal også være indstillet på, at det ikke er så let som at få hende til en psykolog. Det kan du godt (igen gælder den der 5 års ramme, og inden for de fem år, kan I få en lægeattest på, at hun er berettiget til psykologhjælp, så I får tilskud til regningerne), og det vil sandsynligvis også hjælpe, men ikke, hvis ikke hun er parat til det - og jeg er ked af at sige det, men lige nu lyder det ikke sådan. Uanset hvor svært det er, så er du nødt til at give hende den tid det behøver, og du er nødt til at lade hende tro, at hun har det fint, hvis hun for lyst til at bilde sig selv dét ind. På et tidspunkt vil det komme så meget op til overfladen, at hun sandsynligvis selv vil anerkende, at hun har brug for hjælp. Og hvis ikke, så er der altså ikke ret meget, du kan gøre ved det, udover at være der for hende og lade hende tage det hele i sit eget tempo.
Derudover vil jeg så sige, at psykologhjælp måske heller ikke er så nødvendigt, som det virker. Jeg gik til psykolog i nogle måneder, men det der virkelig hjalp var at få lov til at snakke så meget om det, som jeg havde brug for til mine venner. At genfortælle det hele igen og igen og igen, indtil jeg selv blev træt af at høre på det. Det er, når man når dertil, at tingene lige så stille begynder at vende, og man så småt begynder at blive "velfungerende", og sårene begynder at læges.
Det tager selvfølgelig stadig tid. Lang, lang tid. Det går ikke over på et par år, det kommer meget langsomt. Hun vil føle sig ødelagt som menneske og føle et enormt selvhad og kort sagt komme ind i en periode med så stor sørgen, at hun næppe vil føle, at hun nogensinde kommer over det, men at hun for evigt vil være brændmærket. Det kommer man over. Men igen, det tager tid og især tålmodighed, både fra dig og hende. Igen, det kan være nødvendigt at skubbe lidt på, men fordi du ikke ved, hvor hendes grænser går, skal du være EKSTREMT påpasselig, for ellers risikerer du altså at gøre en del skade.
Jeg håber selvfølgelig det bedste for jer begge!
Hvis du har nogle spørgsmål eller noget, er du velkommen til at skrive til mig på misshazel@gmail.com
Mvh
Hazel

klogt sagt.
Men en ting... Grænsen er ved 10 år... Og så kan det muligvis lade sig gøre alligevel bagefter, i alt fald med psykologen.

Så er det ændret, det er jo kun godt.

Hejsa Hazel
Ja, hensynet til offeret er ekstremt vigtigt. Og du har helt ret i at hendes tillid til den der står hende nærmest er af afgørende betydning, netop fordi hun er svigtet fra én hun også burde kunne have tillid til.
Men, vi hørte om kvinde på 50 som havde båret rundt på sin hemmelighed FOR længe. Det må ikke ske. I mine øjne er det at trække martyriet i langdrag.
Vi ved alle at traumer af enhver slags skal SNAKKES ud. Min erfaring er at offeret her det bedst med at fortælle sine sorger, følelser og behov til en vildt fremmed.
Jeg finder din åbenhed imponerende Hazel, det gør jeg virkeligt. Men måske har du forstået hvor vigtigt det er at komme af med det, og dobbelt godt gør det når du så øjner muligheden for at hjælpe én i en lignende fortvivlet situation. RESPEKT.
Og du Baiz, du ved hvor stolt jeg er af dig ;o)
Fandango

Naturligvis skal du da skride til handling NU. Det kan kun ødelægge din datter for livet hvis ikke der bliver taget hånd om problemet. Har din datter haft noget udestående med sin far, og hun måske derfor hævner sig på ham ved at sige noget så slemt, hvis ikke så er der nok noget om snakken.
Har hun været sig selv som altid lige indtil snakken faldt på p-piller? Hvordan kan det være at hendes kæreste må røre ved hende der men ikke lægen. Det må da være en lige så forfærdelig oplevelse for hende som hvis det er lægen der skal kigge på hende. Jeg synes at du skal tale med en psykolog først uden din datters vidende. En psykolog kan bedre gennemskue sandt eller falsk i sådan en sag. Det er jo en meget forfærdelig sag for faderen hvis det er pure opspind fordi hun skal hævne sig på sin far. Ved du om faderen drikker meget? Du har jo trods alt været samlevende med din datters far på et tidspunkt så du må jo vide noget om ham. Hvordan var han overfor din datter da hun var helt lille. Er overgrebene først sket i en sen alder (din datter) eller også da hun var yngre. Der er mange spørgsmål at tage fat på og du skal virkelig tænke alt igennem. For det kan så afgjort blive en vanskelig fremtid din datter går imøde hvis der ikke bliver gjort noget ved problemet hvad enten det er sandt eller falsk.
Men en snak med en psykolog kan aldrig skade. Og den snak skal du tage uden din datters medvirken i første omgang og så kan din datter blive draget ind i det senere og så kan den professionelle psykolog rådgive og vejlede i denne sag. Det er ikke noget vi almindelige mennesker skal tage stilling til i sådan et forum her, det er emnet alt for alvorligt og pinefuldt til.
I håbet om en god fremtid for dig og din datter vil jeg slutte her.

