Intet biologisk ur??
Jeg er en 28 årig kvinde med tilhørende mand igennem snart 7 år. Alle, uden undtagelse, af vores nære venner har nu børn. Det sidste vennepar der faldt i svinget skete sidste weekend, dejlig dreng og forældrene er ikke til at skyde igennem. Men det får mig til at tænke, for nu er jeg jo så småt ved at nå de 30 uden et eneste tik fra det ur i alle taler så åbent om. Min kæreste og jeg har et rigtigt godt forhold, vi er ærlige, har nået langt over det stadie med ting man ikke kan/må fortælle, tisser for åben dør, har indkøbt hund og to katte, bor i fælles hjem, ja vi har et rigtigt kernesundt forhold. Men hvorfor pokker har jeg så ikke trangen til at udvide vores familie?
Når jeg så sidder her og tænker over livet med unger bliver jeg da lidt blød indeni, lige til sekundet hvor fødslen rammer min bevidsthed. Kvalme, nervøse sammentrækninger og fbange anelser om x (Læs: MANGE) antal timer i smerte, bidende, modbydelig smerte der kun kan stoppes med en epiduralblokade... igennem min rygrad, som jeg jo normalt har et afslappet forhold til, men min søsters fortællinger om hendes smerte ved at få trukket marv ud, får den til at trække sig helt sammen i mig. Jeg er lidt en tøs med de nåle og smerte, indrømmer jeg med oprejst pande forøvrigt.
Alle veninderne siger at det bare er fordi jeg er et af de mennesker der har et projekt ad gangen, pt er det så mit studie, jeg skal bare tage den med ro, det skal nok komme.
Men hvad hvis jeg nu ender med at blive for gammel til overhovedet at kunne føde børn?
Eller kan det være et tegn på jeg vil være en elendig forælder? Synes jo heller ikke kloden har brug for flere utilpassede unge med en elendig mor 😕
Når jeg så sidder her og tænker over livet med unger bliver jeg da lidt blød indeni, lige til sekundet hvor fødslen rammer min bevidsthed. Kvalme, nervøse sammentrækninger og fbange anelser om x (Læs: MANGE) antal timer i smerte, bidende, modbydelig smerte der kun kan stoppes med en epiduralblokade... igennem min rygrad, som jeg jo normalt har et afslappet forhold til, men min søsters fortællinger om hendes smerte ved at få trukket marv ud, får den til at trække sig helt sammen i mig. Jeg er lidt en tøs med de nåle og smerte, indrømmer jeg med oprejst pande forøvrigt.
Alle veninderne siger at det bare er fordi jeg er et af de mennesker der har et projekt ad gangen, pt er det så mit studie, jeg skal bare tage den med ro, det skal nok komme.
Men hvad hvis jeg nu ender med at blive for gammel til overhovedet at kunne føde børn?
Eller kan det være et tegn på jeg vil være en elendig forælder? Synes jo heller ikke kloden har brug for flere utilpassede unge med en elendig mor 😕