Jeg er led og ked af mine forældres situation...

Jeg (eller rettere mine forældre) er i en sådan situation, at jeg ikke aner mine levende råd!
I løbet af de sidste 14 år har de snakket om at blive skilt et par gange, men det er aldrig blevet til noget!
Nu har jeg så fundet ud af, at min far har haft optil flere affærer lige siden noget tid før den første gang, de snakkede om det. Min mor har senere hen også fundet en mand, der virkelig elsker og forguder hende, og de er stadig sammen indimellem.
Jeg har for nyligt oplevet, min far købe kondomer, hvilket jeg ikke kan forestille mig, han vil bruge sammen med min mor, da hun er på pillen og har været det siden, jeg kom til verden!
Der desuden fandt min mor selv disse kondomer i en af min fars skuffer her for et par dage siden, og da hun konfronterede min far med det, skiftede han straks emne!
Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor de ikke bare bliver skilt!?
Min far er en tyran, når han er sammen med min mor, og når de er til fest, danser han næsten aldrig med min mor, men med alle mulige andre kvinder. Det er så tydeligt for mig at se, at de ikke elsker hinanden, men hvad kan jeg gøre? - jeg er jo kun deres yngste datter og skal da slet ikke blande mig i det - det mener min far i hvert fald!
Jeg har ikke konfronteret dem med deres affærer - men jeg ved, at min far bliver rasende, hvis jeg fortæller dem min mening om deres ægteskab!
Hvad kan jeg egentlig gøre?
Suz

Intet.
De er voksne mennersker, og du kan intet stille op.
Jeg føler med dig, men du kan intet gøre for at løse deres problemer.
hilsen olsen

Du kan ikke ændre på den virkelighed, de har valgt at leve i... Andet end at blive voksen og leve dit eget liv, for måske holder de kun sammen, for at give dig en tryg barndom..
Det er mærkeligt at opleve at ens forældrer også har en sexualitet, især når det åbenbart ikke er en de deler.. Og jeg håber de har et afklaret forhold til det indbyrdes, desværre er du nok den, det er sværest for dem at dele deres sexuelle præferancer med, du er jo deres barn.. Men det skal da ikke stoppe dig i at få luft for dine følelser, alt hvad du undertrykker, sætter sig bare i dig !!! ..det du nok bare skal overveje, er hvordan du siger det, og hvilken stemning /sindelag.. du gør det i..
Venligst Klaus

jeg synes godt, du og dine søskende kan blande Jer, - til en hvis grad.
Hold et familiemøde, hvor der ikke skal diskuteres, men hvor en af Jer søskende, på egne og de øvriges vegne fortæller Jeres forældre, at I elsker dem som de nu engang er, og at det bliver I ved med selvom de bliver skilt. Fortæl dem ganske neutralt, at I er vidende om Jeres fars affærer, Jeres mors kærlighedsforhold, og at I slet ikke opfatter, at Jeres forældre elsker hinanden, - og at i hvert fald Jeres far behandler sin kone meget respektløst.
.. Så kan de tænke over DET og måske handle derefter. Meld klart ud, men uden fordømmelse eller angreb. Eller skriv et fælles brev til dem, hvis det virker mere overkommeligt.

Kan godt se det er lidt svært for dig, men synes du skal prøve at snakke med din mor om det en dag din far ikke er hjemme. For så må din mor jo gøre noget ved det. Hun kan jo heller ikke have det godt i sådan et forhold. Det vil jo være til alles bedste at de bliver skilt i en fart.
Håber du kan bruge mit råd :D