Det var en psykolog, som fortalte at piger nogle gange fik anoreksi og bulimi eller den slags pga. seksuelle overgreb.
det var vist helt op til 80 % af pigerne med bulimi, som var blevet misbrugt.
Det er skræmmende at tænke på. Jeg kender flere som lider af den slags. :(

Jeg ved at min datter taler sandt.. en af grundene til at jeg også blev skilt var hans evigen drikken, og misbrug af mig også. Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at han ville røre sit eget barn. Min datter ved ikke hvor slem han var overfor mig.. når man sover værelse om værelse, vælger man jo at bide tænderne sammen og ikke sige en lyd for ikke at vække barnet.. Jeg ved heller ikke om hendes kæreste må røre hende.. hun har jo forsøgt at fortrænge det skete og forsøgt at leve et liv ligesom andre unge..dvs. ikke at skille sig ud, være med til fester og finde en rar fyr. Men hun har skjult det godt for mig hvordan hun har haft det.. altid travlt optaget, kalenderen fuld af alle mulige aftaler og hysterisk ordensmenneske med sit værelse..Noget hun normalt ikke var, da vi stadig var een familie..
Man kan altid være bagklog og sige at jeg burde have set hendes ændrede adfærd, men som det eneste teenagebarn man har, er man jo ikke lige altid sikker på hvad der er "normalt" med deres udvikling. Jeg kan godt se nu, at jeg har haft svært ved at få lov at give hende et kram , hun har trukket sig væk og blevet flov..men for pokker..jeg regnede jo med at det var fordi hun var ved at blive "voksen" og følte sig lidt genert overfor mig.
Jeg beder heller ikke om at andre mennesker i dette forum skal bestemme hvad der er bedst.. men det giver mig lidt større forståelse for, hvordan jeg kan tackle denne her alvorlige situation.
Men jeg takker for dit svar

Desværre har du ret...
Der er mange "følge sygdomme". Spiseforstyrrelser er bare en af dem. Jeg har selv haft anoraksi, så jeg ved hvad jeg snakker om.
Spiseforstyrrelser har meget med kontrol at gøre, og ved misbrug bliver alt kontrol stjålet fra dig.
Men kære Liva, det er ikke alle der har spiseforstyrrelser, som er blevet misbrugte. Jeg kan godt forstå, hvorfor du måske kan blive lidt ræd ved tanken, og der er altid en grund til spiseforstyrrelsen. Det er så den man skal finde.
Men husk, ikke alle der lider af en spiseforstyrrelse er blevet misbrugte.

Og du ved hvor meget det betyder for mig...

Jeg har tit oplevet at hun ikke ville have noget..sagde at hun havde spist, eller ikke var sulten eller at hun skulle spise hos en veninde.. hun begyndte at tabe sig lidt for meget, men hvis jeg påpegede det, sagde hun at hun var ved at blive for fed og hun havde styr på det.. Jeg opdagede også, den dag hun brød sammen og fortalte mig det, at hun havde et hav af små fine ar op og ned af armen.. Men jeg har jo aldrig set det, for hun skjulte altid sine arme med lange ærmer, fordi hun sagde at hun havde fede arme.
Jeg kan godt se alle de tegn nu..efter at sandheden er kommet frem.
Kors, jeg føler mig virkelig som en dårlig mor, at jeg ikke opfangede de signaler noget før.. man tror aldrig at det rammer ens egne...

Når jeg læser sådan et indlæg bliver jeg fyldt med vrede...
Når en pige fortæller, at hun er blevet misbrugt, går jeg udfra hun fortæller sandheden. Man lyver ikke om incest! At spørge hende, om hun lyver eller om det er rigtigt, er simpelthen ondt! - og mistroisk.
Din datter har haft det utroligt hårdt! Hendes liv har ikke været nemt, og det bebrejder du dig selv. Men hvordan skulle du kunne se det? Incestofre har en meget stærk facade... Man kan ikke se på en person, om de har været udsat for det, med mindre man har en speciel sans for det.
Du må ikke bebrejde dig selv hvad der er sket. Du havde jo ingen mulighed for at vide det! Hvem kunne vide, at hendes far kunne finde på at gøre sådan noget? Ingen!
At hun har skåret i sig selv overrasker mig ikke. Når du skærer i dig selv, føler du, at du har en kontrol over dig selv. Det samme gælder med værelset. Når jeg rydder op, bliver det fuldstændigt rent! Alt står perfekt... Jeg er så ikke så god til at rydde op, sådan tit... Men når jeg har gjort det, står alt perfekt!
Når hendes værelse er udryddet (er lidt i tvivl om det er et sønderjysk ord, men altså når det ikke er oprydt) og det virkeligt er slemt... Kan hun så tage sig sammen til ting, eller bliver hun rastløs og/eller deprimeret?

