jeg er så skuffet, jaloux og irriteret på min veninde

Jeg er skuffet over min veninde, da hun kun af og til spørger, hvordan det går med min far, som er syg af kræft - min veninde kender min far og har altid synes godt om ham.
Min veninde er ikke så god til at snakke om følelser og spørger derfor ikke så ofte hvordan det går min far og mig for den sags skyld, så jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan bruge min veninde igennem ca 20 år til støtte lige på det område og det skuffer mig meget, men bliver nok nødt til at se i øjnene, at sådan er det bare.....

Jeg er jaloux på min veninde, da hun ser en anden god veninde rigtig mange gange i løbet af ugen, for vi ses ca hver 14 dag og så tænker jeg, hvorfor spørger min veninde ikke mig, om vi skal ses noget oftere...vi har snakket om det og hun siger, at det er fordi hun tror, at jeg ikke har tid, og at hun har den opfattelse af, at jeg hellere vil bruge min tid sammen med mine børn og kæreste, men dertil svarede jeg, at det var altså ikke rigtigt og jeg sagde så til min veninde, at jeg oplevede, at hun arbejdede det meste af hendes tid væk eller var hun sammen med hendes veninde, hvortil hun svarede, at det kunne hun lige så godt, for hvad skulle hun ellers lave....nå tænkte jeg og vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
Jeg er jaloux, da jeg føler, at min veninde ikke gider at være så ofte sammen med mig, som den anden veninde og jeg er irriteret på min veninde, da hun ofte siger, at jeg er hendes bedste veninde, men det virker altså ikke sådan og hun siger også, at hun ikke vil være så ofte sammen med den anden veninde, men hun presser sig på og så kan hun ikke lide at sige nej...er det mon sandheden tænker jeg, for hun omtaler da ofte, at den anden veninde er så sød... Hvorfor alt dette skuespil fra min venindes side....vi har prøvet at snakke om tingene, men hver gang sidder jeg igen med den følelse af, at hun skøjter hen over det og giver mig ikke noget ordentligt svar...
Det virker som om, at min veninde ikke vil give slip på mig, men hun gider mig åbenbart heller ikke så ofte, eller er det bare mig, der mon overreagerer...
Håber I vil komme med nogle indput, så jeg måske kan se tingene fra en anden side eller af/bekræftiget mig i, at min veninde ikke er helt fin på den.

Din veninde bestemmer selv hvem hun vil se.Har du tænkt på hvorfor hun ikke ser dig så meget,måske fordi du er misunderlig på hende den anden.
Opfør dig som en voksen,og ikke som en dum skolepige.

sidder og flæber over din far, så gider hun da ikke at være sammen med dig. Hvem gider at sidde og høre på dét i tide og utide?
Det er normalt at søge hen hvor der er sjovest, og det er åbenbart ikke i DIT selskab.

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=141&posting=1105460
måske kan du bruge noget fra den

tidspunkt givet udtryk for, at jeg var misundelig på hendes veninde. Jeg har mødt hende et par gange og hun er meget sød, det har jeg skam også sagt til min veninde, så lad dog være med at være med at kalde mig en dum skolepige, hvem fanden tror du, du er

det står da ingen steder skrevet og hvis en veninde ikke nogle gange vil lytte bare lidt til sin veninde, så er hun sgu da ikke en veninde, så godt jeg ikke kender dig - du lyder syg i hovedet, når du kommer med sådan en gang ævl, og din uintelligente overskrift doh doh doh siger det hele

jeg fatter simpelthen ikke, at folk har så travl med at svine hinanden til, det er virkeligt sygt, men de må jo kede sig eller have alvorlige problemer med sig selv.

af en medfart du får ... men tror bare det er folk der sidder og keder sig.
Mit råd er at du skal kigge dig om efter en ny veninde. Pas på med at presse på overfor hende for det kan måske få hende til at trække sog mere. Men hvad er hun også værd hvis hun opføre sig sådan overfor dig ?

bare rolig tror ik din veninde forsvinder, men det er svært at være sammen med en man holder af og ved er ked af det af en eller anden grund. din veninde holder sig sikkert væk fordi hun ikke vil opleve ubehaglig situationer(eller hvordan det nu staves)
hvor hun føler hun ikke er den gode veninde hun plejder at være. så prøv at holde humøret oppe

