Junglelov i skolegården

Hej med jer.
Jeg trænger til nogle gode råd til håndtering af min drengs problemer i skolen. Måske sidder der nogen derude, som har oplevet lignende?
Min dreng er 8 år. I adskellige år har der nu været problemer i de drengegrupper, som han bevæger sig i. Konflikter en masse, slåskampe, drilleri, meget groft sprog. I perioder er det dagligt.
Min dreng betegnes som en "alfahan" og så har han et temperament, som vil noget. Føler han sig uretfærdigt behandlet eller drillet, så bliver han rasende og det tager lang tid for ham at falde ned. Ikke så smart, når man går i skole og der er konflikter i mange frikvarterer. De andre børn har naturligvis også luret det, og tirrer min dreng "det er sjovt, for han bliver så sur" - samtidigt med at de også er bange for hans temperament.
Der sættes ind for at hjælpe min søn til at håndtere konflikterne mere hensigtsmæssigt. Han er tildelt AKT-tid, som han værdsætter inderligt. Og vi forældre er jævnligt til møder. Det rykker bare ikke rigtigt.
Jeg synes at jeg har forsøgt lidt af hvert herhjemme. Frataget priviellegier, irettesat, forklaret, forventet, givet værktøjer, været forstående - og han er i den grad til modtagelig lige indtil han står i den næste konflikt. De sidste voldsomme sammenstød, som jeg hørte om var, at min dreng på vej ud til leg i frikvarteret umotiveret får en lussing af een af de andre børn. - Derudover en leg, hvor det ender med at tre andre rotter sig sammen om min dreng, jagter ham ind på et toilet. Een af drengene ligger så med en saks og forsøger at ramme min dreng med den (udefra under den låste dør). I begge tilfælde reagerer min søn med raseriudbrud, som varer langt ind i næste time.
I ovennævnte tilfælde, som jo er voldsomme, er min søn jo tydeligvis den forurettede - og jeg forstår til fulde, at han reagerer med vrede. Men jeg tror nu nok også, at han kan være strid og dominerende overfor de andre børn indimellem. Lærerne er meget katagorisk benægtende omkring det, at han skulle være et mobbeoffer.
Min søn er i øvrigt velfungerende udenfor skolen.
Jeg føler mig afmægtig og jeg er MEGET træt af situationen, som har stået på i så lang tid uden forbedringer. Jeg fornemmer også frustration og irritation fra lærernes side - og jeg kan ikke sige mig fri for at fornemme, at de er lidt hurtige til at gøre min søn til syndebuk i mange situationer.
Jeg vil blive rigtig glad for nogle konstruktive forslag til hvordan man løser en sådan situation.
Mor til en dreng

Det er ikke nemt, og jeg kan godt forstå at du føler dig frustreret.
Problemet er at uden at opleve situationerne kan man ikke "dømme" i de situationer, og det kan være svært at opleve dem. Det fører til en masse spekulationer og gæggerier, der desværre ikke altid kan bruges til noget.
Som mor tror jeg kun at du kan tale med din dreng, hvilket jo heller ikke er så ringe en mulighed. Du skal prøve at være helt ærlig i din vurdering af hvad der sker. Undlad direkte bebrejdelse af din søns adfærd, men giv gode råd i stedet. Selv ok din søn ikke kan bebrejdes konflikterne, kan han muligvis have fordel af at "bøje af", så konflikterne ikke udvikler sig. et kræver dog overskud af din søn. Hvis ikke man han lave aftaler med lærerne om at han kan søge til en gårdvagt eller lign. når han føler sig presset, så det kan være en voksen der reagerer i stedet for din søn. Når din søn reagerer så kraftigt kan han let blive stemplet som konfliktskaberen hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet. Lav evt. en aftale med skolen om dette, så viser din søn vilje og modenhed til at løse problemet.
Der kan naturligvis også være mange andre ting i spil, men tal, tal, tal, og tal med din søn. lav en strategi med skolen om hvordan I håndterer problemet og prøv så at følge den.

