jeg er så trist, for min mor har kræft i æggestokkerne

om 1 uges tid, skal min mor lukkes op, for at se, hvor slemt, der står til, for hun har også væske i bughulen og smerter.. hun skal have stråler, så vi ber alle sammen til, at hun bliver helbredt...
Jeg føler mig alene med dette, da der ikke er nogen i min familie, som jeg kan snakke med, foruden min bedste, men hun kender ikke til hele sandheden endnu...
Jeg synes ikke rigtigt, at mine ven/inder er særlig nærværende, når jeg snakker med dem og jeg kan godt forstå, at de sikkert ikke ved, hvordan de skal gribe det hele an.
Jeg har hørt om kræftens bekæmpelse, så der kunne jeg muligvis søge støtte...
Er der nogen, som har hørt eller kender et rigtigt godt behandlingssted uden for Danmark, for jeg har hørt, at vores sundhedssystem ikke fungerer optimalt, når vi snakker om eks. kræft..
Håber virkelig, at der er nogen, som kan hjælpe mig..

jeg har i dag været ude og handle ind, for min mor + stedfar kommer til spisen i morgen.
Jeg føler lidt, at det er en form for afskedsmiddag, for om 1 - 2 uger skal min mor indlægges og opereres og hvordan hun har det derefter, det må guderne vide....
Lige nu, håber vi det bedste og tror på det bedste, for drømmene bevarer en vis "op med humøret" men viser det sig, at lægerne har fuldstændig ret og at kræften har bredt sig så meget, at chancerne for overlevelse er minimal, tja, så bliver middagerne og andre sammenkomster nok ikke lige så "op med humøret"
Det er lidt underligt, for sådan en lille ting, som at spise sammen, det tager mange mennesker sikkert forgivet - at det jo bare er en hyggestund, men når sygdom rammer, så sker der et eller andet, som gør, at man bliver bedre til at værdsætte, selv det mindste i livet..

og jeg håber det allerbedste for din mor og jer pårørende.
Der skulle være en behandler i Tyskland, som er fantastisk. Han har helbredt lungekræft bl.a. Du kan finde ham under et af de andre indlæg under "kræft", for lige nu kan jeg ikke huske hvad han eller stedet hedder. Men ved det står under et af de andre indlæg. Pøj pøj med det :)

Sådan en har jeg også...Jeg er ked af at høre at din mor er syg. Jeg er på nippet til at vælge en veninde fra. Jeg blev opereret for en hjernesvulst for 3. gang i februar i år. Ikke en eneste gang har hun skrevet eller ringet for at spørge hvordan det går. Hvis din veninde ikke kan føle empati med dig i øjeblikket, så er hun ikke værd at samle på...man skal kun samle på positive ting. Håber at din mor kommer sig. Vær der for hende.

tror du ikke det er almindelig dansk/mennskelig skræk for tabuer. Du ved 'noget man kan dø af' - Ikke at forstå, at jeg tror du skulle gøre det.
Har selv oplevet hvordan venner har trukket sig på afstand, fordi en nær ven blev erklæret uhelbredelig syg og fik 1 år af lægerne. Var rystet over dem i starten. Så blev jeg lidt vred på dem. Men måtte til sidst sande, at nogle mennesker har dødsskræk og derfor følder stort ubehag ved at tale om netop sygdom og død.
Det var trist at miste en god ven pga. sygdommen, som ramte ham. Men jeg håber da han satte pris på mit nærvær og venskab, som varede til han døde.
Det gamle ordsprog, 'det er i nøden man lærer sine venner at kende' passer desværre al for godt.
Håber du klarer skærene mocafe.
De bedste ønsker herfra.