- jeg har hørt om tøsebørn indtil 12-års alderen, der var jaloux, når to andre veninder var mere sammen, end de var med en selv, men jeg har aldrig hørt om problemet blandt voksne kvinder.
Mener du seriøst, at du blander dig i, hvem din veninde er sammen med, når hun ikke er sammen med dig? Og hvor meget hun arbejder? I mine øjne er du besidderisk, og jeg ville lægge afstand til dig med det samme, du var startet op med den diskussion.
Du skriver ikke noget om det, men hvis begge de kvinder er uden mand og børn, så har de måske også mere tilfælles end du og din veninde har. Og de ses vel så også på nogle helt andre præmisser. Jeg ville da også, som din veninde undre mig, hvia du både havde lyst og tid (ikke mindst) til at se mig mere end hver 14. dag.
Er hun din eneste veninde?
Jeg tror, du støder hende fra dig, hvis du fortsætter.

at min veninde holder sig væk, da hun ikke vil opleve ubehagelige situationer...hun føler måske, at hun ikke kan bidrage med noget til min krise med min far lige pt og så foretrækker hun tiderne med den anden veninde....
men synes alligevel at det er forkert af hende, for når jeg så ikke er i krise over min far længere, vender hun så tilbage igen thja sikkert, men jeg holder mig da ikke væk fra hende, når hun er i krise og jeg snakker også om mange andre ting sammen med min veninde, da jeg på forånd ved, a hun ike er til store følelser...
Hun bruger mig meget, når hun har problemer, så hvorfor vende hun mig så ryggen nu....man kan ikke tage sin veninde ud og ind af skabet efter godtbefindende, sådan leger man ikke med hinanden, hvis det skal være ligebyrdet, efter min mening..

når hun opfører sig sådan...godt spørgsmål....

har misforstået det, for du bytter rundt på min veninde og jeg og tillægger mig nogle ting, som jeg ikke har skrevet, så prøv igen.

- Hun er i hvert fald ikke indstillet på at du hendes veninde, skal bestemme hvem hun skal være sammen med hvornår - og det er vel en menneskeret. Er man mindre værd, når man håndhæver retten til at bestemme over sig selv?

Med den beskrivelse, som du giver af, at hun ikke er god til følelser, tror jeg, at det handler om, at hun ikke aner, hvordan hun skal gebærde sig overfor dig, når din far er alvorligt syg.
Sådan er der nogle mennesker, der er. Hun ved ikke, hvad i alverden hun skal finde på at sige og oplever det som en pine, at hun ikke ved, hvordan hun skal tackle situationen. Derfor trækker hun sig, for hun har måske ikke evner til andet. Mange mennesker har oplevet, at bekendte f.eks. lader som om, de ikke har set dem på gaden (skifter måske til det andet fortov), hvis de er i en alvorlig krisesituation. Hun kommer med en søforklaring om, at hun tror, at du har travlt.
Det kan være svært at gætte om, hvad der har gjort hende sådan, men hun har måske oplevet, at hver gang en situation var ubehagelig, "fejede man det ind under gulvtæppet". "Den slags snakker man ikke om!" Det kan være, at hun ikke har lært at håndtere kriser. Og ja, jeg er ude i en gætte-situation. Jeg kender ikke din veninde, men kommer blot med en mulig forklaring på, hvorfor hun opfører sig, som hun gør.
Spørgsmålet er så: Hvad vil du gøre ved situationen?
Er hun ellers så god en veninde, at du vil kæmpe for at bevare venskabet? Glem i øvrigt alt om at være jaloux. - Det er muligt, at du ikke helt kan forhindre, at den vil gnave lidt, men hvis man lader jalousien få overtaget, kan man ikke opføre sig fornuftigt. Jalousi kan ødelægge ethvert forhold, hvadenten det er et kæreste- eller et venindeforhold.
Vil du ikke kæmpe for det? Så blæs på hende og find en bedre veninde.
Hvis du vil kæmpe for det, så meld klart ud, hvordan du har det. Snak med hende, fortæl at hun ikke behøver at sige noget. Tit er det nok, at hun lytter, og at du får lov til at snakke. Hun behøver ikke komme med gode råd om, hvordan du skal tackle din fars sygdom. Det, at du sætter ord på situationen, er den bedste måde til at få styr på det kaos, som dit hoved indeholder af tanker omkring alvorlig sygdom (og måske truende død). Til det behøver du kun en "lytter", ikke en rådgiver. Hendes rolle er kun at sige ja og nå og nej engang imellem, så du ikke får fornemmelsen af at snakke med dig selv.
Glem alt om, hvor tit hun ser den anden veninde. Fortæl hende lige ud, hvad du forventer af hende. Hvis du melder klart ud, er der større chance for, at hun også gør det. Der er selvfølgelig en risiko for, at hun siger, at det kan hun bare ikke klare, men så ved du det. Det er meget nemmere at håndtere end alle mulige gæt om det ene eller det andet i forhold til den anden veninde.
Så må du finde en anden, som du kan snakke med, og så har du valget mellem at sige:
enten: så kan hun ryge og rejse, for det kan du ikke bruge til noget.
eller: OK, vi ses oftere igen, når min far ikke er syg længere.
mvh hønemor1001

