Jeg føler mobningen har ødelagt en del af mig..

Jeg er ikke som alle andre piger, altid været anderledes. Jeg gik ikke i det rigtige tøj, min hår var grimt, mit efternavn var sjovt. Jeg var det svage offer, og der skulle intet til før jeg brød sammen. Det er sår som jeg har plejet i længere tid, men arrene vil altid være der. Jeg har altid været den der var senest udviklet, den som ikke måtte købe en bh, hvor andre havde gået med det i 2 år. Altid været bagud, altid den grimme... jeg vejer 44 kg og 162 cm som 18 årig.. jeg er gået i stå, kommer jeg videre? HVORFOR skulle de dog håne mig! Hvorfor kunne de ikke lade mig være! Hvorfor kunne jeg ikke være som alle andre! Jeg er så utrolig vred på de personer, for de vil aldrig forstå hvad de gjorde mod mig..
Jeg har idag problemer med at danne venskaber til piger, drenge kan jeg godt. Jeg har nogle gode veninder, men tør ikke at tage initiativ til nye venskaber. Jeg er tilbageholdende, genert og følsom. Jeg kommer aldrig til at være åben og impulsiv. Jeg arbejder efter skole på en tank, de andre piger har sådan en åbenbarhed for kunderne og taler med dem som om de var nære venner. Jeg smiler til kunderne, er høflig, men føler det er så falsk. Godt nok elsker jeg mit job, elsker at arbejde sent og møde alle disse forskeligheder, men jeg føler ikke jeg kan tale med dem på en naturlig måde.
Jeg har altid levet i min egen verden.. jeg har en mægtig fantasi, jeg elsker at tegne og spille musik. Det har hjulpet mig meget, for jeg havde et sted at drømme mig hen når jeg var ked af det.
Men ja.. jeg tror jeg kunne have været anderledes hvis jeg aldrig var blevet mobbet, en livsglad og altid munter og åben person med massere af veninder..
Hvorfor gjorde de det dog mod mig.. [:*(]

Hej med dig.
Prøv at undersøge på nettet omkring Hyper sensetive mennesker. HSP.
Måske kan du finde dig selv der. Jeg har det selv som du har det.
Prøv ad.
Med venlig hilsen.
Anonym.

