0tilføjet af

Ingen har større kærlighed

Jesus var et enestående eksempel i selvopofrende kærlighed. At være selvopofrende vil blandt andet sige at man uselvisk sætter andres behov og interesser før sine egne. Hvordan viste Jesus denne form for kærlighed? Han sagde selv: "Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner." (Johannes 15:13) Jesus ofrede villigt sit fuldkomne liv for os og har dermed vist en større kærlighed end noget andet menneske. Men Jesus viste også selvopofrende kærlighed på andre måder.
I sin førmenneskelige tilværelse havde Guds enestefødte søn en ophøjet og priviligeret stilling i himmelen. Han havde et nært forhold til Jehova og myriader af åndeskabninger. Men han gav afkald på disse personlige fordele, "tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed." (Filipperne 2:7) Han var villig til at komme ned til syndige mennesker og leve i en verden der "ligger i den ondes magt". (1 Johannes 5:19) Dette offer var et stort udtryk for Guds søns kærlighed.
Under hele sin jordiske tjeneste viste Jesus på forskellige måder en selvopofrende kærlighed. Han var fuldstændig uselvisk og så optaget af sin tjeneste at han gav afkald på mange af de goder som mennesker normalt har. "Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskeønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved," sagde han. (Mattæus 8:20) Som en dygtig tømrer kunne Jesus have taget sig tid til at bygge et komfortabelt hus til sig selv eller have tjent gode penge ved at fremstille og sælge smukke møbler. Men han brugte ikke sine evner til at skaffe sig noget materielt.
Et rørende eksempel på den selvopofrende kærlighed Jesus viste, finder vi i Johannes 19:25-27. Tænk på alt det der må have optaget Jesu tanker den eftermiddag han døde. Mens han hang på pælen med stærke smerter, tænkte han på sine disciple, på forkyndelsesarbejdet, og især på at bevare sin integritet og derved ære sin Faders navn. Ja, hele menneskehedens fremtid hvilede på hans skuldre! Alligevel viste han, lige før han døde, at han havde omsorg for sin mor, Maria, der åbenbart var blevet enke. Jesus bad apostelen Johannes om at tage sig af Maria som om hun var hans egen mor, og Johannes tog derefter Maria hjem til sig. På den måde sørgede Jesus for at hans mor fik den nødvendige fysiske og åndelige omsorg. Var det ikke et smukt udtryk for uselvisk kærlighed?
Hav en god dag!
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.