Jeg har straffet min søn

Han spiste mine popcorn!!! Straffen var: Resten af dagen måtte han kun sige: "Aj hvor de hygger sig de der skotter" ;o) Sikke en masse fis og ballade vi fik ud af det...
MEN
Bortset fra det, så er han 13 år, og har efterhånden sin egen mening om, hvordan tingene bør være. Han er meget kritisk overfor mig, men også extremt følsom. En svær kombination, fordi han på den ene side godt kan hælde en masse kritik ud, men på den anden side ikke kan tåle så meget af det selv.
Måden vi holder balancen er indtil videre, at tale tingene igennem, indtil vi når frem til en løsning. Han er faktisk rigtig god til at holde ved en konflikt igennem.
Jeg er lidt usikker på, om det bliver ved. Jeg oplever en masse tilsyneladende ligeglade unge, som ikke tager balladen hele vejen igennem. Unge, som hellere sætter en ære i at beskytte sig end at lade deres følsomhed og bud på løsningsmodeller slå igennem. Måske vil min søn kopiere andre unge mere og mere, det er jo naturligt nok. Men jeg er bare ikke interesseret i, at han lærer at være konfliktsky. Jeg ønsker, at han får succes med at være løsnings- og kompromis-søgende.
Hvad er egentlig det smarteste? Hvad gør I?

har nemlig ingen børn, men.....
Han skal være kritisk overfor dig, ville næsten mene, at det ville være ”unormalt” hvis han ikke var.
Jeg ville kalde det for en overgang, en løsrivelse fra barnestadiet til starten på voksenheden og den skal han finde trygheden i – derfor naturligt at han stadigt er følsom enten fordi han er følsom af natur eller bare er usikker i denne her alder/proces?
Tror ikke det er en ære, de unge beskytter, men en usikkerhed. – derfor så længe din søn er tryg, eller har et godt selvværd, så mener jeg ikke at der skulle være nogen hindring for, at han bliver en god løsnings- og kompromis-søgende fyr😉 - bare han lærer, at håndtere de redskaber der skal til.
Så essensen eller udgangspunktet er selvværdet.
:) Krampen

når man ikke har børn :-) altså at gøre noget.
Jeg har børn og lærer dem også konflikthåndtering. Dvs. hvordan man indgår i en konflikt med værdighed og respekt for modparten.. så samtalen ikke ryger ned på et latrineret niveau.- holdbare argumenter skal der til.....
....vil anbefale en bog..."ikke voldelig kommunikation - girafsprog"
hvis nogen skulle have interesse i den.
....det sværer i en samtale er at give kritik ... på en god måde og komme uden om forsvarsmekanismerne.
...måske i kender det med at man skal sige noget om et barn til det`s mor og hun føler måske, at hun bliver anklaget som dårlig forældre og går total i baglås.. i stedet for at se objektivt på problemet og få det løst.
nå,- men forvent ikke altid girafsprog af mig.... jeg er kun menneske :-)

Det har du ret i. Du har som altid fat i noget meget essentielt. Det er vel i grunden, at man tror på sig selv, der gør, at man fører sine synspunkter igennem til en løsning af en art.
Og jeg tror egentlig at det, der virker sådan lidt paradoxalt på mig ved min søn er, at han virker enormt følsom, men han tør sgu alligevel godt sætte sig imod mig, hvis der er en god grund til det. Det er sgu da i grunden en stærk egenskab, når man tænker over det...
Og jeg giver ham også successen, hvis den er der. Det er jo den anden side af det....
Selvom du ikke har nogen børn, så har du en udmærket forståelse af den fase, man er i som 13-årig...Det er absolut ikke en forudsætning at have børn, for at forstå børn...(så ville man sgu nok ikke turde kaste sig ud i at få dem ;o)) Vi har jo allesammen været der....
En almenmenneskelig forståelse, mener jeg er det der skal til for at forstå børn og unge.

