Jalousien driver mig til vanvid. Nogen med forslag?

[:*(] Har været sammen med min kæreste i godt og vel 16 måneder nu. Jeg fylder snart 19, hun er 17. Jeg er den asociale type som ingen rigtig venner har på nær en enkelt barndomsven og så kæresten. Jeg er begyndt meget på det sidste at blive en del jaloux på hendes drenge venner. Eftersom hun nærmest skriver med alt og alle.
Der er den her fyr hun skriver med, deres chat er nærmest for intim efter min mening med ord og tegn som jeg bestemt ikke synes hører til blandt "venne-samtaler". Har forklaret hende min mening og fortalt hende om min jalousi, men hun syntes jeg er latterlig at hører på, fordi hun ikke føler jeg stoler nok på hende.
For et par måneder siden var hun i byen med nogle veninder, og ved en fejl kom hun til at kysse med en dreng. Efterfølgende dag tog hun fri fra skole for at fortælle mig det ansigt til ansigt. Jeg valgte at tilgive hende det, men har lige siden haft dette jalousi problem.
Er der eventuelt nogen som har gode råd og evt. en udvej til hvordan jeg kommer af med min jalousi. [f]

få en partner du kan have tillid til.
Efterfølgende skal du arbejde med dit selvværd, for det er derfra jalousi opstår.
Så længe du inde i dit hoved går og tror at alle andre er mere tiltrækkende og spændende, så vil du føle jalousi.
Måske kan denne side hjælpe dig på vej
http://www.psykologimagasinet.dk/Hverdagen/Dine%20tanker/Otte%20veje%20til%20et%20bedre%20selvvaerd.aspx
Ellers søg på bedre selvværd, så kommer der masser.
Pøj pøj

Tusinde tak (:

rigtigt nok.
Men "selvværdet" afhænger altså også lidt af, hvilken kæreste man har: hvis man ikke selv har for mange venner og kæresten flirter hid og did, så bliver ens territorium jo truet. Fordi der er status i at have en stor omgangskreds. Og man kan ikke rigtigt gøre noget ved situationen (medmindre man grundlæggende kan lave sig selv om og blive udadvendt og selv få nogle venner). Alene det giver en rigtig dårlig følelse.

Hun har fået tilbuddet fra sin ven om at flytte på kollegie værelse med ham, jeg har sagt nej til det og at det er en princip sag, sådan noget gør man simpelt ikke.
Det er ikke første gang hun nævner det for mig, hun har indspurgt flere gange om hun måtte.
gang på gang siger jeg nej, nu har jeg givet hende valget mellem ham og mig.

Hej
Du er godt igang med at skubbe hende væk fordi du opfører dig som en sur, gammel mand. Inden længe begynder du vel at tæve hende? Det er i hvert fald "løsningen" for mange som sidder i samme situation som dig. Jeg håber du stopper op og tænker dig om.
Jeg kan godt følge dig i at det er noget pjat at hun skal flytte sammen med en på et kollegieværelse. Der er ganske enkelt ikke plads til mere end 1 person sådan et sted.
Mht. selvværd så skal du lære at smile. Jeg var selv ganske indadvendt som ung (jeg er nu 42), og jeg lærte af en kæreste at tvinge mig selv til at smile til ALLE jeg mødte. Og i løbet af kort tid blev jeg både gladere, mere populær og i bedre humør, og slap af med mine mørke tanker. Det var ærgerligt at jeg først lærte det som 25-årig. Et godt smil starter i mundvigene og ender i øjnene, og lærer du først at smile med øjnene, er du nået langt.
Grundlæggende kan du ikke lave om på hende, kun på dig selv. Det er en livslang proces, så bare kom igang.
Og få dig så en hobby, som ikke foregår på værelset foran computeren. Find en sportsgren som får dig ud i den friske luft (jeg selv sejler 3-6 gange om ugen).

Tusinde tak for dit svar.
Vil lige tilføje at jeg bestemt ikke er typen som kan lide vold, og kunne bestemt aldrig finde på at slå min kæreste.
Jeg takker meget for de gode råd om hvordan jeg skal forbedre mig.
Min kæreste har nyligt fortalt mig at jeg ikke giver hende nok luft, men kan ikke rigtig se hvor sammenhængen ligger i det, vi ser sjældent hinanden (2-3 gange om måneden). Kan ikke se hvordan det skulle lade sig gøre at jeg presser for meget på hos hende.
Jeg har tilbudt hende at finde et job i hendes by og leje en lejlighed som hun kunne flytte ind i sammen med mig, men det er vidst ikke helt det hendes tankegang vil.
:/ Syntes, undskyld sproget. Fandme det er en svær tid jeg er kommet ud i, fordi elsker hende langt højere end hun aner, og kunne rigtig godt tænke at det skulle være os så længe som muligt. Nu ved jeg godt vi begge er ret unge, og jeg er hendes første kæreste, men et eller andet sted er ungdommen alligevel så meget fremme i skoene ift. de var for fx. 35 år siden. Og er blevet mere anstændige, så jeg syntes ikke det er et problem at have den tanke gang.
Mvh. Anonymf

Bliv voksen! Udvikl dig!

jeg synes ikke, at man kan sige, at et kys sker ved en fejl. Jeg har oplevet utroskab fra både den ene og anden side - og ud fra min erfaring, så skyldes det altså et eller andet grundlæggende, som ikke bliver løst bare fordi ens samvittighed dagen efter siger en, at det var "en fejl"
så din manglende tillid er da rimelig begrundet.
derudover vil jeg sige, at det er en smertefuld følelse. Det hjælper at prøve at skille følelser fra facts og se helt objektivt på tingene.
Og så er det godt at føle det fuldt ud 100% mens det står på, hellere det end at prøve at undgå det.
men overvej forholdet selvom alt taler for. Når verden åbner sig, så virker mange ting middelmådige.

til den konklusion??
Er der noget umodent i at være bange for at miste en man elsker??
http://www.psyknet.dk/Forside/Psykiske_lidelser/jalousi.htm

se at blive voksen

Det viste sig at hun har haft en længervarrig affære med en arbejds kollega.
Hun kom til at sende en sms forkert.

Kender til det problem, sidder lidt i samme båd med en pige lige nu, som jeg elsker vildt højt. Vi har vel været sammen i 10 måneder, og der har været oppe- og nedture. Men nu vil jeg holde mig til emnet.. Altså jeg tror det bedste for dig vil være, at snakke med din ven om det, ved godtnok ikke hvordan han begår sig med piger. Og så mød for guds skyld nogle nye mennesker. Og hvad din kæreste angår, tror jeg det bedste vil være at snakke med hende om det, og sig hvordan du har det. Og så tror jeg desværre du må konstatere, at hun ikke er tudeturene værd.