Jeg kan genkende ALT hvad du skriver. Ligesom dig blev jeg mobbet igennem hele min skoletid og havde et meget anstrengt forhold til andre af hunkøn. Jeg blev mobbet af både drenge og piger, men pigerne var nu engang de værste til den systematiske mobning.
I mange år var jeg også sikker på at jeg ikke ville være i stand til at blive venner med nogen eller åbne mig nok til at kunne fungere i sociale sammenhænge.
Men det kan ændre sig. Jeg følte mig som et offer for alt i mit liv, men da jeg var omkring 20 år dvs. for ca. 10 år siden tog jeg en beslutning om at jeg fanme(!) ikke ville finde mig i at mit liv skulle være ødelagt af mobningen og at jeg vil have lov at være som jeg er. Ligesom dig har jeg nok været lidt "sær", men det har også vist sig at jeg har en psykisk lidelse som nu engang betyder at jeg ikke er helt som andre. Jeg svinger mellem op- og nedture og mit selvværd er ikke kæmpestort, men derfor skal jeg sguda alligevel behandles ordentligt.
Den proces har jeg også fået hjælp til hos en terapeut og det er i virkeligheden mit råd til dig; find dig en god terapeut (psykoterapeut, psykolog, psykiater hvad der nu kan fungere for dig) som kan give dig redskaberne til at prøve dig frem. Og tag så en beslutning om at dem der mobbede ikke skal styre resten af dit liv! Det er absolut ikke så nemt som det lyder, men du skal beslutte at DU vil være DIG for det er dig der skal leve DIT liv!
Hvis du har det bedst med venskaber med mænd, så er det det du skal dyrke. Det gør jeg selv; jeg har det altså bedst i deres selskab. Har du en bestemt interesse, så dyrk den dog. Hvorfor skal det være forkert bare fordi du måske ikke deler den med flertallet? Dyrk evt. din kvindelighed. So what om du er høj og tynd? Det ville jeg give min højre arm for at være, men jeg er lille og tyk. Og det forsøger jeg så at leve med... jeg siger ikke at jeg forguder min krop, men jeg har da lært hvordan jeg får den til at se bedst ud - og du kan også sagtens lære den slags og måske få det lidt bedre med din fremtoning. Det er selvfølgelig overfladisk forandring, men det kan hjælpe meget på følelsen af at være okay, selvom man ikke lige ligner alle andre.
Er du stille af natur, så vær stille af natur, for sådan er du. Er du til gengæld, inderst inde, en højtråbende fidusmager ligesom mig, så er det sådan du er og så skal du bare være sådan.
Du vil selvfølgelig opleve at nogen ikke bryder sig om det, men du vil også opdage at mange mennesker rigtig godt kan lide den du er. Og med dine hårde erfaringer har du faktisk rigtig meget menneskelig indsigt og sikkert også et hjerte der kan favne dem der er lidt anderledes og har brug for lidt mere end gennemsnittet og det skal du glæde dig over og bruge.
Jeg ved ikke om mit indlæg hjælper, men som jeg startede med at skrive; Jeg kan genkende hvert eneste ord og der ér en vej frem. Du behøver ikke at leve i skyggen af mobningen resten af dit liv. Du glemmer den ikke og der vil stadig være perioder og situationer hvor du føler dig sat tilbage til 3 klasse... men du KAN få det bedre. Du skal "bare" selv tage styringen over dit liv i stedet for at lade andre ødelægge det for dig.
Gør det for dig selv. Giv dig selv den glæde at være dig og vis verden hvem du er. Find en god sparringspartner, der er intet pinligt i at få psykologisk støtte når man er traumatiseret af mobning (du ved vel at mange mobbeofre faktisk får Post Traumatisk Stress - det er altså ikke bare noget "pjat" som nogen kalder det) og du kan få så mange værktøjer ud af det. Dit liv kan blive som du vil have det, du skal bare turde.
Jeg ønsker dig alt det bedste jeg kan... og har du lyst kan du jo bare skrive i tråden igen hvis du har lyst til en "snak".

Jeg voksede op i en by hvor de fleste var ældre mennesker, og der var ingen børn på min vej. Da jeg kom i skole vidste jeg ikke hvordan jeg skulle tale med andre jævnalderende, idet jeg ikke følte mig tryg i nærheden af dem.
Det faglige voldte mig aldrig problemer men derimod det sociale var ikke mig i mange år. Desuden følte jeg mig ikke tryg til idræt, al den råben og skrigen.
Jeg blev drillet værst i Folkeskolen måtte skifte skole flere gange. Det har resulteret jeg få gode venner fra da jeg har været aktiv i Ungdomspolitisk forening.
Har fast arbejde, men ingen kæreste. Jeg er desuden Jomfru. De sidste ting hænger efter min mening sammen med at jeg ikke havde det godt socialt med andre unge. Jeg har heller aldrig kunne forstå dem.
Tro men jeg har forsøgt i de senere år, især når det gælder piger. Men mangler simpelthen evnen til at forstå om nogen er interesseret i. En psykolog kaldte det engang socialt handikappet, og det på trods at jeg både har fast og akademisk uddannelse.
Men at jeg er Jomfru som 28 årig og bor alene kan som sagt føres tilbage til de forbandende frikvarter i Folkeskolen.
/Mads

