Jeg vil have et barn

Jeg er super heldig kvinde. Jeg har fundet manden i mit liv. Han elsker mig og jeg elsker ham. Det er en rigtig romantisk åhh og nåå historie, der er lige kvalm nok til at jeg vil skrive den her. Vi elsker i hvert fald hinanden.
Vi fandt rimlig hurtigt ud af at vi ville have børn sammen, da jeg gik over tid. Det var "desværre" falsk alarm, men det fik da bragt emnet på banen. Vi har nu besluttet os for at hvis der ikke sker de helt store ændringer i vores liv, skal jeg stoppe med p-pillerne til november.
Problemet her er, at jeg ikke har kunne holde min mund, jeg er jo lykkelig. Jeg har selvfølgelig fortalt det til bl.a. min mor. Her er så baladen, da hun ikke synes vi er parate til at få børn. Vi skal da lige finde ud af hvad vi vil med vores liv, så skal vi da lige have skrabet nogle flere penge sammen, vi skal i hvert falde også flytte til en større lejlighed, og er vi nu også sikre på at vi virkelig elsker hinanden så højt som vi siger...
Jeg ved godt at hun bare prøver at beskytte mig, men helt ærligt jeg er 26 år, har et dejligt arbejde, hvor jeg tjener gode penge, jeg har fundet manden jeg vil dele livet med og kan ikke se hvorfor vi skal vente. Vi har efterhånden talt om dette i et stykke tid nu og så sårer det mig at hun ikke støtter mig.
Hvad skal jeg sige til hende?

Først tillykke med din nyfundne lykke. Jeg synes at du skal sige til din mor at du sætter pris på hendes omsorg for dig, men at du nu er 26 år og dermed voksen og moden nok til at træffe beslutninger selv og at hun må have overskud nok til at respektere dette. Fortæl hende også at dette er et vigtig punkt i dit liv og at du har brug for hendes støtte og opbakning. Måske det vil få hende til at tænke lidt over tingene?
/Held og lykke med det hele

Kender masser som har været åhhh så forelsket. Efter nogle måneder ville de også have børn..og fik det.. Nu har de skilsmisse børn! Hvor fedt er det lige for barnet, at mor og far skred fra hinanden efter 1½ år ?
26 år er ingen alder! Rejs ud i verden og få nogle gode oplevelser med din kæreste. Når I ikke længere er forelsket (mild form for sidssyge), men elsker hinanden rigtigt, så kan i beslutte at få børn.

ikke længere er FORELSKEDE. Du ved en er forelsket, 2 er forelskede. Velkommen til 3. klasse!
Lær dansk!!!

Hvis stavekontrol er det eneste du kan bidrage med, så er vi hellere foruden.
Få da det barn. Skulle det vise sig han smutter senére, så er det da ikke verdens undergang, og der er alligevel ingen garanti for at han ikke smutter selvom i venter.

Hvad er det❓røde pølser, snaps og fremmedhad ?
Tror de fleste forstår det jeg har skrevet, selvom der kan være stave eller slåfejl.

i begge er med på ideen.
Alle de problemer, er nogen i kan takle når de nærmer sig.
hvis lysten, alderen og økonomien er til det så,
få jer en lille en :)

for responsen. Jeg har skam tænkt mig at få et barn. Føler selv at jeg har oplevet mere end de fleste på min alder. Har ingen planer om at videreuddanne mig forløbig og det er ikke noget problem for mig at få overlov fra mit arbejde.
Mit problem er vel også at jeg nu går ind i et helt andet stadie af mit liv. Det at sætte et barn til verden er en stor beslutning. Min mor har næsten altid bakket mig op om alle mine underlige beslutninger. Det er nok derfor jeg bliver lidt bange når hun stejler så meget ved det her.

skal hun nok blive god igen :)

... er blot en smule som min mor, så prøver hun blot på at beskytte dig. Mødre er ofte skeptiske overfor forandringer i deres børns liv. Hun vil bare sikre sig at du ikke kaster dig ud i noget, som du ikke har tænkt igemmen.
Jeg er sikker på, at hun når jeres barn kommer til verden, om det bliver inden for det nærmeste år eller længere ude i fremtiden vil overforkæle det, og være glad på jeres vejne uanset hvor negativ hun er nu. Desuden kan det jo tage år før I får bid.
Held og Lykke...