Jeg ved hvad du gennemgår. Jeg er 25 år og min mor døde efter lang tids sygdom da jeg var 19 år. I det sidste lange stykke tid undgik mine venner emnet og kunne næsten ikke se mig i øjnene. Jeg tror det er fordi de ikke vidste hvordan de skulle være overfor mig og ikke helt vidst hvad jeg gik igennem. Problemet er at de godt ved hvad man går igennem og godt kan forholde sig til det men de kan aldrig helt forstå det, i hvert tilfælde ikke dem der selv har prøvet det.
I min familie snakkede vi om det og alligevel snakkede vi ikke sådan rigtig om det. Det var for smertefuldt.
Jeg ved kræftens bekæmpelse har flere støttegrupper og det er også noget du eventuelt kan snakke med sygehuset om på den afdeling din mor skal indlægges på. Det er ofte blandede grupper med folk der har mistet og folk som er pårørende til en syg.
Mit bedste råd til dig vil være at bevare håbet til det sidste men værd realistisk i dine forventninger. Jeg ved godt det er svært. Det bedste du kan gøre er at være så meget sammen med hende som muligt og håbe på det bedste.
Jeg håber på det allerbedste for dig og din familie

Det er sikkert også synd for dig, men kunne det træde lidt i baggrunden? Din moder kan på ingen måde være dine veninder vedkommende, så det er altså dig, der vil trøstes - korrekt?
Med al ære og respekt, en humørbombe som dig har ingen gavn af i et sygdomsforløb. Havde du virkelig tænkt at belaste din mor, med dit "ked" - og "afskedsmiddag"? - tak for kaffe siger jeg.
Hvis du ikke i en alder af 35 kan tilsidesætte din selvmedlidenhed og hjælpe din mor igennem her, så kan det sgu snart være ligegyldigt med din "empati" for den er da kun i vejen.
Den middag dine forældre kommer til i morgen er ikke forpræmiere på gravøllet. Så er du fej!! Det er den første i en lang række af gode middage I skal have sammen, ellers ingen grund til at gennemgå behandlingen. Din mor har nok at bruge sine ressourcer på nu, så lad være med at være en belastning og te dig som en blanding af en forkælet tøs og en græsk tragedie.
Få hende til at grine HØJT OG LARMENDE - det virker direkte nedbrydende på sygdommen. Vær ukuelig optimist, når du er sammen med hende. Skal du have ondt af dig selv, må det indtil videre foregå i dit lønkammer. Du kan ikke bidrage med det gode humør til din mor, samtidig med du diskuterer hende med dine veninder.
- Du er 35 - kom ud af de venindeafhængegige fis. Det er for tøsebørn, ikke for kvinder. Hvergang du bekymre din mor forringer du hendes chancer. Begynder du nu at fatte, hvad en "god datter" er? Er du enebarn? Verdens navle?
Hvis HUN senere i forløbet, realistisk og uden tvivl, kommer til at se døden i øjnene, så taler i død og sorg til den tid. Sgu da ikke inden hun overhovedet er blevet undersøgt færdig. Mangeler du indhold i tilværelsen, siden det har skal dreje sig om dig og veninderne. Dem må du få tid til en anden gang.
Egoistbolle!

og jeg tror det også, men det er nogle gange en ringe trøst....Tusind tak for svaret

er ude og lave antirygekampagne. Find en patentforening eller en støttegruppe via hospitalet.

jeg ikke hendes indlæg, slet ikke. Det er ikke en person der bliver ramt af kræft, det er hele familien, og hele familien har behov og måske brug for empati, og ikke sådan en overhaling som du lige har præsteret...

Tror så ikke liiige det er det man har brug for når man sidder og er ked af det. Sorg kommer i mange former og selvfølgelig går der mange tanker gennem hovedet. Jeg tror indlægget var et udtryk derfor. De frustrationer og den afmagt man føler har man brug for at komme ud med. Tror faktisk det er værre bare at lade som ingenting og rende rundt og værre lalleglad. Der er en gylden mellemvej hvor man godt kan snakke om tingene også realiterne og hvordan man selv føler det. Jeg tror de fleste ville værdsætte ærligheden. Selvfølgelig med hensyn.

