Jeg vi så gerne

kramme dem jeg holder af. Men tør ikke. Tænk hvis de ikke kan lide det? Hvordan ville man ikke selv føle at få en kæmpe krammer af folk man ikke vil have tæt på?

... det kan aldrig gå værre end galt

Hvorfor vil de kramme mig, hvis ikke jeg har lyst til at kramme dem?
For jeg ringer altid til dem, men de ringer aldrig tilbage. Og derfor
kan jeg ikke forstå at de vil kramme mig.

... Det er de færreste, der ikk kan li´at få en krammer, så kram du bare løs. Især dine nærmeste, og dem du holder af, vil med garanti blive positivt overrasket. Så mit råd til dig må være: Kram løs.
Et varmt kram kan kurere selv den sorteste tristhed :o)

Ja men virker det ikke lidt desperado at kaste sig i favnen på folk man har kendt i flere år, når man ikke gør det normalt?
Især når det er ens mandlige venner. De skal jo ikke tro det er invitation til mere. Eller tro jeg føler mere end jeg gør...
Hvornår er et kram upassende, og hvornår er det på sin plads?

..ville jeg mene.

men hvis det er en vane jeg gerne vil starte på....
Ville du ikke synes det var sært at dine veninder (kun VENinder..ikke mere) pludselig krammede "hej"??? Eller "farvel"?
En anden ting i det er, jeg er ikke så høj (156) Og den laveste drengeven er 183. De andre er højere. Så det bliver noget kikset lillebarns-agtigt hvis man står der og rækker op til dem, hvis de ikke lige fanger den og er med på den....

Jeg har selv en flok venner som vist kan betegnes som "krammeholdet".
Jeg fik en ny ven, og vi var ikke nære (fysisk) men vi snakkede om det...og han sagde, at han da havde tænkt på det.
Nu er det ændret.(Stadig stuerent, så ingen misforståelser)
Vi gik begge og tænkte på at det var ærgerligt.
Hvis vi ikke havde snakket om det, var det aldrig blevet anderledes - og det var noget vi begge gerne ville...
Så man kan godt sige han er en del af "krammeholdet" nu.
Snak om tingene!
Hellere sige for meget end for lidt.
Jeg snakker meget om div ting med dem jeg holder af.
Hvis jeg er i tvivl om noget jeg fik sagt, spørger jeg hvordan de opfattede det.
Virker måske lidt "mærkligt" at spørge : "Det vi snakkede om i går, opfattede du det rigtigt?".
Men jeg vil hellere spørge og få ro i sindet...
Kan dine venner ikke forstå, hvorfor du gør det, er det ikke dit problem.
Du gør jo bare hvad du kan for ikke at såre dine venner, kan de ikke acceptere det, er det fordi de ikke værdsætter den "dybere mening" i det.

"Ville du ikke synes det var sært at dine veninder (kun VENinder..ikke mere) pludselig krammede "hej"??? Eller "farvel"?"
Nu har jeg kun en enkelt veninde, som jeg mødes med personligt, og jeg syntes ikke der er noget galt i at kramme farvel eller hej. Det var lidt underligt den første gang, men derefter, har det bare været normalt.
Jeg kan godt se, at det bliver lidt kikset når du ikke er så høj, men 'screw that!' Kram løs!, og hvis de ikke kan lide det, beder de dig jo nok pænt om at stoppe.

Det er et fantastisk godt råd, Tine R giver. Snak om tingene. Der bliver snakket alt for lidt, og problemerne er sjældent ret store, når de bliver "luftet".
I mit barndomshjem var fysisk kontakt ikke noget, man brugte. Nu - 50 år efter - begynder mine søskende at kunne tage imod et kram uden at stivne.
Jeg selv havde den store lykke at møde en pige, hvor hele familien gav knus og kram "i én uendelighed". Efter lidt tilvænning opdagede jeg, hvor dejligt det var. Selv svigermor fik et knus med stor glæde.
Men jeg kunne aldrig selv have overvundet den grænse, at "man rører da ikke ved hinanden". Men med lidt tålmodighed fra alle sider fik også jeg det lært.
Til at begynde med kan det være svært at snakke om "private" ting, når man ikke er vant til det. Men det er en del af nært venskab og kærlighed, at man "vover pelsen" og lukker op, og når man får begyndt, er alting meget lettere. Det er blot et kæmpe spring for de af os, der har i underkanten af selvværd. Når man skammer sig eller synes, man er "unormal", er det meget nemmere at sige, at det er for privat at snakke om.
Husk blot det der med tålmodigheden.

det gik ikke godt. For en time siden prøvede jeg. total fiasko

Det beklager jeg virklig at hører :(
må jeg spørge om, hvad der skete?

skete følgende :
Vi skulle sige farvel, han stod og kiggede meget smilende på på mig, og jeg synes det virkede rigtigt. Men jeg kunne lige så godt have ladet være. Han virkede ikke ligefrem glad, dog høflig,værst af alt flere andre venner så det.
nu ved jeg ikke hvornår jeg ser ham igen. hvor pinligt

at gør det igen.. eller måske lige spørge ham om det er ok..
Jeg tror heller ikke jeg reagerede så positivt over for det, første gang jeg blev krammet.. Det kom jo sådan meget pludselig, og jeg blev helt paf.. At hendes far også stod og så på gjord det ikke meget bedre :P
Anyways, opgiv ikke håbet endnu! Bliv ved lidt endnu, men hvis det går helt galt, skal du selvfølgelig stoppe.. Også hvis du selv føler at det er forkert, er der jo ingen grund til at fortsætte.

UGER...MÅNEDER inden jeg får mulighed for at se ham... Jeg har gjort alt, jeg kan for ikke at tænke på det, men de tanker hjemsøger mig. Jeg ved det hele bliver lettere hvis jeg kunne se ham.
Jeg bliver ved med at tænke på det og bliver rimelig ked af det.
Hvad gør jeg for at ændre det? Mine tanker?
Hvis nu venskabet er ødelagt? Jeg ville ikke kunne bære at miste ham. Vi har kendt hinanden i årevis. Han har altid fået mig til at se livet fra den mest positive side.
Hvis jeg mister ham nu...