sagt noget som helst om, at jeg skal BESTEMME hvem min veninde skal være sammen med og hvornår. Læser du mit indlæg på hovedet eller fatter du minus.
Du tillægger mig noget, som ikke er rigtig og alt for hurtigt og negativ på aftrækkeren er du Dulkis, for jeg har ikke beklaget mig til min veninde, at hun er mere sammen med hendes veninde end jeg.´Det er min veninde som har sagt til mig, at hun troede at jeg hellere ville være sammen med min kæreste og børn, hvortil jeg svarede, at sådan var det ikke, men at jeg oplevede, at hun arbejdede det meste af tiden og var sammen med sin anden veninde...er det noget forkert i at sige det....!
Min veninde arbejder næsten i døgndrift, for attjæne penge og det skal hun da have lov til og en snak min veninde og jeg havde om det, var baseret på, at hun i en periode ofte aflyste vores aftaler 1-2 timer før vi skulle mødes, da hun var blevet ringet op af sin chef om hun ville arbejde og det var ok fra min side, men da det skete for mange gange og når jeg så tilmed havde handlet ind til aftensmad og troede vi skulle spise sammen, og hun så ringede til mig og sagde, at hun tog på arbejde istedet for, da blev jeg altså irriteret, for når hun pisser mig af til fordel for at tjene penge, da hun er pengefikseret. Det skal lige siges, at det er hendes andet arbejde hvor hun frit selv vælger til og fra, hvornår hun vil arbejde...
Og det med at jeg nævnte hende veninde var, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor hun var så meget sammen med hende, når hun den ene gang efter den anden sagde til mig, at hun ikke ville være så ofte sammen med hende og så alligevel gør det og så undrer jeg mig over det...