Det hedder piben - med et b

Tog det dig virkeligt kun 1 time og 4 min at finde den fejl, du må være stolt.

Hvorlænge har i egenligt været sammen?
jeg kan godt forstå dine følelser og det tror jeg at de fleste kan, da kærligheden gør utrolige ting ved en. Men har I været sammen i 1 månede 1 år eller mere? For det er jo svært at danne sig et billede om hvor din situation er når man ikke kender så meget til den? Bor I sammen, og hvad med dit livs kærlighed hvor står han henne?
jeg kan forstå din mors omsorg hvis I ikke har været sammen særligt længe da det kræver en hel del at fostre et barn op sammen. Men hvis I har været sammen i 1år f.eks, så skal du ikke tænke så meget på hvad din mor mener men selvfølgelig fortælle hende at du respekterer hendes mening om det, så længe at hun respekterer beslutningen er jeres og kun jeres.

Og hvis hun er lige som min mor, så forsøger hun bare at forhindre dig i at få din egen lille lykkelige familie.
Blæs helt ærligt på din mor, du er 26 og i din bedste alder. Barnet får en ikke alt for ung, men heller ikke på nogen måde gammel mor og det er jo skønt!
Men husk lige på en ting, børn er ikke noget man har krav på, selvom mentaliteten er sådan i dag. Børn er en velsignelse, og ikke noget man lige kan smide væk efter brug.
Men, held og lykke!
Knus fra mig!

Lad være med at bruge tid på ham/hende, vedkommende er her åbenlyst ikke for at debatere om børn, men for at provokere.
Det er faktisk ret åndsvagt, ikke? Det viser jo lidt, at vedkommende ikke har noget rigtigt liv, men bare er en lidt selvophøjet ANONYM person. Dette viser jo også, at han/hun vil provokere, men ikke vil stå ved det. Pinligt.
Skal vi ikke lave en debat om den slags ligegyldige personer? Der ville sikkert komme noget sjovt ud af det...

du må fortælle hende at det er det du vil, og hun har bare at være glad på dine vegne. det lyder lidt som om din mor ikke kan lide din kæreste for hvis hun virklig kunne vil hun være glad på jeres vegne. mødre elsker når de skal være bedste forældre. men du skal ikke tage dig af hende, jeg er glad på jeres vegne. lejlighed og penge og alt det der, skal i nok finde ud af. hvis andre kan få børn, ja hvorfor sgu i så ikke. held og lykke
her fra mig.
ps undskyld hvis der er stave fejl.

jeg kender godt til det, har stave problemer og måtte spørge hvorfor de altid gik op i det. jeg har lægt et indlæg ind.
hvis i skulle have lyst

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=161&posting=334759

hvem det er som skal ha' barn du eller din mor..
Hvis det ikke er din mor, men dig er beslutningen din..
Min mand og jeg havde kun boet kort tid sammen da vores datter meldet sin ankomst.
Efter nøje overvejelse, har vi aldrig været mere lykkelige over at vi valgte til frem for fra.
Men vær klar over det ikke kun er lykke og romantik, det er benhårdt arbejde..
Min mor er den eneste bedste til vores barn, og desværre kun af navn.Ikke at hun ikke holder af sit barnebarn, hun er der bare ikke. Hun er nemlig alkoholiker uden erkendelse.
Din mor vil elske sit barnebarn, og forhåbentlig være en super bedste..
Kan det være fordi hun føler sig for ung til at blive bedste/mormor?
Held & lykke med projektet.