Fik du sagt, det du ville?
Vi fik ihvertfald hørt din melodi...
Skam dig!
Men som du skrev, 'Egoistbolle' - hvor har du så lige dit lønkammer?
Mit er bl.a. her.
jette-

Kære miss35.
Ville have skrevet lidt privat til dig, men kunne ikke hitte din mail-adresse her på SOLen.
I stedet vil jeg anbefale dig, og alle der er i din situatin, at læse Tage Voss fremragende bog "Tøven foran to tærskler".
Det er ikke så skræmmende, som det lyder (en bog - man orker det næsten ikke, når man har det rigtig elendigt). Det er en samling af essays, der handler om en gammel læges (Tage Voss) betragtninger over de to stadier i livet - fødsel og død.
Den handler også om at blive syg og de konsekvenser, dette medfører, og er delt op korte 'afsnit', som jeg vil mene giver svar på mange af de følelsesmæssige problemer du, med streg under du, står midt i.
Det er den klogeste og mest velskrevne bog, jeg nogensinde har læst.(PS jeg plejer aldrig at anbefale bøger til andre, men vil nu gøre en undtagelse).
På et eller andet tidspunkt bliver problemet aktuelt for os alle.
Mange kærlige hilsner fra
jette-

hvor er du da bare fordømmende, du har overhovedet ikke fattet en brik af det jeg skriver og så modsiger du dig selv, ved at skrive, at ingen har gavn af mig som humørbombe i et sygdomsforløb, men samtidig skriver du, at jeg skal få hende til at grine....hvad mener du egentlig...
Jeg diskuterer overhovedet ikke mine veninder med min mor, når hun er syg..hvor står det skrevet henne??
Jeg gider ikke mere komunikere med dig, for vi er vist i hver sin verden og vores misforståelser eller synspunkter kan vi diskutere i en evighed tror jeg, og det gider jeg ikke bruge mine ressourcer på.

Jeg beundrer alle, der kan stave til ressourcer kl. 23.52 (jeg har skrevet af).
Sov godt :-)

i kræftens bekæmpelse. Når ens veninder ikke selv, har stået i samme situation, så kan det jo være meget svært, at sætte sig ind i en andens sted, selvom jeg da godt kan synes, at det er lidt underligt, at de holder en vis distance fra mig. Og rigtigt nok, så mener jeg også, at det er i nøden, man lærer sine sande venner at kende....for selvom ens ven/inder sikkert er bange for at tale om sygdom og død, så kan det da ikke være rigtigt, at de holder sig væk, for så er de altså ikke så nære ven/inder alligevel...
Når jeg kommer i en støttegruppe i kræftens bekæmpelse, så kan vi sikker der, give hinanden en anden støtte, end veninder og familie og på denne måde, er man/jeg fri for, at få et lille problem oveni, nemlig følelser som vrede, irritationer og ked af, at ens veninder ikke kan støtte en lige på den måde, som man har brug for..

har fanget min pointe i indlægget..

støttende svar, det lunede lidt, for det er altid dejligt, at nogle mennesker har empati for en i en svær tid. Nogle gode råd, om hvordan jeg kan være overfor min mor, fik jeg også, så det er bare så fint-jeg havde tænk i samme baner, nemlig bare at være mig selv og så have situationsfornemmelse, hvornår der er tid og rum til alvorlig snak og tid og rum til opmundring og/eller sjov....
Jette, jeg har ikke fået oprettet en mail-adresse endnu, men gør det snart og tak for anbefalingen af bogen..