Du må selvfølgelig også gerne skrive, hvis du har lyst!

Hej Baiz!
Jeg forstår ikke helt at du bliver fyldt med vrede når du læser mit indlæg, for jeg går udfra at det er mit indlæg du er blevet vred over.
Hvis du læser mit indlæg ordentligt så giver jeg udtryk for min dybeste medfølelse til både datter og mor.
Man hører så meget nu om stunder med at piger i netop den aldersgruppe opdigter historier om voldtægter og ja såmænd også om incest. Derfor min bekymring. Det er ikke et udtryk for at jeg mistror datteren for at lyve, absolut ikke, men et udtryk for at hele sagen skal undersøges grundigt før man skrider til en anmeldelse som er en meget alvorlig sag for både datter og far.
Men en anmeldelse SKAL og MÅ ske når sagen er undersøgt grundigt. Og ja, ting tager tid, LAAAAANG tid. Så er det jo godt at der en forældelsesfrist på 5-10 år. Jeg kender den ikke, men mener at have hørt om en sag der nåede at komme for en dommer inden der var gået 10 år.
Men en psykolog skal der til, til netop både datter og mor, men først moderen, for hun er fuld af selvbedrejdelse lige nu hvilket er fuldt ud forståeligt, men som er ganske ubegrundet.
Jeg har engang mistet en søn og måtte selv igennem et meget langt behandlingsforløb, fordi jeg netop bebrejdede mig selv alt, på trods af at jeg intet kunne gøre for at redde min søn fra døden.
Og ganske rigtigt hjælper det at få talt så meget om tingene til man selv er ved at brække sig over at høre den samme svada om og om igen. Det er nemlig det der virkelig hjælper. For det er i den proces man får vendt og drejet alting igen og igen.
Hvis jeg dog bare havde udtrykt mig lidt bedre, men ord er bedre i munden end på "papir" og kan bedre forklares uden misforståelser.
Endnu engang vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse til både datter og mor.

Grunden til min vrede er, at der ofte er folk herinde, som begynder at tvivle på piger/kvinders historie så snart det handler om sex. Begynder du først at mistro, eller begynder hun at tro, at du ikke tror hende, kan du ødelægge hende helt.
Naturligvis skal det på sin vis undersøges.. Men det er ikke noget der skal tages stilling til nu. Senere når hun har snakket bare lidt om det, og hvis det skal anmeldes. Men det kommer helt an på pigen. Ingen har ret til at tvinge hende.

DU er hendes forælder, ikke hendes bedste ven!!! Venner kan man finde alle vegne... du bør som forælder ville barnets tarv - det uanset om hun hader dig for resten livet!
Du kan ikke bare sidde og se til, for at sole dig i hendes kærlighed - børn skal elskes, ikke omvendt.
Jeg er SÅ træt af forældre, der tror de skal være venner med deres børn og derfor lader dem bestemme = lægger alt voksent ansvar på skuldrene at et BARN...
MELD HAM MED DET SAMME!!! Det kan ikke gå hurtigt nok - man hører altid om at den slags sager falder for forældelsesfristen, fordi incestofre først får mod til at gøre noget, når de selv får børn.

Meld ham? Svigt din pige igen? det er sådan jeg hører det, når du siger meld ham...
Hun har brug for tillid. Hun har brug for, at man viser, at man stoler på hende.
forældelsesfristen er 10 år, men selv efter det kan det lade sig gøre at få ham anholdt. Så er det ikke vigtigere, at hun slipper levende gennem det her, uden mere end min. ar?
Hvis du ingen anelse har om, hvordan det er at blive misbrugt, så har du heller ingen anelse om hvordan det føler for alvor at få svigtet sin tillid. Lige nu har hun brug for en mor der er der for hende, ikke en (som i hendes øjne) svigter hende.
Kommer tid kommer råd. Presser man på, kan man ødelægge alt for meget. Det er så let at råbe ANMELD, men du ser ikke konsekvenserne.