Kender godt girafsproget, men blev lidt provokeret da jeg var på kursus i det. Enten fordi min underviser var meget a la spirituel ”lad os alle komme hinanden ved” (ikke at der er noget galt idet) men nok mere, at jeg havde andre forventninger? Dertil kræver det ufattelig meget øvelse og overskud, som næsten er umuligt, at opnå, med mindre du er et stort harmonisk væsen – ja næsten med flagrende vinger😉
Så at kunne beherske girafsproget fuld ud, kræver et selvudviklingskursus først, for mit vedkommende ;)))
:) Krampen

Det lyder som om du er en dejlig mor. Der er intet der kan tage brodden af selvretfærdighed og martyrium, som en god gang gammeldags selvironi.
Alting med måde naturligvis. Alt skal jo ikke blive "sjov" og "ballade", men man når langt med de rette doser. Man behøver ikke gå længere end til sig selv. Hvordan reagerer man på "skæld ud" og rynkne og bryn og løftede pegefingre? Nej vel?
Hvis nogen derimod, på en lun og kærlig måde, magter at holde et humoristisk spejl op foran en, har man ligesom selv muligheden for at grine med og tågerne letter hurtigere. Man behøver ikke forsvare sig, da ingen angriber en. Det er langt mere lærerigt. Hvis nogen synes de skal skælde mig ud eller glemmer at tale pænt, blokerer jeg ganske enkelt. Jeg hører ikke længere HVAD, der bliver sagt, kun HVORDAN, og mange gode budskaber er gået tabt på den måde. Kan man finde balancen mellem hvornår der skal "smiles" og hvornår der ikke skal, er man nået lant. Blevet en sand livskunstner. Så mit råd til dig,,,,bliv ved med det. Jeg blev helt varm om hjertet da jeg læste det. Knus fra Muffin

at beskytte en... og alle følelser er legale.. og man skal respektere at vi oplever samme situation forskelligt... den er jeg med på...men husker også på at hver gang man forsvarer og undskylder, da fralægger man sig ansvar..
min personlige tro, er at vejen til et tilfreds og nogenlunde lykkeligt ligger i at tage ansvar for eget liv, egne handlinger - dvs. at selv om ens liv er noget lort, så tag udgangspunkt i det og gør det bedste ud af det og de redskaber man pt. har tilrådighed. Derved fastholder man heller ikke sig selv i f.eks en "offerrolle" men kommer videre. - Det er den måde jeg forsøger, at klæde mine børn på til livet på. :-) Jeg håber det virker, og nej.... det er ikke læst i en bog... bare min hypotese :-)

Helt sikkert! Er også enig med dig i, at det nytter ikke noget at tage udgangspunkt i en tilværelse der kun er en drøm. Man er nødt til at være realistisk, og se tingene som de er...og tage udgangspunkt i det.
Der er bare en sætning jeg ikke helt forstår: "....men husker også på at hver gang man forsvarer og undskylder, da fralægger man sig ansvar.." Set fra mit synspunkt er det at tage ansvar at forsvare noget. Jeg kan ikke sætte de to ting sammen...at forsvare noget og undskylde det samtidig...men jeg har nok misforstået. Håber du vil uddybe det lidt....

(kom til at slette første indlæg)
Du har opdraget din søn til at være en åben og ærlig ung mand. Det er godt.
Processen er ireversibel, så tillykke med succeen.
Han vil fortsat forsøge at springe rammmer og prøve nye roller.
Men bare rolig, en forklaring vil du nok altid kunne afvriste ham.

ja, man kan jo tage tingene som en vejledning.... jeg tager lidt her og der og blander med noget eget... :-)
Sådan er det vist med alle ideologier... de fungere ikke alle i praksis.. tag blot Odense kommunes personalepleje håndbog...."den bliver kaldt den "1000 og en nats eventyr" :-)

i forhold til ”ofrerollen”.
Et barn føler sig uretfærdigt behandlet i forhold til børnegruppen hun er i, barnet vælger (som altid) at blive vred/ked af det og går. - for at få opmærksomhed for denne ”ofrerolle”.
Hvis du stod som voksen og skulle vejlede eller rådgive børnegruppen, som står tilbage, til at handle på barnets reaktion – hvad ville den så være? Altså kun fokus på børnegruppen!
Jeg er i tvivl og har ikke svaret? Da jeg føler det er en utrolig ambivalent situation.
:) Krampen

selvfølgelig kan man forsvare handlinger berettigt, men hvor ofte er det ikke, fordi man ikke vil eje sin hanling/eller det at man kunne havde gjort det bedre i stedet for at undskylde ved at overfører fejlen på andre eller samfundet ect.
I stedet for at retfærdiggøre, så erkend.. se indad selv om det gør ondt ..... engang gav du slip for at lære at gå... gør det igen... gør det igen..!!
Jeg ved ikke, om jeg giver mening.... men jeg forsøgte i det mindste ;-)