Jeg er i den grad ked af det på dine vegne.
Helt ærligt så er det meget skidt af dine venner/veninder/familie åbenbart stadig ser kræft som et tabu, selvom denne forfærdelige sygdom rammer flere og flere.
- Hvis du vil, så er du meget velkommen til at skrive til mig: fedebritt@gmail.com
*FB*

Hvem FANDEN I HELVEDE tror du du er, at tale sådan til en der er dybt ked af det.
Hvorfor må man ikke vise sine følelser og hvorfor må hun ikke vise sine følelser her, hvis hun ikke har andre steder at gå hen? Er du klar over hvor svært det er at få talt om den slags ting med andre folk? Folk er pissebange for at blive konfronteret med deres egen dødelighed og rykker som regel et par skridt tilbage fra dig, idntil faren er drevet over.
Selvfølgelig skal man da holde humøret højt i et vist omfang, men tro mig den pårørende har også brug for at man ikke spiller komedie. I sådanne situationer er det meget vigtigt at man ved hvor den anden står henne følelsesmæssigt, der er simpelthen ikke kræfter til at lege alt for meget gæt og grimasser.
Det er meget vigtigt også at have selvmedlidenhed, det er en måde at bearbejde det hele på.
Lad disse ord indprente dig i din bevisthed næste gang du skal svine folk i dyb sorg til !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

I GUDER, jeg væmmes sgu ved dig

..."den gyldne mellemvej" :-)

for jeg tænker så meget på min mor og jeg bruger det halve af dagen på at græde. Nogle gange bryder jeg helt sammen af gråd, jeg kan bare ikke lade være, for smerten er så dyb og det gør så forbandet ondt indeni og næsten hele dagen går med, at tænke på min mor, for jeg har så forfærdeligt ondt af hende...og jeg er så bange for, at hun kun har et par år, at leve i endnu, som min mor selv siger....
Min mor + stedfar kom til middag i går og det gik ok, men da jeg på et tidspunkt sad selv ude i køkkenet med min mor og vi talte om hendes kræft sygdom, gav jeg min mor et knus og tårende stod ud af øjnene på mig, alt imens jeg som et lille fortabt barn sagde, at jeg ikke ville miste hende.....
Min mor lagde 1 times tid på min sofa, da hun havde smerter og igen fik jeg så ondt af min mor, for vi har de sidste 10 år stået hinanden meget nær...

Smerterne går over, selv om du næppe tror det lige nu.Her taler jeg om dine. Savnet bliver naturligvis ved at eksistere, men det bliver ikke ved at gøre så ondt. Lige nu står du vist i et af dine sværeste øjeblikke, så jeg skriver bare for at aflede dig lidt, og jeg husker lidt om, mit eget chok og min egen reaktion, da min mor i sin tid fik den frygtelige diagnose.
Jeg skulle kaste op, og jeg græd og græd og kunne ikke spise og ikke sove osv. Det gjorde næsten rent fysik ondt.
Det var så en anden diagnose, end din mors, og det er mange, mange år siden, hvor behandlingsmulighederne ikke var så udviklede som idag.
Jeg har ikke fået læst alle indlæggene, men har i fået svar fra hospitalet? Hvilke fakte har i rent faktisk modtaget.
Det var godt at jeres middag gik 'godt'.
Jeg synes ikke, det gør noget, at du viser din mor, at du elsker hende så højt, hvad mere kan en forælder opleve, end at være elsket af sit barn. Hun kan jo ikke have gjort det helt galt her i livet... Pyt være med, at hun ser du græder - tænk, hvis du var ligeglad. Jeg tvivler på, at du kan ryste din mor rent følelsesmæssigt på nogle områder længere. Og din mor har dig at tale med i sin svære situation. Hvor er hun heldig.
Er det en helt nyopdaget sygdom, eller har i haft en fornemmelse af, at der måske var noget galt.
Noget andet er så, at man jo skal give slip på et eller andet tidspunkt, og rækkefølgen synes da at være rimelig. Det er svært, men jeg vil igen opfordre dig til at få fat i den bog, jeg foreslog forleden. Der er ingen af os der slipper, det er blot et spørgsmål om tid. Men det er lettere at acceptere i min alder end i din, selvom du naturligvis ved det med din forstand, lige så vel som jeg.
Håber du får sovet lidt om natten og at du har nogle til at støtte dig.
Mange hilsner
jette-