jeg husker nu, at min veninde en dag sagde til mig, at hun ikke altid vidste hvad hun skulle sige til mig omkring min syge far og at hun havde svært med alt hvad der drejer sig om sygdom, så på denne front, kan jeg nu godt se, at hun "stikker af" fra mig, ved at være mere sammen med hendes anden veninde. Men at hun ligefrem undskylder med at sige til mig, at hun ikke vil være for ofte sammen med hendes veninde og så gør det alligevel, det kan jeg ikke se noget fornuft i...
Jeg har sagt til min veninde, at det er ok, at hun ikke ved, hvad hun skal sige, for det kan jo være svært og jeg forlanger ikke, at hun skal komme med alverdens gode råd, bare hun er der og jeg har også rost hende, når hun en sjælden gang skyld siger noget, der kan tyde på, at hun er en veninde, men alligevel er det åbenbart svært for hende....
Det med, at hun fejer tingene ind under gulvtæppet, det er korrekt gætteri fra din side, hun har det nemlig med at arbejde sin røv ud af bukserne og skal altid fremstå som en, der kan klare alt i denne verden, men mystisk nok, så kan hun godt fortælle om kærestesorger...
Hun har været ude for en meget alvorlig trafikulykke for mange år siden, så det kan sikkert forklare hendes manglende nærværd overfor mig.
Jeg er normalt ikke den jaloux type og belæmrer heller ikke min veninde med det, men jeg undrer eller nærmere sagt undrede mig over og var jaloux over, at hun var mere sammen med hendes anden veninde, men ved at læse dit indlæg, bliver jeg mere klar over, at min veninde stikker af fra det, der er ubehagelig.
Om jeg vil kæmpe for at bevare venskabet...ja, det vil jeg godt, men jeg ved ikke hvordan vi/jeg skal komme videre herfra, for vi har snakket nogle gange om, gensidige forventninger til hinanden gennerelt - det var mig der tog emnet op, nettop i forbindelse med min fars sygdom, da jeg oplevede, at hun blev helt væk i en periode. Det der er så frustrerende er, at selvom vi får en umiddelbart fornuftig dialog med hinanden, så synes det ikke at have rykket noget som helst til næste gang vi ses, for det er stadig den samme afvigende adfærd min veninde har overfor mig, selvom jeg har sagt til hende, at hun ikke behøver at komme med alverdens gode råd, men hun besidder ikke den evne, der hedder nærværd..
Jeg har det lidt sådan, at jeg nu forestiller mig, at det i fremtiden nok bliver svært for mig, at være der for hende, når hun har et problem, for hun har beklaget sig til mig i de sidste 6 år omkring et kæresteproblem og jeg har altid lyttet og været der for hende - ( hun har også været der for mig, når jeg havde problemer af anden karakter, end lige sygdom ) men i de sidste par måneder føler jeg, at hun holder afstand til mig og så har hun opgså¨fået sit kæresteproblem ud af verden for nylig, så føler mig lidt kasseret, for nu har hun ikke noget at bruge mig til og haler hun mig frem af skabet, hvis hun får kæresteproblemer igen og jeg ikke har problematikken omkring min far længerer...det går jeg simpelthen ikke med til..

Når hun har holdt sig helt væk i en periode, men det er rent faktisk lykkedes for dig at få hende til at være sammen med dig engang ca. hver 14. dag, så gør det mig alvorligt i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk kan blive meget anderledes. Det kan være, at hun lider af meget større sygdoms- og dødsangst, end jeg umiddelbart troede.
Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig lidt snydt, hvis du har brugt timevis på hendes problemer, og når du så har brug for det, så er hun der ikke og kan/vil ikke bruge tid på dine problemer. Men på en eller anden måde synes jeg, at det er til at håndtere skuffelsen, hvis du ved, at det bare er, fordi hun ikke evner det. Man kan ikke forpligte folk ud over deres egne evner!
Det kan være svært at regne ud, hvordan I kommer videre, men jeg tror, at du er nødt til at satse på en eller flere andre veninder/venner/familiemedlemmer, når du har brug for at få læsset af.
Og jeg tror desværre også, at du er nødt til at acceptere, at hun i øjeblikket ikke er den, som kan hjælpe dig igennem. Men du kan jo også gøre nogle flere forsøg. Det er da muligt, at hun kan lære det. Lad dog være med at blive alt for skuffet, hvis det ikke lykkes.
mvh hønemor1001

Kærestesorger er altså heller ikke nær så farligt et område som sygdom og død.
Man kan altid få en ny kæreste, men ved sygdom og evt. død bliver man konfronteret med, at det ikke nødvendigvis er sikkert, at man lever frisk, rask og rørig til man er 90 for derefter at vælte død om af et hjertetilfælde el. lign. Så nemt går det langt fra altid. Kærestesorger er ikke livstruende.
Man konfronteres også med sin egen dødelighed, og den kan være lige så svær at håndtere. Mange mennesker lukker øjnene for, at de engang skal dø - så meget, at de glemmer at leve. Som du beskriver din venindes arbejds"narkomani", synes jeg, at hun er et typisk eksempel.
For nylig hørte jeg en person udtale, at han havde aldrig hørt nogen, der lå på dødslejet sige, at de ville ønske, at de havde arbejdet noget mere. Derimod havde det modsatte ofte været tilfældet. Arbejde kan også være en flugt, for når man har travlt med at arbejde, kan man jo ikke forventes at skulle "tage sig af venindernes syge fædre". Hvis du forstår, hvad jeg mener.
mvh hønemor1001

et område som sygdom og død - det er jeg godt klar over, men det fremgik vist ik tydeligt nok i mit indlæg...
Ja, jeg er også overbevist om, at min veninde bruger hendes arbejde som en form for flugt, for som hun selv har fortalt mig, så kan hun ikke holde ud at være for længe selv, det keder hende og hun bliver depri, så har hun jo sagt tingende...