Jeg er en pige på 27, har altid været overvægtig, og har aldrig været særlig pigeagtig. Har altid haft kort hår, pigetøj og smykker og sminke har aldrig været mig. Jeg blev mobbet fra børnehaveklassen til jeg blev færdig med tiende, både af piger og drenge, men mest drenge. Jeg kan helt ærligt ikke huske en eneste dag hvor jeg ikke er blevet mobbet. Jeg havde kun få venner, da jeg var yngre, og efter jeg blev 13 havde jeg slet ingen. De få venner jeg havde, har altid udnyttet mig. Jeg var altid alene i skolen, sagde til sidst INTET. Jeg sad altid bare for mig selv. De andre fulgte efter mig efter skole, og spyttede efter mig, og tyrede isklumper på mig, og råbte efter mig. Selv folk fra andre klasser, jeg aldrig havde set. Jeg blev også mobbet af nogen fra min egen klasse, lærerne vidste det, og gjorde INTET ved det.
Jeg var faktisk ret dygtig i skolen, men havde til sidst intet overskud til at følge med, og fik dårlige karakterer da jeg jo intet sagde. Jeg har også altid haft en god fantasi, og skrev historier og digte, det gør jeg stadig. Har altid følt det har hjulpet mig. De eneste jeg snakkede med, da jeg blev lidt ældre, var folk på chatten. Der kunne jeg bedre være mig selv, de anede jo ikke hvem jeg var.
Jeg har fra jeg var 18 og til jeg blev 23, gået på seks uddannelser, uden at gennemføre nogen af dem. Det er ikke det faglige der er problemet, men det sociale. Der er ingen der har mobbet mig på nogen af de uddannelser, men jeg har så svært ved at være sammen med andre i dag, og snakke med folk, og bare være mig selv, at det altid har gjort, at jeg har siddet for mig selv, uden at få nogen venner. Den person jeg er når jeg er sammen med andre, er slet ikke mig. I virkeligheden er jeg en sjov, glad, intelligent og rimelig åben person, men sådan som andre kender mig er jeg kedelig, ubegavet, og er også ofte blevet opfattet som doven og ugidelig.
Jeg har heller aldrig haft en kæreste. På en måde kunne jeg godt tænke mig en, men jeg har bare så svært ved at skulle snakke med en fyr jeg synes er sød. Jo bedre jeg kan li' folk, jo mindre har jeg lyst til at være sammen med dem. Det skyldes nok jeg er bange for de skal synes jeg er underlig, fordi jeg har svært ved at snakke med dem. Så hellere at de ikke kender mig.
De sidste tre år, har jeg bare gået hjemme på kontanthjælp, og er blevet smidt ud i praktik her og der af kommunen. Jeg synes ikke der er noget ordentligt hjælp at hente, når man har psykiske problemer.
Men for nogen år siden besluttede jeg mig for at jeg vil være den person, jeg i virkeligheden er. Det er svært, og kommer ikke lige med det samme, men jeg kan tydeligt mærke jeg er blevet bedre, og kan mærke at jeg snart gerne vil prøve noget nyt igen. Jeg har siden jeg var helt lille, interesseret mig for astronomi, og nu har jeg besluttet mig for, at jeg virkelig vil prøve at gøre noget ud af det, og prøve at blive uddannet til astronom. Når jeg bliver ældre, vil jeg ikke bare sidde og se tilbage på mit liv, og tænke på alle de uopnåelige drømme jeg havde. Jeg vil forsøge at gøre noget ved det. På mange måder kan man faktisk sige, at folk med psykiske problemer skal gøre meget mere ud af alting, for at opnå det samme, som en uden psykiske problemer.

Er selv blevet mobbet i skoletiden. Jeg var bagud fagligt fordi jeg ikke fik nok mad, og at min far var voldelig. Vi var pisse fattige, og jeg gik altid i arvet tøj der var 10 år tilbage i moden. Der var et tidspunkt hvor jeg voksede fra mine sko, og mine forældre havde ikke råd til at købe sko til mig.
DEt var så flovt at tage i skole uden sko på. Men heldigvis købte min ældste voksne bror et par helt nye sko da jeg en dag kom galt afsted med noget glasskår.
Børn driller børn der er svage, og ikke kan forsvare sig. Det er nemlig så let. Jeg begyndte at svare de lorteunger fra klassen igen, ved at banke dem. Det var den eneste måde jeg kendte til selvforsvar. Men vold løser absolut ingenting.
Jeg har i mit voksenliv været heldig at jeg er flot skabt fra naturens side. Så det har ikke været svært for mig at få en mand i mit liv.
Jeg har hentet min selvtilid fra mine kreative talenter.
Jeg har været i terapi i mange år. Og det er det bedste råd jeg vil give videre.
Terapi er vejen frem.
I skal lære at få et nyt selvbillede. Jeg har mødt overvægtige kvinder som har været så utrolig smukke. Og det tror jeg skyldes at de har haft positivt syn på sig selv, og husket at pleje sig selv på samme måde som de fleste andre mennesker. Jeg blev selv drillet fordi jeg var for tynd. Men det var fordi jeg ikke fik nok mad derhjemme.
Men hele mit selvbillede ændrede sig da jeg blev teenager og mere selvstændig.
Jeg tror ikke på i er så grimme som i giver udtryk for.
Jeg er sikker på i holder jer tilbage fordi i ikke kender andet.
Nu er det altså jeres tur til at have det godt.
Terapi er vejen.
Held og lykke.