...er det der bærer alt det andet synes jeg. Det er, som du også er inde på en utrolig balancegang. Og selvironi sker vel også i erkendelse af, man ikke er perfekt ;o)
Tak for dine ord muffin...Det varmer enormt at nogen giver en det, at man er en god mor...Det er nok det varmeste og dybeste kompliment man kan få.
Der er mange ting, der gør en god mor...svært at sige at man er enten det ene eller det andet...Måske man kan måle det ved at se på børnene når de bliver voksne....Men igen, de har deres egen personlighed og påvirkes fra mange sider. Tror man må lære at stole på, at man gør det på sin måde og det er OGSÅ en måde at gøre det rigtigt på.
Jeg har lært at være mor af min far ;o) Min far var simpelthen den mest kærlige, dygtige, kloge, omsorgsfulde og empatiske far...der til enhver tid fralagde sig menneskelig fejlbarlighed. Han mente han var perfekt...og det var ren humor, når han kvajede sig. Vi skreg af grin så tårerne trillede...det havde han jo ligesom lagt op til...og han grinede sgu selv ligeså meget med ;o)

hvis du mener, at de egenskaber ikke kan kaldes tilbage! Det må jeg sige! Jeg håber inderligt, du har ret...
Min frygt er, at han lader sig overtage, for at være "ligesom de andre". Være "in" du ved. Jeg tror, at en gruppe har stor magt over det enkelte individ.
Jeg takker meget for dine ord...synes en stor del af æren for, at han er som han er...stammer fra ham selv ;o) Min indsats har mest bestået i at støtte den person han er from scratch ;o)....
Og primært IKKE straffe! Men klart man har været nødt til at bruge nogle sanktioner ind i mellem...Men i det store hele har det ikke været nødvendigt.

aha! ;o)
Jeg forstår godt hvad du mener nu. Tak for uddybelsen.
Ja...og er enig. Men der var en tid i mit liv, hvor jeg faktisk ikke vidste at det, var det jeg gjorde. Jeg måtte lære at forstå det, ved at nogen andre gjorde nøjagtig som jeg...Kom til at spejle mig i dem.
Det tager tid før det går op for en...
Ved ikke om det gør ondt...Tjohh, men man skal ikke være bange for det. Man kan jo ikke leve livet, hvis man er bange for at det gør ondt...Det er det der får en til at huske, hvordan det IKKE skal være...så det er vel ok?

Alt hvad mennesker gør er problemløsninger. Og det de søger er anerkendelse.
Pigen søger at løse et problem og det lykkes for hende at få anerkendelse for hendes måde at løse problemet på hver gang, fordi hun opnår anerkendelse i form af opmærksomhed hver gang.
Gruppen skal "omprogrammeres". Pigen skal have anerkendelsen = opmærskomheden når hun ER i gruppen...ikke når hun forlader den. Der skal hun ignoreres. Det enkelte individ vil altid søge tilbage til gruppen...det er sociale indviders største straf, at være sat udenfor fællesskabet.

Nøgleordet er anerkendelse. Når du anerkender, accepterer og respekterer, den måde andre agerer på...så afføder det naturligt et slip i et et febrilsk forsvar. Det er ihvertfald noget, jeg har stor erfraing med...Det føles som en lettelse for begge parter... Jeg har sådan et motto der er god at give videre..."Der er ikke en, men uendeligt mange rigtige måder."

træls at sidde og have en faglig diskussion, for altid at skulle tage hensyn til det personlige – ikke at jeg er perfekt, men det hæmmer tit for en faglig/saglig eller en videre udvikling ;)
Selvfølgelig skal alle have den samme forståelses ramme før udviklingen kan finde sted, så man kan agere/løfte i flok eller sammen - det kræver baaaaaare tålmodighed. Ved ikke? - er det, det samme som, at skrive lige børn leger bedst?
;) Krampen
Ps. skal lige tænke over dit bud.

Man kan ikke forvente at de enkelte personer i grupper har samme forståelse. Men forståelsesramme er jo det der danner rammerne for forståelsen....Det når man bedst ved at gruppen arbejder efter de samme mål, stilles overfor de samme krav, har samme rettigheder og muligheder.
Det lyder som om du taler om bestemt forhandlingssituation...som udgangspunkt er det, der får en flok til at rykke sig hurtigt...fælles mål. Desværre følges det ofte op ad en ligeså effektivt faktor, nemlig en fælles fjende. Det sætter retfærdigheden i perspektiv...så rykker det. Men jeg ved ikke lige om du er ude i noget med mekanismer som virker indenfor folkebevægelser....