i en længere periode og jeg kontaktede hende jo egentlig heller ikke, fordi hun havde sagt, at hun ikke vidste hvordan hun skulle gribe hele situationen an, så jeg tænkte, at jeg ville lade hende være.... en dag kontaktede jeg hende via sms og skrev, at vi blev nødt til at snakke gensidige forventninger til hinanden, men som tidligere nævnt, så rykkede det ikke og jeg tror du har ret, at det ikke kan blive meget anderledes, end det er i forvejen og det er da en stor skuffelse, da vi jo har været veninder i ca 20 år og for første gang, kan hun pludseligt ikke være der for mig, den kamel skal jeg lige sluge, men det hjælper mig da trods alt at vide, at hun bare ikke evner at støtte mig og jeg vil så ikke klantre hende for ikke at besidde disse evner. Og selvom jeg med min fornuft siger, at det kan hun ikke gøre for og det vil jeg så acceptere, så vil det i fremtiden sikkert blive utroligt svært for mig, at skuvære der for hende, når hun har brug or mig. Et venskab bør være nogenlunde lige - lige meget, hvad der ligger til grund derfor, jeg bliver jo hellerikke væk, når jeg ikke har følt, at jeg kan hjælpe min veninde med problemer og jeg har lyttet i årevis på den samme historie, så ja, jeg føler mig snydt....
Jeg har dog sagt fra overfor min veninde, når hun i dage/ugevis og flere gange dagligt har kontaktet mig pga. kæresteproblemer, ikke fordi jeg følte mig magtesløs, men fordi jeg ikke kunne stå tilrådighed overfor min veninde 24 timer i døgnet, da jeg også har et ansvar overfor mine børn...
Jeg vil lie hovedetpå blokken og sige,at jeg aldrig har brugt min veninde flere gange om dagen, når jeg havde problemer, for det gør man bare ikke og da slet ikke, når vi snakker om IKKE alvorlige problemer...
Ja, jeg ha for længst fundet andre at snake med om min fars sygdom og det er meget begrænset, hvad jeg fortæller min veninde, men trods det, så stikker hun alligevel af, for hun er sikkert så bange for, om jeg mon alligevel lige pludseligt fortæller om min far...

hun kan nemlig ikke klare modstand det kvindemenneske

dit empati??? Hvis ens nære familiemedlem er alvorligt syg, så kan det ikke undgå at påvirke ens sindstilstand - medmindre man er følelsesmæssigt amputeret. Det var dog et ubehageligt ordvalg du lagde for dagen!!
Og hvem der gider hører på ens bekymringer og den påvirkning det har på ens liv når der er familie-krise??? Det gør gode venner, så JEG kan godt forstå at trådstarteren er skuffet over veninden , det ville jeg nok også være. Og jeg syntes det er ret stort at trådstarteren har accepteret at hendes veninde ikke har det godt med at skulle rumme følelser, og alligevel, så kunne hun måske "ofre" sig bare lidt for at støtte veninden.
Jalousien kan så tilgengæld ikke bruges til en dyt.

det er jo altid dejligt med noget medfølelse og den med, at jeg ikke kan bruge jalouxien til noget - nej, det er rigtigt, men jalouxien er affødt af, at min veninde ikke kan støtte mig i min krise, selvom jeg har støttet hende, og nu vælger hun så den anden veninde istedet for mig...
Efter jeg har skrevet indlægget og fået en hel del konstruktive indput, er tingende faldet mere på plads.

Men når du er færdig med at være sur óver at være gennemskuet, så kunne du forklare mig, hvor I er "byttet rundt".