Jeg syntes virkelig det er flot, at du sådan kan skrive og fortælle om din oplevelse og de besværligheder du har med hensyn til mobning og social kontakt. Jeg ved 100% hvor du er og hvad du føler - jeg er bare ikke så modig som dig......jeg syntes virkelig det er flot.
Tror at det med terapi må være det mest rigtige svar for os alle med sociale kontakt problemer og tænker også, at man skal lære, at være skide ligeglad med hvad andre syntes og siger om én, så længe man er sig selv tro og er sig selv - også selvom det er svært.
Jeg kan fortælle dig, at jeg har været den pæne stille pige, som først fik bryster, store bryster og var populær hos drengene af den grund og blev så frosset ud af de stærke piger af misundelse og hvad ved jeg, så jeg tror ikke det har noget at gøre med om man er pæn eller mindre pæn, veludviklet krop eller ej, men der imod om man er karakterstærk nok til at sige fra med rettet rygrad og hovedet oppe, når nogen overskrider ens grænser. Jeg var ikke stærk nok og er det heller ikke 100% i dag, men det hjælper gør det, på et tidspunkt får man nok ikk?!
Det glæder mig selvfølgelig ikke at andre også har problemer, men det er da trods alt rart at vide man ikke er alene. Jeg vil have mit liv ændret og kors hvor er det hårdt at arbejde med, men jeg håber da, at jeg en dag når dertil hvor jeg vil være, vise andre hvem jeg er og sige selvsikkert fra, når jeg ikke vil være med til noget eller nogen bare ikke er ordenlige overfor mig. Jeg fortjener bedre og det gør alle andre i samme situation også..... fanme![f]

- mobber vel fordi de selv har det skidt, eller fordi de er bange for at blive skilt ud fra den flok som de godt ved er ondsindede nok til at vende sig mod den næste der skiller sig en smule ud eller går imod gruppen. Det er jo meget menneskeligt, den der angst for at stå 'udenfor gruppen' så man gør noglegange hvad som helst (negativt).
Mobningen har ikke specielt noget med dig at gøre, men siger til gengæld en hel del om dem der mobber. De er ikke særligt rummelige eller accepterende mennesker, de er medløbere, de vælger at fokusere på og dyrke noget negativt og nedbrydende, fremfor at bruge deres energi og evner på at være venlige og hjælpsomme og bygge noget konstruktivt op. De tror desværre på at magt og vold og hånlige bemærkninger er vejen frem. Måske er det alt de kender hjemmefra?! Det er frygteligt at være fanget som den svage i nærheden af sådan en forsamling. Men... set i et meget større perspektiv, så vær du glad for du ikke er een af dem!