Det du skriver i dit første afsnit, er næsten det samme som jeg skriver😉Derfor kræver det tålmodighed – jow er med på fælles mål og flere indgange til at opnå dette, men ....
for lige, at vende tilbage til det, at forsvare sig for sin personlighed, når man er i en faglig debat, så mener jeg, at det forsvar der kan/måtte komme bunder i manglende faglighed/viden, eller kan være en association, hvor måske? – personen føler sig ”angrebet” eller sidder og drager paralleler til sit eget privatliv (klart at det kan være et direkte angreb og man bliver ”tvunget” til at forsvare sig – hvis ikke man er opmærksom).
Som følge deraf er det træls, at linjen ikke kan bære præg af faglighed/saglighed/viden, når man diskuterer – derfor træls, at sidde gang på gang og blive ”provokeret” af, at skulle tage ”hensyn” til andres følelser, fordi de ikke formår at holde sagligheden. - det er minus effektivitet, for udviklingen. – og omdrejningspunktet er væk. – og hvor blev forståelsesrammen af? – hårdt at løfte op igen, hvis det foregår konstant.
Derfor mit spørgsmål: ”leger lige børn bedst”?
Selvfølgelig er det en udvikling i sig selv, at skulle tage ”hensyn” til andres forsvar. – bare ikke gang på gang på gang – det svarer til en envejskommunikation eller kald det for en ”psykologkonsultation”. – og det kræver tålmodighed og derfor svært, at sidde og anerkende (som du skriver i dit indlæg: ”enig igen”) det personlige/personen, når der intet modspil kommer, andet end, at forvente man som modpart skal tage hensyn.
At acceptere og respektere et menneske, for dens forsvarsmekanismer, tror jeg er noget helt andet i en faglig debat eller bare generelt??
Gider du, at uddybe denne? citat: ” Desværre følges det ofte op ad en ligeså effektivt faktor, nemlig en fælles fjende. Det sætter retfærdigheden i perspektiv...så rykker det.”
- er det utrygheden danner fællesskab og videre effektivitet? Oder? Ved ikke om jeg er tung lige nu? ”sætter retfærdigheden i perspektiv”? Ork den driller.
:) Krampen

er lig med anerkendelse?
Den anerkendelse barnet får fra børnegruppen, når barnet vælger, at gå er opgivende opstød fra gruppen. – altså må det være negativ anerkendelse for barnets negative tillærte reaktion, at gå? Forstår ikke hvordan det kan være en anerkendelse??
Den ”anerkendelse” hun higer efter, når hun vælger at gå – er at et barn fra børnegruppen løber efter, for at udtrykke ”det er ok, at være uenige i børnegruppen” – så går jeg med til det er en anerkendelse.
Men min oplevelse er, at de børn der løber efter barnet udtrykker ”du er ok”- også mener jeg ikke længere det er en anerkendelse, men en vedligeholdelse af det negative, derfor vil jeg gerne give dig ret i, at hun skal ignoreres af børnegruppen – bare s… ambivalent.
Lidt med tankerne i det sidste indlæg jeg skrev til dig: ”Et forsvar zurück” og her i dette, jeg tror det er mere svært for børn end for voksne, at skille det faglige/konflikten/uenigheden fra det personlige?
Hvordan vil du omprogrammere børnegruppen, at barnet skal have anerkendelse, når hun er i gruppen? - hvis uenigheden er tilstede?
:) Krampen