- er du en af dem der har fået "kniven" - kom du bare frisk, men brug dit eget nick.

nu er du sgu igen for langt ude....hvis du læser de andre svar, så er du faktisk den eneste - foruden to andre tossehoveder, som er kommet med så uintelligente svar...
Du er ikke kun af mig, men også en del andre herinde så røv irriterende, for du tror sgu så meget om dig selv - har du storhedsvanvid....og kunne du ikke for en gang skyld se lidt mere ind under overfladen, istedet for at fordømme med med det samme..
Vi behøver skam ikke have den samme mening om tingene, men når du kommer med sådanne anklager imod mig, tror du så, at det giver en god dialog, nej,jeg bliver stjernetosset, men det er måske også det du gerne vil opnå...!

du skriver lidt længere oppe, at du også ville undre dig som veninde, hvis jeg kun havde tid og lyst, til at se veninden hver 14 dag.... hvis jeg skal tage dine briller på, så ja, det kunne jeg også godt forstå, men men, så har jeg ikke forklaret mig i et sprog, du forstår, for det menes med det, at min veninde TROEDE, at jeg ikke havde så meget tid til hende og hun TROEDE, at jeg hellere ville være sammen med mine børn og kæreste, hvotil JEG svarede hende, at sådan var det ikke, men at jeg oplevede, at hun IKKE havde tid til mig, da hun arbejder meget og er meget sammen med en anden veninde.....så da er vi jo lige vid, for vi havde begge to den tro på, at vi hver især hellere ville andre ting, end at være sammen oftere, for jeg skriver, at vi mødes ca. hver 14 dag og det der undrede mig og gjorde mig jaloux var, at min veninde tilsyneladende godt har tid til at være sammen med hendes anden veninde flere gange i ugen og når hun så samtidig undskylder med, at de er jo ikke så lang tid sammen ad gangen, så kan jeg ikke forstå, hvorfor hun ikke har tid til mig....
Dulkis, jeg kan altså ikke forklare mig bedre og er vi stadig i hver vore verdenshjørne, så vil jeg ikke bruge mere krudt på at forklare..

- Du behøver ikke forklare yderligere. Vil blot lægge ind her, hvad jeg faktisk skrev, så du kan se HVEM der skulle læse - sorry
"Jeg ville da også, som din veninde undre mig, hvia du både havde lyst og tid (ikke mindst) til at se mig mere end hver 14. dag.
Så DIT indtryk af hvem der bytter hvad er da vist bare lidt vrangvendt.

både dig, mig og alle andre kan gisne hvorfor min veninde foretrææker hendes veninde frem for mig... lad mig gætte.. min veninde kan ikke snakke om store følelser-det gør hende bange og hun trækker sig, eller hendes veninde er for tiden mere sjov at være sammen med end mig. Mne når det kommer ind til sagens kerne, så kan jeg jo se på hendes handling, at hun holder afstand til mig..
Men igen, jeg har ikke givet udtryk for besiddertrang overfor min veninde overhovedet, hun har holdt afstand lige siden min far blev syg, så mon ikke der er en sammenhæng der... Du behøver ikke svare - tænk!

- du gav udtryk for besiddertrang i dit første indlæg.
- Hvis du er påvirket af din fars sygdom, er det naturligt, men det fyldte ikke meget i forhold til din jalousi. Se indlægget!
- Jeg kan så her i min enfoldighed ikke forstå, at du har en forventning til en veninde i den forbindelse. Du har mand og børn! Er de ikke "dine nærmeste"? Hvorfor deler du ikke din bekymring for din far med dem. De er vel også tæt på ham og dybt bekymrede? Du nævner dem faktisk kun indirekte gennem en samtal med din veninde.
- det undre mig og gør at jeg faktisk forsøger at kigge "dine underlag" - forstår du det?
- Inden du svarer, hvis du gør, så vil jeg lige fortælle dig, at både min far og min mor er døde af kræft - og i en relativ ung alder (65 år begge) med tre års mellemrum. Hvor gammel er din far?

Drop hende..
Jeg står bag dig og støtter dig gennem mine tanker..
Bare sig til, så får du et knus af mig. :*