- at få hoved og hale i hvad der foregår i skoletiden.
Min datter klagede i lang tid over skolen. Jeg prøvede efter bedste evne at rådgive hende først. da det fortsatte involverede jeg først lærere, så skoleinspektør og til sidst skole psykolog. Jeg fik gode råd fra skolepsykologen om hvordan jeg skulle flytte mit barns fokus fra det negative til det positive hvilket hjalp hende lidt, men det ændrede stadig ikke på hvordan hendes hverdag så ud i skolen. Hun sagde selv: mor, de mobber mig jo satdig, jeg bliver stadig holdt udenfor. Jeg tog så selv med i skolen en dag og meget hurtigt kunne jeg jo selv se, hvordan en pigegruppe konsekvent holdt hende ude. Det var kun nogle enkelte som ikke gjorde, men det var også dem, som hun heller ikke i børnehaven legede med. Jeg havde et sidste møde med skoleinspektør, men de holdt sig stadig væk i frikvarterene og så slet ikke hvad der faktisk skete mellem børnene, når de voksne vendte ryggen til. Hun har nu skiftet skole og springer ud af sengen hver dag og glæder sig til at komme i skole! Det var en lang proces at finde ud af hvad der faktisk skete i skolen og tage den endelige beslutning, men det var det nødvendige at gøre. Nu har jeg atter en tryg og glad pige!
Jeg er klar over at situatutionen for din søn kan se anderledes ud, Dog må jeg lige indskyde at min datter efterhånden også blev en vred pige, da hun jo følte sig skubbet ud af det sociale samspil i skolen. Du må forsøge at finde ud af hvor den vrede kommer fra.

i frikvartererne ?
Da jeg gik i skole var der altid 1-2 gårdvagter.

det er svært.
Jeg blev selv mobbet, da jeg gik i skole. Nu har jeg altid været lille og spinkel og har ikke mange kræfter. Men jeg kan forsikre dig for, at havde jeg været stor og stærk, selvom jeg er af hunkøn, så havde mobberne fået så mange bank. Havde jeg haft mod havde en lærerinde ikke overlevet. Men jeg måtte finde mig i alt.
Det drejede sig kun om en lærerinde og to tøser, men de kunne også gøre dagen meget slem for mig.
Jeg hader dem den dag i dag. Jeg måtte altid høre på: Hvad gør du selv. Jeg gjorde ikke noget. Ja, en enkel lærer sagde dog engang: Lad nu den lille .... være. Men hvorfor skulle han absolut sige : Lille
Min søn blev mobbet. Jeg flyttede ham til en anden skole på et tidspunkt og fra da af var der ingen problemer. Det er ikke sundt for sjælen, hvis man bliver mobbet.
Jeg ved det ikke, men det kan sagtens tænkes din søn bliver mobbet og ingen "ser" det, før han bliver rasende.

for det føste er han ikke en alfahan det kan du være helt sikker på og du kan også være sikker på at han er mobbeoffe det visser det du har skrven
hvis du er en alfahan så er der ingen der tør at gå dig i mod men alle gør hvad du siger
og hvis du er en mobbeoffe så er det for det meste dig det vil gå ud over
så de to ting skal du have afklaret med dig selv før du kan hjelpe din søn. for det hjelper ikke du tro han er en ting og så han er en anden ting....
men som jeg ser dit brev kan du gøre to ting
1 flyt skole det kan hjelpe på det
2 at du får skolen til at se han er en mobbeoffer.og at de så gør noget ved det men det vil blive en kamp for dig

Hvis han var en alfa han, ville han opføre sig meget mere roligt.
Det du skal holde øje med er om han også bliver valgt fra uden for skolen. Dvs i fritids ordningen. Snak med nogen af pædagogerne der.
Jeg tænker lidt på, hvad han spiser❓Om han får for meget sukker❓Går han på det rigtige klassetrin❓Hvor moden er han osv ?
Hvis du kan komme til at snakke med en børne psykolog, kunne det måske være en ide´.
Desuden vil jeg også synes at han skulle skifte skole.
Pøj pøj med ham.