Ikke kun for datterens skyld, tænk hvis der er flere ofre... Tillidsbrud er selvfølgelig en frygtelig ting, men ærlig talt så skal så frygtelig en mand da ikke have lov til at gå frit rundt og misbruge unge piger.
Jeg har en venindes historie, hendes datters far begik med overvejende sansynlighed et mord i påsken på en taxi chauffør, og parterede ham efterfølgende... hun lod da ikke stå til, heller ikke selvom datteren nok elsker sin far (på trods af sit fravær gennem årene). Godt nok er manden ikke fanget og bliver det nok aldrig, men han vil aldrig igen få sin datter at se!
Nej, jeg har ikke været udsat for incest, men jeg har før mistet tilliden til mine forældre - de kunne bare intet gøre, selvom jeg fik tæv dagligt af mine klasse'kammerater' under 16 år - nogle gange på lærerindens opfordring. Jeg blev sendt i skole hver dag. Til gengæld fik jeg mine 11 or 13 taller. Havde min mor valgt at være min veninde, så havde jeg nok ikke brugt særlig meget tid i skolen og som visse andre jeg kendte, endt i et dårligt selskab... jeg har mødt et par stykker af dem siden, det er ikke en fremtid jeg ville ønske for mig selv!
Nok om det. Selvfølgelig skal man give det tid, det er ikke det jeg mener, men brug tiden fornuftigt og arbejd hen imod en løsning der er hensigtsmæssig. Jeg kan godt forstå, at man ikke vil hele 'møllen' igennem med afhøringer osv. før man er i stand til a containe angsten, vreden, skammen, sorgen osv. - Men den slags har nu godt af en afslutning (en dom fx - det er self. et lille plaster på et enormt sår, men samtidig får man rettens ord for, at det ikke er ens egen skyld, som nogle fejlagtigt går og tror). Hvis man bare lader det 'gå væk' så ender det bare med at man saver den gren af man sidder på. Man hører gerne i den slags sager, at fortrængningerne kommer op i bevidstheden når ofrene selv får børn... I ét tilfælde i medierne, var det en reserve-bedstefar, der altså bare havde fortsat sit misbrug i 10 år eller længere indtil et voksent tidligere offer rullede sagen ud.

det skal ikke forstås negativt...
Men du er et typisk menneske, og som så mange andre, mener du at en dom kan læse det. Ja, et lille plaster, men stadig et plaster...
Din sammenligning med en mand der begår mord, mener jeg ikke rigtig hører sammen med det her. For han har ikke skadet sin datter, jo indirekte måske, men ikke direkte. Hvilket er en meget vigtig faktor.
Jeg har min egen grund til, at jeg mener at i ikke skal presse pigen. Historien, som er autendisk, ender med det værste resultat, og derfor vil jeg ikke fortælle den her, medmindre jeg føler det er den sidste måde, folk vil kunne forstå det på...
du beder hende, fortælle folk og fæ om hvor ond hendes far er, hvad han har gjort. Det handler om sex, det handler om magtmisbrug, det handler om tillidsbrud. Der er nok til at lave en film, og du kan jo se de film hver eneste uge i tv. Hver eneste uge!
Men tilbage sidder hun, bange og (føler hun) brugt... Folk har fået hvad de ønsker... Ham.. anholdt!
Hun får ikke den første gang, som hendes veninder snakker så utrolig meget om... Hun går glip af utroligt meget... Hun kan få det sindssygt dårlig ved at en fyr røre hende, ligegyldigt hvor meget hun elsker ham... Der er så mange problemer som venter hende... Er det ikke bedst at få dem klaret, eller bare så det virker uoverskueligt? Er det ikke bedre, at få hende til at se en vej gennem de næste år? Er det ikke bedre at få hende til at overleve (senere leve) de næste par år, end at sende hendes far i retten, hvor det i sidste ende bliver hans ord mod hendes?

er først kommet på nu.

Men vil alligevel gerne komme med kommentar til dig.
jeg er selv incestoffer...og er først indenfor det sidste år kommet i behandling for det.
Mit råd til dig vil være. DU SKAL acceptere hendes beslutninger om ikke at anmelde faren. men selvfølgelig skal han ha, at vide at du har fået besked. kan jo være han selv er, klar over han lavet noget LORT, for det er det sgu.
Men vedrørende hjælp til din datter skal i sørge for at komme i kontakt med nogen selvhjælpsgrupper, hvor man evt kan snakke ALENE med en hjælper eller deltage i en gruppe.
Ved der osse er mange grupper som hjælper OS misbrugte nu.
Men for alt i verden lad være med at presse hende, for det fører ikke til noget godt.
Mange kærlige tanker til din datter men bestemt osse til dig.
Knus
NeteKolding