Hvis man ser bort for alt balladen frem og tilbage med stave/slåfejl, er der kommet en masse gode ting frem.
Jeg vil da lige forklare lidt nærmere om problemet, måske har jeg ikke været helt ærlig... måske er det der problemet er, at jeg heller ikke har været helt ærlig over for mig selv, og bliver sur fordi min mor ser sandheden.
Min kæreste og jeg har kendt hinanden i kun 3 måneder. Jeg har aldrig oplevet noget forhold som det vi har. Vi snakker om ALT også om det jeg skriver her i debatten, så disse ting er også noget jeg har snakket med ham om. Min kæreste er 3 år yngre end mig dvs. han er "kun" 23 år.
Min mors (og vist nok også mit) problem er bl.a. at hun synes vi går for hurtigt frem. Jeg vil nu lige sige at vi altså først har tænkt os at jeg skal stoppe med at tage p-piller til november, hvis vi da stadig har det på samme måde. Vi vil nemlig være helt sikre på at det er det rigtige vi gør.
Mit spørgsmål nu er vel: "Er det for tidligt at begynde at få børn sammen når man kun har kendt hinanden i ½ år?"

Det ER tidligt, men om det er FOR tidligt er der kun jer selv til at afgøre. I skal bare huske at det er en forpligtigelse FOR LIVET at få et barn.
Held og lykke med det, uanset hvad I vælger.
Hilsen Vie

Hvor ærlig skal man være?
Både min mand og jeg er over 30...
Og vi havde kun kendt hinanden i 7 mdr. da der var gevinst.
Ved godt vi har alderen, men der gives ingen garanti, for et forhold...

Barnet vil derimod altid være der..
Dette er ikke en opfordring, til at blive gravid, kun en anskuelse. Er barnet der skal du tænke på din kæreste også vil være der selvom forholdet måske ikke er mere.
Alt i alt: Føler I jer klar er det jeres beslutning.
Ps. Bare fordi du stopper med p-pillerne er der ikke garanti for du bliver gravid i løbet af 1-2 mdr.

Min kæreste og jeg flyttede også sammen 3 måneder efter vi mødte hinanden... det er snart 4 år siden... først det seneste år er vi begyndt decideret at prøve at få børn. Dengang snakkede vi faktisk om børn ret tidligt, men det var lidt "kommer der børn nu... så kommer der børn nu".. altså vi lod skæbnen råde. Men er idag glad for at det ikke blev dengang... Glad for at vi har haft tid til at nyde hinanden, vores forelskelse, fået en masse fede oplevelser sammen inden vi har fået børn.... glad for at have oplevet vores forelskelse blive til dyb kærlighed. Det tror jeg er vigtigt for at kunne bygge et godt fundament.
Når jeg ser tilbage kan jeg godt se at det var måske lidt hurtigt vi besluttede at lade skæbnen råde, for vores egen opfattelse af vores forhold var at det var ligeså stærkt som det rent faktisk er nu, men det var altså ikke lige så stærkt dengang... men man bliver sq let forblændet af forelskelse... der er noget om snakken. Ikke at det er sådan hos alle... der er mange der får børn hurtigt efter de møder hinanden.. og som stadig er sammen mange år efter... det fint.

Jeg er glad for at det ikke blev dengang, også fordi vi undervejs har haft enkelte kriser... som vi har overvundet. Det er en af grundene til at vores forhold er meget stærkere nu. Det tror jeg også er vigtigt for at kunne bygge et godt fundament. At man ved man kan løse problemer og kriser sammen. At man ved man er et godt team på trods af forskelligheder osv. Det kan godt være man midt i sin forelskelse føler at man da godt kan løse problemer, fordi man er så glade for hinanden... men det er altså noget andet at stå midt i krisen lige pludselig.
Jeg er glad for at vi har lært hinanden rigtigt at kende og har set så mange flere sider af hinanden. Plejer man ikke at sige det tager minimum et år at lære hinanden at kende rigtigt?
Jeg synes i skal nyde hinanden, jeres liv og forelskelse lidt endnu, inden i skal dele det med et andet (tredje) MENNESKE resten af jeres liv.
Det er SÅ meget værd senere hen..