I en faglig debat, handler det om det faglige. Forståelsesrammen er det faglige. En forståelsesramme er de givne rammer til at behandle nogle spørgsmål.
Feks. er det afhængigt af rammerne, når man taler om "blod" hvordan det skal behandles. Konteksten.
Fagligt er det jo noget med røde og hvide blodlegemer og sådan noget, men det kan også være i alle mulige andre sammenhænge. "Blodets bånd"...muligvis noget slægtsforskening, "Blåt blod"...adelskalender? Kunstværker? "Blodhund" refererer til en forfinet lugtesans ved en særlig hunderace, "Ondt blod" snakker vi hævngerrighed, "Rent blod" snakker vi måske om noget raceetik....whatever....BLOD er ikke kun een ting. Hvad det konkret er, afhænger af konteksten.
Indenfor de givne rammer befinder, der sig nogle deltagere, som besidder et forskelligt syn på emnet. Forskellige forståelse af det.
Fordi det er samme forståelsesramme er det ikke givet, at deltagerne besidder samme forståelse, men pga af rammerne taler man om emnet i den samme betydning ....det sker sjældent at man har nøjagtig samme forståelse.
I en faglig debat, er omdrejningspunktet fælles og HELT udenfor en selv. Derfor kan man jo godt være enormt nærtagende og selvcentreret. Folks indre følelsesmæssige oplevelser er bare IKKE sagens kerne...
Man kan jo ikke sige sig fri for at blive påvirket af sager man feks. brænder for (jeg kan ikke ihvertfald). Når man brænder for noget, så har man sgu hjertet med ;o) Men hvis ikke man alligevel formår at have en primært objektiv tilgang til det, så kan man ikke arbejde sammen med andre om emnet. Det er vanvittig forstyrrende!
Men selvom man er en ildsjæl, så har man ingen krav på at andre skal tage HENSYN til ens personlige følelser! Jeg ved ikke helt konkret, hvad det er for en situation, du tænker på, men e jeg fornemmer, det er noget specielt...
Det hører slet sammen med en faglig debat at skulle tage 1000vis af personlige hensyn. Det spreder fokus for alle vinde...komplet irrationelt, hvis du spørger mig...
***************************************
".....som udgangspunkt er det, der får en flok til at rykke sig hurtigt...fælles mål. Desværre følges det ofte op ad en ligeså effektivt faktor, nemlig en fælles fjende. Det sætter retfærdigheden i perspektiv...så rykker det. Men jeg ved ikke lige om du er ude i noget med mekanismer som virker indenfor folkebevægelser...."
Ja, det var en lidt hurtig aflevering. Jeg mener, at det der får en flok mennesker til at samle sig i een og samme bevægelse, det er hvis man formår at animere til enighed om at arbejde for nogle fælles mål.
Ofte...for ikke at sige altid..følger der i kølvandet på et fælles mål....en fælles fjende.
Hvis vi vil have højere løn, så er det arbejdsgiverne, der undertrykker os...Hvis vi vil have kvindefrigørelse, så er det mændene der er nogle svin, hvis vi vil have, religionsfrihed, er det de religiøse, der er fjenderne...rygerne, kommunisterne, sigøjnerne, bilisterne, parcelhusejerne, rockerne, BZetterne, satanisterne, DF'erne, pædagogerne...KOMMUNEN og STATEN er yndlingsfjendebilleder... Alt efter hvilken sammenhæng man befinder sig i, så mobiliseres kræfterne, hvis det fælles mål rimer med en fælles fjende.
Så bliver ens kamp definitionen på retfærdighed. Det syntes feks. fuldstændig fornuftigt og retfærdigt for tusindvis af nazister i Tyskland...FØR de egentlig anede noget om udryddelseslejre, og hvad der senere hændte. Refærdigheden blev sat i et fornuftigt perspektiv, og den fælles fjende var jøderne og andet urent udskud (REMARK: ikke min holdning!)... Det fælles mål var det tredie rige og racehygiejne...
Det lyder grotesk idag, at nogen kunne hoppe på det...men vi er jo egentlig ikke så langt derfra...nu synes det bare i manges ører helt retfærdigt at indvandrere, "fupflygtninge", muslimer...PERKERE...de er en form for undermennesker og skal ikke "komme her og tage vores piger"...Racerenhed? Ja...jeg synes man kan drage mange paralleller til fortiden... Det ser tilsyneladen ok ud for mange...og derfor kommer der skred i tingene..
Det er måske et alt for larmende eksempel at tage den om integrationen...det er bare så oplagt...Men der er også andre... Arbejderbevægelsen og klassekampen...der var den fælles fjender jo "pamperne", "Kapitalistsvinene"...det retfærdiggjorde alle de aktiviteter, oprør, demonstrationer...alt det der blev skrevet og sunget osv....det blev kulturdannende...og man skabte på den måde en fælles sandhed om at den "rigtige" vej handlede om at udjævne skellene mellem samfundsklasserne. At et lige forhold mellem mennesker var såkaldt retfærdighed.
Retfærdighed er et filosofisk funderet menneskeskabt begreb...det findes ikke ude i naturen. Der er ikke nogen narturlov der garanterer, at det er retfærdigt at mennesker skal leve ligeværdigt. Vores moral, etik og samfundsopfattelse siger det...men det er noget vi vedtager...eller snarere...De der anvender dette begreb, bruger det som instrument til at motivere grupper i bevægelse mod et fælles mål. Det er derfor jeg siger det sætter retfærdighed i perspektiv...Når det pludselig optræder i en forståelsesramme hvor det går op i en højere endhed...så kan vi godt samle os til kamp. Men retfærdighed er et kunstigt skabt begreb....
Jeg ved ikke om det her svar giver bedre mening...nu er jeg jo træt og det er sen nat. Beklager at jeg sådan blev afbrudt i debatten tidligere i dag...men det sker jo at livet udenfor kræver en ;o)
Jeg mangler som nævnt, at blive lidt mere klar på, hvad du konkret sigter på, når du taler om personligt hensyn i en faglig debat...
Håber at du læser dette ;o)