Du skal IKKE konfrontere dem med deres utroskaber.... Det er ikke det vigtigste i forhold til dig.. Det er deres sexliv og kun deres. Din mening om deres ægteskab skal du heller ikke fortælle, for det handler om deres følelser, ikke dine.....
Derimod skal du fortælle dem, hvad det gør ved dig når de ikke kan finde ud af at være sammen som "normale" forældre. Du skal fortælle, hvordan du oplever stemningen i huset, at du har det svært med at se hvordan de har det.
Du skal fortælle dem om dine følelser og oplevelser og kun om dine, IKKE deres.
På den måde er de nødt til at forholde sig til at deres måde at leve på skaber nogle uhensigtsmæssige problemstillinger for dig. Evt. kan du sige, at hvis der ikke kommer en bedre stemning i huset, vil du gerne på efterskole eller lign.
Det vigtigste er blot, at når du snakker med dem, så må du ikke konfrontere dem med deres levevis, for så går de i forsvar og så er du taberen... Hvorimod at hvis du holder det på egen banehalvdel, fx " Jeg bliver ked af det, når i skælder ud på hinanden", så er det deres samvittighed over for dig, der bliver rørt, og derfor vil de også være mere lydhøre...
En ekstra mulighed er at bruge børnetelefonen. Her kan du uddybe og forklare, og de kan spørge ind til flere ting og dermed bedre rådgive dig i forhold til din situation.
Link: http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge/TopLinks/Kontakt.aspx
- BørneTelefonen tlf. 35 55 55 55...
Held og lykke

at jeg er 20 år gammel...og fraflyttet!
Men jeg ser min mor blive mere og mere ked af det, og det piner mig!
Da jeg boede hjemme havde jeg mange diskussioner med min far fordi, han hele tiden kommanderede med os andre!
Nu er det så kun min mor, han rigtig kan hundse rundt med...og han gør det i høj grad!
Stod det til min far, skulle hun knokle konstant for, at tilfredsstille ham...og det gør ham ikke engang tilfreds, for der er altid noget, han mener, hun kunne have nået! Som jeg fortalte tidligere, er han en rigtig tyran, og nu er der, desværre for min mor, kun hende, han kan tyranisere! Alle problemer synes, efter min fars mening at være min mors skyld.

Du havde skrevet: "I løbet af de sidste 14 år" og det havde jeg så fået til at du skulle være 14 år......
Kan godt se, at problemstillingen er lidt anderledes så.. :-)
Men, for at være alvorlig, så mener jeg stadig, at du ikke skal blande sig i deres affærer, men fortælle hvordan du oplever det.
Derudover skal du støtte din mor, men uden at være fordømmende over for din far. De er "et par" og vil derfor ubevidst eller bevidst støtte hinanden mod kritik fra andre inklusive egne voksne børn. Hun skal nok forlade din far hvis han bliver ved, omend der stadig kan gå lang tid.
Det skal være hende selv der ønsker at gå fra ham og ikke fordi du siger det, for så går hun bare tilbage til ham igen.......
Det du KAN gøre er, at hjælpe hende til selv at komme til erkendelse. Når hun er ked af det eller "brokker" sig over din far, så spørg hende hvad hun vil gøre ved det eller hvad hun vil gøre ved det... Hun skal selv finde løsningen, og når hun gør det, har hun brug for al den støtte og bekræftigelse hun kan få.
Håber, at du kan bruge det.
PS: http://www.netvaerk.org/ er en organisation, hvor du og/eller din mor kan få hjælp. Henvendelse kan også ske anonymt. Telefonnummeret findes på hjemmesiden.
Håber, dette indlæg ramte bedre end det første :-)

jeg ville ikke kunne huske de sidste 14 år, hvis jeg kun var 14.
Jeg beskriver kun det, jeg selv kan huske, for det kan jeg stå inde for!

Jeg ville ønske du havde delt den slags med mig da vi var en del af hinandens liv, det manglede vi... alt det du holdt indespærret og alt det som jeg gerne ville holde om dig og beskytte dig imod hvis jeg kunne... Nå, men det er så længe siden nu, og min vrede og bitterhed er væk, jeg faldt bare tilfældigvis over et af dine gamle indlæg imens jeg selv debaterede på et par andre indlæg, hvorfor jeg af anonyme hensyn ikke skriver mit profilnavn, du ved alligevel hvem jeg er.
Jeg håber du måske snubler over svaret, og jeg er glad for at se at du har fået mere overblik over de ting der sker i dit liv, selvom det gør mig ondt at se at det skulle gå sådan for dig og din fammilie, jeg tænker stadig på jer af og til...
Anyway, det jeg nok ville sige var tak for 3 dejlige år med op og nedture, siden jeg aldrig rigtigt fik sagt det efter vores sidste batalje, og oprigtigt held og lykke med dit liv.
Knus fra Djævleøen.