Jeg føler med dig og med din dreng, for er man først kommet ind i en ond cirkel og har fået påklistret en mærkat som det sorte får, er det meget svært at komme ud af igen...så svært at det på ingen måde må være din søn og dit ansvar alene at få vendt situationen.
Det her er noget skolen skal tage hånd om, og jeg kan forstå at der er sat akt lærere på, hvilket er rigtig godt.
Man kan også stille spørgsmålstegn ved om der overhovedet er nok opsyn i frikvaterene - så mange børn, så mange små børn uden ordentlig voksen opsyn - børn er ikke små voksne der kan klare alle situationer og konflikter, der skal være nogle der kan gribe ind og hjælpe. I min søns skole, skal man kigge rigtig godt efter og lede rigtig længe for at finde en gårdvagt - det er ikke i orden.
Kan kun sige, ud fra erfaring - at du må tage skolen med ind i det, lade dem tage en del af ansvaret - arbejde sammen med dem om at skabe nogle gode rammer for din søn. Ros ham og elsk ham, for han får sikkert rigtig meget skæld ud over i skolen pga. konflikter og sæt din lid til at der også er tale om en modningsproces, specielt hos drenge.
Tal med ham, sig ikke kun, at han ikke må slå - giv ham nogle alternativer til hvad man ellers kan gøre.
Håber det bedste - måske kan skoleskift komme på tale, men prøv først at se om I ikke sammen med skolen kan få vendt situationen.

Desværre er skolen ikke meget værd. Det var den ikke før, hvor der var gårdvagt, så alle kunne se det. Så den er det sikkert slet ikke i dag.
Jeg husker med gru en dag min søn var ved at blive kvalt. Han fortalte mig, hvordan det sortnede for hans øjne. Jeg tror han var 10 år.
Jeg henvendte mig til inspektøren, som beklagede, men han kunne ikke gøre noget !!!!!!!!!!
Jeg købte livvagter til min søn blandt de større drenge. To store drenge tævede mobberen en gang. Det hjalp, ingen turde røre ham efter den dag. Men min søn havde dem i baghånden. Så kan de lære det, kan de. 🙁
Nogle få år senere tævede drengen en af lærerne, så måske er det af skræk lærerne ikke tør blande sig, men lader stå til.
En dag mødte jeg en lille pige på bare fødder i vintervejr. Grædende var hun stukket af fra skolen.
Jeg forstår ikke dette kan blive ved. Det kan jo stoppes, hvis man virkelig vil.
Det er også på arbejdspladser den er gal.
Den der bliver mobbet er hjælpeløs. De der siger noget andet er aldrig blevet mobbet og ved intet om det.

Jeg bliver nok nød til at fortælle dig at min mening er FLYT din søn til en anden skole så hurtigt som muligt. Jeg kender ikke alle faktaer omkring situationerne i skolen eller omkring din søn, men min erfaring siger mig at der ikke er resurcer til hjælpe din søn til et bedre social liv på skolen. Du beskriver at du fornemmer at lærerne er negativt stemt overfor din søn, ergo er der ikke meget at arbejde med. Har man en gang fået et stempel som "irriterende" "stor temperament" glemmer lærerer tit at kikke på hvorfor dette opstår. Det er menneskeligt, idet man tit har svært ved at se objektivt på et barn man har kendt igennem længere tid. Desværre går det jo ud over det barn som har brug for hjælpen. Flyt din søn :-) på den måde kommer der nye øjne på og din søn får en chance for at blive set som den dreng han er. Men husk ved eventuel skoleskift, din søn vil stadig have de "gamle" forsvarsmekanismer i sig og det kan være en god ide at have "genopbyggende" snakke med ham før han starter i den nye skole, så den negative cirkel ikke fortsætter. Held og lykke

Hvis jeg fik en lussing, så slog jeg igen. Hvis folk rottede sig sammen om mig, så ville jeg også veksle mine bonus point med vrede. Jeg kan egentlig godt se at det måske skaber problemer i hjemmet og i skolen, for drengen, men på den anden side så er jeg stolt over din dreng. Han slår igen. Har du nogensinde sagt det til ham? At du er stolt over hans reaktion og at du godt kan sætte dig ind i at sted, men at det ikke er ok at slå? Det at han er strid kan godt hænge sammen med at han udemærket godt ved at han hele tiden skal være ovenpå og kridte banen op, for ikke at komme i uføre.
Og må dine sønners "venner" brænde op i helvede for at forsøge stikke ham en saks. Lyder til at deres forældre selv har manglet noget i opdragelsen. Mine forældre har altid lært mig ikke at løbe med en saks, og jeg har aldrig gjort det. Ved at lære at man ikke måtte løbe med en sådan, var jeg udemærket godt klar over at man nok heller ikke måtte STIKKE efter andre med det. I sig selv er det en surrealistisk fortælling.
Undskyld min "brænde op i helvede", men jeg bliver bare så sur og vred.