Det afhænger alene af, hvordan de har lært at lege. Nogen er lært op i at lege med hvemsomhelst, andre i at lege med dem, der ligner dem selv...andre igen er lært op i at lege med dem, der leger noget andet end de selv gør.

Om morgen😉ja den var sen B-menneske?
Kom også til, at tænke på i går i forhold til det, at skille det faglige/viden fra det personlige (eller forståelsesrammen) at den viden man kan sidde med, kan bunde ud fra en erfaring man har gjort sig i privatlivet, som kunne være blevet forankret som en viden – måske yderligere en grund til, at det kan være svært at skille tingene af – da man som person har fået sin viden via praksis? Bare lige en indskydelse. – og nej kan heller ikke se mig fri for at være uden pletter.
I forhold til forståelsesrammen i vores diskussion, tænkte jeg også på om vi to, definerer ”anerkendelse” på samme måde? Hvis du har lyst – giv et bud på din?
Det personlige hensyn i en debat? – tænkte ikke på noget specielt – tror bare det er en sammensurium af personalemøder/studiegrupper/almen diskussioner og teori.
Alt det andet med ”retfærdigheden i perspektiv” giver mening, tak - men bliver nød til at summe over det ;)) før jeg kan give tilbage, hvis jeg kan?
Om børn leger bedst - nu er du sgu for snu ;))) måtte grine, ikke af dig, men mere fordi jeg forventede et konkret og ikke et så relativt vibrerende svar fra dig, det er jo umuligt, at give dig retur - er det, det samme som at give dig ret?
:) Krampen

Naaaahh. det der med om lige børn leger bedst...I virkeligheden synes jeg, at det er meget svært at afgøre om man overhovedet ER lige. Hvordan vurderer man det? Man er måske lige i den ene sammenhæng, men ikke i den anden...Jeg er ultra-individualist, og anser ingen for ens, men alle for lige meget værd. Det er jo en lidt anden sag end at gå ud fra om man har samme forudsætninger, samme vilkår, samme klasse, samme uddannelse, samme viden...osv.
Og nogen har simpelthen en kultur for at gå i kødet på hvemsomhelst, hvor andre holder sig tilbage..."enhver passer sit"..."skomager bliv ved din læst"..bla bla...du ved...Der er mange ordsprog der kan bruges til at slå hinanden oven i hovedet med...Janteloven er et supreredskab til at undertrykke folks udfoldelsesmuligheder. Folk SKAL sgu da ..ikke blot tro, men vide at de er noget! Det er vigtigt...for alles bidrag til helheden, gør helheden værdifuld.
Jeg mener oprigtigt at alle mennesker er ligeværdige...men det er ikke det samme som at være lige stillede!
Ligestillede har muligvis lidt bedre forudsætninger for at nå ind under facaden i en fælles takt end de, der ikke er...men om de GØR det bedre...det tror jeg sgu ikke...
hahaha Krampen...det KORTE svar (som bare ikke er min kopthe) : Nej, jeg tror kun sjældent at lige børn leger bedst...
Godnat igen du ;o)

Men hvad han engang har lært og taget til sig af sunde adfærdsmønstre/holdninger og gode vaner i håndterigen af livsspørgsmål, vil vel kunne genindlæres, hvis han skulle fare lidt vild i junglen af individuelle forskelligheder i tilgangen til at tacle livets svære situationer.
Hvad jeg mener er, at det, at kunne konstruere et "godt liv" kræver en stærk vilje, fantasi, indlevelse og god forståelse for, at det altid er noget der skal arbejdes hårdt med.
Her vil det nok også fortsat være en stor fordel med nogle solide forbilleder, og når der i perioder ikke er mange af dem i de unges omgangskreds, så er det vel nok stadig forældrende der må agere rettesnore og pejlemærker for de gode leveregler.