Kan desværre ikke besvare, hvorfor de gjorde det mod dig.
Har selv været igennem møllen, og har selv i årevis stillet spørgsmålet uden at få svar.
Ja, du ville uden tvivl have været et andet menneske i dag, hvis du ikke var blevet moppet.
Men du kan ikke ændre dét, som er sket. Du blev moppet. Det er en forkert og uretfærdig ting, du er blevet udsat for. Du er offer for et overgreb - det som er sket er ikke din skyld .... men uanset hvad, kan det ikke ændres nu.
Hvis du skal fremad i livet herfra, bliver du nødt til at indse at det fra nu af er dit liv og dit ansvar.
Du kan bruge dit liv på at sørge over den person du BURDE være, eller du kan acceptere den person du er blevet. Alle dine gode og dejlige sider er der jo stadig.
Jeg kan til fulde genkende din oplevelse af at have det svært med andre mennesker. Og det er ikke så mærkeligt, når andre mennesker har såret dig godt og grundigt.
Accepter at du bare ikke er voldsom social, men bliv samtidig ved med at udfordre dig selv. Meld dig til nogen aktiviteter (f.eks. tegning eller musik), hvor du skal være sammen med andre - men I vil have en fælles interesse at tale og samles om. Det er en god måde at starte kontakt på.
Vær bevidst om, at du har disse problemer, men forsøg at skubbe dine grænser lige så stille. Giv folk chancen for at komme tæt på dig.
Og når du får ros, så øv dig i virkelig at lytte og tro på den. For jeg er ikke i tvivl om, at du er et skønt menneske, lige præcis som du er. Du skal bare selv lære at tro på det.
Hvis man har råd til eller mulighed for hjælp fra en psykolog eller lignende, kan det også hjælpe én på vej. De kan hjælpe med nogle "værktøjer" som kan bryde den onde tankecirkel man er endt i.
Jeg vil ikke lyve og sige det er en nem process. For det er det ikke - den er lang og ind imellem hård. Men der er lys forude, og med tiden bliver det nemmere. Giv ikke op og kæmp altid mod den lille ondsindede stemme indeni, der påstår du ikke er god nok (den lyver !)
Husk at den bedste hævn er at leve et godt liv!
Krydser fingre for dig 🙂

Mobning er ASOCIALT❓socialt ekskluderende . . Og det er ikke midlet til et velfungerende samfund !
Og man kan gå i stå i sin sociale udviklingsproces uanset hvor på jorden man befinder sig; måske er det du kan gøre at finde en psykolog/coach som du synes om og så måske forberede dig på at det kan tage måske tre år at få repareret de negative erfaringer❓Hvis du har råd til en session en til to gange om måneden ?? Ihvertfald skal du måske også overveje at henvende dig og få bevilliget et statsstøttet ti turs klippe kort til psykolog❓
Men hvor var skolens beredskab ?

Kære Mand
Jeg får ondt i hjertet når jeg læser alle disse indlæg.
Den mand jeg har valgt at leve sammen med - som jeg elsker og som jeg har fået børn sammen med - har som barn og ung været offer for den værst tænkelige mobning.
Og jeg tror det har resulteret i den mærkelige personlighed han har.
Han var 28 da jeg mødte ham - stofmisbruger og havde aldrig haft et forhold til en kvinde, han kunne dårligt nok give mig et kram.
Jeg ved at han kun har fortalt mig en brøkdel af hvad han har været udsat for af mobning i skole og af vold i sit eget hjem.
Det er så rædselsfuldt at tænke på.
Og hvordan det påvirker resten af ens liv.
Det må bare ikke resultere i at man aldrig mere ser frem og fokuserer på sine muligheder.
Fokuser på det du er god til.
Men også på det du er dårllig til - og gør noget ved det.
Hvis dit største problem lige nu er kvindelig kontakt - så arbejd på det.
Tal med kvinder på nettet, og fortæl om dig selv.
Få sat ord på det du mangler og det du er bange for.
Du er en mand, sikkert følsom og tænksom - og du har brug for en kvinde.
Der er intet galt i at være jomfru selvom du er 28.
Mange kvinder vil elske dig for det.
Du skal bare finde den rette og hun venter på dig et eller andet sted😉

. hej! mit råd.
- giv slip på fortiden, før du kommer videre, ved godt det er svært. "er så aldrig blevet mobbet selv" men kan følge dig i det. "min bedste veninde var os meget anderledes end alle andre, jeg hjalp hende videre. jeg tog fat i dem som drillede hende. og lige nu, er hun venner med dem alle sammen.. mit råd er at give slip på dem, og kom videre, ellers vil du aldrig komme videre!

Heej, jeg kender det alt! for godt! [:*(]