Kære alle,
tak for jeres svar, opmuntring og gode råd. Jeg har ville give respons tidligere, men har ligget underdrejet - mest følelsesmæssigt.
Efterfølgende har der været flere episoder. Een hvor vi får et skriv om at min dreng har jagtet en anden dreng med en kæp, hvorefter at han er stukket af, kommet tilbage, har raset og bare ville dø. Vi får episoden og dødsønskerne oplyst på mail, hvori skolen også skriver at de vil indstille ham til PPR-udredning. Lidt af et chok at få det på mail.
Min drengs version af episoden er, at dreng nr. 2 sig til dreng nr. 3, at min dreng har talt dårligt om dreng nr. 3's papfar. Dreng nr. 3 slår min dreng med en kæp og min dreng ser rødt og jagter så dreng nr. 3.
Ny episode skrevet på mail til os: min dreng kommer forbi een som er ved at skære en kage ud til klassen, min dreng beder om et stk. kage ("jamen, mor - det var jo bare i sjov", fortæller min dreng opgivende) og drengen med kniven føler sig så presset (skriver skolelederen ,,, og lur mig om det var blevet skrevet sådan, hvis det var min dreng, der havde truet med kniv), at han truer min dreng med kniven. Min dreng får kniven fra ham og truer tilbage.
Vi forældre har nu bedt om en samtale med skolens ledelse. Faderen er meget skeptisk og rasende på skolen, jeg har hele tiden været meget lydhør overfor råd, vejledning osv. fra skolens side. MEN jeg er sådan i tvivl - jeg har ikke helt den tillid til skolen, som jeg har haft. På alle de møder, vi har været til, er det aldrig blevet nævnt at min dreng tirres og provokeres p.gr.af hans temperament ,,, aldrig. Kun fokus på hans temperament og at han er en dreng i "store problemer".
Vi har en sød, høflig og velafbalanceret dreng hjemme - vi har aldrig nogensinde haft problemer med ham. Han respekterer grænser og overholder aftaler. Der er intet. Når han har legekammerater på besøg, er der intet. Jeg får og har altid fået positive tilkendegivelser fra folk omkring os om hvor høflig og sød, han er.
Min mavefornemmelse er, at den PPR-udredning er helt gal. Det hele vender sig i mig ved tanken om, at min dreng skal observeres og tales med ,,, at vi forældre skal deltage i en udredning, når vi ved gud ikke kan se at der er noget galt med ham andet end at han ikke finder sig i og reagerer på drillerier og trusler (som jeg også har skrevet til skolen).
En lille tillægshistorie: en lærer fortæller mig, at hun har haft en diskussion med min dreng. Hun siger til min dreng, at han har ET hjem og besøger sin far (vi bor ikke sammen). Min dreng reagerer på det og siger "NEJ, JEG BOR TO STEDER". Hun insisterer og fastholder, at han BESØGER sin far ..... jeg er rystet (faderens hjem er min drengs på lige fod med mit - han er bare mere hos mig p.gr.af afstandene ml. de to hjem) - undskyld mig, men det kan da ikke være sundt for en dreng????
Jeg er totalt i vildrede ,,,, jeg kan ikke 100 % bakke op om en PPR-udredning. Er en sådan noget værd, hvis forældrene er meget skeptiske? Vi forældre vil selvfølgelig gøre opmærksom på, at vi mener at probelmet primært ligger i drilleri, som vores dreng reagerer heftigt på. Men så er det jo ikke årsagen, at man angriber?
Faderen er meget bekymret for hvordan en udredning vil påvirke vores dreng - hvilke signaler, det vil sende til ham og vil allerhelst have ham over på en anden skole. Vores dreng er overvejende glad for sin skole og kammerater og jeg vil være meget ked af at flytte ham.
Hvad ville I gøre?
Mor til en dreng